Til jer med "problembørn" i skolen?

I mit barns 2 klasse, er der især en dreng, som har nogle sociale problemer, i forhold til de andre børn i klassen.

I sidste uge kom det så langt ud, at han tog kvælertag, slog og sparkede en anden dreng fra klassen. Efterfølgende tog han drengens pennalhuse og smed rundt med udenfor i et grønt områder, med det resultat at nogle ting gok i stykker og andre ting blev væk.

Det havde taget 2 lære at få ro på ham og klassen igen.

I denne uge gik han løs på en af pigerne, hvor han havde slået hende og prøvet på at løfte/kaste hende ud fra et ca 2-3 meter højt legetårn. Heldigvis lykkedes det da ikke for ham.

De fik snakket det igennem omme på klasse, da flere af pigerne var blevet meget bange for ham.

Dagen efter blev han sendt ned til rektor, fordi han lavede så meget uro i klassen, kaldte læren en stor fed ko osv.

Han forstyrre en del i undervisningen, og ender tit med at få en pause ude på gangen.

Han har det rigtig svært, med at der bliver ændret i en leg, og bliver rasende, hvis de andre børn heller vil lege noget andet lige pludselig. 

Han er fint med fagligt, men har det bare rigtig svært.

Hans forældre er self informeret om de ting der foregår, da de er blevet kontaktet af skolen og der er kommet et offenlig brev i forældre Bakken omkring de her ting der er sket, da mange af børnene er blevet bange og påvirket af det, der er sket

Nu er vi jo så en del forældre der er blevet ret bekymret for vores børns sikkerhed, fordi det virker som om problemet lige nu bare vokser og vokser.

Forældrene, fralægger sig en del af ansvaret, ved at sige at det jo også er uretfærdigt for ham, når de andre børn feks ændre i legen osv, og generelt gir udtryk for at de mener at så længe han er i skolen, så er drt deres ansvar hvordan han opføre sig.

Men jeg tænker, hvad ville i som forældre til dette barn, har "brug" at vi andre forældre gjorde? 

Der er et forældre møde lige om lidt, og lige nu virker det næsten som om at alt fokus ligge på dette emne. 

Anonym skriver:

I mit barns 2 klasse, er der især en dreng, som har nogle sociale problemer, i forhold til de andre børn i klassen.

I sidste uge kom det så langt ud, at han tog kvælertag, slog og sparkede en anden dreng fra klassen. Efterfølgende tog han drengens pennalhuse og smed rundt med udenfor i et grønt områder, med det resultat at nogle ting gok i stykker og andre ting blev væk.

Det havde taget 2 lære at få ro på ham og klassen igen.

I denne uge gik han løs på en af pigerne, hvor han havde slået hende og prøvet på at løfte/kaste hende ud fra et ca 2-3 meter højt legetårn. Heldigvis lykkedes det da ikke for ham.

De fik snakket det igennem omme på klasse, da flere af pigerne var blevet meget bange for ham.

Dagen efter blev han sendt ned til rektor, fordi han lavede så meget uro i klassen, kaldte læren en stor fed ko osv.

Han forstyrre en del i undervisningen, og ender tit med at få en pause ude på gangen.

Han har det rigtig svært, med at der bliver ændret i en leg, og bliver rasende, hvis de andre børn heller vil lege noget andet lige pludselig. 

Han er fint med fagligt, men har det bare rigtig svært.

Hans forældre er self informeret om de ting der foregår, da de er blevet kontaktet af skolen og der er kommet et offenlig brev i forældre Bakken omkring de her ting der er sket, da mange af børnene er blevet bange og påvirket af det, der er sket

Nu er vi jo så en del forældre der er blevet ret bekymret for vores børns sikkerhed, fordi det virker som om problemet lige nu bare vokser og vokser.

Forældrene, fralægger sig en del af ansvaret, ved at sige at det jo også er uretfærdigt for ham, når de andre børn feks ændre i legen osv, og generelt gir udtryk for at de mener at så længe han er i skolen, så er drt deres ansvar hvordan han opføre sig.

