At bo i "Reservatet"

Aristocats skriver:

Hvad hvis man ikke kan knokle? Hvad hvis du var blevet torturet af ISIS, har depression på 10. år, har post traumatisk stress, har en kronisk sygdom, er voldtægtsoffer som er invalideret af angst og kan ikke komme ud for en dør? Har man så heller ikke ret til ting, goder, fornøjelser? Undskyld mig, men for mig er det et meget usympatisk menneske syn. Tingene er ikke bare sort på hvidt. Det er ikke bare at knokle. Der er mange ting, som du kan, som mange mennesker ikke kan, grundet mange forskellige grunde. Alle mennesker har ret til at nyde livet bare lidt, give ungerne en PlayStation, spise noget af det man godt kan lide eller ryge en smøg eller at ja, kunne tage børnene med i Lalandia eller en ferie sydpå. 

Hvad gør det ved dig, at nogle mennesker får en ferie? Hvad gør det ved dig, at de mennesker der allerede har så lidt, får noget de også kan glæde sig over eller se frem til? 

Hvordan er det fair nok, når de mennesker der sidder i sitationen, ikke kan gøre for det? Er det så fair nok, at de ikke skal have noget, når de ikke selv har valgt det? Ingen vælger at være psykisk syg, have smerter i hele kroppen, at mangle begge ben, at være selvmordstruet - INGEN. Så fordi man har yderst alvorlige ting at kæmpe med, så har man ikke ret til goder og fornøjelser, fordi man (forståeligt) nok ikke kan knokle. Prøv at sige det til dem, der er blevet bombet i deres eget hjemland og har set folk få hugget hovedet af og pisket. Prøv at sige det til dem, der lider af skizofreni og ikke kan være nogle steder af ren paranoia. 

Et basalt godt liv er noget alle har krav på, noget alle mennesker er fortjent til - det er ikke alle, der bare kan springe ud i tingene og tjene så englene synger. Hvis de kunne, ja, så havde de nok gjort det. For hvem gider sidde i bunden af samfundet og stadig blive behandlet som skidt, hvis de bare kunne gribe det hele an i morgen. 

Jeg er grundlæggende enig med dit menneskesyn, synes bestemt at alle - uanset hvad resurser de har - skal have muligheden for et værdigt liv.

Der hvor filmen knækker for mig, er, når man bliver så sort/hvid, som du lidt er i dine udsagn. Alle (eller i hvert fald de fleste)- inkl mig selv- er jo nødt til at sætte næring efter tæring. Dit eksempel med charterferie f.eks - altså både min mand og jeg tjener så meget, at vi begge betaler en del i topskat, og vi har ikke råd til charterferie hvert år. Og det er først de sidste par år, det er blevet standard for os, vi har prioriteret at betale biler og huslån af. Og ja vi har to biler, men de er ikke nye fancy biler, og eftersom vi har henholdsvis 0,5 og 1 time på arbejde, så er vi nød til at have dem, for at kunne passe vores arbejde. Vi bor et sted, hvor der ikke er meget offfentlig transport - der var husene nemlig billigere.

Min pointe er, at alle har ret til et værdigt liv, men det er altså ikke det samme som charterferie m.m. hvert år. Alle skal have ret til mad på bordet, god uddannelse, fritidaktiviteter og gratis lægehjælp - men hvis vi er ude i, at et værdigt liv indbefatter nye I-phones, dyrt mærketøj, charterferie hvert år, så står jeg altså af.

Jeg er en af dem der, ligesom dig, gerne vile betale flere penge i skat i disse år, for at have flere varme hænder i det offentlige. Men jeg er også en af dem, der er ved at være træt af, at der bliver sparket så meget opad! Betaler med glæde min topskat og betalte som sagt også mere, MEN jeg vil altså ikke kaldes et rigt egoistisk svin samtidig med - specielt fordi, jeg faktisk ikke kan se, vi i vores famile har så meget mere. 

Nu bor jeg ikke i Danmark, men i Tyskland. Dét at flytte fra Gentofte kommune og herned har ændret min holdning helt. "Hjemme" i Danmark var jeg en af dem, der gik højt op i politik og mente vi betalte alt for meget i skat. Jeg mente- som flere i denne tråd at de lavtlønnede måtte tage sig sammen og når man tager en uddannelse skal det kunne betale sig. En uddannelse, som i øvrigt bliver betalt gennem skat og hvor vi ikke kun får uddannelsen men sørme også SU'en. 

