Snart 2 år og gider ikke gå.

Min søn vil helst bæres eller sidd i klapvogn. Hele tiden nærmest. Han er en hidsigprop og skriger og begynder at græde hvis han ikke må komme op. Han er lige blevet 2 og fejler intet - i hvert fald ikke med benene 

Som udgangspunkt synes jeg nu det er okay, han bruger en masse energi på at lege og tumle og han er en lille vildbasse så hvis han lige "tager en slapper" når skal fra a til b, jamen så er det fint. Synes dog han har alderen nu hvor han gerne skulle være mindre afhængige at mine arme eller klapvogne - ikke mindst har han vægten til at mine arme næsten ikke kan mere 

så vi starter i det små. Vi bor ca 50 meter fra vuggestuen, så der skal han helst gå selv både til og fra. Det går liiiidt bedre men han foretrækker klart at blive båret og det gør jeg også stadig en gang imellem. 

Min ældste søn gik tit en tur i skoven på 4 km da han var 2 og jeg gør ikke noget forskelligt med dem. Faktisk er det storebror der de sidste 4 år har haft problemer med benene, så det hænger ikke altid sammen. Børn er bare forskellige og har forskellige behov  

Mor i Aarhus skriver:

Hvorfor er det egentlig, at man ikke "bare" kan efterkomme sine børns behov og ønsker, hvis det er godt for dem?

Hvorfor kan man ikke efterkomme behovet/ønsket for nærhed i dette tilfælde i form af fysisk kontakt? 

Hvad ville man miste ved det? 

Det er vel et vurderings spørgsmål. Hvornår er det godt for dem? Er det godt at blive ved at få sin vilje, for så senere i livet af få et chok ved at alt ikke bare går efter ens egen vilje.

Jeg er jo ikke kold og kynisk, og selvfølgelig skal børn have nærhed og tryghed, men i min verden kan det også bare udvikle sig til en dårlig vane med at skulle bæres/sove hos mor og far/ammes/what ever. 

Jeg har problemer med ryggen og kan (og vil) ikke bære rundt på min datter på 5,5, selvom hun absolut helst vil det oftest. Og jeg vurderer at det ikke er et "rigtigt" behov for at være nær der gør hun vil bæres, men fordi det er rart/bekvemmeligt.. Og det mener jeg ikke gavner hende blot at efterkomme fordi man åbenbart ikke må sætte regler eller sige nej til sit barn. 

Og igen, det er jo IKKE fordi jeg bare nægter at barnet skal have fysisk kontakt, det er jo slet ikke det der er pointen.

Love2 skriver:

Hvordan er hun når i er hjemme, vil hun gerne går der?

jeg ville tag til lægen med hende, for at se om alt var i orden. 

 

Hun vil også gerne bæres herhjemme rigtig meget og sidder meget hos os men der er self dage hvor det er helt anderledes og hun leger. Men flest af de andre dage. 

lineog4 skriver:

Alle børn er vel forskellige, og et af mine var også mest glad i armene og den anden kæmpede for at komme fri.... 

Det eneste jeg tænker er at når du skriver hun også vil op der hjemme, om alt det sjove foregår i voksen højde - så surt at være omkring en meter og alt snak, grin, kontakt, madlavning osv foregår en halv meter over ens hoved.

Har læst tråden og den kom meget til at handle om tryghed, men jeg tænker mere "at være med" især fordi du også siger det er der hjemme - mine børn har oftest rakt armene når de skulle op og opleve og når det handlede om tryghed var jeg aldrig i tvivl - tænker jeg du nok heller ikke er. 

 

Hvis vi er i hendes højde på gulvet og leger er det bare hun sætter sig på en af os i stedet for måske og lege ved siden af eller rundt omkring os. 

lineog4 skriver:

Men jeg læser faktisk en mor der er frustreret over den 2 årige vil bæres konstant. Det bedste råd jeg nogensinde har fået i mit liv vedr at have børn er: alt er okay så længe det ikke frustrerer dig! Hvis ts er frustreret over at skulle bære sin datter konstant og oplever det som en evig konflikt så er drt på tide ar skabe en ændring, hvis hun derimod egentlig nyder den nærhed, nyder at kunne bære sit barn, men tænker om det nu er normalt og hvad vil andre sige, så skal hun endelig fortsætte med at bære. Og oplever hun en pige der virkelig ikke vil gå og græder hver gang, så er det måske godt at gå videre og spørge vuggestue og eventuelt læge. 