Men jeg tænker, hvad ville i som forældre til dette barn, har "brug" at vi andre forældre gjorde? 

Der er et forældre møde lige om lidt, og lige nu virker det næsten som om at alt fokus ligge på dette emne. 

Til start vil jeg sige vi bor ikke danmark. 

I min drengs klasse (Han gaar paa en inklusions skole) har vi en dreng som Ham du beskriver oven I det sociale er Han en meget stor dreng (Han slot feks mig I ryggen med knyttet haand saa jeg fik et blaat aftryk) de bruger piktogram til ham med billeder saa Han ved praecist hvad der sker  hvornaar og saa har de klasse time hvor de snakker om forskellige maader at reagere paa og hvad man skal goere naar nogen reagere paa en maade man ikke kan li, de snakker ogsaa om hvordan man kan se paa Andre om de er triste, forvirede osv. 

Helt konkret er det saadan ungerne imellen at inden en leg stoppes saa skal alle taelle til 10 Hoejt sammen inden de goer noget nyt saa er alle ligesom med  

det kunne ogsaa vaere en God ide at de laver Faelles lege sammen hele klassen saa drengen ikke foeler sig udenfor og saa pigen kan se Han ikke kun er en skidt fyr.

foraeldrenes reaktion ville jeg hoppe op og springe ned paa, de foeler sig maaske ramt eller har hoert moellen saa mange gange at de nu gaar I forsvar. 

Har du set rita? Der er et afsnit hvor flere foraeldre er I det roede felt over inklusion, det er selfoelgelig ikke saadan I virkeligheden men maaske er det saadan foraeldrene foeler 

Jeg har ikke et barn der er frustreret i skolen (endnu) og der er heller ikke elever i mine børns klasser som er så frustreret som den lille dreng du beskriver. Men jeg har undervist klasser (været klasselærer) hvor der var elever med den grad af frustration som du beskriver.

Jeg tror det vigtigste er at anerkende at drengen gør det pga frustration, og lige pt vil jeg tro læreren arbejder på højtryk for at se hvordan og om de overhovedet kan få dæmpet den frustration så han kan indgå i klassesammenhængen. 

Jeg kan sagtens forstå forældrenes (jeres) bekymring, hvor langt får det lov at gå, hvor bange skal de andre blive osv. Men med sikkerhed er skolen og lærerne på sagen, og vurderer i første omgang hvorvidt det er muligt for drengen at få det godt i klassen og hvis de vurderer det er det, så arbejdes der med forskellige tiltag, hvis ikke arbejdes der for en anden løsning - men alt tager tid.

Forældrenes reaktion, hmm jeg er selv en af de forældre og en af de lærere der tror på børnene ikke kommer med en fjernbetjening. Forældre kan tale med deres børn hjemme, de kan fremstå som det eksempel, de kan opdrage, de kan opstille regler, de kan være kærlige, de kan være engagerede. Men når lille Børge går ud af døren kan de kun krydse fingre for han tager det hele med sig ud i mødet med verden. En del forældre med børn der har udfordringer socialt, siger: sådan er det ikke her hjemme. Og det er efter alt sandsynlighed rigtigt, for de har lavet rammerne i familien så deres barn ikke oplever samme grad af frustration som i klassen, og spørgsmålet er så om rammerne kan skabes i klassen også?

Du efterspørger hvad kan I som forældre gøre. Jeg ved det så kun fra lærerens synspunkt. Det er at stole på skolen gør alt hvad de kan, informere skolen hvis jeres barn giver udtryk for utryghed, tale og informere om jeres barn dvs. Holde bolden på egen banehalvdel. Måske hvis jeres barn tidligere har leget med drengen, at invitere drengen hjem til en legeaftale, mange gange er frustrationen mindre når det er en til en og I og jeres barn får set at drengen har mange kvaliteter. Og måske vigtigst lad være med i forældregruppen at tale om drengen og hans forældre, snak med dem.

pøj pøj, ved det må være svært, og mine ord er jo kun de ideelle mange gange banker virkeligheden på og så er det svært at leve op til idealerne

Mami skriver:

Til start vil jeg sige vi bor ikke danmark. 

