Please ikke høvl mig ned

Anonym skriver:

Sagen er den, at min mand forlod mig da vores datter var 2,5 måned. Han kunne ikke lige mærke følelserne for mig på samme måde mere. Han var ikke villig til at prøve på nogen som helst måde. Jeg havde selv intet kunne mærke og troede alt gik som det skulle. Vi har altid været gode til at kommunikere og haft det fantastisk sammen. 

Jeg er KNUST! Min datter er nu 6 måneder og jeg græder stadig hver eneste dag. Jeg har fået psykologhjælp og en masse hjælp fra venner og familie, men jeg kan bare ikke blive glad. Hele min livslange drøm om kernefamilie er knust, fra den mand jeg elsker mest i hele verden. 

Han har altid været kærlig og god, men pludselig ser jeg en side af ham, som ingen kan genkende. Han tager i byen hver eneste weekend med hans venner. 

Vi havde været sammen i 3 år. Vores datter var planlagt og noget vi begge havde set frem til længe. Jeg mærkede lidt en afstand mellem ham og hende, fra hun blev en måned. Han siger dog, at han elsker hende meget højt. 

Jeg ved ikke hvad der kan være sket? 

Det handler ikke om utroskab. Det ved jeg 100%. Men hvad fanden kan der ske i hovedet på en mand, så han bare kan vende hans kæreste og datter ryggen og slet ikke vil kæmpe, selvom der ingen tegn har været på, at vores forhold gik dårligt? 

Jeg er frustreret og knust og ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg er så bange for at han erstatter mig og jeg ønsker ham tilbage mere end noget andet i verden. Det er så hårdt. 

Er der nogen som selv har prøvet lignende? Uden at se nogle lamper blinke? Hvordan er det gået efterfølgende? Hvor længe siden er det? Har han fortrudt eller hvad skete der med ham (i jeres forhold)? 

Jeg føler mig så svigtet og efterladt. Jeg står selvsagt med alt selv og hvordan finder jeg lige en ny mand, når jeg aldrig kan komme ud og møde nye mennesker? 

Please ikke høvl mig ned og sig jeg bare skal tage mig sammen. For jeg prøver HVER ENESTE DAG. Det er en kamp HVER ENESTE DAG. Og så snart min datter sover, græder jeg som pisket. Jeg vågner om natten og græder og er så ensom.  Savner ham så meget! Ville gøre alt for at han kom tilbage. 

P.s. er ikke påtrængende i forhold til ham. 

Stakkels dig. Det er virkelig et sårbart tidspunkt at blive forladt på, og det er svært at forstå, at han ikke har villet kæmpe for jeres forhold umiddelbart efter, at I er blevet forældre. Jeg tænker på, om det har været alt for voldsomt for ham med den nye tilværelse som far - om han pludselig er gået i chok over at være bundet på hænder og fødder og så har valgt at flygte? I så fald er det måske ikke som sådan dig, han har forladt, men dét at være mand og far. I mine øjne et drønegoistisk valg, uanset hvad. 

Du har jo heller ikke kun mistet ham, men også det liv, du drømte om. Og det gør selvfølgelig dobbelt ondt. 

Den eneste "kur", jeg kender mod kærestesorg, er tid. Desværre er der ingen quickfixes. Jeg håber, at det trods alt er en hjælp for dig at have et lille mirakel hos dig at glæde dig over. Også selvom det må være drønhårdt at stå alene med hende. 

Måske ser du ikke selv sådan på det, men jeg synes faktisk, der er en "åbning" over for en ny lykke med en mand i dine tanker om, at du får svært ved at finde en anden. Når du overhovedet tænker i de baner, så har en del af dig jo sluppet din mand og er i gang med at tænke på en fremtid uden ham. Det sker sikkert en dag, men pas nu på dig selv - jeg tror, det er vigtigt, at man finder fodfæste på egen hånd, før man kaster sig ud i noget nyt. Og du vil jo ikke være bundet til din datter nonstop for tid og evighed. 

Det BLIVER bedre, og indtil da må du passe rigtigt godt på dig selv og din lille guldklump. 

Diosa85 skriver:

De vil aldrig høre tale om at der er noget galt med dem de mænd der. Ikke engang når de så bekræftes. Min eks fik taget testen og han dumpede med et brag og konstateret kæmpe efter fødsel reaktion. Men han har aldrig fået hjælp og blev i stedet ved at udskyde det. Det resulterede så bare i at jeg gik fra ham til sidst fordi jeg ikk kunne mere. 

Håber din mand vender tilbage når han har fået løbet hornene af sig så at sige. Forstår godt det er super hårdt. Men når han ikke vil snakke så det også svært at hjælpe 

Ja, men frygter bare så meget at han har gjort en masse ting på den tid, som jeg ikke ville kunne leve med. (Været sammen med en masse andre). Jeg føler mig jo ydmyget nok i forvejen. 

