Til jer med "problembørn" i skolen?

Anonym skriver:

Jeg arbejder som lærer og har haft nogle lignende eksempler på hvad du beskriver. Langt de fleste gange er det et barn der er vant til hjemme at søge grænser, og aldrig finder nogen. Når de så når 2. klasse er det sværere at pille af igen. I nogle tilfælde er der en diagnose der mangler, men for det meste er det mangel på opdragelse fra forældrene. Det er forældrene der skal tage sig sammen her.

Desværre er der også lærer og pædagoger i skolerne som bestemt ikke egner sig til at være der . Som er skyld i børns mistrivsel , da de ikke skaber ordentlige rammer for børnene . Og bare er bund upædagogisk . 

Anonym skriver:

I mit barns 2 klasse, er der især en dreng, som har nogle sociale problemer, i forhold til de andre børn i klassen.

I sidste uge kom det så langt ud, at han tog kvælertag, slog og sparkede en anden dreng fra klassen. Efterfølgende tog han drengens pennalhuse og smed rundt med udenfor i et grønt områder, med det resultat at nogle ting gok i stykker og andre ting blev væk.

Det havde taget 2 lære at få ro på ham og klassen igen.

I denne uge gik han løs på en af pigerne, hvor han havde slået hende og prøvet på at løfte/kaste hende ud fra et ca 2-3 meter højt legetårn. Heldigvis lykkedes det da ikke for ham.

De fik snakket det igennem omme på klasse, da flere af pigerne var blevet meget bange for ham.

Dagen efter blev han sendt ned til rektor, fordi han lavede så meget uro i klassen, kaldte læren en stor fed ko osv.

Han forstyrre en del i undervisningen, og ender tit med at få en pause ude på gangen.

Han har det rigtig svært, med at der bliver ændret i en leg, og bliver rasende, hvis de andre børn heller vil lege noget andet lige pludselig. 

Han er fint med fagligt, men har det bare rigtig svært.

Hans forældre er self informeret om de ting der foregår, da de er blevet kontaktet af skolen og der er kommet et offenlig brev i forældre Bakken omkring de her ting der er sket, da mange af børnene er blevet bange og påvirket af det, der er sket

Nu er vi jo så en del forældre der er blevet ret bekymret for vores børns sikkerhed, fordi det virker som om problemet lige nu bare vokser og vokser.

Forældrene, fralægger sig en del af ansvaret, ved at sige at det jo også er uretfærdigt for ham, når de andre børn feks ændre i legen osv, og generelt gir udtryk for at de mener at så længe han er i skolen, så er drt deres ansvar hvordan han opføre sig.

Men jeg tænker, hvad ville i som forældre til dette barn, har "brug" at vi andre forældre gjorde? 

Der er et forældre møde lige om lidt, og lige nu virker det næsten som om at alt fokus ligge på dette emne. 

Forståelse! De er helt sikkert klar over problemet, men økonomien i skolen er måske ikke til et andet tilbud.

Jeg har selv "sådan et barn" min søn slår /"kvæler" ikke andre. Men smadre ALT . I denne uge en KÆMPE rude på 2.5 m høj og 1.5 m bred og en branddør.  På en NYBYGGEDE skole der er blevet færdig for en mdr siden  min søn har adhd og autisme.  (Han går i special skole) men jeg ville helt sikkert have brug for forståelsen og IKKE dunk i hovedet se gør sikkert hvad de kan. 

Anonym skriver:

Føj!!!

Uanset hvad årsagen er til barnets opførelse, så er barnet udadreagerende adfærd pga af et eller andet. Og det er de professionelles job at hjælpe og støtte op omkring familien!

Som forældre kender vi ikke altid sags vejen, og skolen kunne jo reagerer på de problemer der ser.

Men netop fordi DU ikke går direkte til forældrene vælger du at drage en konklusion kun baseret på hvad du ser/hører. Og din konklusion ; det er forældrenes skyld ! Er mere skadeligt end til gavn.....og du er endda lære!? Læs mine indlæg på side 1 omkring vores søn, og i den forbindelse...godt nok er vores lære ikke ligefrem nærværende, men din udtalelse er under bæltestedet !

Jeg forstår ikke helt ramaskriget: Børn er vel primært deres forældres ansvar og ikke pædagogernes eller lærernes.

Og så forstår jeg slet ikke din første sætning: Uanset årsagen, er adfærden pga. et eller andet - betyder dét, at adfærden er lærernes skyld? 