I min drengs klasse (Han gaar paa en inklusions skole) har vi en dreng som Ham du beskriver oven I det sociale er Han en meget stor dreng (Han slot feks mig I ryggen med knyttet haand saa jeg fik et blaat aftryk) de bruger piktogram til ham med billeder saa Han ved praecist hvad der sker  hvornaar og saa har de klasse time hvor de snakker om forskellige maader at reagere paa og hvad man skal goere naar nogen reagere paa en maade man ikke kan li, de snakker ogsaa om hvordan man kan se paa Andre om de er triste, forvirede osv. 

Helt konkret er det saadan ungerne imellen at inden en leg stoppes saa skal alle taelle til 10 Hoejt sammen inden de goer noget nyt saa er alle ligesom med  

det kunne ogsaa vaere en God ide at de laver Faelles lege sammen hele klassen saa drengen ikke foeler sig udenfor og saa pigen kan se Han ikke kun er en skidt fyr.

foraeldrenes reaktion ville jeg hoppe op og springe ned paa, de foeler sig maaske ramt eller har hoert moellen saa mange gange at de nu gaar I forsvar. 

Har du set rita? Der er et afsnit hvor flere foraeldre er I det roede felt over inklusion, det er selfoelgelig ikke saadan I virkeligheden men maaske er det saadan foraeldrene foeler 

Jeg kan sagtens se at det kunne være fint, feks at tælle til 10 inden legen slutter. Problemet opstår bare når der ligesom bliver "ændret" i legen = legen udvikler sig i en anden retning end den han ønsker.

Jeg tænker at man som forældregruppe har et vis ansvar for at børne får nogle gode relationer, men oplever at det lige pt ikke er så nemt, da nogle er begyndt at melde ud, at deres børn ikke rigtig må lege med ham mere. Jeg tænker ikke at det er vejen frem at udelukke ham fra det sociale, men jeg er enig i at det feks må være skolens ansvar at holde bedre øje med ham i frikvartererne, så de kan hjælpe ham med at undgå den uhensigtsmæssige adfærd, så han ikke kommer til at virke som en skræmmende bølle! 

Anonym skriver:

I mit barns 2 klasse, er der især en dreng, som har nogle sociale problemer, i forhold til de andre børn i klassen.

I sidste uge kom det så langt ud, at han tog kvælertag, slog og sparkede en anden dreng fra klassen. Efterfølgende tog han drengens pennalhuse og smed rundt med udenfor i et grønt områder, med det resultat at nogle ting gok i stykker og andre ting blev væk.

Det havde taget 2 lære at få ro på ham og klassen igen.

I denne uge gik han løs på en af pigerne, hvor han havde slået hende og prøvet på at løfte/kaste hende ud fra et ca 2-3 meter højt legetårn. Heldigvis lykkedes det da ikke for ham.

De fik snakket det igennem omme på klasse, da flere af pigerne var blevet meget bange for ham.

Dagen efter blev han sendt ned til rektor, fordi han lavede så meget uro i klassen, kaldte læren en stor fed ko osv.

Han forstyrre en del i undervisningen, og ender tit med at få en pause ude på gangen.

Han har det rigtig svært, med at der bliver ændret i en leg, og bliver rasende, hvis de andre børn heller vil lege noget andet lige pludselig. 

Han er fint med fagligt, men har det bare rigtig svært.

Hans forældre er self informeret om de ting der foregår, da de er blevet kontaktet af skolen og der er kommet et offenlig brev i forældre Bakken omkring de her ting der er sket, da mange af børnene er blevet bange og påvirket af det, der er sket

Nu er vi jo så en del forældre der er blevet ret bekymret for vores børns sikkerhed, fordi det virker som om problemet lige nu bare vokser og vokser.

Forældrene, fralægger sig en del af ansvaret, ved at sige at det jo også er uretfærdigt for ham, når de andre børn feks ændre i legen osv, og generelt gir udtryk for at de mener at så længe han er i skolen, så er drt deres ansvar hvordan han opføre sig.