Nej vil de nemlig ikke. Han har én gang sagt han ville tage en test, men det var kun for at bevise at han ikke fejlede noget. Det kom så aldrig på tale igen.

Han ville ikke i parterapi eller noget som helst. Han ville overhovedet ikke kæmpe. Var fraværende fra han sagde det til han forlod os og virkede meget ødelæggende for sig selv og sit håb om at kunne få det godt i vores familie igen. 

Anonym skriver:

Ja, men frygter bare så meget at han har gjort en masse ting på den tid, som jeg ikke ville kunne leve med. (Været sammen med en masse andre). Jeg føler mig jo ydmyget nok i forvejen. 

Nej vil de nemlig ikke. Han har én gang sagt han ville tage en test, men det var kun for at bevise at han ikke fejlede noget. Det kom så aldrig på tale igen.

Han ville ikke i parterapi eller noget som helst. Han ville overhovedet ikke kæmpe. Var fraværende fra han sagde det til han forlod os og virkede meget ødelæggende for sig selv og sit håb om at kunne få det godt i vores familie igen. 

Nu er det på ingen måde for at gøre tingene værre eller noget som helst men HVIS han har været sammen en andre efter han har forladt dig så har han jo ikk gjort noget forkert. Så har han i det mindste ikk været utro. Selvom jeg godt ved hvor hårdt det alligevel er. Men du må ikk blive sur på ham over det. 

Nej for inderst inde ved han jo nok godt hvad den test vil vise. Og man kan ikk tvinge ham jo. 

Hvor gamle er i?

Mor og meget mere skriver:

Stakkels dig. Det er virkelig et sårbart tidspunkt at blive forladt på, og det er svært at forstå, at han ikke har villet kæmpe for jeres forhold umiddelbart efter, at I er blevet forældre. Jeg tænker på, om det har været alt for voldsomt for ham med den nye tilværelse som far - om han pludselig er gået i chok over at være bundet på hænder og fødder og så har valgt at flygte? I så fald er det måske ikke som sådan dig, han har forladt, men dét at være mand og far. I mine øjne et drønegoistisk valg, uanset hvad. 

Du har jo heller ikke kun mistet ham, men også det liv, du drømte om. Og det gør selvfølgelig dobbelt ondt. 

Den eneste "kur", jeg kender mod kærestesorg, er tid. Desværre er der ingen quickfixes. Jeg håber, at det trods alt er en hjælp for dig at have et lille mirakel hos dig at glæde dig over. Også selvom det må være drønhårdt at stå alene med hende. 

Måske ser du ikke selv sådan på det, men jeg synes faktisk, der er en "åbning" over for en ny lykke med en mand i dine tanker om, at du får svært ved at finde en anden. Når du overhovedet tænker i de baner, så har en del af dig jo sluppet din mand og er i gang med at tænke på en fremtid uden ham. Det sker sikkert en dag, men pas nu på dig selv - jeg tror, det er vigtigt, at man finder fodfæste på egen hånd, før man kaster sig ud i noget nyt. Og du vil jo ikke være bundet til din datter nonstop for tid og evighed. 

Det BLIVER bedre, og indtil da må du passe rigtigt godt på dig selv og din lille guldklump. 

Ja, det kunne ikke komme på tale. Han ville bare UD! Jamen det er jo de svar jeg med så længes ville ønske jeg havde. Hvis jeg vidste, at han havde det skidt af en eller anden årsag eller at han var gået i panik eller chok, så ville det være så meget nemmere at tro på man var noget værd. Og han er så egoistisk. Med mindre man har det så skidt, at man ikke ved hvad man gør. Men når han henter hende virker han totalt ovenpå og glad. Det samme gør jeg, men jeg går ind og stortuder efter han er gået. 

Nej. Præcis. Jeg troede virkelig at han elskede mig betingelsesløst. Troede INTET kunne komme imellem os. Og han ville være den perfekte partner i livet og som far. 

Nej! Det ved jeg desværre godt Men nogle dage er så svære, at jeg aldrig ser mig ud af den her smerte. 

Jeg vil aldrig slippe ham. Jo, jeg vil. Men jeg kan ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde en jeg kan elske bare halvt så meget igen. Og jeg tror bare jeg har brug for en til at aflede mine tanker lidt, men kunne alligevel ikke finde på at udnytte et andet menneske til det. Men det var lidt i håbet om, at man måske forelskede sig så meget, at det pludselig ikke var "grunden mere". Man er måske bare bange for at han kommer videre før mig, når man ønsker man er kvinden i hans liv. Ikke fordi jeg VIL videre. Jeg vil have ham  Mit liv var HELT perfekt inden det her. Og så bliver ALT bare taget fra mig. 

Håber virkelig du har ret.

