Til jer med "problembørn" i skolen?

Liv_86 skriver:

Jeg tænker at den lille dreng er frustreret og har brug for at føle sig som en del af fællesskabet. 

Måske I som forældre skal snakke med jeres børn om at rækken hånden ud til ham istedet for at se ham som den store stygge ulv. 

Vores barn vil gerne og må gerne lege med ham!

Vores barn kan også sagtens forstå, når vi fortæller at drengen har det svært, så er det vigtigt at være en god ven, hjælpe ham osv.

Han har aldrig gjort noget mod vores barn, men det ændre ikke på at vores barn er blevet bange for ham, netop fordi han lige for tiden er ret uforligelige i sin adfær overfor især drengene i klassen, men nu også overfor pigerne.

Det store problem, ligger for mig i at de ting han gør er direkte farlige, og der skal kun en gang til, før det går rigtig galt.

Anonym skriver:

Jeg arbejder som lærer og har haft nogle lignende eksempler på hvad du beskriver. Langt de fleste gange er det et barn der er vant til hjemme at søge grænser, og aldrig finder nogen. Når de så når 2. klasse er det sværere at pille af igen. I nogle tilfælde er der en diagnose der mangler, men for det meste er det mangel på opdragelse fra forældrene. Det er forældrene der skal tage sig sammen her.

Her er jeg ret sikker på, at der er masser af grænser hjemme.

Han kommer fra en god og kærlig familie, og jeg tror seriøst at de gør alt hvad de kan.

Anonym skriver:

Forståelse! De er helt sikkert klar over problemet, men økonomien i skolen er måske ikke til et andet tilbud.

 

Jeg har selv "sådan et barn" min søn slår /"kvæler" ikke andre. Men smadre ALT . I denne uge en KÆMPE rude på 2.5 m høj og 1.5 m bred og en branddør.  På en NYBYGGEDE skole der er blevet færdig for en mdr siden  min søn har adhd og autisme.  (Han går i special skole) men jeg ville helt sikkert have brug for forståelsen og IKKE dunk i hovedet se gør sikkert hvad de kan. 

Kæmpe kram til dig og din helt sikkert dejlige dreng!! 

Abracadabra skriver:

Jeg forstår ikke helt ramaskriget: Børn er vel primært deres forældres ansvar og ikke pædagogernes eller lærernes.

Og så forstår jeg slet ikke din første sætning: Uanset årsagen, er adfærden pga. et eller andet - betyder dét, at adfærden er lærernes skyld? 

I første omgang er PPR nødt til at se på de familiære forhold, fordi de betyder meget for barnets udvikling. Derefter skal institution/skoletilbud vurderes.

Jeg tænker selv ppr. Netop fori de går ind og kigger på ALT hva der foregår omkring barnet og med barnet! 

Roselil skriver:

Jeg er selv lærer og forældre. Det mest effektive i kan gøre er at i samlet råber ledelsen op. Kræv ekstra støtte på barnet. (Jeg går ud fra, at der ikke er tilstrækkeligt siden disse hændelser kan ske) læreren kan ikke gøre meget uden ekstra hjælp.

Han ville i hvert fald ha gavn af at der var nogen, som kunne hjælpe ham, når det hele er ved at ramle om ørene på ham!

De ting her er sket i deres frikvartere, hvor de er i skolegården. Der er self ikke så mange gårdvagter, og derfor kan de ske iden der er nogen voksende der ser det, før der bliver hent hjælp. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg forstår godt ramaskriget, når der er tale om et barn med så ekstrem, udadreagerende adfærd, og en lærer postulerer, at det langt oftest er pga. manglende opdragelse og grænser i hjemmet. Her er jo ikke tale om "normal" uopdragen adfærd, men kvælertag og forsøg på at kaste andre børn flere meter ned. Det kræver mere end konfliktsky laissez-faire forældre at "producere" så ekstreme reaktioner hos et barn. 

Når børnene er hos os i skolen, er det vores ansvar at hjælpe dem til at begå sig i den kontekst, der hedder 27 elever, som skal fungere sammen og lære noget og stor skolegård med endnu flere unger i fri leg. Det kan mor ikke styre og kontrollere hjemmefra, og hun kan ikke lære barnet at afkode og begå sig acceptabelt i sådanne situationer. Det svarer til at lære barnet at svømme på land - teknikker kan forklares, men når ungen kommer ud på det dybe vand, er teknik ikke nok. 

