Anonym skriver:
SNAK MED MIG; FREM FOR I KROGENE......ELLER VÆRRER ENDNU.......LAD VÆR MED AT SKÆLDE MIN KNÆGT UD!!!
Jeg er mor til sådan en dreng. Jeg elsker ham overalt i verden og gør alt der står min magt for at hjælpe ham, skolen og os selv som familie. Jeg kæmper en kamp hver dag for at han skal kunne fungerer optimalt. Og ikke mindst for at beskytte ham mod endnu et nederlag.
Min søn går i 3. klasse. Han har svær adhd, der er medicin krævende - men han er forsat uden medicin. Han har nemlig også angst. Det gør at han ikke tør sluge piller - eller han tager dem i munden og forsøger virkelig at sluge den. Han får hjerte banken, og faktisk så forhøjet blodtryk at vi har været indlagt pga det. Han er simpelhen bange for at dø. at blive kvalt i pillen. Vi har selvfølgelig forsøgt med flydende, men han skal have så stor en mængde at det ikke er økonomisk holdbart. På lørdag starter endnu et forsøg. Denne gan med en pille der må tømmes for indhold, altså pulveriseret.
Han går i en klasse med 28 elever. Der er 28 tasker i forskellige farver, sedler i forskellige farver der hænger på væggene, skrift på tavlen, altid lyd rundt i klassen. et kæmpe vindue osv osv.....alt går ind som støj. Han kan ikke sorterer det. Han bliver træt.
I frikvarterene må han ikke holde pause inde.....det gør man ikke! Ud og leg. For ham betyder det endnu flere konflikter, at han ikke får rolige pauser.
Hjemme er han brugt og træt. Grædende, vred og frustreret. Bange når det bliver aften. tør ikke sove, tjekker stikkontakter da han er bange for ild osv osv......jeg kunne blive ved!!
Faktum i vores situation er at skolen ikke er gearet til at klare denne opgave, men ALT skal i følge kommunen jo afprøves for at man nu er helt sikker på at skolen faktisk IKKE kan klare det! Imens lider min søn, og de andre børn bliver mere og mere skræmte for ham. Ingen børn magter det i lægden.
Deres forældre vender os det skæve blik, når han endnu engang har slået en i klassen. Men ikke en har nogen sinde spurgt os, om hvorfor de tit ser ham så vred, hvoffor han tit bliver taget ud i timerne. Om hvordan VI har det og hvorfor han sjælden deltager i fødselsdage mv.
Det er SÅ svært at være hans mor! Jeg elsker ham så højt, men kan tydelig se at han ikke trives. Jeg vil bare gerne hjælpe min søn - men må alligevel være vidne til, at andre bare forsøger og forsøger.....og mens det står på får min dreng flere og flere nederlag.
Jeg kan så forfærdelig godt forstå de andre elevers forældre. De kommer hjem med blå mærker- og det er ikke rimeligt! Men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre ved det. Jeg har nok brug for, at barnets forældre, kommer hen til mig, kærligt tager mig i armen og siger : Jeg kan se jeres søn har det svært. Det må være frygtelig hårdt for jer! Jeg ville føle en lettelse, en sten ville falde fra mit hjerte, og jeg ville føle mig forstået som mor til et barn med udfordringer. Bare mens jeg her skriver det, kan jeg mærke hvordan det ville påvirke mig, hvis en gjore sådan......men istedet oplever vi forældre der skælder ud på min søn (der er meget impulsiv i sitiuationen, ogderfor måske allerede 5 min efter er glad og legene igen) De taler om den slemme dreng i klassen, om hvor frygtelig det må være at være lære for ham mv.
Mærk efter når du er sammen med forældrene. trækker de sig væk fra flokken af forældre, taler de ikke sammen med mange, deltager de på afstand.....De har brug for forståelse og accept....ikke af barnets handlinger, men accept af de vanskeligheder barnet har.
undskyld den lange smører.....
Har du overvejet en specialskole til din søn? Kender flere der har haft kede af det børn med meget udadreagerende adfærd og ADHD eller andre diagnoser i folkeskolen, som simpelthen bare har fået det så godt på en specialskole. 
Personalet er tit meget mere egnet og engageret i børnenes trivsel i forhold til de besværligheder de har, så dagsordenen er meget mere hensynsfuld og god for børnene. Har set så fantastisk, hurtig forbedring for børn der kom på specialskole og endelig blev taget hånd om og forstået på den måde, der skal til.
