Snart 2 år og gider ikke gå.

Loa skriver:

I min verden er der bare forskel på et reelt behov - som er nødvendigt at dække, og så at barnet "bare" gerne vil bæres/ammes/samsove osv.

Min datter vil gerne spise slik til morgenmad. Hun siger slik er hendes batteri. Skal jeg lade hende gøre det, fordi det er hendes behov?

Jeg mener ikke at man skal efterkomme alle barnets ønsker/krav/behov (kald det hvad du vil), og jeg mener ikke at det er en nødvendighed eller at det skader barnet fordi man ikke efterkommer det.

Jeg synes der er forskel på at barnet har behov for mad/søvn/tryghed osv. og så til at barnet gerne vil bæres til det er 5 år f.eks. fordi det er mere bekvemt. Jeg kan da ikke bære rundt på min datter på 5,5 selvom hun synes det ville være rart...

Du kan ikke samligne samsovning/amning/nærhed med slik.
De 3 første nævne er naturlige biologiske behov, det ligger dybt i et barns natur at ville være tæt på sin mor og far. Slik er en unaturlig og usund genstand.

Jeg tvivler ærlig talt på at ts´s barn vil bæres til hun bliver 5.
At du ikke vil bære dit barn på 5 er helt og holdent din sag, fair nok hvis det er noget du ikke vil. Men nu er der stor forskel på et barn på 5 og et barn på 2. Et barn på 5 kan meget bedre behovsudsætte, og forstå at dets behov for at blive båret ikke kan bliver opfyldt.
Det er skam helt fair at sige, mit barn har et behov for xxx, men det behov vil jeg ikke opfylde fordi det er ikke noget jeg har lyst til. Det kan man sagtens gøre men samtidig erkende at barnet altså har et behov, uden at gøre barnet og dets behov til noget forkert. Der er stor forskel på at ankerkende barnets behov, men samtidig forklare at det vil man ikke være med til, og så fornægte barnets behehov og latterliggøre barnet og dets behov ved at sige at barnet skaber sig, er dovent, osv. 

migxher skriver:

Du kan ikke samligne samsovning/amning/nærhed med slik.
De 3 første nævne er naturlige biologiske behov, det ligger dybt i et barns natur at ville være tæt på sin mor og far. Slik er en unaturlig og usund genstand.

Jeg tvivler ærlig talt på at ts´s barn vil bæres til hun bliver 5.
At du ikke vil bære dit barn på 5 er helt og holdent din sag, fair nok hvis det er noget du ikke vil. Men nu er der stor forskel på et barn på 5 og et barn på 2. Et barn på 5 kan meget bedre behovsudsætte, og forstå at dets behov for at blive båret ikke kan bliver opfyldt.
Det er skam helt fair at sige, mit barn har et behov for xxx, men det behov vil jeg ikke opfylde fordi det er ikke noget jeg har lyst til. Det kan man sagtens gøre men samtidig erkende at barnet altså har et behov, uden at gøre barnet og dets behov til noget forkert. Der er stor forskel på at ankerkende barnets behov, men samtidig forklare at det vil man ikke være med til, og så fornægte barnets behehov og latterliggøre barnet og dets behov ved at sige at barnet skaber sig, er dovent, osv. 

Tror heller ikke jeg har sagt at hendes barn er dovent osv. Jeg synes bare stadig at der er en forskel, også selvom barnet "kun" er to år.

Men det er fint at være uenige, måske den bare skulle efterlades der

Loa skriver:

Men hvad så med min datter, som ofte ikke gider/orker at gå fra bil og ind og handle men hellere vil bæres. Hun er 5,5 år. Tror du aldrig der er tilfælde hvor det er rent og skær bekvemmelighed? Er det ALTID fordi der er et dybere behov som skal dækkes hos barnet?

Jeg tror simpelthen ikke på hun vil bæres fordi hun vil have tryghed, jeg tror hun af og til bare ikke gider. Og fair nok, det er også en slags behov, men den slags behov har jeg/vi bare ikke altid mulighed for at imødekomme. (Eller lyst til for den sags skyld.)

Jeg tror ikke at vi dermed gør hende usikker og uselvstændig, eller ikke anerkender eller imødekommer hendes reelle behov....

Det tænker jeg at du er den bedste til at vide. Umiddelbart lyder det ikke til at din datter har et stort tryghedsbehov, og så kan det jo være nærliggende at tro at det er fordi hun ikke lige gider gå.

Min pointe er at børn er forskellige. Og selvom det kan være fair at du "tvinger" dit barn til at gå, ville det for min søn være en meget voldsom afvisning.