Nu bor jeg så i en stor by i Tyskland.

Jeg kan se, at hvis man ikke har et godt job- men bare et alm job, kan man faktisk kun kan klare sig, hvis man har en mand at bo sammen med. Hvis man er to med alm gennemsnitligt job og lille bolig er der stadig ikke råd til noget som helst udover minimum. Her er ingen SU. Derfor er den sociale mobilitet også lav. Vi betaler hver især til sygesikringen, seperat. Hos min mand betyder det 3700 kr/Mdr bare for lægehjælp! Hvis jeg ikke havde min mand kunne jeg ikke få mad på bordet. Enlig med barn- institutionsplads kunne jeg få fra 8-16 dvs jeg kunne arbejde 8:30-15:30 og tjene måske 8000 kr i mdr. Der ville komme lidt børnepenge oveni, men der skal også betales sygesikring, tlf, husleje, licens (150 kr. pligt hernede uanset om du ejer tv eller lign) tandforsikring, osv. Derefter mad og tøj. Bare for at nævne de absolut mest nødvendige udgifter. 

En enlig mor med et alm. job fx. Supermarkedsansat, kan kun knapt overleve. Det mener jeg er helt uacceptabelt. Her knokler de helt "almindelige" mennesker og får næsten intet ud af det. Dét er bare ikke fair.

Jeg ville ønske der var mere omfordeling i det samfund. Jeg tror ofte man som dansker ikke er klar over hvor godt "vi" har det, og at vi skal være glade for at have et sikkerhedsnet, så vi i det mindste kan få mad på bordet når uheldet rammer og en billig institutionsplads så vi har mulighed for job på trods af barn.

Her er lønningerne så lave at der er kvinder,  der bor sammen med en uudholdelig mand fordi de ellers ikke kan betale regningerne og give barnet mad på bordet. Det blev et lidt rodet indlæg, men jeg håber i forstår hvad jeg mener

Mortilah skriver:

Nu bor jeg ikke i Danmark, men i Tyskland. Dét at flytte fra Gentofte kommune og herned har ændret min holdning helt. "Hjemme" i Danmark var jeg en af dem, der gik højt op i politik og mente vi betalte alt for meget i skat. Jeg mente- som flere i denne tråd at de lavtlønnede måtte tage sig sammen og når man tager en uddannelse skal det kunne betale sig. En uddannelse, som i øvrigt bliver betalt gennem skat og hvor vi ikke kun får uddannelsen men sørme også SU'en. 

Nu bor jeg så i en stor by i Tyskland.

Jeg kan se, at hvis man ikke har et godt job- men bare et alm job, kan man faktisk kun kan klare sig, hvis man har en mand at bo sammen med. Hvis man er to med alm gennemsnitligt job og lille bolig er der stadig ikke råd til noget som helst udover minimum. Her er ingen SU. Derfor er den sociale mobilitet også lav. Vi betaler hver især til sygesikringen, seperat. Hos min mand betyder det 3700 kr/Mdr bare for lægehjælp! Hvis jeg ikke havde min mand kunne jeg ikke få mad på bordet. Enlig med barn- institutionsplads kunne jeg få fra 8-16 dvs jeg kunne arbejde 8:30-15:30 og tjene måske 8000 kr i mdr. Der ville komme lidt børnepenge oveni, men der skal også betales sygesikring, tlf, husleje, licens (150 kr. pligt hernede uanset om du ejer tv eller lign) tandforsikring, osv. Derefter mad og tøj. Bare for at nævne de absolut mest nødvendige udgifter. 

En enlig mor med et alm. job fx. Supermarkedsansat, kan kun knapt overleve. Det mener jeg er helt uacceptabelt. Her knokler de helt "almindelige" mennesker og får næsten intet ud af det. Dét er bare ikke fair.

Jeg ville ønske der var mere omfordeling i det samfund. Jeg tror ofte man som dansker ikke er klar over hvor godt "vi" har det, og at vi skal være glade for at have et sikkerhedsnet, så vi i det mindste kan få mad på bordet når uheldet rammer og en billig institutionsplads så vi har mulighed for job på trods af barn.

