Anonym skriver:
Tak for dit svar. Nogle gode ting du skriver der, og du har ret. Har sagt til min mor, at jeg ikke bryder mig om det. Nu har vi jo så lige haft 3-4 mdr uden nogen form for kontakt, og kontakten virkede faktisk som hjulpet på vej, forstået på den måde, at de sikkert har snakket om det. Og det er bare ikke fedt. Men nej det kan min mor desværre ikke forstå. Syntes virkelig ikke det er rart, at jeg bliver vendt i deres samtaler.
Da din mor ikke forstår det, ville jeg snakke med terapeuten om at det terapiforløb må ophøre med det samme.
Hvor må det være ubehageligt.
Alt afhængig af hvilke problemstillinger det drejer sig om, så tror jeg faktisk, at jeg ville overveje at flytte. Jeg ved godt det er drastisk, men jeg kunne ikke leve med, at en af mine børns kammeraters mor, ved personlige ting om mig, og jeg ikke engang ved hvad hun ved (giver det mening?).
Jeg er oprigtigt bange for at jeg ville blive paranoid. Så jeg synes bestemt ikke du er sart.
Jeg håber, at du kan få det stoppet.
Ved du hvor mange timer de har snakket? Og ved terapeuten at det er din mor?
Anmeld
Citér