det er så anstrengende

Anonym skriver:

Og sådan er der bare - igen det hele kommer ikke til at ændre sig førend du acceptere tingene. 

Vores kan heller ikke sidde stille, hopper rundt i sofaen og alt det andet du fortæller. Ja det er pisse hårdt at skulle gentage sig selv at man ikke ville have det oh at det skal stoppe NU! Men sådan er det bare. 

Du opnår intet ved at fastholde dine principper for han kan ikke agere under dem. Du forventer noget af ham som han ikke kan indfri! For hvad der i dit hoved er en simpel regl kan være så enorm svær at overskue for ham da han måske er enormt impuls styret  

Vi har 3 børn med 3 forskellige regelsæt. Vi har måtte smide rigtig mange principper ud af vinduet fordi vores barn med særlige behov ikke kunne opfylde de krav vi havde til det at være en normal familie. Men da vi accepterede at vi bare ikke ER og aldrig bliver en normal familie, begyndte at ændre vores regelsæt og smed principperne over bord ja så ændrede mønsteret sig væsentligt. 

fuck nu alt det opdragelses snak det er ikke det der rigtigt er problemet, problemet er at drengen er voldelig overfor mine børn, har præsteret at brække benet på den ene, klemme fingre i døre, ligge sig oven på så man ikke kan få luft, ligge dyne over hovedet på baby, kyle bamser i hovedet og LEGO så der er blodnæse over alt!! Hvis det handler om at vi skal ændre os som familie for at det stopper så vil jeg sku hellere have han ikke kommer her nogensinde! Jeg er godt klar over at det er sjovt at drille og alle børn skal have ting afvide rigtig mange gange, det er heller ikke det det handler om, det er bare med til at forstærke elendigheden i at han har den adfærd!!

lineog4 skriver:

Jeg siger ikke jeg ikke forstår dig, men jeg siger du bliver nød til at acceptere at en del af hans adfærdsmønstre er en reaktion på jer. 

Hvorfor skulle han mentalundersøges? Du har skrevet tidligere skole og det hjem han er primært i ikke oplever de samme udbrud, det der i bedste fald skal undersøges er jeres samspil. 

Min søn har også sagt jeg slår lillebror ihjel. Men ved du hvad der så skete? Jeg tog ham og gav ham verdens største kram og sagde jeg elskede ham også selvom lillebror var kommet. Jeg fortalte ham jeg forstod hvad han mente, men at jeg også vidste han ikke mente der bogstaveligt og så forsøgte jeg at ændre små praksisser så han blev anerkendt mere. 

Min datter har fortalt mig gentagende gange, at jeg elskede drengene mest, hun var så ikke typen der vendte det mod dem, men vendte det mod sig selv. Igen jeg gav hende verdens største kram og forsøgte at forklare og bagefter ændrede jeg nogle praksisser. 

En lille dreng på 4 år blev storebror og endda i en familie hvor han kun var delvist gæst, han blev jaloux og hvem gav ham et kram og sagde det var okay når han sagde han ville stikke knive i lillebror, hvem gav ham er kram og fortalte ham at han var elsket helt op til stjernerne og tilbage igen også selvom han sagde en så forfærdelig ting, at han blev hørt og forstået ikke for ordene men for sæt det der lå bag ordene? 

Jeg siger ikke I ikke her forsøgt, I ikke kæmper. Og ja måske ligger der flere problemer begravet. Men jeg siger I placerer et meget stort ansvar på et par meget små skuldre og det er på tide I ser det som familiens problem og ikke drengens problem og I skal arbejde med familien og ikke med drengen 

Mental undersøges fordi han også før jeg Kom ind i billedet var et meget destruktivt barn og var meget hård ved dyr eksempelvis!! Har tit snakket med min svigerinde om det, det var som oftest hendes hund det gik ud over!! Problemet er altså ikke først startet i den nye familiekonstellation!! 

