Please ikke høvl mig ned

Jeg tror også, du skal passe på med at være opsat på, at manden må fejle noget, siden han er smuttet. Ville du ikke trække dig, hvis andre blev ved med at trække en diagnose ned over hovedet på dig? 

Først kæmpe kæmpe kæmpe kram - kan sagtens forstå det har slået benene væk under dig og du er nede i kulkælderen. 

Men, hader men'er men det er der. Når jeg læser denne tråd så læser jeg om et menneske der glemmer sig selv, der lever i håbet om en drøm som måske kan blive til virkelighed, som vil have svar som lige nu ikke er tilgængelige osv. 

Det du skal nu er at huske dig, pleje dig, passe på dig. Skulle han have en efterfødselsreaktion kan du alligevel intet gøre for at støtte før han selv ved det, er han gået i panik over ansvaret kan du alligevel intet gøre før han ser det i øjnene og selv ønsker at ændre det. Lige nu vil han livet med weekend sjov, han vil ikke jeres forhold og det er det fakta du må arbejde ud fra. 

Du skal ikke gøre dig lækker og se ud som om du er på toppen når han kommer, du ska derimod bare være dig som den nybagte og også svigtede mor du er. Du skal stille krav til hans ansvar som far: ja det kan godt være du ikke vil mig mere, men vi var sammen om at ønske det her barn, så derfor skal du.... Og så sætter du rammerne alla du skal komme og tage din datter er par timer to gange om ugen så jeg kan få vasket, købt ind mm. Du skal økonomisk yde (hvis ikke allerede han betaler børnepenge), du skal komme og lære at putte hende en aften om ugen, du skal....! Han kan løbe fra dig, men han kan ikke læbe fra ansvaret som far, og måske har han mange ideer i weekenden, men han kan jo lige så godt lære at være weekendfar og sætte hveranden weekend af til sin datter og på den måde støtte dig og give dig lidt tid hvor du kan få sovet, ryddet op, spist, taget er bad, gå i svømmehallen, gå en lang tur alene eller....

Du skal finde den indre styrke, den løve mor du er som stiller krav til ham som far. Du skal pleje dig nu, finde dit selvværd igen og æeve i dag og ikke i; mon han kommer. 

Og nej jeg giver dig ikke høvl, og det her er langt lettere at skrive end at gøre. Men du skylder dig selv det, skylder dig selv at kræve noget af ham som far, skylder dig selv st bare være dig også med sorte render under øjnene og i gylpe tøj - det er alligevel den dig du gerne vil have han elsker og ikke den der skjuler sig selv og sine følelser. 

Morjanne76 skriver:

Jeg tror også, du skal passe på med at være opsat på, at manden må fejle noget, siden han er smuttet. Ville du ikke trække dig, hvis andre blev ved med at trække en diagnose ned over hovedet på dig? 

Hvor ser du henne, at jeg er blevet ved med at trække den ned over hovedet på ham? At hans familie og venner har spurgt ham er deres! Jeg har nævnt det én gang og accepteret, at han ikke ville høre tale om det, men det betyder ikke, at jeg ikke tror der er en chance for det. Men vil heller ikke gå i dybden med, hvorfor jeg tror det. For så er jeg ikke så anonym mere. 

Men at han forlader mig uden overhovedet at vil indgå en samtale omkring hvad der er i vejen og ikke vil kæmpe for sit lille barn, det ringer squ blandt andet nogle klokker hos mig. 

Og nej. Det ville jeg ikke. Jeg ville måske hvis så mange mennesker spurgte mig om det (så mange mennesker der stod mig nært, som ikke kunne kende mig), tænke om der kunne være noget om det. Man finder aldrig selv frem til sådan noget først, med mindre man har prøvet det før. Det i hvert fald sjældent. 

Undskyld hvis den lyder negativ. Sådan skal den ikke forstås, men jeg har på ingen måder trukket det ned over hovedet på ham igen og igen.  

