det er så anstrengende

Marts<3 skriver:

Prøv og læs hvad du selv skriver... 

Du har ikke sagt noget pænt eller rart om ham. Du beskriver ham som en fremmede i er tvunget til at have på besøg... 

Hvad med far selv laver nogle ting med ham. Kun far og søn... 

 

Er lige gået fra min kæreste. Blev helt angst ved tanken om vores søn skulle få det sådan hjemme hvis han far fik en ny familie... Av av

Far og søn laver også ting sammen, jeg vil heller ikke sige at han er en dejlig dreng hvis jeg ikke mener det, men jo han er faktisk en dejlig dreng, når man er alene med ham, når jeg nogen gange har henter ham hos bio mor så er han så skøn og vi snakker hele vejen hjem om alt muligt. Det er ligesåsnart vi når hjemmeadressen her så slår det klik og han hænger på væggen!! Der er det jeg har det svært med!

Anonym skriver:

Hvordan hjælper det på barnets adfærd? Han vil jo stadig være den samme? Jeg taler meget med min mand om det og han kan godt forstå jeg bliver urolig når han skal være her, der gør han også selv, fordi det er så intenst og hårdt. Jeg taler også med min mor om det osv. Men synes bare ikke noget hjælper, min tilgang til ham ændre heller ikke noget, prøver alverdens ting, og ligegyldigt hvad så kører han stadig i højeste gear når han er her! Vil bare så gerne kunne lade ungerne lege uden opsyn og være tryg med det!

I min kommune er der åben anonym rådgivning man kan gå ned i. Undersøg om der er det i din kommune. Det er en start, en der lytter og kommer med lidt gode råd og måske også rådet om det her skal videre i systemet.

Jeg kender dig ikke, kender ikke alle detaljer men havde jeg mødt dig professionelt og du til forskellige forslag spurgte; hvordan hjælper der på barnets adfærd. Så ville jeg vide min første opgave var at få dig til at forstå, at i den her historie er der ikke kun en der skal forandre sig, men en hel familie. Og en 9 årigs adfærd er også et spejl af de voksne han er sammen med, ja det kan være han har udfordringer, men de udfordringer kan man arbejde med og skal man som voksen primær person hjælpe ham, så handler det om at se på egen praksis og ikke konstant pege flaskehalsen hen på barnet og placere ansvaret der, ej heller på en mor som ikke er der når man er sammen med barnet. Første skridt er at acceptere sin egen rolle i situationen og acceptere at ja har han udfordringer så er der forskel på plejer når han ikke er der og plejer når han er der. Lad os lege han fx har nogle kognitive vanskeligheder, så kan der godt være man kan have en løssluppen, impulsiv, ironisk, osv hverdag når han ikke er der, men når han så er der skal der bære struktur så han ikke nister overblikket, der skal forståes han tænker konkret osv. Pisse irriterende når nu ens plejer at være så hyggelig, men sådan er det bare og man pakker irritationen væk og laver to "plejere" en når han er der og en når han ikke er der. Og man lærer at nyde dem begge to....

men langt svar om hvad hjælper at du får hjælp, svaret er en hel masse. For du skal lære at tilgive der brækkede ben, du skal lære at der er okay at jeres familie ser ud på to forskellige måder, du skal lære at det ikke kun er drengen der er forkert men også rammerne i placerer ham i og han derfor reagerer, du skal lære at skabe en rutine så du ikke er bange om det er lave piktogrammer, ikke lade dem være alene eller hvad ved jeg aner jeg ikke - kunne jo også være han slet ikke er "farlig". Det bedste sted st starte er altid hos en selv, og så kan det sagtens være en "professionel" tænker der skal ses på drengen, på faren, på jer alle sammen sammen og hvad ved jeg....

Jeg vil aldrig acceptere vold mod mine børn. Mine svigerforældres hund knurrede en gang af min ældste datter, og havde den nogensinde bidt hende havde jeg vredet halsen om på den. Personligt. Med. Mine. Egne. Hænder. 

Selvfølgelig skal du ikke acceptere vold mod dine børn. Det er fuldkommen helt aldeles uacceptabelt. Punktum. 

Hvad du kan gøre er at skrive en underretning til kommunen. Det udløser nogle særlige undersøgelser af barnets problemer og behov, og det kan være den allerhurtigste vej til hjælp.

En underretning er ikke en anmeldelse af dårlige forældre, men hér en stor bekymring for et barns videre udvikling og trivsel. 

I er pressede  - I har brug for hjælp. Og du skal aldrig acceptere vold. 