Men jeg tænker, hvad ville i som forældre til dette barn, har "brug" at vi andre forældre gjorde? 

Der er et forældre møde lige om lidt, og lige nu virker det næsten som om at alt fokus ligge på dette emne. 

SNAK MED MIG; FREM FOR I KROGENE......ELLER VÆRRER ENDNU.......LAD VÆR MED AT SKÆLDE MIN KNÆGT UD!!!

Jeg er mor til sådan en dreng. Jeg elsker ham overalt i verden og gør alt der står min magt for at hjælpe ham, skolen og os selv som familie. Jeg kæmper en kamp hver dag for at han skal kunne fungerer optimalt. Og ikke mindst for at beskytte ham mod endnu et nederlag.

Min søn går i 3. klasse. Han har svær adhd, der er medicin krævende - men han er forsat uden medicin. Han har nemlig også angst. Det gør at han ikke tør sluge piller - eller han tager dem i munden og forsøger virkelig at sluge den. Han får hjerte banken, og faktisk så forhøjet blodtryk at vi har været indlagt pga det. Han er simpelhen bange for at dø. at blive kvalt i pillen. Vi har selvfølgelig forsøgt med flydende, men han skal have så stor en mængde at det ikke er økonomisk holdbart. På lørdag starter endnu et forsøg. Denne gan med en pille der må tømmes for indhold, altså pulveriseret.

Han går i en klasse med 28 elever. Der er 28 tasker i forskellige farver, sedler i forskellige farver der hænger på væggene, skrift på tavlen, altid lyd rundt i klassen. et kæmpe vindue osv osv.....alt går ind som støj. Han kan ikke sorterer det. Han bliver træt.

I frikvarterene må han ikke holde pause inde.....det gør man ikke! Ud og leg. For ham betyder det endnu flere konflikter, at han ikke får rolige pauser.

Hjemme er han brugt og træt. Grædende, vred og frustreret. Bange når det bliver aften. tør ikke sove, tjekker stikkontakter da han er bange for ild osv osv......jeg kunne blive ved!!

Faktum i vores situation er at skolen ikke er gearet til at klare denne opgave, men ALT skal i følge kommunen jo afprøves for at man nu er helt sikker på at skolen faktisk IKKE kan klare det! Imens lider min søn, og de andre børn bliver mere og mere skræmte for ham. Ingen børn magter det i lægden.

Deres forældre vender os det skæve blik, når han endnu engang har slået en i klassen. Men ikke en har nogen sinde spurgt os, om hvorfor de tit ser ham så vred, hvoffor han tit bliver taget ud i timerne. Om hvordan VI har det og hvorfor han sjælden deltager i fødselsdage mv.

Det er SÅ svært at være hans mor! Jeg elsker ham så højt, men kan tydelig se at han ikke trives. Jeg vil bare gerne hjælpe min søn - men må alligevel være vidne til, at andre bare forsøger og forsøger.....og mens det står på får min dreng flere og flere nederlag.

Jeg kan så forfærdelig godt forstå de andre elevers forældre. De kommer hjem med blå mærker- og det er ikke rimeligt! Men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre ved det. Jeg har nok brug for, at barnets forældre, kommer hen til mig, kærligt tager mig i armen og siger : Jeg kan se jeres søn har det svært. Det må være frygtelig hårdt for jer! Jeg ville føle en lettelse, en sten ville falde fra mit hjerte, og jeg ville føle mig forstået som mor til et barn med udfordringer. Bare mens jeg her skriver det, kan jeg mærke hvordan det ville påvirke mig, hvis en gjore sådan......men istedet oplever vi forældre der skælder ud på min søn (der er meget impulsiv i sitiuationen, ogderfor måske allerede 5 min efter er glad og legene igen) De taler om den slemme dreng i klassen, om hvor frygtelig det må være at være lære for ham mv.

Mærk efter når du er sammen med forældrene. trækker de sig væk fra flokken af forældre, taler de ikke sammen med mange, deltager de på afstand.....De har brug for forståelse og accept....ikke af barnets handlinger, men accept af de vanskeligheder barnet har.

undskyld den lange smører.....

