Mor og meget mere skriver:
Nej, vi kan ikke være lige, men når uligheden griber ind så tidligt, at de bedst uddannedes og mest velhavendes børn end ikke møder og lærer børn fra socialt udsatte hjem at kende, så har vi ikke længere en folkeskole - skolen for folket. Intet fælles fundament, ingen indsigt i andres virkelighed. Og da tendensen er, at de, der kan, vælger privatskoler, mens folkeskolen udsættes for massive besparelser og forringelser, så frygter jeg virkelig, den sidste bastion er ved at falde.
Som nævnt har jeg selv haft mine børn i privatskole - friskole - så det kan synes dobbeltmoralsk, men jeg mener virkelig, at man ikke kan lukke øjnene for den meget negative udvikling. Der spekuleres i, om politikerne i virkeligheden ønsker, at flere vælger privatskoler, da det er billigere for staten - og så bliver folkeskolen jo en discountskole for "pøblen".
Folk må og vil vælge det, de ønsker, for deres børn, naturligvis - men vi må ikke glemme helikopterperspektivet.
Jeg er meget enig, og dine tanker her har også været med i mine overvejelser angående hvilken skole vi skal vælge til min søn.
Min far har et job der gør at han gennem de sidste mange år har besøgt stort set alle skoler i hele landet og han siger - kommuneskole, don't go there. Han taler generelt meget pænt om lærerstaben, men siger at ledelse og overall struktur på rigtig mange kommuneskoler er helt, helt skævt, og at de er sindssygt pressede på ressourcerne (der tales selvfølgelig generelt her).
Min mand nægter kommuneskole. Så dér er den jo lukket helt automatisk.
Jeg selv er mere tvivlende og åben overfor mulighederne. Vi bor i nok et af landets mest kulturradikale og overskudsagtige områder, og jeg er ikke i tvivl om at de kommuneskoler der ligger omkring os er helt fine.
MEN samtidig er jeg også af den overbevisning at en bestemt type privatskole kan give børnene en selvstændighed, en psykisk ballast og en tro på sig selv som man bare ikke får i kommuneskolen - igen generelt, selvfølgelig kan den fantastiske lærer ændre den enkelte elevs liv uanset hvilken skole der er tale om. Men på nogle privatskoler er det en filosofi som gennemsyrer hele fundamentet. Jeg anede ikke hvor Svendborg lå da jeg gik ud af 9. klasse. Men jeg havde en helt uforbeholden tro på at jeg kunne udrette lige præcis hvad jeg ville og at min holdning var lige så meget værd som alle andres - også mine læreres. Og det var altså grundet min skoles værdisæt.
Normeringerne har naturligvis også noget at skulle have sagt.
Men det du siger med ghettodannelse i privatskolerne er virkelig min achilleshæl. Min skole var dengang jeg gik der, forholdsvis divers, og selv på dét grundlag fik jeg et kulturchok da jeg kom i gymnasiet. I dag er min skole en ghetto for kunstnerbørn, og selvom min mand gerne vil have vores søn på den skole, har jeg nedlagt veto. Jeg har lige nu rettet mit fokus mod et par privatskoler som også prioriterer diversitet - bl.a. én på Nørrebro som aktivt søger at højne antallet af indvandrerbørn i klasserne. For at give min søn et større perspektiv på livet og det samfund vi lever i.
Jeg prioriterer en skole som ligger lunt ift. karaktergennemsnit. En skole som har fokus på kreative fag, selvstændig tanke og individernes forskelligheder. Og en skole med diversitet i elevgruppen. Jeg tror at det kan lade sig gøre at få alle tre på én gang, men man skal godt nok lede længe.
Man kan få en lorte-skolegang på en privatskole og en fantastisk skolegang på en kommuneskole, ingen tvivl om det. Men nogle af de værdier som JEG vægter højest, kan være svære at finde på kommuneskoler - man kan i hvert fald ikke være sikker på at finde dem. Det kan man hvis man vælger en privatskole med det passende værdisæt.
Jeg ville ønske at jeg kunne være så idealistisk at sige at mit barn skal i kommuneskole fordi vi skal løfte i flok - men når alt kommer til alt, må jeg indrømme at mit eget barns tarv er vigtigst for mig.
