Please ikke høvl mig ned

Anonym skriver:

Tak. Det hjælper at høre. Nok bare frygten for at blive ydmyget eller det er med en jeg også kender. Som jeg så ville skulle glo på resten af mit liv hvis vi fandt sammen igen. 

Nej. Jeg håber et eller andet sted, at det er det. Og at han på et eller andet tidspunkt måske vågner op (kan se klart) og finder ud af, at han heller ikke kan leve uden os. Men er også bare bange for, at det er ønsketænkning. Men har bare intet set komme. Han skrev og sagde han elskede mig ofte (lige inden) uden bare at sige det igen. 

Men hvis han ikke er tilbage efter de måneder, er der så mon en chance for, at det nogensinde sker? Måske han bare vil feste og feste og feste og aldrig ser hvor ligegyldigt det er i det store perspektiv. 

Altså hvis han er sammen med en som du kender en dag. Så er han bare en klaphat også fortjener du meget bedre for sådan noget gør man ikke! 

Jeg ved det ikke. Jeg kan jo kun gå udfra mine egne erfaringer. Jeg gik fra min søns far da han var 4 mdr og det var med henblik på at finde sammen igen en dag. Men det er 6 mdr siden nu og jeg ved stadig ikke om jeg går tilbage til ham. Når man er gået fra en så lever man et andet liv. Også selvom den forladte er rigtig ked af det. 

Han skal have tid. Og hvem ved. Måske kommer du selv videre inden han vender tilbage. Du må tage en dag af gangen og nyde jeres lille pige. Husk det er hende du lever for nu 

Diosa85 skriver:

Altså hvis han er sammen med en som du kender en dag. Så er han bare en klaphat også fortjener du meget bedre for sådan noget gør man ikke! 

Jeg ved det ikke. Jeg kan jo kun gå udfra mine egne erfaringer. Jeg gik fra min søns far da han var 4 mdr og det var med henblik på at finde sammen igen en dag. Men det er 6 mdr siden nu og jeg ved stadig ikke om jeg går tilbage til ham. Når man er gået fra en så lever man et andet liv. Også selvom den forladte er rigtig ked af det. 

Han skal have tid. Og hvem ved. Måske kommer du selv videre inden han vender tilbage. Du må tage en dag af gangen og nyde jeres lille pige. Husk det er hende du lever for nu 

Det er fordi, at vi jo havde fået meget samme vennekreds. Og til fester mødte vi jo de samme mennesker. Er bare bange for, at han nu kunne finde på at være sammen med en af de piger som jeg har siddet og hyggesnakket med (ikke mine bedste veninder, men stadig) og så skulle jeg se på dem hvis vi fandt sammen og igen skulle ud sammen. Ville føle mig SÅ til grin. 

Men det var fordi han ikke gjorde noget ved hans problemer ik? For at han skulle tage sig sammen for hans, din og jeres families skyld. Så han kunne se alvoren i det du sagde. Og så tage ham tilbage hvis han gjorde noget ved det? 

Men jeg har bare fortalt ham, at jeg ville gøre ALT for at ændre på de ting han ikke kunne lide ved mig, men han siger at der ikke er nogen. Så den ligger måske mest ved ham selv, men det sætter mig bare endnu mere magtesløs. For han gør jo ingenting. Og hvis det var mig, så fik jeg INGEN chance overhovedet  

Ja. Det vil jeg altid gøre. Hun er mit liv. Græder dog hver gang jeg tænker på, at jeg ikke har nogen at dele hende med mere.  Øv hvor er verden uretfærdig. Ingen fortjener det her. og synes virkelig ikke jeg har været hverken en strigle eller noget. Jeg har virkelig prøvet at gøre mit bedste altid og aldrig været utaknemmelig for ham på nogen måder. Hver dag vist min kærlighed og prøvet at være den bedste version af mig, som var muligt - når man er en nybagt mor der ingen søvn får og er stresset.  Men jeg prøver hele tiden at finde skylden på mig og hvad jeg kunne have gjort anderledes, udover aldrig at stille nogle som helst krav til ham. 