Diosa85 skriver:

Nu er det på ingen måde for at gøre tingene værre eller noget som helst men HVIS han har været sammen en andre efter han har forladt dig så har han jo ikk gjort noget forkert. Så har han i det mindste ikk været utro. Selvom jeg godt ved hvor hårdt det alligevel er. Men du må ikk blive sur på ham over det. 

Nej for inderst inde ved han jo nok godt hvad den test vil vise. Og man kan ikk tvinge ham jo. 

Hvor gamle er i?

Nej det ved jeg også godt. 100%. Men jeg ville nok altid gå med følelsen af, at jeg ikke var nok så. Også selvom jeg måske er og at det ikke er derfor han var sammen med en anden, men jeg ville føle det var fordi jeg ikke var tilstrækkelig.  

Ja, men han virker jo helt vildt glad, lettet og ovenpå når han henter hende. Ved ik om man kan lave en facade der er så stor. 

Vi er begge 26. 

Måske du er blevet depressiv efter dette svigt og lige selv skal et smut forbi lægen om ikke andet så for at få luft. Et eller andet sted ved din mand at du står standby, så for at finde ud af om hans følelser for dig virkelig er døde, kunne du gøre dig lidt tiltrækkende og "vise" du er på vej videre, måske det vil gå op for ham, hvad han er ved at miste. Stort kram til dig 

Morjanne76 skriver:

Måske du er blevet depressiv efter dette svigt og lige selv skal et smut forbi lægen om ikke andet så for at få luft. Et eller andet sted ved din mand at du står standby, så for at finde ud af om hans følelser for dig virkelig er døde, kunne du gøre dig lidt tiltrækkende og "vise" du er på vej videre, måske det vil gå op for ham, hvad han er ved at miste. Stort kram til dig 

Jeg virker helt ovenpå hver gang jeg ser og snakker med ham. Gør mig lækker og viser jeg er ovenpå, sådan han netop kunne tro det. Men indtil videre virker det ikke.  (Græder så snart han er kørt). Men ved også, at han har mange "begivenheder" han skal til de næste måneder, som ville være svært at nå det hele, hvis han var her, fordi han har et ansvar som far og ikke kan rende i byen/fødselsdage/fester hver weekend som han gør nu. Så han ville aldrig tænke anderledes, før han har "fået rendt hornene af sig, med alle de begivenheder". 

Helt klart er jeg blevet lidt depressiv af det store svigt jeg oplever og har snakket med min læge om det.  Men derfor psykolog og hjælp fra de tætte. Vil ikke have piller, da jeg virkelig får angst tilfælde ved at tænke på dem. 

Anonym skriver:

Nej det ved jeg også godt. 100%. Men jeg ville nok altid gå med følelsen af, at jeg ikke var nok så. Også selvom jeg måske er og at det ikke er derfor han var sammen med en anden, men jeg ville føle det var fordi jeg ikke var tilstrækkelig.  

Ja, men han virker jo helt vildt glad, lettet og ovenpå når han henter hende. Ved ik om man kan lave en facade der er så stor. 

Vi er begge 26. 

Sådan må du ikke tænke. Selvom jeg er gået fra faderen til mit barn og har været sammen med en anden efterfølgende. Så har det intet med min eks at gøre. 

Jeg tror det er en efterfødsel reaktion han har. Det behøver ikke være facade. Det kan godt være at han har det godt jo fordi han bearbejder på en anden måde. De er bare ikke en sund måde. 

Diosa85 skriver:

Sådan må du ikke tænke. Selvom jeg er gået fra faderen til mit barn og har været sammen med en anden efterfølgende. Så har det intet med min eks at gøre. 

Jeg tror det er en efterfødsel reaktion han har. Det behøver ikke være facade. Det kan godt være at han har det godt jo fordi han bearbejder på en anden måde. De er bare ikke en sund måde. 

Tak. Det hjælper at høre. Nok bare frygten for at blive ydmyget eller det er med en jeg også kender. Som jeg så ville skulle glo på resten af mit liv hvis vi fandt sammen igen. 

Nej. Jeg håber et eller andet sted, at det er det. Og at han på et eller andet tidspunkt måske vågner op (kan se klart) og finder ud af, at han heller ikke kan leve uden os. Men er også bare bange for, at det er ønsketænkning. Men har bare intet set komme. Han skrev og sagde han elskede mig ofte (lige inden) uden bare at sige det igen. 

Men hvis han ikke er tilbage efter de måneder, er der så mon en chance for, at det nogensinde sker? Måske han bare vil feste og feste og feste og aldrig ser hvor ligegyldigt det er i det store perspektiv. 

Er der mon nogen som har stået i lignende situation, hvor det viste sig at være en fødsels efterreaktion? Og han kom tilbage, eller lignende?  Og også har været som jeg har beskrevet min eks, de første måneder efter?