Jeg må så indrømme jeg tror der vigtigste behov for er barn er at føle sig ønsket, elsket, en del af familien osv. Og hvis jeg skulle slå tusind knuder på mig selv og have en frustration i "bare opfylde barnets behov" så er jeg sikker på mit barn ville vide det og måske endda blive mere utryg. 

Og ja vi er enige der fortolkes personligt, men der gælder også de der straks læser utryghed ind i situationen, der kan være en vifte af begrundelser fra smerte, over opmærksomhed, kedsomhed, for små sko, utryghed, den voksne går for stærkt og og og... At ville bæres handler absolut ikke hver gang om man er utryg og har behov for nærhed.

Her handlede det hele bare om om det var unormalt min datter ikk ville gå og om hun måske kunne ha ondt et sted. Alt andet om hvordan vi gør tingene er jo ligegyldigt for andre så længe vores børn har det godt og de trives så har alle jo deres måde og opdrage på. 

Min datter er ellers en rigtig glad og nysgerrig pige som bare ikk vil gå særlig meget. 

Ja jeg har båret meget rundt på hende pga alt den sygdom hun har været igennem i hendes liv og det kan nok os være derfor men  skal så os siges at vi ikk tvinger hende til at gå hvis hun virkelig ikk vil men prøver og ændre det lidt ved at prøve indimellem måske bare ved at tage hende i hånden og gå ud til bilen.

men nu har det bare stået på så længe så derfor tænkte jeg om det var unormalt og om hun måske kunne ha ondt. 

Mor i Aarhus skriver:

Det må man vel altid. 

Grunden til, hvorfor barnet vil op, kan der kun gisnes om og ts' tekst fortolkes personligt. Det kan være alt muligt, men jeg ser løsningen kan findes i at løfte barnet op. 

Jeg har meget svært ved at se, hvorfor man ikke "bare" kan efterkomme børns behov, når det er muligt, og at det så skulle være lig med at så skulle barnet også have slik til aftensmad og selv bestemme, hvornår det vil i seng, forstår jeg ikke.

Det betyder jo ikke, at man dermed altid slæbe rundt på sin to-årige og aldrig kunne andet. 

Igen er der jo ingen som siger vi ikk efterkommer hendes behov men som du selv skriver at man jo self ikk skal gå og bære rundt på hende hele tiden. 

Loa skriver:

Det er vel et vurderings spørgsmål. Hvornår er det godt for dem? Er det godt at blive ved at få sin vilje, for så senere i livet af få et chok ved at alt ikke bare går efter ens egen vilje.

Jeg er jo ikke kold og kynisk, og selvfølgelig skal børn have nærhed og tryghed, men i min verden kan det også bare udvikle sig til en dårlig vane med at skulle bæres/sove hos mor og far/ammes/what ever. 

Jeg har problemer med ryggen og kan (og vil) ikke bære rundt på min datter på 5,5, selvom hun absolut helst vil det oftest. Og jeg vurderer at det ikke er et "rigtigt" behov for at være nær der gør hun vil bæres, men fordi det er rart/bekvemmeligt.. Og det mener jeg ikke gavner hende blot at efterkomme fordi man åbenbart ikke må sætte regler eller sige nej til sit barn. 

Og igen, det er jo IKKE fordi jeg bare nægter at barnet skal have fysisk kontakt, det er jo slet ikke det der er pointen.

Må indrømme jeg heller ikke forstår den med man ikke nå sige nej og alt tolkes som behov for tryghed. Der er jo også tryghed i regler, tryghed i nej, tryghed i mor er glad osv. Tryghed skabes ikke kun med fysisk kontakt og gjorde den det forstår jeg ikke vi overhovedet tør sende dem afsted til pasning i dagpleje eller vuggestue hvor den konstante fysiske kontakt ikke er en mulighed, hvor man ikke kan blive båret hele tiden men må indgå i et fællesskab på samme måde som hvis jeg gik hjemme med mine egne 5 børn (har ikke 5 ).

tydelige voksne, voksne der er glade for st være forældre, voksne der ikke siger ja til alt for sidst på dagen at flippe fordi nu er det bare for meget osv. Det er for mig også tryghed. 