Mange i denne tråd skriver at så må TS bare lade hende hyle og græde indtil hun overgiver sig. At et barn på den størrelse skal kunne gå selv, og det bare handler om at være konsekvent. Jeg mener ikke at det altid er tilfældet. Man bliver nødt til at vide mere om barnet før man kan sige om det er ren bekvemmelighed, smerter, stort tryghedsbehov eller noget 4. der gør sig gældende.

Jeg bruger mit liv som eksempel på at verden ikke er så firkantet som den nogengange bliver gjort til på en hjemmeside om børn.

Oliver vil absolut ikke bæres - han vil selv gå Selvfølgelig har han også dage hvor han vil sidde i klapvognen, men ikke særlig tit

MIWULA skriver:

Min datter bliver 2 år her i næste måned og noget siger mig at hun enten hader og gå eller også har hun ondt et sted.. Måske det er en fase!?!

Hun vil altid bæres. Herhjemme hænger hun op af mine ben og hyler hvis du ikk får lov og komme op til mig, når vi skal ud af døren hænger hun op af mine ben for at komme op når vi skal ud til bilen og hvis jeg tager klapvognen frem vil hun op i den med det samme.

Er det unormalt i hendes alder ikke og ville gå? Jeg prøver virkelig og tage hende i hånden i stedet for bare og tage hende op men hun græder bare så meget hvis ikke hun kommer op..

Hvordan er jeres i den alder?

 

også lige et billed af min skønne datter

Hvordan er hun når i er hjemme, vil hun gerne går der?

jeg ville tag til lægen med hende, for at se om alt var i orden. 

Loa skriver:

I min verden er der bare forskel på et reelt behov - som er nødvendigt at dække, og så at barnet "bare" gerne vil bæres/ammes/samsove osv.

Min datter vil gerne spise slik til morgenmad. Hun siger slik er hendes batteri. Skal jeg lade hende gøre det, fordi det er hendes behov?

Jeg mener ikke at man skal efterkomme alle barnets ønsker/krav/behov (kald det hvad du vil), og jeg mener ikke at det er en nødvendighed eller at det skader barnet fordi man ikke efterkommer det.

Jeg synes der er forskel på at barnet har behov for mad/søvn/tryghed osv. og så til at barnet gerne vil bæres til det er 5 år f.eks. fordi det er mere bekvemt. Jeg kan da ikke bære rundt på min datter på 5,5 selvom hun synes det ville være rart...

Hvorfor er det egentlig, at man ikke "bare" kan efterkomme sine børns behov og ønsker, hvis det er godt for dem?

Hvorfor kan man ikke efterkomme behovet/ønsket for nærhed i dette tilfælde i form af fysisk kontakt? 

Hvad ville man miste ved det? 

MIWULA skriver:

Min datter bliver 2 år her i næste måned og noget siger mig at hun enten hader og gå eller også har hun ondt et sted.. Måske det er en fase!?!

Hun vil altid bæres. Herhjemme hænger hun op af mine ben og hyler hvis du ikk får lov og komme op til mig, når vi skal ud af døren hænger hun op af mine ben for at komme op når vi skal ud til bilen og hvis jeg tager klapvognen frem vil hun op i den med det samme.

Er det unormalt i hendes alder ikke og ville gå? Jeg prøver virkelig og tage hende i hånden i stedet for bare og tage hende op men hun græder bare så meget hvis ikke hun kommer op..

Hvordan er jeres i den alder?

 

også lige et billed af min skønne datter

Alle børn er vel forskellige, og et af mine var også mest glad i armene og den anden kæmpede for at komme fri.... 

Det eneste jeg tænker er at når du skriver hun også vil op der hjemme, om alt det sjove foregår i voksen højde - så surt at være omkring en meter og alt snak, grin, kontakt, madlavning osv foregår en halv meter over ens hoved.

Har læst tråden og den kom meget til at handle om tryghed, men jeg tænker mere "at være med" især fordi du også siger det er der hjemme - mine børn har oftest rakt armene når de skulle op og opleve og når det handlede om tryghed var jeg aldrig i tvivl - tænker jeg du nok heller ikke er. 

Mor i Aarhus skriver:

Hvorfor er det egentlig, at man ikke "bare" kan efterkomme sine børns behov og ønsker, hvis det er godt for dem?

Hvorfor kan man ikke efterkomme behovet/ønsket for nærhed i dette tilfælde i form af fysisk kontakt? 

Hvad ville man miste ved det? 

Man må vel gerne reflektere over behovet, måske man kan ændre noget så behovet kan tilfredsstilles på en anden måde. Jeg tænker slet ikke tryghed især ikke når snakken falder på der hjemme hvor den lille trold vil op hele tiden, jeg tænker straks følelsen af at være en halv meter nede under det som foregår. Og jeg tænker når mine små har talt armene op har jeg aldrig været i tvivl når det var tryghed så mon ikke også ts kan læse sit barn. 