Anonym skriver:

Jeg synes også vi guider og hjælper ham, men vi får ikke rigtig noget ud af det! Vi strukturere det hele når han skal komme og lægger planer for hvad der skal foregå og vi lader ikke børnene være uden opsyn for at forhindre at der skal ske noget træls! Det hjælper dog ikke og vi starter forfra hver gang. Jeg er ikke villig til at droppe alle regler fordi han skal komme og ikke kan overholde en simpel regel som fx. Ikke hoppe i sofaen eller vi sidder ved bordet og spiser og ikke flyver op og ned og ud på toilettet hvert minut eller ligger under bordet og driller de mindre! Hvad gør jeg i de situationer? Jeg eller far beder ham selvfølgelig blive siddende på stolen og vi prøver at snakke om noget eller spørge ind til noget der optager ham, men det virker slet ikke, han er for det meste mere optaget af at sidde og lave ansigter og lege med maden for at logge de to andre med på den! Det er da så frusterende og jeg tager da virkelig hatten af for dem der kan bevare en ro i disse situationer! Jeg kan bare ikke og jeg synes der er væsentligt at pointere at sådan gør man ikke i de situationer! Jeg er ikke en ond bonusmor, men en bonusmor der er bekymret og også pisse træt af at have pointeret de samme ting 100000000 gange over de sidste 3-4 år ihvertfald. Jeg bliver jo frustreret over HVORFOR han ikke forstår når jeg siger han skal stoppe med noget! Ligesåvel som jeg bliver frustreret når de to andre ikke vil stoppe med et eller andet! Der er lidt som at opfinde den dybe tallerken forfra hver gang han kommer! 

Ej må lige sige vi også her hjemme har dage hvor den ene sidder og laver ansigter for at få de andre til at sprutte af grin, intet er så fedt som at få hele bordet til at sejle en gang imellem så både mor og far stønner højlydt. Der er også dage hvor man skal sige tingene tusind gange, og den ene kravler under bordet og jeg må op i tælle til 3 stemmelejet og bliver kaldt verdens dårligste mor... 

Min dreng kan også pludselig skulle på toilettet 27 gange under aftensmaden enten fordi han er sindsyg træt eller fordi han snyder sig ind til en iPad. 

De kan også skændes over hvem har gået flest røde vingummier til fredagsslikket og vi måtte også i en periode lave 3 skåle, ja vi gør det som oftest stadig men det er fordi de blander deres egen pose - så er den konflikt løst. Lever efter devicen; elimenere problemerne istedet for at dyrke dem - måske fordi mine unger er rædselsfulde, eller fordi jeg er en dårlig opdrager eller måske det bare er sådan at have en børneflok. 

De slås også en gang imellem og storebror kan gå få sat en lige højre ind når han er i sindsyg dårligt humør (igen handler det ofte om træthed). 

Ikke for at gøre dine problemer små, men kunne bare lige læse om vores aftensmåltider nogen gange indet du skrev - og tænkte når man nu kommer sjældent er det måske endda endnu sjovere at få de små brødre til at grine 

Abracadabra skriver:

Jeg vil aldrig acceptere vold mod mine børn. Mine svigerforældres hund knurrede en gang af min ældste datter, og havde den nogensinde bidt hende havde jeg vredet halsen om på den. Personligt. Med. Mine. Egne. Hænder. 

Selvfølgelig skal du ikke acceptere vold mod dine børn. Det er fuldkommen helt aldeles uacceptabelt. Punktum. 

Hvad du kan gøre er at skrive en underretning til kommunen. Det udløser nogle særlige undersøgelser af barnets problemer og behov, og det kan være den allerhurtigste vej til hjælp.

En underretning er ikke en anmeldelse af dårlige forældre, men hér en stor bekymring for et barns videre udvikling og trivsel. 

I er pressede  - I har brug for hjælp. Og du skal aldrig acceptere vold. 

Delvist enig, men tænker sådan ser underretningen er møntet på dem selv og ikke på moren. Eller rettere på en dreng i mistrivsel hjemme hos far.

Anonym skriver:

Jeg synes også vi guider og hjælper ham, men vi får ikke rigtig noget ud af det! Vi strukturere det hele når han skal komme og lægger planer for hvad der skal foregå og vi lader ikke børnene være uden opsyn for at forhindre at der skal ske noget træls! Det hjælper dog ikke og vi starter forfra hver gang. Jeg er ikke villig til at droppe alle regler fordi han skal komme og ikke kan overholde en simpel regel som fx. Ikke hoppe i sofaen eller vi sidder ved bordet og spiser og ikke flyver op og ned og ud på toilettet hvert minut eller ligger under bordet og driller de mindre! Hvad gør jeg i de situationer? Jeg eller far beder ham selvfølgelig blive siddende på stolen og vi prøver at snakke om noget eller spørge ind til noget der optager ham, men det virker slet ikke, han er for det meste mere optaget af at sidde og lave ansigter og lege med maden for at logge de to andre med på den! Det er da så frusterende og jeg tager da virkelig hatten af for dem der kan bevare en ro i disse situationer! Jeg kan bare ikke og jeg synes der er væsentligt at pointere at sådan gør man ikke i de situationer! Jeg er ikke en ond bonusmor, men en bonusmor der er bekymret og også pisse træt af at have pointeret de samme ting 100000000 gange over de sidste 3-4 år ihvertfald. Jeg bliver jo frustreret over HVORFOR han ikke forstår når jeg siger han skal stoppe med noget! Ligesåvel som jeg bliver frustreret når de to andre ikke vil stoppe med et eller andet! Der er lidt som at opfinde den dybe tallerken forfra hver gang han kommer! 