Altså måske han bare er panikket og vil noget andet? Nogle indser først at de ikke er parate når det er sket. Selvom det er øv for dig, så kan det vel teknisk set godt være at han bare har følt sig fanget/det er blevet for meget og så er han smuttet.

Jeg ville i hvert fald ikke gå og vente dag og nat på at han kom tilbage. Det vil altid tage tid at komme videre, men hvis du ikke lader dig selv slippe ham lidt. Jeg tror ikke du kan gøre meget fra eller til, om han kommer tilbage eller ej.

Anonym skriver:

Det er fordi, at vi jo havde fået meget samme vennekreds. Og til fester mødte vi jo de samme mennesker. Er bare bange for, at han nu kunne finde på at være sammen med en af de piger som jeg har siddet og hyggesnakket med (ikke mine bedste veninder, men stadig) og så skulle jeg se på dem hvis vi fandt sammen og igen skulle ud sammen. Ville føle mig SÅ til grin. 

Men det var fordi han ikke gjorde noget ved hans problemer ik? For at han skulle tage sig sammen for hans, din og jeres families skyld. Så han kunne se alvoren i det du sagde. Og så tage ham tilbage hvis han gjorde noget ved det? 

Men jeg har bare fortalt ham, at jeg ville gøre ALT for at ændre på de ting han ikke kunne lide ved mig, men han siger at der ikke er nogen. Så den ligger måske mest ved ham selv, men det sætter mig bare endnu mere magtesløs. For han gør jo ingenting. Og hvis det var mig, så fik jeg INGEN chance overhovedet  

 

Ja. Det vil jeg altid gøre. Hun er mit liv. Græder dog hver gang jeg tænker på, at jeg ikke har nogen at dele hende med mere.  Øv hvor er verden uretfærdig. Ingen fortjener det her. og synes virkelig ikke jeg har været hverken en strigle eller noget. Jeg har virkelig prøvet at gøre mit bedste altid og aldrig været utaknemmelig for ham på nogen måder. Hver dag vist min kærlighed og prøvet at være den bedste version af mig, som var muligt - når man er en nybagt mor der ingen søvn får og er stresset.  Men jeg prøver hele tiden at finde skylden på mig og hvad jeg kunne have gjort anderledes, udover aldrig at stille nogle som helst krav til ham. 

Det kan jeg godt se. Den er lidt svær så. Men det er jo desværre risikoen ved fælles venner. Men til grin er du ikke. Havde han været utro var det en helt anden snak. 

Blandt andet. Men der lå meget mere bag jeg ikke vil ind på her når jeg ikk er anonym. 

Okay. Du må ALDRIG ændre på dig selv på den måde for andre for så mister du dig selv. 

Kan godt høre du er håbløst forelsket i ham stadig og derfor er det også ekstra hårdt det hele. Hvor meget hjælp har du selv fået? For kunne altså godt lyde som om du ikk har fået nok

det er ikke din skyld. Lad os nu antage at han virkelig bare ikke har følelserne mere. Så er det jo ikk pga dig. Følelser ændre sig nogen gange og specielt når der kommer et lille barn. Men lad være at slå dig selv i hovedet på den måde. Det gør det ikk nemmere 

Anonym skriver:

Sagen er den, at min mand forlod mig da vores datter var 2,5 måned. Han kunne ikke lige mærke følelserne for mig på samme måde mere. Han var ikke villig til at prøve på nogen som helst måde. Jeg havde selv intet kunne mærke og troede alt gik som det skulle. Vi har altid været gode til at kommunikere og haft det fantastisk sammen. 

Jeg er KNUST! Min datter er nu 6 måneder og jeg græder stadig hver eneste dag. Jeg har fået psykologhjælp og en masse hjælp fra venner og familie, men jeg kan bare ikke blive glad. Hele min livslange drøm om kernefamilie er knust, fra den mand jeg elsker mest i hele verden. 

Han har altid været kærlig og god, men pludselig ser jeg en side af ham, som ingen kan genkende. Han tager i byen hver eneste weekend med hans venner. 

Vi havde været sammen i 3 år. Vores datter var planlagt og noget vi begge havde set frem til længe. Jeg mærkede lidt en afstand mellem ham og hende, fra hun blev en måned. Han siger dog, at han elsker hende meget højt. 