Skulle jeg med den mindste have båret ham døgnet rundt fordi det var hans behov, hvordan pokker skulle jeg så have nået alt det andet, de andre børn og hvad med min krop. Havde han givet udtryk for det behov (gjorde han ikke), så ville jeg da havde reflekteret og jeg havde ikke bare sprunget på den nemme forklaring: bæres = mangel på tryghed. Jeg havde da vurderer flere ting, jeg havde ændrer rutiner, jeg havde forsøgt at gøre gåturen spændende osv. Hvorfor ikke fordi jeg ikke vil opfylde hans behov, men fordi jeg også skal opfylde mine egne og de andres børns.... Og så fordi jeg ville være sikker på jeg ved små ændringer kan skabe er samvær som ikke nødvendig behøver være fysisk konstant, og fordi jeg ved jeg kan læse mine børn og aldrig vil afskære dem trygheden....

lineog4 skriver:

Man må vel gerne reflektere over behovet, måske man kan ændre noget så behovet kan tilfredsstilles på en anden måde. Jeg tænker slet ikke tryghed især ikke når snakken falder på der hjemme hvor den lille trold vil op hele tiden, jeg tænker straks følelsen af at være en halv meter nede under det som foregår. Og jeg tænker når mine små har talt armene op har jeg aldrig været i tvivl når det var tryghed så mon ikke også ts kan læse sit barn. 

Skulle jeg med den mindste have båret ham døgnet rundt fordi det var hans behov, hvordan pokker skulle jeg så have nået alt det andet, de andre børn og hvad med min krop. Havde han givet udtryk for det behov (gjorde han ikke), så ville jeg da havde reflekteret og jeg havde ikke bare sprunget på den nemme forklaring: bæres = mangel på tryghed. Jeg havde da vurderer flere ting, jeg havde ændrer rutiner, jeg havde forsøgt at gøre gåturen spændende osv. Hvorfor ikke fordi jeg ikke vil opfylde hans behov, men fordi jeg også skal opfylde mine egne og de andres børns.... Og så fordi jeg ville være sikker på jeg ved små ændringer kan skabe er samvær som ikke nødvendig behøver være fysisk konstant, og fordi jeg ved jeg kan læse mine børn og aldrig vil afskære dem trygheden....

Det må man vel altid. 

Grunden til, hvorfor barnet vil op, kan der kun gisnes om og ts' tekst fortolkes personligt. Det kan være alt muligt, men jeg ser løsningen kan findes i at løfte barnet op. 

Jeg har meget svært ved at se, hvorfor man ikke "bare" kan efterkomme børns behov, når det er muligt, og at det så skulle være lig med at så skulle barnet også have slik til aftensmad og selv bestemme, hvornår det vil i seng, forstår jeg ikke.

Det betyder jo ikke, at man dermed altid slæbe rundt på sin to-årige og aldrig kunne andet. 

Mor i Aarhus skriver:

Det må man vel altid. 

Grunden til, hvorfor barnet vil op, kan der kun gisnes om og ts' tekst fortolkes personligt. Det kan være alt muligt, men jeg ser løsningen kan findes i at løfte barnet op. 

Jeg har meget svært ved at se, hvorfor man ikke "bare" kan efterkomme børns behov, når det er muligt, og at det så skulle være lig med at så skulle barnet også have slik til aftensmad og selv bestemme, hvornår det vil i seng, forstår jeg ikke.

Det betyder jo ikke, at man dermed altid slæbe rundt på sin to-årige og aldrig kunne andet. 

Men jeg læser faktisk en mor der er frustreret over den 2 årige vil bæres konstant. Det bedste råd jeg nogensinde har fået i mit liv vedr at have børn er: alt er okay så længe det ikke frustrerer dig! Hvis ts er frustreret over at skulle bære sin datter konstant og oplever det som en evig konflikt så er drt på tide ar skabe en ændring, hvis hun derimod egentlig nyder den nærhed, nyder at kunne bære sit barn, men tænker om det nu er normalt og hvad vil andre sige, så skal hun endelig fortsætte med at bære. Og oplever hun en pige der virkelig ikke vil gå og græder hver gang, så er det måske godt at gå videre og spørge vuggestue og eventuelt læge. 

Jeg må så indrømme jeg tror der vigtigste behov for er barn er at føle sig ønsket, elsket, en del af familien osv. Og hvis jeg skulle slå tusind knuder på mig selv og have en frustration i "bare opfylde barnets behov" så er jeg sikker på mit barn ville vide det og måske endda blive mere utryg. 

Og ja vi er enige der fortolkes personligt, men der gælder også de der straks læser utryghed ind i situationen, der kan være en vifte af begrundelser fra smerte, over opmærksomhed, kedsomhed, for små sko, utryghed, den voksne går for stærkt og og og... At ville bæres handler absolut ikke hver gang om man er utryg og har behov for nærhed.