Men synes faktisk din kommentar virkede ret nedhøvlende. 

Der er tre kommentarer jeg lige mangler at svare på. Skal lige på indkøb, men svare når jeg er hjemme. Tak for jeres svar <3 Jeg vil bare gerne svare ordentlig på dem. 

Diosa85 skriver:

Det tror jeg simpelthen ikke på at de ville. Så lad være at tænk sådan. 

Tror du skal give ham tid og starte med at bearbejde dig selv. Prøve og komme videre og lade være at blive ideen om det uvisse om at han kan komme tilbage. Prøv hellere og arbejd fremad med tanken om at du selv skal have det godt for at være en fantastisk mor. Også selvom det er uden ham. Det er svært. Men når først du slipper så bliver det stille og rolig nemmere. 

Så måtte han nemlig bare sige det. Det er helt rigtigt. Men det gjorde han ikke. Så der har måske ikke været noget du kunne gøre anderledes. Min x bliver også ved at spørger mig hvad han kan gøre for at få mig tilbage. Men svaret er det samme hver gang "Intet - det er min kamp" og selvom historien ikke er den samme så kan jeg forestille mig at din x tænker på samme måde. (Du er velkommen til at skrive privat hvis det er så skal jeg nok fortælle mere. Rager bare ikke hele dk der googler)

Igen kan jeg kun sige at du bliver nødt til at tillade og accepterer at det er sket for at komme videre. 

Det kunne man godt ja. Men så igen, hvis følelserne ikke er der mere. Så er der heller ikke meget at atbejde med. Men samtidig, med et planlagt barn så tror jeg stadig det er efterfødsel reaktion og han bare er flygtet.  

Man føler jo bare hele verden er imod en og tænker man har godt af det. 

Ja. Jeg bliver nødt til at give ham tid. Men tror ikke han tænker mere over det nogensinde, fordi jeg netop ikke gider virke påtrængende. Så vi taler slet ikke om det mere. Vil også gerne bearbejde mig selv og se om jeg kan komme videre. For hvis han fortrød, så ville det jo ikke være skade til, at jeg har det bedre. Jeg kan bare ikke slippe min livslange drøm. Åh, det gør så ondt. 

Nej. Det gør det næsten værre. At man intet kunne gøre, for at rede det. Kunne måske godt tænke mig at skrive privat. Måske det er rart at høre fra den anden side. Fra den som forlod den anden og høre hvad du tænker og hvorfor det gik sådan. 

Det bare så svært at acceptere noget, når man står med så mange spørgsmål. 

Det med følelserne vil jeg også gerne fortælle om i privaten. Da jeg gerne vil være fortsat anonym <3 

Ja, det tror jeg også. Der er også sket nogle ting, som kunne gøre det. 

Anonym skriver:

Det er jo klart når det er så kort tid siden, så er følelserne jo ikke væk. 

Synes bare det er rigtig ærgerligt hvis du går og venter og venter og han så "bare" har fortrudt det faste og satte liv. 

Men ja han har jo stadig et barn, og det ansvar skal jo passes....

Ja. Lige præcis. Han kan sagtens være flygtet fordi han ikke var klar, men alt hvad han står indenfor er han gået imod. Kan ikke kende ham. 

lineog4 skriver:

Først kæmpe kæmpe kæmpe kram - kan sagtens forstå det har slået benene væk under dig og du er nede i kulkælderen. 

Men, hader men'er men det er der. Når jeg læser denne tråd så læser jeg om et menneske der glemmer sig selv, der lever i håbet om en drøm som måske kan blive til virkelighed, som vil have svar som lige nu ikke er tilgængelige osv. 

Det du skal nu er at huske dig, pleje dig, passe på dig. Skulle han have en efterfødselsreaktion kan du alligevel intet gøre for at støtte før han selv ved det, er han gået i panik over ansvaret kan du alligevel intet gøre før han ser det i øjnene og selv ønsker at ændre det. Lige nu vil han livet med weekend sjov, han vil ikke jeres forhold og det er det fakta du må arbejde ud fra. 