Her er lønningerne så lave at der er kvinder,  der bor sammen med en uudholdelig mand fordi de ellers ikke kan betale regningerne og give barnet mad på bordet. Det blev et lidt rodet indlæg, men jeg håber i forstår hvad jeg mener

Det er nemlig så vigtig at få debatten væk fra kontanthjælpsmodtagere versus arbejdende, for velfærdsstaten DK er mangt og meget mere end kontanthjælp. 

Oveni det skal man huske på at jo mindre kontanthjælp jo lavere kan mindstelønnen også blive og vi kan få working poor som der netop er i Tyskland hvor de på arbejde rent faktisk ikke kan leve for deres løn.

I dk er vi blevet så fokuseret på flygtninge/indvandrere og kontanthjælpsmodtagere så vi efterhånden sælger ud af de velfærdsydelser og goder vi har uden at tænke på det - tænk bare på SU diskussionen der kører 

Carina:-) skriver:

Vil du uddybe hvad det er der ikke er fordelt godt nok? 

Indkomst, uddannelse, mental og fysisk helse, for at tage et par, ikke udtømmende, eksempler.

Mortilah skriver:

Nu bor jeg ikke i Danmark, men i Tyskland. Dét at flytte fra Gentofte kommune og herned har ændret min holdning helt. "Hjemme" i Danmark var jeg en af dem, der gik højt op i politik og mente vi betalte alt for meget i skat. Jeg mente- som flere i denne tråd at de lavtlønnede måtte tage sig sammen og når man tager en uddannelse skal det kunne betale sig. En uddannelse, som i øvrigt bliver betalt gennem skat og hvor vi ikke kun får uddannelsen men sørme også SU'en. 

Nu bor jeg så i en stor by i Tyskland.

Jeg kan se, at hvis man ikke har et godt job- men bare et alm job, kan man faktisk kun kan klare sig, hvis man har en mand at bo sammen med. Hvis man er to med alm gennemsnitligt job og lille bolig er der stadig ikke råd til noget som helst udover minimum. Her er ingen SU. Derfor er den sociale mobilitet også lav. Vi betaler hver især til sygesikringen, seperat. Hos min mand betyder det 3700 kr/Mdr bare for lægehjælp! Hvis jeg ikke havde min mand kunne jeg ikke få mad på bordet. Enlig med barn- institutionsplads kunne jeg få fra 8-16 dvs jeg kunne arbejde 8:30-15:30 og tjene måske 8000 kr i mdr. Der ville komme lidt børnepenge oveni, men der skal også betales sygesikring, tlf, husleje, licens (150 kr. pligt hernede uanset om du ejer tv eller lign) tandforsikring, osv. Derefter mad og tøj. Bare for at nævne de absolut mest nødvendige udgifter. 

En enlig mor med et alm. job fx. Supermarkedsansat, kan kun knapt overleve. Det mener jeg er helt uacceptabelt. Her knokler de helt "almindelige" mennesker og får næsten intet ud af det. Dét er bare ikke fair.

Jeg ville ønske der var mere omfordeling i det samfund. Jeg tror ofte man som dansker ikke er klar over hvor godt "vi" har det, og at vi skal være glade for at have et sikkerhedsnet, så vi i det mindste kan få mad på bordet når uheldet rammer og en billig institutionsplads så vi har mulighed for job på trods af barn.

Her er lønningerne så lave at der er kvinder,  der bor sammen med en uudholdelig mand fordi de ellers ikke kan betale regningerne og give barnet mad på bordet. Det blev et lidt rodet indlæg, men jeg håber i forstår hvad jeg mener

Jeg er enig med dig. Men jeg opfatter det heller ikke, som om, at folk opponerer mod at andre skal have mad på bordet? Det er i hvert fald ikke det, jeg gør. Jeg opponerer dog mod, at skatteyderne betaler for, at kontanthjælpsmodtagere har råd til den nyeste iphone, charterferier mv - det er der altså rigtig mange folk, der arbejder, der ikke har råd til. Og ja, jeg er en af dem, der mener, at det burde være nemmere at få en førtidspension (som dog skulle revideres efter x-antal år, hvis man vurderede, at skaden/sygdommen ikke varer hele livet) og at kontanthjælpen skulle sikre et eksistensminimum og ikke andet. Ved at gøre det på denne måde, ville man sikre sig, at alvorligt syge mennesker ikke bliver parkeret på KH og at de derved er sikret en højere ydelse. 

snuskesmor skriver:

Indkomst, uddannelse, mental og fysisk helse, for at tage et par, ikke udtømmende, eksempler.