Og igen vil jeg gentage rådet som hjalp mig: alt er okay så længe det er okay for den voksne. Det skal ikke være normer, pædagogiske teorier mm. Der bestemmer hva d man gør. Jeg er fx okay mine børn kommer ind og sover hos os derfor får de ikke nej til det, jeg er ikke okay med de skal bæres hele tiden heller ikke da de var små, ergo får de nej til det og jeg forsøger at finde løsninger så de får en oplevelse af deres behov bliver mødt, de får også forklaringer og ikke bare nej alla: nej mor står og steger frikadeller og kan ikke bære dig samtidig for der sprutter, men du kan få en stol hen og stå og se på. Klart kom de med er ansigt der helt klart fortalte de var bange, kede af det mm. Så blev der slukket for frikadellerne. 

Jeg må indrømme jeg som dig ikke forstår anti nej bølgen, og det hele handler om tryghed bølgen. Jeg tror heller ikke på det manipulerende, udspekulerede barn. Jeg tror på barnet der handler på impulser, på plejer, tror børn i høj grad søger at være med, se, røre, opleve og da alt foregår i voksenhøjde og deres verden er reduceret til legetøj, så vil de søge mod den voksne verden og bede om at være med. Og jeg tror på mennesket som værende er socialt væsen, et flokdyr og børnene vil være med, men selv en løvemor slår ud efter sin unge når hun ikke kan få lov at sove - at blive mor handler ikke om at være reduceret til en behovstilfredsstiller for børnene, men om at være et menneske der må tilsidesætte nogle behov men ikke alle i en periode. Og man har alt ret til at sige: nej jeg kan ikke bære dig nu, eller nu skal mor også spise selvom du hellere vil.... 

MIWULA skriver:

Her handlede det hele bare om om det var unormalt min datter ikk ville gå og om hun måske kunne ha ondt et sted. Alt andet om hvordan vi gør tingene er jo ligegyldigt for andre så længe vores børn har det godt og de trives så har alle jo deres måde og opdrage på. 

Min datter er ellers en rigtig glad og nysgerrig pige som bare ikk vil gå særlig meget. 

Ja jeg har båret meget rundt på hende pga alt den sygdom hun har været igennem i hendes liv og det kan nok os være derfor men  skal så os siges at vi ikk tvinger hende til at gå hvis hun virkelig ikk vil men prøver og ændre det lidt ved at prøve indimellem måske bare ved at tage hende i hånden og gå ud til bilen.

men nu har det bare stået på så længe så derfor tænkte jeg om det var unormalt og om hun måske kunne ha ondt. 

Hvis du har en lille mistanke, så forfølg den. Hellere et tjek for meget end et for lidt. 

Om det er naturligt, ja nogle børn er ikke glade for at skulle gå, andre nægter at blive båret. I min verden handler det ikke om de er mere eller mindre opdrager, mere eller mindre trygge, mere eller mindre vænnet til. Men om børn er forskellige, og vi der ikke har oplever er barn som ikke vil gå kan kloge os her fra til juleaften, ligesom de der aldrig har oplever et kræsent barn, et barn der har svært ved at sove, er barn der får hysteriske anfald osv. 

Hej Miwula

Jeg synes, du skal tage din oplevelse af, at hun har ondt, meget alvorligt. Jeg har selv en skøn, nu 7-årig niece, som altid græd, når hun skulle gå. Det viste sig, at hun havde meget bløde led og var meget hypermobil, så det gjorde virkeligt ondt på hende.

Samtidig var hun, som din datter, ikke så hurtig til at tale, hvilket man vurderede hang sammen med at hun brugte sin energi på det andet.

Om der er noget fysisk galt med hende eller om det handler om nærvær, er jo ikke til at sige, men personligt tænker jeg, det er vigtigt, at du hurtigt får undersøgt det og snakket med dp om, hvordan det er hos hende.