Du skal ikke gøre dig lækker og se ud som om du er på toppen når han kommer, du ska derimod bare være dig som den nybagte og også svigtede mor du er. Du skal stille krav til hans ansvar som far: ja det kan godt være du ikke vil mig mere, men vi var sammen om at ønske det her barn, så derfor skal du.... Og så sætter du rammerne alla du skal komme og tage din datter er par timer to gange om ugen så jeg kan få vasket, købt ind mm. Du skal økonomisk yde (hvis ikke allerede han betaler børnepenge), du skal komme og lære at putte hende en aften om ugen, du skal....! Han kan løbe fra dig, men han kan ikke læbe fra ansvaret som far, og måske har han mange ideer i weekenden, men han kan jo lige så godt lære at være weekendfar og sætte hveranden weekend af til sin datter og på den måde støtte dig og give dig lidt tid hvor du kan få sovet, ryddet op, spist, taget er bad, gå i svømmehallen, gå en lang tur alene eller....

Du skal finde den indre styrke, den løve mor du er som stiller krav til ham som far. Du skal pleje dig nu, finde dit selvværd igen og æeve i dag og ikke i; mon han kommer. 

Og nej jeg giver dig ikke høvl, og det her er langt lettere at skrive end at gøre. Men du skylder dig selv det, skylder dig selv at kræve noget af ham som far, skylder dig selv st bare være dig også med sorte render under øjnene og i gylpe tøj - det er alligevel den dig du gerne vil have han elsker og ikke den der skjuler sig selv og sine følelser. 

Tak for krammet og forståelsen. <3 

Ja du har ret. Jeg leder sådan efter et svar jeg ikke ville kunne få lige nu. Håber bare de engang kan komme frem. 

Jeg glemmer mig selv fuldstændig og tænker kun på ham. om han har det godt og hvad jeg kunne have gjort anderledes. det uretfærdigt når jeg virkelig ikke kan se jeg har gjort noget der skulle forvolde denne skade på vores tilværelse. 

Jeg ved det godt, men hvem vil have en slatten og svigtet og sur nybagt mor tilbage? Han vil gerne hjælpe, når han altså ikke har andre planer.  

Har svært ved at stille krav nu, fordi jeg er bange for at skubbe ham endnu mere væk. Nej ved jeg godt. Søgte bare virkelig efter at nogen kunne sige, at ingen ved om han kommer tilbage, men at der kunne være en chance selvom der er gået et par måneder hvor han ikke er kommet. At det godt kunne være han en eller anden dag pludselig fortrød. At det var sket for nogen, der kunne fortælle deres. Selvom jeg godt ved ingen situationer er ens. 

Har så svært ved at leve i, i dag. For i dag gør squ for ondt igen i dag. 

Du har så meget ret. Og tak <3 Ved godt det ikke er ondt ment. Men har forsøgt alt. Bliver bare ikke gladere. 

Anonym skriver:

Sagen er den, at min mand forlod mig da vores datter var 2,5 måned. Han kunne ikke lige mærke følelserne for mig på samme måde mere. Han var ikke villig til at prøve på nogen som helst måde. Jeg havde selv intet kunne mærke og troede alt gik som det skulle. Vi har altid været gode til at kommunikere og haft det fantastisk sammen. 

Jeg er KNUST! Min datter er nu 6 måneder og jeg græder stadig hver eneste dag. Jeg har fået psykologhjælp og en masse hjælp fra venner og familie, men jeg kan bare ikke blive glad. Hele min livslange drøm om kernefamilie er knust, fra den mand jeg elsker mest i hele verden. 

Han har altid været kærlig og god, men pludselig ser jeg en side af ham, som ingen kan genkende. Han tager i byen hver eneste weekend med hans venner. 

Vi havde været sammen i 3 år. Vores datter var planlagt og noget vi begge havde set frem til længe. Jeg mærkede lidt en afstand mellem ham og hende, fra hun blev en måned. Han siger dog, at han elsker hende meget højt. 