Jeg ved ikke hvad der kan være sket? 

Det handler ikke om utroskab. Det ved jeg 100%. Men hvad fanden kan der ske i hovedet på en mand, så han bare kan vende hans kæreste og datter ryggen og slet ikke vil kæmpe, selvom der ingen tegn har været på, at vores forhold gik dårligt? 

Jeg er frustreret og knust og ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg er så bange for at han erstatter mig og jeg ønsker ham tilbage mere end noget andet i verden. Det er så hårdt. 

Er der nogen som selv har prøvet lignende? Uden at se nogle lamper blinke? Hvordan er det gået efterfølgende? Hvor længe siden er det? Har han fortrudt eller hvad skete der med ham (i jeres forhold)? 

Jeg føler mig så svigtet og efterladt. Jeg står selvsagt med alt selv og hvordan finder jeg lige en ny mand, når jeg aldrig kan komme ud og møde nye mennesker? 

Please ikke høvl mig ned og sig jeg bare skal tage mig sammen. For jeg prøver HVER ENESTE DAG. Det er en kamp HVER ENESTE DAG. Og så snart min datter sover, græder jeg som pisket. Jeg vågner om natten og græder og er så ensom.  Savner ham så meget! Ville gøre alt for at han kom tilbage. 

P.s. er ikke påtrængende i forhold til ham. 

Min første tanke er om han har/har haft en fødselsreaktion.

Prøv evt. at læse lidt om det og snak evt. med hans familie /venner.

Undskyld det bliver kort, ville bare lige dele min første tanke. 

Jeg har selv en mand med depression som var indlagt 6 ud af yngste søns første 9 mdr 

Kram herfra 

Anonym skriver:

Altså måske han bare er panikket og vil noget andet? Nogle indser først at de ikke er parate når det er sket. Selvom det er øv for dig, så kan det vel teknisk set godt være at han bare har følt sig fanget/det er blevet for meget og så er han smuttet.

Jeg ville i hvert fald ikke gå og vente dag og nat på at han kom tilbage. Det vil altid tage tid at komme videre, men hvis du ikke lader dig selv slippe ham lidt. Jeg tror ikke du kan gøre meget fra eller til, om han kommer tilbage eller ej.

Det tror jeg helt sikkert også kan være en mulighed. Men han må vel blive klar en dag, til at tage det ansvar han har sat sig i  

Tror jeg desværre heller ikke  Og vil os videre. Hvis han så kommer tilbage, så må jeg jo se om jeg vil ha ham til den tid, men ved bare ikke hvordan For ja, ønsker ham jo tilbage. 

Diosa85 skriver:

Det kan jeg godt se. Den er lidt svær så. Men det er jo desværre risikoen ved fælles venner. Men til grin er du ikke. Havde han været utro var det en helt anden snak. 

Blandt andet. Men der lå meget mere bag jeg ikke vil ind på her når jeg ikk er anonym. 

Okay. Du må ALDRIG ændre på dig selv på den måde for andre for så mister du dig selv. 

Kan godt høre du er håbløst forelsket i ham stadig og derfor er det også ekstra hårdt det hele. Hvor meget hjælp har du selv fået? For kunne altså godt lyde som om du ikk har fået nok

det er ikke din skyld. Lad os nu antage at han virkelig bare ikke har følelserne mere. Så er det jo ikk pga dig. Følelser ændre sig nogen gange og specielt når der kommer et lille barn. Men lad være at slå dig selv i hovedet på den måde. Det gør det ikk nemmere 

Det ved jeg godt. Er bare bange for de piger sidder og griner mig op i hovedet fordi de kunne tage min store kærlighed fra mig.  

Det er også helt i orden. Det forstår jeg. Ville ønske han vidste han kom tilbage når han havde bearbejdet sig selv eller fundet ud af hvad der lige skete i hans hoved. 

Nej det ved jeg også godt. Men frygter bare jeg kunne have gjort ét eller andet anderledes. Men så måtte han jo sige det. 