Nu nævner du selv PPR, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig psykologens reaktion, hvis jeg som lærer fremturede med, at et barn med den beskrevne adfærd bare manglede grænser hjemmefra. Det er langt mere komplekst. 

Enig. 

Jeg kan genkende nogle af eksemplerne, idet vi har haft en lignende situation i min datters klasse. Der var også tale om kvælertag, udafreagerende adfærd, spark/ slag mod lærere.  Desværre eskalerede situationen blot med tiden. Der var fokus på det og der blev arbejdet med det, men det hjalp ikke. Mit barn ville egentlig gerne lege med ham, men problemet var, at hun ikke vidste hvad hun gjorde forkert og dermed meget ulykkelig, når hun så blev slået af ham, fordi hun oplevede at det var umotiveret. Det er svært at undgå det fremover, hvis man ikke ved, hvad man gjorde galt. Det var ikke kun mit barn, hvor der skete disse episoder. Der var mange af dem.

Der blev arbejdet med dette i 2 år, og der var tale om små klasser, men problemerne blev kun værre med tiden. Det er rigtigt svært for vi ville jo alle gerne have det til at fungere, men det lykkedes ikke.

Hvis der ikke var sket en flytning, tror jeg faktisk at det var endt med, at forældrene havde bedt om, at skolen fandt en løsning nu, da vi øvrige ikke ville/kunne være med til det længere, da det er synd for alle parter - det er ikke holdbart at man skal være bange for en anden elev og der vil ske en isolation, idet de andre børn trækker sig, og det er ikke holdbart, at barnet er i nogle rammer, hvor han mistrives i den grad, selvom der blev arbejdet på dette. 

Han er kommet videre på en anden skole, hvor de forhåbentlig bedre kan give de rammer/behov, som han har. Desværre synes jeg nogle gange, at der går for lang tid med at prøve, hvor barnet i den tid opnår en masse nederlag.

Jeg kan genkende mange tanker i dit indlæg. Jeg håber, at der bliver fundet en løsning, så alle kan trives, hvor man både ser på klassen og den enkelte. 

Tante15 skriver:

Jeg kan genkende nogle af eksemplerne, idet vi har haft en lignende situation i min datters klasse. Der var også tale om kvælertag, udafreagerende adfærd, spark/ slag mod lærere.  Desværre eskalerede situationen blot med tiden. Der var fokus på det og der blev arbejdet med det, men det hjalp ikke. Mit barn ville egentlig gerne lege med ham, men problemet var, at hun ikke vidste hvad hun gjorde forkert og dermed meget ulykkelig, når hun så blev slået af ham, fordi hun oplevede at det var umotiveret. Det er svært at undgå det fremover, hvis man ikke ved, hvad man gjorde galt. Det var ikke kun mit barn, hvor der skete disse episoder. Der var mange af dem.

Der blev arbejdet med dette i 2 år, og der var tale om små klasser, men problemerne blev kun værre med tiden. Det er rigtigt svært for vi ville jo alle gerne have det til at fungere, men det lykkedes ikke.

Hvis der ikke var sket en flytning, tror jeg faktisk at det var endt med, at forældrene havde bedt om, at skolen fandt en løsning nu, da vi øvrige ikke ville/kunne være med til det længere, da det er synd for alle parter - det er ikke holdbart at man skal være bange for en anden elev og der vil ske en isolation, idet de andre børn trækker sig, og det er ikke holdbart, at barnet er i nogle rammer, hvor han mistrives i den grad, selvom der blev arbejdet på dette. 

Han er kommet videre på en anden skole, hvor de forhåbentlig bedre kan give de rammer/behov, som han har. Desværre synes jeg nogle gange, at der går for lang tid med at prøve, hvor barnet i den tid opnår en masse nederlag.

Jeg kan genkende mange tanker i dit indlæg. Jeg håber, at der bliver fundet en løsning, så alle kan trives, hvor man både ser på klassen og den enkelte. 

 

 

Tak for svar!

I aften skal vi til forældremøde og jeg håber seriøst at skolen kommer med nogle gode løsnings forslag.

I tirsdags havde han igen taget kvælertag på en af drengene i klassen og banket ham, fordi drengen ved et uheld havde kastet sand på. Drengen havde sagt undskyld mange gange, men åbenbart ikke på den "rigtige" måde.  