Jeg ved ikke hvad der kan være sket? 

Det handler ikke om utroskab. Det ved jeg 100%. Men hvad fanden kan der ske i hovedet på en mand, så han bare kan vende hans kæreste og datter ryggen og slet ikke vil kæmpe, selvom der ingen tegn har været på, at vores forhold gik dårligt? 

Jeg er frustreret og knust og ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg er så bange for at han erstatter mig og jeg ønsker ham tilbage mere end noget andet i verden. Det er så hårdt. 

Er der nogen som selv har prøvet lignende? Uden at se nogle lamper blinke? Hvordan er det gået efterfølgende? Hvor længe siden er det? Har han fortrudt eller hvad skete der med ham (i jeres forhold)? 

Jeg føler mig så svigtet og efterladt. Jeg står selvsagt med alt selv og hvordan finder jeg lige en ny mand, når jeg aldrig kan komme ud og møde nye mennesker? 

Please ikke høvl mig ned og sig jeg bare skal tage mig sammen. For jeg prøver HVER ENESTE DAG. Det er en kamp HVER ENESTE DAG. Og så snart min datter sover, græder jeg som pisket. Jeg vågner om natten og græder og er så ensom.  Savner ham så meget! Ville gøre alt for at han kom tilbage. 

P.s. er ikke påtrængende i forhold til ham. 

Er rigtigt ked af at høre om din situation.. Det er virkelig strenge at skulle stå alene og at være nødt til at slippe alle de drømme. Jeg håber du kan komme videre, selvom jeg kan forstå at det må være vildt svært nu 

Men synes virkelig (efter at have læst kommentarer også) han lyder som en stor egoist..  det lyder som om han bare vil feste og hygge sig og så bare smider ansvaret fra sig som han selv har valgt. Tænk hvis du gjorde det samme og din datter var helt alene? Det er da slet ikke ok! Man skal selvfølgelig ikke tvinge nogen til at blive i et forhold, de ikke ønsker at være i, men det lyder lidt som om han fester hele tiden, får sin søvn og kommer og går som han har lyst mens du står med de søvnløse nætter, de beskidte bleer og ensomheden.. Og det er meget egoistisk at sætte sig selv så meget først - så har han åbenbart ikke meget til overs for dig og jeres familie - fødselsreaktion eller ej! Havde min kæreste gjort det samme havde jeg været lige så ulykkelig, men han havde tilmed fået en kæmpe lussing og en stor del i barnets opvækst, eller ingenting. Han skulle sku ikke have lov at gøre som han havde lyst.. Han kan sku ikke bare komme og gå som om han ikke har et ansvar. Men det er bare min mening og det er uden at kende hele situationen. Men hvor blev jeg vred da jeg havde læst en masse af dine kommentarer og forstår ikke du lader ham køre dig sådan rundt i manegen..  Det er self en meget meget vanskelig situation, du står i, og forstår at du ønsker faren til dit barn tilbage.. Men 3,5 måned med den opførsel virker som længe. Og dermed som et valg, han har taget og som nok ikke pludselig skifter..

Jeg håber ikke jeg har stødt nogen for meget med min kommentar, men jeg bliver bare så vred når en far svigter sin familie for at "løbe hornene af sig"!! Det er i min optik slet slet ikke okay! Jeg håber virkelig det er en fødselsreaktion og at han kan få hjælp til at bearbejde det en dag.. Og så håber jeg ts kan komme videre en dag (allerbedst hvis din eks fik noget hjælp og kom tilbage som årets far, lad os håbe derpå..)

Anonym skriver:

Man føler jo bare hele verden er imod en og tænker man har godt af det. 

Ja. Jeg bliver nødt til at give ham tid. Men tror ikke han tænker mere over det nogensinde, fordi jeg netop ikke gider virke påtrængende. Så vi taler slet ikke om det mere. Vil også gerne bearbejde mig selv og se om jeg kan komme videre. For hvis han fortrød, så ville det jo ikke være skade til, at jeg har det bedre. Jeg kan bare ikke slippe min livslange drøm. Åh, det gør så ondt. 