I første omgang er PPR nødt til at se på de familiære forhold, fordi de betyder meget for barnets udvikling. Derefter skal institution/skoletilbud vurderes.

Abracadabra skriver:

Jeg forstår ikke helt ramaskriget: Børn er vel primært deres forældres ansvar og ikke pædagogernes eller lærernes.

Og så forstår jeg slet ikke din første sætning: Uanset årsagen, er adfærden pga. et eller andet - betyder dét, at adfærden er lærernes skyld? 

I første omgang er PPR nødt til at se på de familiære forhold, fordi de betyder meget for barnets udvikling. Derefter skal institution/skoletilbud vurderes.

Adfærden skyldes jo at barnet reagerer på omgivelserne. Og tror mig....i vores tilfælde er der blevet set på os som familie....rigtig mange gange. De slynger jo ikke en diagnose ud, uden alt er undersøgt!

Selvfølgelig er det primært forældrenes ansvar! MEN når min søn (andres børn) opholder sig 6-8 timer i skole/sfo så har skolen deleme også pligt til at efter leve deres del af ansvaret. I stedet vælger man, i vores tilfælde, at lave uendelig mange mere eller mindre vellykkede (læs ; mislykkede) forsøg på at få drengen rettet ind så han kan tilpasse sig en skole, der slet ikke er tilpasset til hans behov! Man ser ikke drengen, man ser ikke helheden!!

Imens er min søns adfærd blevet langt værre og det går mere og mere ud over klassekammeraterne og det ødelægger alt det vi arbejder med herhjemme. I vores tilfælde har børnepsyk netop indsendt en underretning på baggrund af skolen!!

Jeg har nu i 5 år kæmpet for hjælp,støtte og det rigtige skoletilbud og så skal ingen komme og fortælle mig at jeg løber fra ansvaret!!

Jeg føler dybt for de elever min søn slår/reagerer på - men som forældre kan jeg ikke gøre mere end jeg allerede gør!! Og derfor vil jeg altid sige : tal med forældrene istedet for at drage forhastede konklusioner!

Abracadabra skriver:

Jeg forstår ikke helt ramaskriget: Børn er vel primært deres forældres ansvar og ikke pædagogernes eller lærernes.

Og så forstår jeg slet ikke din første sætning: Uanset årsagen, er adfærden pga. et eller andet - betyder dét, at adfærden er lærernes skyld? 

I første omgang er PPR nødt til at se på de familiære forhold, fordi de betyder meget for barnets udvikling. Derefter skal institution/skoletilbud vurderes.

Jeg forstår godt hvor du vil hen (tror jeg), men nej når barnet er elev i skolen så er det skolens og dermed lærerne og pædagogerne der har et professionelt ansvar i forhold til at vurdere der system eleven agerer i og det system er skolen, klassen, klassen med den og den lærer osv. 

Optimalt bør PPR både se på de familiære forhold og på forholdene i skolen/klassen. Måske skal der med er barn med udfordringer i skolen sættes ind begge steder, måske er den største udfordring at finde i familien, måske er den at finde i skolen. Ofte kan forældre fortælle de slet ikke har samme udfordringer der hjemme og bliver barnet observeret der hjemme er det også ofte korrekt simpelthen fordi familien har tilrettelagt en hverdag der skaber en ramme der ikke efterlader barnet frustreret.

Når jeg går i dialog med forældre til en elev med udfordringer, får jeg fx oplysninger om de har et stop signal, de feedforwarder, bruger stopur eller hvad ved jeg - ting forældrene ikke tænker over for det er blevet normalen hjemme hos dem. 

Men udover det så forstår jeg ikke tanken om fjernbetjeningen. Fx beskeden fra læreren: Børge er i dag gået fra timen, vil I hjemme sørge for det ikke sker igen. Øhhh hvordan? Vi har fortalt Børge tusind gange han ikke må, men i situationen er det lærerens eller pædagogens ansvar

Anonym skriver:

SNAK MED MIG; FREM FOR I KROGENE......ELLER VÆRRER ENDNU.......LAD VÆR MED AT SKÆLDE MIN KNÆGT UD!!!

 

Jeg er mor til sådan en dreng. Jeg elsker ham overalt i verden og gør alt der står min magt for at hjælpe ham, skolen og os selv som familie. Jeg kæmper en kamp hver dag for at han skal kunne fungerer optimalt. Og ikke mindst for at beskytte ham mod endnu et nederlag.