Anonym skriver:

SNAK MED MIG; FREM FOR I KROGENE......ELLER VÆRRER ENDNU.......LAD VÆR MED AT SKÆLDE MIN KNÆGT UD!!!

 

Jeg er mor til sådan en dreng. Jeg elsker ham overalt i verden og gør alt der står min magt for at hjælpe ham, skolen og os selv som familie. Jeg kæmper en kamp hver dag for at han skal kunne fungerer optimalt. Og ikke mindst for at beskytte ham mod endnu et nederlag.

Min søn går i 3. klasse. Han har svær adhd, der er medicin krævende - men han er forsat uden medicin. Han har nemlig også angst. Det gør at han ikke tør sluge piller - eller han tager dem i munden og forsøger virkelig at sluge den. Han får hjerte banken, og faktisk så forhøjet blodtryk at vi har været indlagt pga det. Han er simpelhen bange for at dø. at blive kvalt i pillen. Vi har selvfølgelig forsøgt med flydende, men han skal have så stor en mængde at det ikke er økonomisk holdbart. På lørdag starter endnu et forsøg. Denne gan med en pille der må tømmes for indhold, altså pulveriseret.

 

Han går i en klasse med 28 elever. Der er 28 tasker i forskellige farver, sedler i forskellige farver der hænger på væggene, skrift på tavlen, altid lyd rundt i klassen. et kæmpe vindue osv osv.....alt går ind som støj. Han kan ikke sorterer det. Han bliver træt.

I frikvarterene må han ikke holde pause inde.....det gør man ikke! Ud og leg. For ham betyder det endnu flere konflikter, at han ikke får rolige pauser.

Hjemme er han brugt og træt. Grædende, vred og frustreret. Bange når det bliver aften. tør ikke sove, tjekker stikkontakter da han er bange for ild osv osv......jeg kunne blive ved!!

Faktum i vores situation er at skolen ikke er gearet til at klare denne opgave, men ALT skal i følge kommunen jo afprøves for at man nu er helt sikker på at skolen faktisk IKKE kan klare det! Imens lider min søn, og de andre børn bliver mere og mere skræmte for ham. Ingen børn magter det i lægden.

 

Deres forældre vender os det skæve blik, når han endnu engang har slået en i klassen. Men ikke en har nogen sinde spurgt os, om hvorfor de tit ser ham så vred, hvoffor han tit bliver taget ud i timerne. Om hvordan VI har det og hvorfor han sjælden deltager i fødselsdage mv.

Det er SÅ svært at være hans mor! Jeg elsker ham så højt, men kan tydelig se at han ikke trives. Jeg vil bare gerne hjælpe min søn - men må alligevel være vidne til, at andre bare forsøger og forsøger.....og mens det står på får min dreng flere og flere nederlag.

Jeg kan så forfærdelig godt forstå de andre elevers forældre. De kommer hjem med blå mærker- og det er ikke rimeligt! Men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre ved det. Jeg har nok brug for, at barnets forældre, kommer hen til mig, kærligt tager mig i armen og siger : Jeg kan se jeres søn har det svært. Det må være frygtelig hårdt for jer! Jeg ville føle en lettelse, en sten ville falde fra mit hjerte, og jeg ville føle mig forstået som mor til et barn med udfordringer. Bare mens jeg her skriver det, kan jeg mærke hvordan det ville påvirke mig, hvis en gjore sådan......men istedet oplever vi forældre der skælder ud på min søn (der er meget impulsiv i sitiuationen, ogderfor måske allerede 5 min efter er glad og legene igen) De taler om den slemme dreng i klassen, om hvor frygtelig det må være at være lære for ham mv.

 

Mærk efter når du er sammen med forældrene. trækker de sig væk fra flokken af forældre, taler de ikke sammen med mange, deltager de på afstand.....De har brug for forståelse og accept....ikke af barnets handlinger, men accept af de vanskeligheder barnet har.

undskyld den lange smører.....

Jeg kan godt forstå, at det må være svært for dig. Har du overvejet selv at stille sig frem til et forældremøde el.l. og forklare som du gør her?