Men at der er ulighed i f.eks helbred er vel ikke de "riges" skyld?

Der er jo ingen der tvinger nogen til at ryge drikke eller spise sig ihjel og det foregår desuden også i alle samfundslag.

Vi har alle ret til uddannelse ligegyldigt hvad vores forældre tjener og uddannelse er for det meste også lig med indkomst.

Hvis vi begynder at arbejde henimod at der ingen gevinst skal være ved at arbejde så går vi samtidig imod at så skal vi ud og finde de mennesker der gider ligge 40 timer om ugen og ikke have mere end folk der ikke arbejder.

Vi havde lige snakken i går aftes da vi havde vores rollinger over at spise og min svigerdatter på 24 lige om lidt er på barsel med nummer 2 og har siden hun fyldte 18 været  på kh.

Min mand kom så ind af døren kl 20.45 og satte sig ned ved bordet hvorefter hun sagde Hold kæft hvor er jeg bare glad for at jeg ikke behøver arbejde så meget .

Og hun har da ret hun behøver ikke arbejde så meget og slet ikke netop fordi vi har et samfund hvor der er til dem der ikke kan og til dem der ikke vil

Hun bor i en fin lejlighed ( godt nok i en ghetto ) men ikke en af de aller værste ghettoer i området. Har bil købte den barnevogn hun ville have tager på charter den store går i privat inst og det kommer den lille også til 

Hun har med egne ord sagt at hun har det godt og mangler ikke noget selv om hun i nogens øjne er en stakkels fattig mor på kh 

Og nej det er ikke fordi min søn betaler via sit arbejde /løn for de bor ikke sammen pga hun så vil miste ydelser - Ikke noget jeg bifalder men sådan er vores system at det er ok at få børn sammen og stadig bo her for sig. 

Og det er jo godt at vi har et velfærdssamfund der sikre at folk ikke dør af sult at de kan komme til læge i skole osv selv om de ikke er i job - Der hvor jeg har det stramt er at selv om vi er så privilligerede at bo i eet land med lige muligheder på mange områder så brokker folk sig stadig kalder stadig andre for rige svin og er generelt misundelige over naboens Audi uden at tænke over at den Audi er ikke bare en man har fået og du selv har fået en Toyota Aygo  Så ville det nemlig være snyd og øv hvis det var sådan det hang sammen.

Jeg synes topskatten skulle afskaffes fordi den ikke støtter op om at folk skal arbejde og arbejde meget.

I forvejen betaler dem der tjener mest jo også mest i skat det er jo ren logik så topskatten er bare lige en ekstra en vi smider i puljen.

Og hvis man har det svært med at man synes man betaler for lidt i skat og helt sikkert rigtig gerne vil betale mere kan man jo bare tage 20 25 eller 50% af sin løn efter skat og gå ud i samfundet og give dem til socialt arbejde.

Der er ingen der siger at fordi skat ikke tager dem at man SKAL beholde dem . 

Men at der er ulighed i f.eks helbred er vel ikke de "riges" skyld?

Der er jo ingen der tvinger nogen til at ryge drikke eller spise sig ihjel og det foregår desuden også i alle samfundslag.

Vi har alle ret til uddannelse ligegyldigt hvad vores forældre tjener og uddannelse er for det meste også lig med indkomst.

Hvis vi begynder at arbejde henimod at der ingen gevinst skal være ved at arbejde så går vi samtidig imod at så skal vi ud og finde de mennesker der gider ligge 40 timer om ugen og ikke have mere end folk der ikke arbejder.

Vi havde lige snakken i går aftes da vi havde vores rollinger over at spise og min svigerdatter på 24 lige om lidt er på barsel med nummer 2 og har siden hun fyldte 18 været  på kh.

Min mand kom så ind af døren kl 20.45 og satte sig ned ved bordet hvorefter hun sagde Hold kæft hvor er jeg bare glad for at jeg ikke behøver arbejde så meget .