Og sådan er der bare - igen det hele kommer ikke til at ændre sig førend du acceptere tingene. 

Vores kan heller ikke sidde stille, hopper rundt i sofaen og alt det andet du fortæller. Ja det er pisse hårdt at skulle gentage sig selv at man ikke ville have det oh at det skal stoppe NU! Men sådan er det bare. 

Du opnår intet ved at fastholde dine principper for han kan ikke agere under dem. Du forventer noget af ham som han ikke kan indfri! For hvad der i dit hoved er en simpel regl kan være så enorm svær at overskue for ham da han måske er enormt impuls styret  

Vi har 3 børn med 3 forskellige regelsæt. Vi har måtte smide rigtig mange principper ud af vinduet fordi vores barn med særlige behov ikke kunne opfylde de krav vi havde til det at være en normal familie. Men da vi accepterede at vi bare ikke ER og aldrig bliver en normal familie, begyndte at ændre vores regelsæt og smed principperne over bord ja så ændrede mønsteret sig væsentligt. 

Det første som slår mig er at du i start indlægget skriver MINE børn, og så er bonus så bare bonus.

Det kan ikke passer der intet godt er at sige om denne dreng, børn er ikke født onde. Så noget omkring ham har været ef til at udvikle den han er idag.

og der er ikke andre til at rette op på det end jer??? Hvad siger far, han må da have det forfærdeligt med at du har det sådan med hans store dreng???

Det havde da været nemmere at han ikke var der, nemmere som mor og far og familie, men han er der og skal rummes i familien lige så vel som jeres fælles børn.

og mon ikke jeres fælles børn også har lært at tirre ham, det er da meget almindeligt for den alder, og din indstilling til bonus smitter så meget af på alle jeres børn.

håber virkelig i finder en løsning for jeres store dreng

lineog4 skriver:

I min kommune er der åben anonym rådgivning man kan gå ned i. Undersøg om der er det i din kommune. Det er en start, en der lytter og kommer med lidt gode råd og måske også rådet om det her skal videre i systemet.

Jeg kender dig ikke, kender ikke alle detaljer men havde jeg mødt dig professionelt og du til forskellige forslag spurgte; hvordan hjælper der på barnets adfærd. Så ville jeg vide min første opgave var at få dig til at forstå, at i den her historie er der ikke kun en der skal forandre sig, men en hel familie. Og en 9 årigs adfærd er også et spejl af de voksne han er sammen med, ja det kan være han har udfordringer, men de udfordringer kan man arbejde med og skal man som voksen primær person hjælpe ham, så handler det om at se på egen praksis og ikke konstant pege flaskehalsen hen på barnet og placere ansvaret der, ej heller på en mor som ikke er der når man er sammen med barnet. Første skridt er at acceptere sin egen rolle i situationen og acceptere at ja har han udfordringer så er der forskel på plejer når han ikke er der og plejer når han er der. Lad os lege han fx har nogle kognitive vanskeligheder, så kan der godt være man kan have en løssluppen, impulsiv, ironisk, osv hverdag når han ikke er der, men når han så er der skal der bære struktur så han ikke nister overblikket, der skal forståes han tænker konkret osv. Pisse irriterende når nu ens plejer at være så hyggelig, men sådan er det bare og man pakker irritationen væk og laver to "plejere" en når han er der og en når han ikke er der. Og man lærer at nyde dem begge to....

men langt svar om hvad hjælper at du får hjælp, svaret er en hel masse. For du skal lære at tilgive der brækkede ben, du skal lære at der er okay at jeres familie ser ud på to forskellige måder, du skal lære at det ikke kun er drengen der er forkert men også rammerne i placerer ham i og han derfor reagerer, du skal lære at skabe en rutine så du ikke er bange om det er lave piktogrammer, ikke lade dem være alene eller hvad ved jeg aner jeg ikke - kunne jo også være han slet ikke er "farlig". Det bedste sted st starte er altid hos en selv, og så kan det sagtens være en "professionel" tænker der skal ses på drengen, på faren, på jer alle sammen sammen og hvad ved jeg....