Anonym skriver:

Ja han er jo ikke mit barn og det er jo sådan det er! Jeg ser ham ikke som en del af familien fordi hans adfærd tillader min hjerne at være okay med at skubbe ham længere og længere væk. Jeg kan ikke gøre for jeg har det sådan, men når han er så hård og fysisk overfor mine børn så har jeg meget svært ved at se positivt på ham. Jeg oplever ham kun positivt når jeg er alene med ham og vi kan snakke om alt muligt, men ligesåsnart  de to mindste er der så bliver jeg Løvemor! 

Jeg ville heller ikke kunne rumme et barn, der var så vild, voldelig og uregerlig. (So shoot me). Hvis de små direkte er i fysisk fare hver gang han er der, så kunne jeg godt finde på ikke at være hjemme når der er samvær - indtil I får noget professionel hjælp til at håndtere det. Måske du også trænger til en pause fra samvær? Det kan jo også blive en selvopfyldende profeti for jer. Du frygter for hvad der skal ske, det mærker han og så kører det derudaf. Men vold mod mine børn kunne jeg ikke acceptere og ville have det så svært ved det. 

Anonym skriver:

Ja han er jo ikke mit barn og det er jo sådan det er! Jeg ser ham ikke som en del af familien fordi hans adfærd tillader min hjerne at være okay med at skubbe ham længere og længere væk. Jeg kan ikke gøre for jeg har det sådan, men når han er så hård og fysisk overfor mine børn så har jeg meget svært ved at se positivt på ham. Jeg oplever ham kun positivt når jeg er alene med ham og vi kan snakke om alt muligt, men ligesåsnart  de to mindste er der så bliver jeg Løvemor! 

Jeg må bare spørge: Ændrede du holdning til ham, da du selv fik børn? Var han en naturlig del af familien før den tid?

Hvis ja, tror jeg, rigtig meget kan forklares den vej. Det er meget naturligt, at man føler stærkest for sine egne børn, og det er rigtigt og vigtigt, at man vil beskytte dem - men det kan arbejde imod det, man ønsker at opnå.

Jeg så det ved min egen søster. Da hun fik sin første dreng var det "mors bedste dreng!" og kys og klem osv dagen lang. Da han så fik en lillebror kunne han fra den ene dag til den anden ikke gøre noget rigtigt, for nu var han stor og babyen var jo den vigtigste og måtte vre i centrum for alt, og så var det slut med at være mors specielle dreng. Selv om han bare var 4 år, så forstod han jo rigtig godt, at det her skete, fordi lillebror var kommet i huset. Da var det jo ikke moren, han blev sur på, det var selvfølgelig lillebroren, og det er egentlig først efter, at de begge er flyttet hjemmefra, at de to har fået et godt forhold. Moren kunne aldri selv se, at hun forskelsbehandlede helt vildt og altid skældte ud på den store og pussenussede med den lille.

Jeg siger ikke, at det er nøjagtig ligsådan hos jer, men den store dreng (som ikke er SÅ stor) har ikke en reel mulighed for at komme til at fungere som en del af familien, hvis ikke du lader ham gøre det, og så længe du læner dig til dine instinkter og siger, at sådan har jeg det, og det kan der ikke laves om på, så sker det ikke. Nogen gange må man som voksen sætte sig lidt ud over sine instinkter for at få ting til at fungere. Sammensatte familier kan være en stor udfordring. Jeg håber, I finder en måde at få noget hjælp udefra, så ting kan komme til at fungere, for som det er nu, er det jo ikke godt for nogen af jer.

De bedste ønsker.

blæksprutten skriver:

Jeg ville heller ikke kunne rumme et barn, der var så vild, voldelig og uregerlig. (So shoot me). Hvis de små direkte er i fysisk fare hver gang han er der, så kunne jeg godt finde på ikke at være hjemme når der er samvær - indtil I får noget professionel hjælp til at håndtere det. Måske du også trænger til en pause fra samvær? Det kan jo også blive en selvopfyldende profeti for jer. Du frygter for hvad der skal ske, det mærker han og så kører det derudaf. Men vold mod mine børn kunne jeg ikke acceptere og ville have det så svært ved det. 