Nej. Det gør det næsten værre. At man intet kunne gøre, for at rede det. Kunne måske godt tænke mig at skrive privat. Måske det er rart at høre fra den anden side. Fra den som forlod den anden og høre hvad du tænker og hvorfor det gik sådan. 

Det bare så svært at acceptere noget, når man står med så mange spørgsmål. 

Det med følelserne vil jeg også gerne fortælle om i privaten. Da jeg gerne vil være fortsat anonym <3 

 

Ja, det tror jeg også. Der er også sket nogle ting, som kunne gøre det. 

Du skal være mere end velkommen til at skrive privat. Jeg garanterer dig selvfølgelig fortsat 100% anonymitet. Hvad vi snakker lm bliver mellem os 

Anonym skriver:

Tak for krammet og forståelsen. <3 

Ja du har ret. Jeg leder sådan efter et svar jeg ikke ville kunne få lige nu. Håber bare de engang kan komme frem. 

Jeg glemmer mig selv fuldstændig og tænker kun på ham. om han har det godt og hvad jeg kunne have gjort anderledes. det uretfærdigt når jeg virkelig ikke kan se jeg har gjort noget der skulle forvolde denne skade på vores tilværelse. 

Jeg ved det godt, men hvem vil have en slatten og svigtet og sur nybagt mor tilbage? Han vil gerne hjælpe, når han altså ikke har andre planer.  

Har svært ved at stille krav nu, fordi jeg er bange for at skubbe ham endnu mere væk. Nej ved jeg godt. Søgte bare virkelig efter at nogen kunne sige, at ingen ved om han kommer tilbage, men at der kunne være en chance selvom der er gået et par måneder hvor han ikke er kommet. At det godt kunne være han en eller anden dag pludselig fortrød. At det var sket for nogen, der kunne fortælle deres. Selvom jeg godt ved ingen situationer er ens. 

Har så svært ved at leve i, i dag. For i dag gør squ for ondt igen i dag. 

Du har så meget ret. Og tak <3 Ved godt det ikke er ondt ment. Men har forsøgt alt. Bliver bare ikke gladere. 

Men ingen ved om han kommer tilbage, men frem til han gør (hvis han gør) skal du leve, du skal nyde din datter, du skal komme oven på, du skal grine, du skal elske, du skal overleve, du skal slappe af, du skal græde, du skal føle glæde og sorg, du skal se frem til noget du har kontrollen over og ikke noget som aldrig sker. 

Hvem vil have en træt nybagt mor der ligner udskidt æblegrød, svaret er simpelt det vil den mand der elsker hende. Elsker han dig stadig så vil han også den dig, den dig der lige nu er virkeligheden. Skulle han have en depression, skulle han være i panik, skulle han stadig til trods for han påstår det modsatte have romantiske følelser for dig, så har han det også for den kvinde med sorte render under øjnene fordi hun lige nu kæmper det bedste hun har lært for ikke bare sig selv men det kærlighedsbarn I har skabt. Vil han kun glansbilledet så skal du måske overveje om han er den mand du forelskede dig i - og på sigt, vil du det, vil du et forhold hvor du ikke kan være nede under gulvbrædderne fordi du frygter han så ikke vil dig. Iii får sådan lyst til at indpode lidt vrede i dig, vrede over du står her i lorten, vrede over han tror han bare kan løbe fra ansvaret, vrede du skal kæmpe for ham - det er da modsat han skal da f..... Kæmpe for at få skønne dig tilbage. Ikke alt den kvinde forståelse: det er nok fordi han...! Ja måske og hvad så, du er blevet svigtet på det groveste og han er ikke en gang mand nok til at turde se sig selv i spejlet. Nå heldigvis kan jeg da blive gal på dine vegne