Og hun har da ret hun behøver ikke arbejde så meget og slet ikke netop fordi vi har et samfund hvor der er til dem der ikke kan og til dem der ikke vil

Hun bor i en fin lejlighed ( godt nok i en ghetto ) men ikke en af de aller værste ghettoer i området. Har bil købte den barnevogn hun ville have tager på charter den store går i privat inst og det kommer den lille også til 

Hun har med egne ord sagt at hun har det godt og mangler ikke noget selv om hun i nogens øjne er en stakkels fattig mor på kh 

Og nej det er ikke fordi min søn betaler via sit arbejde /løn for de bor ikke sammen pga hun så vil miste ydelser - Ikke noget jeg bifalder men sådan er vores system at det er ok at få børn sammen og stadig bo her for sig. 

Og det er jo godt at vi har et velfærdssamfund der sikre at folk ikke dør af sult at de kan komme til læge i skole osv selv om de ikke er i job - Der hvor jeg har det stramt er at selv om vi er så privilligerede at bo i eet land med lige muligheder på mange områder så brokker folk sig stadig kalder stadig andre for rige svin og er generelt misundelige over naboens Audi uden at tænke over at den Audi er ikke bare en man har fået og du selv har fået en Toyota Aygo  Så ville det nemlig være snyd og øv hvis det var sådan det hang sammen.

Jeg synes topskatten skulle afskaffes fordi den ikke støtter op om at folk skal arbejde og arbejde meget.

I forvejen betaler dem der tjener mest jo også mest i skat det er jo ren logik så topskatten er bare lige en ekstra en vi smider i puljen.

Og hvis man har det svært med at man synes man betaler for lidt i skat og helt sikkert rigtig gerne vil betale mere kan man jo bare tage 20 25 eller 50% af sin løn efter skat og gå ud i samfundet og give dem til socialt arbejde.

Der er ingen der siger at fordi skat ikke tager dem at man SKAL beholde dem . 

Men det er jo ikke kun det socialt arbejder dækker over skatten går til. 

Jeg oplever dagligt qua mit arbejde hvad skatten også går til og kan se der bliver skåret og skåret i midlerne, der er langt mindre lærerhænder nu til samme antal elever end der var for bare 5 år siden, pengene til materialer er skåret ned osv. Har haft børn i den samme daginstitution i 10 år, i den tid forsvandt 3 fuldtidsstillinger og der kom 2-3 børn mere pr stue (3 stuer), pengene til ture ud af huset var mindre og mindre. Og jeg er sikker på jeg kunne sige det samme om ældrepleje og hospitaler hvis jeg havde en indsigt. 

Selvsagt går skatten også til de som er på overførselsindkomst men det er kun en lille del og kan ikke alene udgøre begrundelsen for at de som har lidt mere ikke skal betale lidt mere. Jeg betaler endnu ikke topskat ender der når jeg ender på dødslønnen men kun lige knapt, og jeg synes jeg knokler. Jeg ville også hvis min kære mand gik bort være en af dem der fik tilskud for at kunne betale SFO også selvom jeg arbejder hver dag, har tager flere forskellige uddannelser (betalt den ene selv), knokler og ja vel bare er som arbejdende mennesker er flest. Så det går skatten også ind og afhjælper. 

I debatten kommer det hurtigt til at lyde som der på en den ene side er en stor flok arbejdende dygtige mennesker der betaler alt for meget af deres løn til de lømler der ikke gider arbejde. Men det er jo ikke sådan det er , vi betaler til langt mere end de som ikke arbejder, vi betaler også for os selv og vores børn. 

Vi to kan sagtens blive enige om der skal ske noget på der punkt hvor for mange som kan arbejde ikke gør det, hvordan man skal gøre noget ved det er jeg ikke sikker på vi kan blive enige om  og jeg tror heller ikke vi kan blive enige om topskatten (og nej ikke kun fordi jeg ikke betaler det for min bedre halvdel gør det). Og tror heller ikke vi kan blive enige om incitamentet for arbejde, for jeg tror ikke kun vi arbejder pga penge, men også pga status, identitet, følelse af af at være en del mm. Jeg har jo egentlig den omvendte opfattelse, alle har krav på et arbejde og ikke staten har krav på alle arbejder, men det er en anden diskussion 

lineog4 skriver:

Men det er jo ikke kun det socialt arbejder dækker over skatten går til. 