Har enkelte gange været udenom handle med de mindste når han kom, ligesom også for at prøve om det var anderledes når det var os der kom udefra og han allerede var her! Men næh same same! Så har jeg brugt hele dage hos min mor med ungerne når han har været her, simpelthen for at slippe for at frygte hvad der kunne ske!!!

Anonym skriver:

fuck nu alt det opdragelses snak det er ikke det der rigtigt er problemet, problemet er at drengen er voldelig overfor mine børn, har præsteret at brække benet på den ene, klemme fingre i døre, ligge sig oven på så man ikke kan få luft, ligge dyne over hovedet på baby, kyle bamser i hovedet og LEGO så der er blodnæse over alt!! Hvis det handler om at vi skal ændre os som familie for at det stopper så vil jeg sku hellere have han ikke kommer her nogensinde! Jeg er godt klar over at det er sjovt at drille og alle børn skal have ting afvide rigtig mange gange, det er heller ikke det det handler om, det er bare med til at forstærke elendigheden i at han har den adfærd!!

Jeg kan godt se jeg ingen steder kommer med det jeg egentlig prøver at sige. For du er ikke kommer dertil hvor du vender den om. 

Så jeg håber for sønnike at hans liv bliver tåleligt at leve for Gud hvor er det synd for ham at ingen kan se at HAN ikke er skyld i det der sker. Det har intet med opdragelse at gøre men tilgangen til ham!!! 

Jeg synes det er brand ærgerligt at du ikke har lyst til at læse hvad der egentlig bliver skrevet herinde og tage det til dig. 

Anonym skriver:

Ja han er jo ikke mit barn og det er jo sådan det er! Jeg ser ham ikke som en del af familien fordi hans adfærd tillader min hjerne at være okay med at skubbe ham længere og længere væk. Jeg kan ikke gøre for jeg har det sådan, men når han er så hård og fysisk overfor mine børn så har jeg meget svært ved at se positivt på ham. Jeg oplever ham kun positivt når jeg er alene med ham og vi kan snakke om alt muligt, men ligesåsnart  de to mindste er der så bliver jeg Løvemor! 

Jamen så må du jo i givet fald sammen med din kæreste/mand tage en snak om, om det så er jer to, der skal være sammen. Hensynet til børn skal altid veje størst, og hvis i ikke er i stand til at nå til en form for enighed omkring at rumme denne her stakkels dreng, så ville det bedste nok være at gå fra hinanden. Det er temmelig drastisk at bryde en hel familie op! Men jeg prøver at sætte det på spidsen for dig, således at du forhåbentlig i stedet vil være åben for at arbejde med jer som familie, og ikke ham som problem.

Du spørger, om han kan mentalundersøges. Det skal han da ikke. Hans adfærd er da en klokkeklar reaktion på de ting, der sker omkring ham. Det siger du jo faktisk selv, når du fortæller, at han kan være rigtig dejlig at være sammen med i mange situationer. Så er det jo tydeligvis ikke en generel problemstilling, men er situationsspecifik.

Jeg er snart færdiguddannet psykologi, og har en del erfaring med PPR-regi (pædagogisk psykologisk rådgivning), og jeg kan fortælle dig, at man her har stort fokus på at arbejde systemisk og med barnets kontekst. Systemisk vil sige at arbejde med det system, der omgiver barnet: Forældre, søskende, skole, venner osv. Og det samme gælder at arbejde med konteksten. Hvordan kan man arbejde med systemet omkring barnet og de kontekster, som barnet indgår i, som bedst muligt fremelsker de positive kvaliteter og egenskaber i barnet? Man er klar over, at et problem yderst sjældent blot reciderer i barnet selv, men i langt de fleste tilfælde i overvejende grad er et produkt af de sociale sammenhænge, barnet indgår i, og i de forskellige kontekster.