Min søn går i 3. klasse. Han har svær adhd, der er medicin krævende - men han er forsat uden medicin. Han har nemlig også angst. Det gør at han ikke tør sluge piller - eller han tager dem i munden og forsøger virkelig at sluge den. Han får hjerte banken, og faktisk så forhøjet blodtryk at vi har været indlagt pga det. Han er simpelhen bange for at dø. at blive kvalt i pillen. Vi har selvfølgelig forsøgt med flydende, men han skal have så stor en mængde at det ikke er økonomisk holdbart. På lørdag starter endnu et forsøg. Denne gan med en pille der må tømmes for indhold, altså pulveriseret.

 

Han går i en klasse med 28 elever. Der er 28 tasker i forskellige farver, sedler i forskellige farver der hænger på væggene, skrift på tavlen, altid lyd rundt i klassen. et kæmpe vindue osv osv.....alt går ind som støj. Han kan ikke sorterer det. Han bliver træt.

I frikvarterene må han ikke holde pause inde.....det gør man ikke! Ud og leg. For ham betyder det endnu flere konflikter, at han ikke får rolige pauser.

Hjemme er han brugt og træt. Grædende, vred og frustreret. Bange når det bliver aften. tør ikke sove, tjekker stikkontakter da han er bange for ild osv osv......jeg kunne blive ved!!

Faktum i vores situation er at skolen ikke er gearet til at klare denne opgave, men ALT skal i følge kommunen jo afprøves for at man nu er helt sikker på at skolen faktisk IKKE kan klare det! Imens lider min søn, og de andre børn bliver mere og mere skræmte for ham. Ingen børn magter det i lægden.

 

Deres forældre vender os det skæve blik, når han endnu engang har slået en i klassen. Men ikke en har nogen sinde spurgt os, om hvorfor de tit ser ham så vred, hvoffor han tit bliver taget ud i timerne. Om hvordan VI har det og hvorfor han sjælden deltager i fødselsdage mv.

Det er SÅ svært at være hans mor! Jeg elsker ham så højt, men kan tydelig se at han ikke trives. Jeg vil bare gerne hjælpe min søn - men må alligevel være vidne til, at andre bare forsøger og forsøger.....og mens det står på får min dreng flere og flere nederlag.

Jeg kan så forfærdelig godt forstå de andre elevers forældre. De kommer hjem med blå mærker- og det er ikke rimeligt! Men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre ved det. Jeg har nok brug for, at barnets forældre, kommer hen til mig, kærligt tager mig i armen og siger : Jeg kan se jeres søn har det svært. Det må være frygtelig hårdt for jer! Jeg ville føle en lettelse, en sten ville falde fra mit hjerte, og jeg ville føle mig forstået som mor til et barn med udfordringer. Bare mens jeg her skriver det, kan jeg mærke hvordan det ville påvirke mig, hvis en gjore sådan......men istedet oplever vi forældre der skælder ud på min søn (der er meget impulsiv i sitiuationen, ogderfor måske allerede 5 min efter er glad og legene igen) De taler om den slemme dreng i klassen, om hvor frygtelig det må være at være lære for ham mv.

 

Mærk efter når du er sammen med forældrene. trækker de sig væk fra flokken af forældre, taler de ikke sammen med mange, deltager de på afstand.....De har brug for forståelse og accept....ikke af barnets handlinger, men accept af de vanskeligheder barnet har.

undskyld den lange smører.....

Fantastisk skrevet ❤️

Det er som taget ud af vores liv. Vi har os en dreng med ADHD, han går dog kun i børnehave.

kæmpe krammer til jer ❤️

Anonym skriver:

I mit barns 2 klasse, er der især en dreng, som har nogle sociale problemer, i forhold til de andre børn i klassen.

I sidste uge kom det så langt ud, at han tog kvælertag, slog og sparkede en anden dreng fra klassen. Efterfølgende tog han drengens pennalhuse og smed rundt med udenfor i et grønt områder, med det resultat at nogle ting gok i stykker og andre ting blev væk.

Det havde taget 2 lære at få ro på ham og klassen igen.

I denne uge gik han løs på en af pigerne, hvor han havde slået hende og prøvet på at løfte/kaste hende ud fra et ca 2-3 meter højt legetårn. Heldigvis lykkedes det da ikke for ham.