hvis vi skal have det godt allesammen så skal vi have de mindste passet hvergang han kommer, det er lige den eneste løsning jeg ser på det, eftersom intet andet har fungeret! Jeg har brugt de sidste 5 år fra vi fik baby og så til nu på at arbejde med de udbrud, og den adfærd han har haft overfor den nye lillebror, alt fra "jeg stikker knive i baby" til at ligge dyner over hovedet på baby!!! Og der var han altså kun 4år!!! Jeg synes ikke selv der er noget at sige til at jeg har det anstrengt med bonus da det kun er eskaleret over årene og blevet mere fysisk! Hvad er det lige der foregår i drengens hovede? Kan man forlange at få ham mental undersøgt? 

Mor til Ella skriver:

Det første som slår mig er at du i start indlægget skriver MINE børn, og så er bonus så bare bonus.

Det kan ikke passer der intet godt er at sige om denne dreng, børn er ikke født onde. Så noget omkring ham har været ef til at udvikle den han er idag.

og der er ikke andre til at rette op på det end jer??? Hvad siger far, han må da have det forfærdeligt med at du har det sådan med hans store dreng???

Det havde da været nemmere at han ikke var der, nemmere som mor og far og familie, men han er der og skal rummes i familien lige så vel som jeres fælles børn.

og mon ikke jeres fælles børn også har lært at tirre ham, det er da meget almindeligt for den alder, og din indstilling til bonus smitter så meget af på alle jeres børn.

håber virkelig i finder en løsning for jeres store dreng

Ja han er jo ikke mit barn og det er jo sådan det er! Jeg ser ham ikke som en del af familien fordi hans adfærd tillader min hjerne at være okay med at skubbe ham længere og længere væk. Jeg kan ikke gøre for jeg har det sådan, men når han er så hård og fysisk overfor mine børn så har jeg meget svært ved at se positivt på ham. Jeg oplever ham kun positivt når jeg er alene med ham og vi kan snakke om alt muligt, men ligesåsnart  de to mindste er der så bliver jeg Løvemor! 

Anonym skriver:

hvis vi skal have det godt allesammen så skal vi have de mindste passet hvergang han kommer, det er lige den eneste løsning jeg ser på det, eftersom intet andet har fungeret! Jeg har brugt de sidste 5 år fra vi fik baby og så til nu på at arbejde med de udbrud, og den adfærd han har haft overfor den nye lillebror, alt fra "jeg stikker knive i baby" til at ligge dyner over hovedet på baby!!! Og der var han altså kun 4år!!! Jeg synes ikke selv der er noget at sige til at jeg har det anstrengt med bonus da det kun er eskaleret over årene og blevet mere fysisk! Hvad er det lige der foregår i drengens hovede? Kan man forlange at få ham mental undersøgt? 

Jeg siger ikke jeg ikke forstår dig, men jeg siger du bliver nød til at acceptere at en del af hans adfærdsmønstre er en reaktion på jer. 

Hvorfor skulle han mentalundersøges? Du har skrevet tidligere skole og det hjem han er primært i ikke oplever de samme udbrud, det der i bedste fald skal undersøges er jeres samspil. 

Min søn har også sagt jeg slår lillebror ihjel. Men ved du hvad der så skete? Jeg tog ham og gav ham verdens største kram og sagde jeg elskede ham også selvom lillebror var kommet. Jeg fortalte ham jeg forstod hvad han mente, men at jeg også vidste han ikke mente der bogstaveligt og så forsøgte jeg at ændre små praksisser så han blev anerkendt mere. 

Min datter har fortalt mig gentagende gange, at jeg elskede drengene mest, hun var så ikke typen der vendte det mod dem, men vendte det mod sig selv. Igen jeg gav hende verdens største kram og forsøgte at forklare og bagefter ændrede jeg nogle praksisser. 

En lille dreng på 4 år blev storebror og endda i en familie hvor han kun var delvist gæst, han blev jaloux og hvem gav ham et kram og sagde det var okay når han sagde han ville stikke knive i lillebror, hvem gav ham er kram og fortalte ham at han var elsket helt op til stjernerne og tilbage igen også selvom han sagde en så forfærdelig ting, at han blev hørt og forstået ikke for ordene men for sæt det der lå bag ordene? 

Jeg siger ikke I ikke her forsøgt, I ikke kæmper. Og ja måske ligger der flere problemer begravet. Men jeg siger I placerer et meget stort ansvar på et par meget små skuldre og det er på tide I ser det som familiens problem og ikke drengens problem og I skal arbejde med familien og ikke med drengen