Jeg oplever dagligt qua mit arbejde hvad skatten også går til og kan se der bliver skåret og skåret i midlerne, der er langt mindre lærerhænder nu til samme antal elever end der var for bare 5 år siden, pengene til materialer er skåret ned osv. Har haft børn i den samme daginstitution i 10 år, i den tid forsvandt 3 fuldtidsstillinger og der kom 2-3 børn mere pr stue (3 stuer), pengene til ture ud af huset var mindre og mindre. Og jeg er sikker på jeg kunne sige det samme om ældrepleje og hospitaler hvis jeg havde en indsigt. 

Selvsagt går skatten også til de som er på overførselsindkomst men det er kun en lille del og kan ikke alene udgøre begrundelsen for at de som har lidt mere ikke skal betale lidt mere. Jeg betaler endnu ikke topskat ender der når jeg ender på dødslønnen men kun lige knapt, og jeg synes jeg knokler. Jeg ville også hvis min kære mand gik bort være en af dem der fik tilskud for at kunne betale SFO også selvom jeg arbejder hver dag, har tager flere forskellige uddannelser (betalt den ene selv), knokler og ja vel bare er som arbejdende mennesker er flest. Så det går skatten også ind og afhjælper. 

I debatten kommer det hurtigt til at lyde som der på en den ene side er en stor flok arbejdende dygtige mennesker der betaler alt for meget af deres løn til de lømler der ikke gider arbejde. Men det er jo ikke sådan det er , vi betaler til langt mere end de som ikke arbejder, vi betaler også for os selv og vores børn. 

Vi to kan sagtens blive enige om der skal ske noget på der punkt hvor for mange som kan arbejde ikke gør det, hvordan man skal gøre noget ved det er jeg ikke sikker på vi kan blive enige om  og jeg tror heller ikke vi kan blive enige om topskatten (og nej ikke kun fordi jeg ikke betaler det for min bedre halvdel gør det). Og tror heller ikke vi kan blive enige om incitamentet for arbejde, for jeg tror ikke kun vi arbejder pga penge, men også pga status, identitet, følelse af af at være en del mm. Jeg har jo egentlig den omvendte opfattelse, alle har krav på et arbejde og ikke staten har krav på alle arbejder, men det er en anden diskussion 

Nu var det bare et punkt der bliver diskuteret og det var jo pga ts startindlæg at man bliver hånet fordi man bor i et vis område.

For self betaler man for sig selv og jeg er også en af dem der har bemærket at siden min den ældste startede i bh til nu hvor jeg har 2 4 årige gående er det gået op af bakke med de varme hænder .

Men jeg har også bemærket at fra jeg startede med fuldtid er der flere og flere der er kommet på off forsørgelse og flere og flere arbejdspladser forsvinder ud af landet pga høje skatter og højt lønpres 

Og via mit arbejde ser jeg også hvor mange der gerne søger job i min branche men når det så gælder så kommer man enten kun den ene dag og så melder man sig syg eller også bliver man helt væk og jeg vil godt lige påpege at nej hos mig er man ikke underbetalt slave men alligevel har jeg svært ved at finde danskere der gider gøre rent.

Og kan anbefale at man ser programmet Asger og de langtidsledige hvor blandt andet der er en kvinde der har gået uden job i 26 år og en anden der tydeligt siger at hvis regeringen ikke havde reddet ham med forlængelse af ydelse var han da en af dem der havde været nødt til at tage et rengøringsjob. 

Og nej ikke alle er så kræsne og ligeglade med hvad vores velfærd går til - men prob er at vi efterhånden har en 50/50 ordning mhs til arbejde og ikke arbejde .

Og det er igen et prob. men så forstår jeg sgu godt at folk ( incl mig selv)  er træt af at blive dunket i hovedet med at de er rige svin når det eneste de gør er at arbejde betale skat og samtidig lige tillader sig at håbe på at beholde et lille stykke ekstra af kagen selv. 

Jeg mangler stadig at møde den person der i ramme alvor har sagt at folk på off forsørgelse skal bo på gaden og sulte ihjel på en øde ø.

snuskesmor skriver:

Indkomst, uddannelse, mental og fysisk helse, for at tage et par, ikke udtømmende, eksempler.

Men seriøst - mental og fysisk helse - sådan er det jo bare, det kan man da ikke ændre på på nogen måde? 