De fik snakket det igennem omme på klasse, da flere af pigerne var blevet meget bange for ham.

Dagen efter blev han sendt ned til rektor, fordi han lavede så meget uro i klassen, kaldte læren en stor fed ko osv.

Han forstyrre en del i undervisningen, og ender tit med at få en pause ude på gangen.

Han har det rigtig svært, med at der bliver ændret i en leg, og bliver rasende, hvis de andre børn heller vil lege noget andet lige pludselig. 

Han er fint med fagligt, men har det bare rigtig svært.

Hans forældre er self informeret om de ting der foregår, da de er blevet kontaktet af skolen og der er kommet et offenlig brev i forældre Bakken omkring de her ting der er sket, da mange af børnene er blevet bange og påvirket af det, der er sket

Nu er vi jo så en del forældre der er blevet ret bekymret for vores børns sikkerhed, fordi det virker som om problemet lige nu bare vokser og vokser.

Forældrene, fralægger sig en del af ansvaret, ved at sige at det jo også er uretfærdigt for ham, når de andre børn feks ændre i legen osv, og generelt gir udtryk for at de mener at så længe han er i skolen, så er drt deres ansvar hvordan han opføre sig.

Men jeg tænker, hvad ville i som forældre til dette barn, har "brug" at vi andre forældre gjorde? 

Der er et forældre møde lige om lidt, og lige nu virker det næsten som om at alt fokus ligge på dette emne. 

Jeg er selv lærer og forældre. Det mest effektive i kan gøre er at i samlet råber ledelsen op. Kræv ekstra støtte på barnet. (Jeg går ud fra, at der ikke er tilstrækkeligt siden disse hændelser kan ske) læreren kan ikke gøre meget uden ekstra hjælp.

Abracadabra skriver:

Jeg forstår ikke helt ramaskriget: Børn er vel primært deres forældres ansvar og ikke pædagogernes eller lærernes.

Og så forstår jeg slet ikke din første sætning: Uanset årsagen, er adfærden pga. et eller andet - betyder dét, at adfærden er lærernes skyld? 

I første omgang er PPR nødt til at se på de familiære forhold, fordi de betyder meget for barnets udvikling. Derefter skal institution/skoletilbud vurderes.

Jeg forstår godt ramaskriget, når der er tale om et barn med så ekstrem, udadreagerende adfærd, og en lærer postulerer, at det langt oftest er pga. manglende opdragelse og grænser i hjemmet. Her er jo ikke tale om "normal" uopdragen adfærd, men kvælertag og forsøg på at kaste andre børn flere meter ned. Det kræver mere end konfliktsky laissez-faire forældre at "producere" så ekstreme reaktioner hos et barn. 

Når børnene er hos os i skolen, er det vores ansvar at hjælpe dem til at begå sig i den kontekst, der hedder 27 elever, som skal fungere sammen og lære noget og stor skolegård med endnu flere unger i fri leg. Det kan mor ikke styre og kontrollere hjemmefra, og hun kan ikke lære barnet at afkode og begå sig acceptabelt i sådanne situationer. Det svarer til at lære barnet at svømme på land - teknikker kan forklares, men når ungen kommer ud på det dybe vand, er teknik ikke nok. 

Nu nævner du selv PPR, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig psykologens reaktion, hvis jeg som lærer fremturede med, at et barn med den beskrevne adfærd bare manglede grænser hjemmefra. Det er langt mere komplekst. 

lineog4 skriver:

Jeg forstår godt hvor du vil hen (tror jeg), men nej når barnet er elev i skolen så er det skolens og dermed lærerne og pædagogerne der har et professionelt ansvar i forhold til at vurdere der system eleven agerer i og det system er skolen, klassen, klassen med den og den lærer osv. 

Optimalt bør PPR både se på de familiære forhold og på forholdene i skolen/klassen. Måske skal der med er barn med udfordringer i skolen sættes ind begge steder, måske er den største udfordring at finde i familien, måske er den at finde i skolen. Ofte kan forældre fortælle de slet ikke har samme udfordringer der hjemme og bliver barnet observeret der hjemme er det også ofte korrekt simpelthen fordi familien har tilrettelagt en hverdag der skaber en ramme der ikke efterlader barnet frustreret.

Når jeg går i dialog med forældre til en elev med udfordringer, får jeg fx oplysninger om de har et stop signal, de feedforwarder, bruger stopur eller hvad ved jeg - ting forældrene ikke tænker over for det er blevet normalen hjemme hos dem. 