Anonym skriver:

SNAK MED MIG; FREM FOR I KROGENE......ELLER VÆRRER ENDNU.......LAD VÆR MED AT SKÆLDE MIN KNÆGT UD!!!

 

Jeg er mor til sådan en dreng. Jeg elsker ham overalt i verden og gør alt der står min magt for at hjælpe ham, skolen og os selv som familie. Jeg kæmper en kamp hver dag for at han skal kunne fungerer optimalt. Og ikke mindst for at beskytte ham mod endnu et nederlag.

Min søn går i 3. klasse. Han har svær adhd, der er medicin krævende - men han er forsat uden medicin. Han har nemlig også angst. Det gør at han ikke tør sluge piller - eller han tager dem i munden og forsøger virkelig at sluge den. Han får hjerte banken, og faktisk så forhøjet blodtryk at vi har været indlagt pga det. Han er simpelhen bange for at dø. at blive kvalt i pillen. Vi har selvfølgelig forsøgt med flydende, men han skal have så stor en mængde at det ikke er økonomisk holdbart. På lørdag starter endnu et forsøg. Denne gan med en pille der må tømmes for indhold, altså pulveriseret.

 

Han går i en klasse med 28 elever. Der er 28 tasker i forskellige farver, sedler i forskellige farver der hænger på væggene, skrift på tavlen, altid lyd rundt i klassen. et kæmpe vindue osv osv.....alt går ind som støj. Han kan ikke sorterer det. Han bliver træt.

I frikvarterene må han ikke holde pause inde.....det gør man ikke! Ud og leg. For ham betyder det endnu flere konflikter, at han ikke får rolige pauser.

Hjemme er han brugt og træt. Grædende, vred og frustreret. Bange når det bliver aften. tør ikke sove, tjekker stikkontakter da han er bange for ild osv osv......jeg kunne blive ved!!

Faktum i vores situation er at skolen ikke er gearet til at klare denne opgave, men ALT skal i følge kommunen jo afprøves for at man nu er helt sikker på at skolen faktisk IKKE kan klare det! Imens lider min søn, og de andre børn bliver mere og mere skræmte for ham. Ingen børn magter det i lægden.

 

Deres forældre vender os det skæve blik, når han endnu engang har slået en i klassen. Men ikke en har nogen sinde spurgt os, om hvorfor de tit ser ham så vred, hvoffor han tit bliver taget ud i timerne. Om hvordan VI har det og hvorfor han sjælden deltager i fødselsdage mv.

Det er SÅ svært at være hans mor! Jeg elsker ham så højt, men kan tydelig se at han ikke trives. Jeg vil bare gerne hjælpe min søn - men må alligevel være vidne til, at andre bare forsøger og forsøger.....og mens det står på får min dreng flere og flere nederlag.

Jeg kan så forfærdelig godt forstå de andre elevers forældre. De kommer hjem med blå mærker- og det er ikke rimeligt! Men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre ved det. Jeg har nok brug for, at barnets forældre, kommer hen til mig, kærligt tager mig i armen og siger : Jeg kan se jeres søn har det svært. Det må være frygtelig hårdt for jer! Jeg ville føle en lettelse, en sten ville falde fra mit hjerte, og jeg ville føle mig forstået som mor til et barn med udfordringer. Bare mens jeg her skriver det, kan jeg mærke hvordan det ville påvirke mig, hvis en gjore sådan......men istedet oplever vi forældre der skælder ud på min søn (der er meget impulsiv i sitiuationen, ogderfor måske allerede 5 min efter er glad og legene igen) De taler om den slemme dreng i klassen, om hvor frygtelig det må være at være lære for ham mv.

 

Mærk efter når du er sammen med forældrene. trækker de sig væk fra flokken af forældre, taler de ikke sammen med mange, deltager de på afstand.....De har brug for forståelse og accept....ikke af barnets handlinger, men accept af de vanskeligheder barnet har.

undskyld den lange smører.....

Uha kan mærke det hele vejen ind i maven og hjertet det du skriver. 