For mig at se, både personligt og fagligt, lyder det virkelig ikke til, at i formår at favne en situation, der er sindssygt svær for den her stakkels dreng. At tage ansvar for situationen og vide, at det der sker ikke er i orden, er også ensbetydende med at kaste et blik indad! For hvis du vedvarende fokuserer på, at  han er problemet, at  han skal mentalundersøges, ja så kan jeg næsten garantere dig for, at i ikke finder nogen varig løsning. Overhovedet.

Nej, det er ikke normalt at et barn i den alder, er så udadreagerende og truende. Men! At det ikke er normalt, betyder ikke, at der er noget galt med barnet. Nej her er det, for mig at se, meget meget tydeligt, at der er noget galt med systemet omkring barnet. Det her stakkels barn, som er enebarn, kommer i den her kontekst, hvor far har en anden kvinde, der er nogle andre børn, der hele tiden er sammen, og der er sågar et nyt barn på vej. Den her dreng, vil jo bare sin far. Men han har jo ingen chance for at vide, hvordan man agerer i en søskendekontekst, og han er vant til at have sin mor uden konkurrence. Så når han ikke har lært de sociale spilleregler på en ordentlig måde, så bliver præmissen at agere ud fra meget hurtigt, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Så kan det godt ske i tænker, at han da får lige så meget opmærksomhed som de andre, når han er der. Men forstå det ud fra hans kontekst: Han er vant til at få AL opmærksomheden. Så er det faktisk helt forståeligt, at det er en voldsom og svær oplevelse ind i mellem at stå i en kontekst, hvor opmærksomheden skal deles. Det er IKKE hans skyld! Hans reaktion er helt og aldeles naturlig, og bliver helt naturligt kun værre, når hans behov ikke imødekommes, og når han ikke lærer de sociale spilleregler på en ordentlig måde.

Og det kan han ikke, når han møder modstand. Det kan godt ske du siger, at du ikke viser ham den modstand, du føler. Men børn er nu en gang ikke dum. Vi har her at gøre med en lille dreng, som du frygter, og som du føler bør mentalundersøges. Naturligvis kan han mærke den modstand. Og naturligvis reagerer han på den.

Tilmed er der ingen fast struktur og rammer, fordi han selv får lov at bestemme, hvorvidt han skal blive hos jer eller ej. Det er jeres ansvar at holde fast i, at han naturligvis skal blive, fordi i elsker ham og vil ham! Ellers vil han føle sig uønsket. Og er moderen problemet, så tager i selvfølgelig en snak med hende om samværsordningen og vigtigheden af struktur. Hjælper det ikke, går i i statsamtet og får fastlagt en fast aftale, som alle parter skal holde, og får en samtale med en børnesagkyndig, som kan hjælpe jer med at få indblik i, hvorfor denne struktur og samarbejdet er så evigt vigtigt.

Så kan det godt ske, at moderen stadig vil modarbejde. Det sker jo. Men det er stadig jeres opgave at fortælle denne dreng, at i virkelig ønsker, at han bliver. Det er jeres ansvar, at han føler sig elsket og velkommen og værdsat. Det er jeres ansvar at finde et kompromis mellem de gængse regler i jeres hjem, og de behov han har.

Og det kan snildt være, i har behov for et professionelt blik på det her. Det tror jeg, at i har. Men så skal det være med den hensigt, at i ønsker redskaber til som familie, at indrette jer og handle på en måde, der kan rumme denne dreng, så alle de positive sider - som han tydeligvis har - kan fremelskes. Fokus skal ikke være, hvordan i ændrer ham, hvordan i løser det problem, han har. For han har nok problemer. Men de er tydeligvis - baseret på det ikke er en generel ting - en reaktion, og de løser sig ikke, hvis ikke i er parate til at se indad og arbejde med jer selv som familie.