Men udover det så forstår jeg ikke tanken om fjernbetjeningen. Fx beskeden fra læreren: Børge er i dag gået fra timen, vil I hjemme sørge for det ikke sker igen. Øhhh hvordan? Vi har fortalt Børge tusind gange han ikke må, men i situationen er det lærerens eller pædagogens ansvar

Du har altså virkelig en evne til at sætte dig i andre menneskers sted. Du svarer altid på en måde så man kan mærke at du virkelig sætter dig ind i sagen. Jeg synes det er fantastisk 

lineog4 skriver:

Jeg har ikke et barn der er frustreret i skolen (endnu) og der er heller ikke elever i mine børns klasser som er så frustreret som den lille dreng du beskriver. Men jeg har undervist klasser (været klasselærer) hvor der var elever med den grad af frustration som du beskriver.

Jeg tror det vigtigste er at anerkende at drengen gør det pga frustration, og lige pt vil jeg tro læreren arbejder på højtryk for at se hvordan og om de overhovedet kan få dæmpet den frustration så han kan indgå i klassesammenhængen. 

Jeg kan sagtens forstå forældrenes (jeres) bekymring, hvor langt får det lov at gå, hvor bange skal de andre blive osv. Men med sikkerhed er skolen og lærerne på sagen, og vurderer i første omgang hvorvidt det er muligt for drengen at få det godt i klassen og hvis de vurderer det er det, så arbejdes der med forskellige tiltag, hvis ikke arbejdes der for en anden løsning - men alt tager tid.

Forældrenes reaktion, hmm jeg er selv en af de forældre og en af de lærere der tror på børnene ikke kommer med en fjernbetjening. Forældre kan tale med deres børn hjemme, de kan fremstå som det eksempel, de kan opdrage, de kan opstille regler, de kan være kærlige, de kan være engagerede. Men når lille Børge går ud af døren kan de kun krydse fingre for han tager det hele med sig ud i mødet med verden. En del forældre med børn der har udfordringer socialt, siger: sådan er det ikke her hjemme. Og det er efter alt sandsynlighed rigtigt, for de har lavet rammerne i familien så deres barn ikke oplever samme grad af frustration som i klassen, og spørgsmålet er så om rammerne kan skabes i klassen også?

Du efterspørger hvad kan I som forældre gøre. Jeg ved det så kun fra lærerens synspunkt. Det er at stole på skolen gør alt hvad de kan, informere skolen hvis jeres barn giver udtryk for utryghed, tale og informere om jeres barn dvs. Holde bolden på egen banehalvdel. Måske hvis jeres barn tidligere har leget med drengen, at invitere drengen hjem til en legeaftale, mange gange er frustrationen mindre når det er en til en og I og jeres barn får set at drengen har mange kvaliteter. Og måske vigtigst lad være med i forældregruppen at tale om drengen og hans forældre, snak med dem.

pøj pøj, ved det må være svært, og mine ord er jo kun de ideelle mange gange banker virkeligheden på og så er det svært at leve op til idealerne

Jeg tænker bestemt heller ikke at det er forældrenes skyld, at han har problemer med at fungere i klassen. Men jeg oplever at de ikke altid tror på at det står "slemt" til.

Når han bliver udvist fra fodboldtræning, fordi han går amok på de andre børn, på dommeren/træneren osv fordi han mener at alle de andre børn ikke følger reglerne, hvorefter han sidder grædende på bænker, indtil han forældre kommer og henter ham, skælder de træneren ud, fordi det er uretfærdig at han er blevt smidt af banen osv.

Hans forældre er rigtig søde og jeg tror bestemt, de gør hvad de kan, men de oplever ikke de ting der hjemme, fordi de netop som du beskriver har indrettet sig efter ham, fordi det gør at han fungere i deres hverdag.

Jeg ser feks kun moren en sjælden gang i mellem, og de gange har hun virket ked/frustreret over de episoder der sker på skolen.

Han har været med her hjemme og lege en enkelt gang, hvilket var hyggeligt, men mit barn og ham, har bare helt forkellige interesser.

Vi forklare vores barn, at han self er en rigtig dejlig dreng, men at han nogle gange bare har rigtig svært ved at gå i skole, og at han ikke gør det med vilje. Samtidig siger at det self ikke er ok de ting han gør, og hvis mit barn oplever det, skal det hente en voksen med det samme.