Jeg er så heldig at få lov at undervise de elever der udfordret men i rammer hvor vi kan mindske frustrationen. Har stået i den klasse du beskriver med 28 forskellige tasker, 28 flotte malerier af elverne, 27 små søde hænder der kommer op i det øjeblik der spørges til om nogle vil fortælle om weekenden, og det ene blik der fortæller mig: jeg er ved at nå min frustrations grænse. Jeg har set på elever der i den grad udtrykte deres frustration og midt i den store klasse, i den store skole, i den store kommune, har jeg skulle finde rummet og pladsen til den frustration og bokse med modeller og intentioner. 

Så ja hvis vi kunne lære alle sammen at se børnenes handlinger som høje råb om: JEG ER FRUSTRERET OG JEG VED IKKE HVAD JEG SLAL GØRE! Og hvis vi kunne give et klap på skulderen og sige: puha jeg føler med jeres dreng og med jer når jeg ser frustrationen. Så tror jeg den inkluderende skole var tættere på at nå i mål end nu.

PUHK skriver:

Jeg kan godt forstå, at det må være svært for dig. Har du overvejet selv at stille sig frem til et forældremøde el.l. og forklare som du gør her?

Ja jeg har tænkt tanken rigtig rigtig mange gange. Men jeg er så bange for at gøre det - Jeg ved ikke hvad det er jeg er bange for, men jeg ville ønske at klasselæren selv kom til os, og foreslog om hun ikke skulle gøre det, sammen med os.

Men det gør hun bare ikke, og næste år skal han så have nye lærer i alle fag - Det er frygteligt at være forældre til "problembørn" - Jeg sidder jo og får det rigtig skidt, når min søn atter engang har reageret uhensigtmæssigt - men som forældre har man bare ikke altid det sidste ord i forhold til hvad der er det bedste for ens (og andres) børn. Jeg bliver enormt usikker på min egen rolle som mor, og det tiltrods for at han har andre søskende der fungere helt efter bogen.

Derfor tænker jeg også, at det bedste TS kan gøre, er at gå direkte til forældrene. Jeg tænker at de har det rigtig skidt med det, og jeg forestiller mig, at det også påvirker dem psykisk - Jeg kan ihvertfald mærke at min selvtillid er blevet svækket de seneste år. Jeg er psykisk langt mere sårbar end tidligere pga de kampe og udfordninger vores søn står i.

Sørg for at inddrage dem i arrangementer men forvent ikke at de har energi til at løfte byrden ved at være initiativtager. Spørg hvad I kan gøre for at sønnen kan deltage på ligefod til fødselsdage mv, hvad har han brug for, for at det går godt. Og lad endelig børnene lege med drengen, men forvent ikke at de kan lege i mere end kort tid ad gangen. Og start i det små, så det bliver gode oplevelser for begge børn. planlæg lege aftalen - feks 1 time - lidt eftermiddags hygge, byg lego, og 10 min i haven inden timen er gået. Det er vigtigt af aftaler afsluttes mens de går bedst. ikke noget med at forlænge, fordi nu går det lige så godt. For så er det dømt til at mislykkes.

De fleste forældre forventer at en lege aftale skal strække sig over 3-6 timer i den alder, men for børn der har det svært er det ikke en mulighed. Og forældrene skammer sig sikkert over det, så hatten i den anden hånd og foreslå endelig 1 times legetid.

Det er vigtig at i anderkender problemerne og tager hånd om forældrene. De har helt sikkert ikke valgt situationen.

Jeg tænker at den lille dreng er frustreret og har brug for at føle sig som en del af fællesskabet. 

Måske I som forældre skal snakke med jeres børn om at rækken hånden ud til ham istedet for at se ham som den store stygge ulv. 

Jeg arbejder som lærer og har haft nogle lignende eksempler på hvad du beskriver. Langt de fleste gange er det et barn der er vant til hjemme at søge grænser, og aldrig finder nogen. Når de så når 2. klasse er det sværere at pille af igen. I nogle tilfælde er der en diagnose der mangler, men for det meste er det mangel på opdragelse fra forældrene. Det er forældrene der skal tage sig sammen her.