Jeg tror jeg takker af her! Jeg har ikke rigtig brug for at vide at det er os andre omkring drengene der er noget i vejen med, for det er ikke sådan jeg og min mand ser det! Vi ser en dreng i store problemer, som har brug for hjælp ja, men det bliver ikke her han skal have den, det er vores familie ikke stærk nok til med de to mindste der er bange for hans voldelighed og nu endnu en baby på vej! Jeg søgte egentlig nok mest nogen svar på om han kan være psykisk syg eller hvad der er der gør han er så fysisk hård ved mine børn! Det må jeg så selv rode med. Jeg kan ikke håndtere hans adfærd og jeg tror at vi fremover kun har samvær mellem far og søn. Jeg vil simpelthen ikke gå og frygte for mine børns ve og vel hvergang han skal komme. Det er også et svært emne det her og det var nok ikke lige på baby.dk jeg skulle have spurgt til råds! Her læser man kun det man selv vil læse ud af indlæggende. 

Anonym skriver:

Jeg kan godt se jeg ingen steder kommer med det jeg egentlig prøver at sige. For du er ikke kommer dertil hvor du vender den om. 

Så jeg håber for sønnike at hans liv bliver tåleligt at leve for Gud hvor er det synd for ham at ingen kan se at HAN ikke er skyld i det der sker. Det har intet med opdragelse at gøre men tilgangen til ham!!! 

Jeg synes det er brand ærgerligt at du ikke har lyst til at læse hvad der egentlig bliver skrevet herinde og tage det til dig. 

Fuldstændig enig! Det er himmelråbende bekymrende, at trådstarter ikke evner at se indad. Selvfølgelig skal hun passe på sine børn, men hvor er det dog bare helt utrolig synd, at der er så tydelig modstand mod denne dreng, som i reaktion herpå får en mere og mere voldsom adfærd. Man kan ikke klandre ham! Hans adfærd er ikke okay, men familien skal arbejde sammen om at skabe de rette rammer om ham, ellers sker det ikke. Det er mig en gåde, at man vælger at indgå i et forhold med en mand, der har barn fra tidligere forhold, hvis man ikke er villig til at indrette sit liv derefter. Så burde man ikke have indgået i det forhold til at starte med.

- Og det siger jeg ikke, fordi jeg ikke forstår kompleksiteten. Jeg har selv egne børn og et bonusbarn. Og fordi man er en klippeklisterfamilie, må man gøre alt der står i ens magt, for at favne og rumme alle børn. Ellers skal man ikke være i familie sammen. 

Anonym skriver:

Jeg tror jeg takker af her! Jeg har ikke rigtig brug for at vide at det er os andre omkring drengene der er noget i vejen med, for det er ikke sådan jeg og min mand ser det! Vi ser en dreng i store problemer, som har brug for hjælp ja, men det bliver ikke her han skal have den, det er vores familie ikke stærk nok til med de to mindste der er bange for hans voldelighed og nu endnu en baby på vej! Jeg søgte egentlig nok mest nogen svar på om han kan være psykisk syg eller hvad der er der gør han er så fysisk hård ved mine børn! Det må jeg så selv rode med. Jeg kan ikke håndtere hans adfærd og jeg tror at vi fremover kun har samvær mellem far og søn. Jeg vil simpelthen ikke gå og frygte for mine børns ve og vel hvergang han skal komme. Det er også et svært emne det her og det var nok ikke lige på baby.dk jeg skulle have spurgt til råds! Her læser man kun det man selv vil læse ud af indlæggende. 

Nej, det gør man ikke. Du får faktisk svar og input, der er fagligt velbegrundede. Men så længe du ikke er klar på at erkende jeres medansvar, så når i ingen steder, og så er det nemmere at kaste skylden på alle os andre.