Ja det er jeg virkelig. Jeg elsker ham virkelig og troede jeg også han gjorde. Sådan virkelig. Har ikke helt tal på det, men nej. Uanset hvor meget en samtale hjælper, så det kun midlertidigt  

Ja det ved jeg desværre godt. Men man kunne jo godt arbejde på at finde tilbage eller give tid til forholdet, uden bare at give op. Nej ved jeg godt  Tak. 

Xolia skriver:

Min første tanke er om han har/har haft en fødselsreaktion.

Prøv evt. at læse lidt om det og snak evt. med hans familie /venner.

Undskyld det bliver kort, ville bare lige dele min første tanke. 

Jeg har selv en mand med depression som var indlagt 6 ud af yngste søns første 9 mdr 

Kram herfra 

Han vil ikke. Og hans familie og venner har sagt det samme. Ingen forstår ham og alle har prøvet at snakke med ham. Han lukker af. Indtil de er begyndt at holde mund nu, så gør han som ingenting og snakker med dem normalt igen. 

Men hvis han har, er der vel en chance for, at han en dag vil se mere klart på situationen og konsekvenserne? Og hvis han har haft, så burde han vel os snart indse det lort han har lavet  

Åh, sender dig en krammer. Det må virkelig være hårdt. Har han det stadig skidt? Og var det pga baby?

Anonym skriver:

Det ved jeg godt. Er bare bange for de piger sidder og griner mig op i hovedet fordi de kunne tage min store kærlighed fra mig.  

Det er også helt i orden. Det forstår jeg. Ville ønske han vidste han kom tilbage når han havde bearbejdet sig selv eller fundet ud af hvad der lige skete i hans hoved. 

Nej det ved jeg også godt. Men frygter bare jeg kunne have gjort ét eller andet anderledes. Men så måtte han jo sige det. 

Ja det er jeg virkelig. Jeg elsker ham virkelig og troede jeg også han gjorde. Sådan virkelig. Har ikke helt tal på det, men nej. Uanset hvor meget en samtale hjælper, så det kun midlertidigt  

Ja det ved jeg desværre godt. Men man kunne jo godt arbejde på at finde tilbage eller give tid til forholdet, uden bare at give op. Nej ved jeg godt  Tak. 

Det tror jeg simpelthen ikke på at de ville. Så lad være at tænk sådan. 

Tror du skal give ham tid og starte med at bearbejde dig selv. Prøve og komme videre og lade være at blive ideen om det uvisse om at han kan komme tilbage. Prøv hellere og arbejd fremad med tanken om at du selv skal have det godt for at være en fantastisk mor. Også selvom det er uden ham. Det er svært. Men når først du slipper så bliver det stille og rolig nemmere. 

Så måtte han nemlig bare sige det. Det er helt rigtigt. Men det gjorde han ikke. Så der har måske ikke været noget du kunne gøre anderledes. Min x bliver også ved at spørger mig hvad han kan gøre for at få mig tilbage. Men svaret er det samme hver gang "Intet - det er min kamp" og selvom historien ikke er den samme så kan jeg forestille mig at din x tænker på samme måde. (Du er velkommen til at skrive privat hvis det er så skal jeg nok fortælle mere. Rager bare ikke hele dk der googler)

Igen kan jeg kun sige at du bliver nødt til at tillade og accepterer at det er sket for at komme videre. 

Det kunne man godt ja. Men så igen, hvis følelserne ikke er der mere. Så er der heller ikke meget at atbejde med. Men samtidig, med et planlagt barn så tror jeg stadig det er efterfødsel reaktion og han bare er flygtet.  

Anonym skriver:

Det tror jeg helt sikkert også kan være en mulighed. Men han må vel blive klar en dag, til at tage det ansvar han har sat sig i  

Tror jeg desværre heller ikke  Og vil os videre. Hvis han så kommer tilbage, så må jeg jo se om jeg vil ha ham til den tid, men ved bare ikke hvordan For ja, ønsker ham jo tilbage. 

Det er jo klart når det er så kort tid siden, så er følelserne jo ikke væk. 

Synes bare det er rigtig ærgerligt hvis du går og venter og venter og han så "bare" har fortrudt det faste og satte liv. 

Men ja han har jo stadig et barn, og det ansvar skal jo passes....