En pige havde prøvet at hjælpe, men hun var også bare blevet slået og sparket.

Anonym skriver:

Ja jeg har tænkt tanken rigtig rigtig mange gange. Men jeg er så bange for at gøre det - Jeg ved ikke hvad det er jeg er bange for, men jeg ville ønske at klasselæren selv kom til os, og foreslog om hun ikke skulle gøre det, sammen med os.

 

Men det gør hun bare ikke, og næste år skal han så have nye lærer i alle fag - Det er frygteligt at være forældre til "problembørn" - Jeg sidder jo og får det rigtig skidt, når min søn atter engang har reageret uhensigtmæssigt - men som forældre har man bare ikke altid det sidste ord i forhold til hvad der er det bedste for ens (og andres) børn. Jeg bliver enormt usikker på min egen rolle som mor, og det tiltrods for at han har andre søskende der fungere helt efter bogen.

Derfor tænker jeg også, at det bedste TS kan gøre, er at gå direkte til forældrene. Jeg tænker at de har det rigtig skidt med det, og jeg forestiller mig, at det også påvirker dem psykisk - Jeg kan ihvertfald mærke at min selvtillid er blevet svækket de seneste år. Jeg er psykisk langt mere sårbar end tidligere pga de kampe og udfordninger vores søn står i.

Sørg for at inddrage dem i arrangementer men forvent ikke at de har energi til at løfte byrden ved at være initiativtager. Spørg hvad I kan gøre for at sønnen kan deltage på ligefod til fødselsdage mv, hvad har han brug for, for at det går godt. Og lad endelig børnene lege med drengen, men forvent ikke at de kan lege i mere end kort tid ad gangen. Og start i det små, så det bliver gode oplevelser for begge børn. planlæg lege aftalen - feks 1 time - lidt eftermiddags hygge, byg lego, og 10 min i haven inden timen er gået. Det er vigtigt af aftaler afsluttes mens de går bedst. ikke noget med at forlænge, fordi nu går det lige så godt. For så er det dømt til at mislykkes.

De fleste forældre forventer at en lege aftale skal strække sig over 3-6 timer i den alder, men for børn der har det svært er det ikke en mulighed. Og forældrene skammer sig sikkert over det, så hatten i den anden hånd og foreslå endelig 1 times legetid.

Det er vigtig at i anderkender problemerne og tager hånd om forældrene. De har helt sikkert ikke valgt situationen.

Du Gør det vanvittig flot, et virkelig godt stykke arbejde for dit barn. 

Mere behøver jeg vist ikke sige

jo lige en ting,  "problem børn" lyder så forkert i stedet for vil jeg sige det hedder "børn med specielle behov"

Anonym skriver:

Her er jeg ret sikker på, at der er masser af grænser hjemme.

Han kommer fra en god og kærlig familie, og jeg tror seriøst at de gør alt hvad de kan.

Har lige set nogle af de ubehagelige svar jeg har fået. Rolig nu, tror der er en misforståelse. Det er dejligt han har forældre der kan rumme ham, så er der sikkert noget andet der trykker.

Når jeg siger det er forældrene, så er det fordi jeg bruger 50% af min forberedelses tid på at snakke med forældre, psykologer og kommuner om børn der har problemer. Og for det meste bliver jeg mødt af en ligegyldig forælder. Det er de børn der er rigtig hårdt ramt. Børn, der som reaktion på at være sendt hjem efter at have givet en klassekammerat blodtud i frikvarteret, får biograf, is og pizza fordi det er syndt. Børn som kun får et nej når de er hos mormor. Børn der slår i væggen, fordi det gør far derhjemme. Børn der er anden prioritet til arbejdet. Børn der kommer dødsyge i skole for tredje dag i træk fordi mor ikke kan overskue et sygt barn. Børn der er bange for hvordan de skal spise fordi mor er deprimeret og har mistet sit job.

Det er de børn jeg snakker om. Børn der ikke kan rummes af deres forældre, ligegyldig hvor meget kærlighed og omsorg jeg som lærer giver dem. Børn der som selvfølge reagerer udad med frustrationer og "dårlig adfærd" fordi de ikke ved hvad de ellers skal. De er børn der bliver behandlede som voksne af de forældre der skulle opdrage dem. 

Så tag en slapper. Og vær glad for hvis dit barn har mig som lærer. For jeg har ikke givet op endnu.