Indkomst og uddannelse er da til dels ens eget valg, hvordan kan det være "fordelingen" der ikke er god nok?

Carina:-) skriver:

Nu var det bare et punkt der bliver diskuteret og det var jo pga ts startindlæg at man bliver hånet fordi man bor i et vis område.

For self betaler man for sig selv og jeg er også en af dem der har bemærket at siden min den ældste startede i bh til nu hvor jeg har 2 4 årige gående er det gået op af bakke med de varme hænder .

Men jeg har også bemærket at fra jeg startede med fuldtid er der flere og flere der er kommet på off forsørgelse og flere og flere arbejdspladser forsvinder ud af landet pga høje skatter og højt lønpres 

Og via mit arbejde ser jeg også hvor mange der gerne søger job i min branche men når det så gælder så kommer man enten kun den ene dag og så melder man sig syg eller også bliver man helt væk og jeg vil godt lige påpege at nej hos mig er man ikke underbetalt slave men alligevel har jeg svært ved at finde danskere der gider gøre rent.

Og kan anbefale at man ser programmet Asger og de langtidsledige hvor blandt andet der er en kvinde der har gået uden job i 26 år og en anden der tydeligt siger at hvis regeringen ikke havde reddet ham med forlængelse af ydelse var han da en af dem der havde været nødt til at tage et rengøringsjob. 

Og nej ikke alle er så kræsne og ligeglade med hvad vores velfærd går til - men prob er at vi efterhånden har en 50/50 ordning mhs til arbejde og ikke arbejde .

Og det er igen et prob. men så forstår jeg sgu godt at folk ( incl mig selv)  er træt af at blive dunket i hovedet med at de er rige svin når det eneste de gør er at arbejde betale skat og samtidig lige tillader sig at håbe på at beholde et lille stykke ekstra af kagen selv. 

Jeg mangler stadig at møde den person der i ramme alvor har sagt at folk på off forsørgelse skal bo på gaden og sulte ihjel på en øde ø.

 

Startindlægget handlede egentlig heller ikke om mennesker på overførselsindkomst men alene om at man skal leve med fordomme qua en adresse. 

Så udviklede det sig til den klassiske os på arbejde versus de på kontanthjælp. Men det kunne jo ligesåvel have været sosu-assistenterne, fabriksarbejderne, pædagogerne, kassedamerne versus direktør ægteparret på Strandvejen, for ligegyldigt hvor meget vi ønsker det så giver to pædagoglønniger ikke mulighed for en villa på Strandvejen og det selvom de aldrig modtager overførselsindkomster. Det er jo ikke kun et skel mellemste i arbejde og de uden, det er heller ikke et skel mellem de der arbejder mange timer og de der ikke gør, eller et skel mellem de der har taget en lang uddannelse eller de der ikke har. Det er alene et skel på indkomst og den er ikke kun givet af hvor mange timer man smider i arbejdet - en undersøgelse blandt ledere i DK viste de i gennemsnit arbejdere 40 timer om ugen, så forskellen på måske 15000 om måneden er altså givet af 2 1/2 time mere om ugen. Der er heller ikke nødvendigvis uddannelse, eg har en del længere uddannelse end min mand og han har en leder funktion.... 

Det er sådan der er en ulighed i DK og den er ikke kun mellem de fattigste og se rigeste, det er også mellem middelklassen og de "rige" og jeg kan sagtens forstå det med hus man kan låne i, med en samlet husstand indkomst på 100.000 (før skat) er svært st forstå at en fødselsdagsgave på 250 kr kan vælte et budget hos er ægtepar med to lave lønninger (som arbejder fuldtid), for hvorfor har de ikke mere? Men er ægtepar bestående af en kvindelig sosu og en mandlig kasse assistent får i gennemsnit 39.000 tilsammen om måneden før skat - det er mindre end hvad min mand får.... De arbejder, de arbejder fuld tid, det er arbejde vi egentlig er rigtig glade for de varetager, de har taget en uddannelse men de er så sandelig ikke i nærheden af en villa i Gentofte eller i Roskilde for den sags skyld... Derfor bliver jeg så harm over det altid bliver mennesker med overførselsindkomster der er sammenligningsgrundlaget, hvorfor ikke sammenligne med de lavtlønnede?