det er så anstrengende

Anonym skriver:

Mental undersøges fordi han også før jeg Kom ind i billedet var et meget destruktivt barn og var meget hård ved dyr eksempelvis!! Har tit snakket med min svigerinde om det, det var som oftest hendes hund det gik ud over!! Problemet er altså ikke først startet i den nye familiekonstellation!! 

Men hvad siger skolen og fritidsordningen? Hvad jeg forstod så de intet af der beskrevede og ærligt det lyder for mig meget mærkeligt at de intet ser hvis det er så voldsomt som du beskriver. 

Børn kan sgu være lidt hårdhændet ved dyr, har to katte hjemme og de har da måtte stå model til meget når der kommer små gæster. Det er ikke så uset så jeg ville tale om mental undersøgelse... Ej heller er voldsom søskende jalousi. Ikke for at negligere, men så længe det kun handler om en hund da han var 2-3 år og hjemme hos jer, så ville jeg ikke råbe diagnose med det samme. Derimod ville jeg råbe: hov hov her er er samspil der er gået i hårdknude. Hvis der andre instanser alla mor, skole, venners forældre osv der oplever det samme som jer så skal der nok sættes noget i gang, men igen selvom han får en diagnose så skal I stadig forandre jer - det er ikke han der skal forandre sig for at passe ind i jeres familie det er jer alle sammen der skal forandre jer så I er en stor familie

Anonym skriver:

fuck nu alt det opdragelses snak det er ikke det der rigtigt er problemet, problemet er at drengen er voldelig overfor mine børn, har præsteret at brække benet på den ene, klemme fingre i døre, ligge sig oven på så man ikke kan få luft, ligge dyne over hovedet på baby, kyle bamser i hovedet og LEGO så der er blodnæse over alt!! Hvis det handler om at vi skal ændre os som familie for at det stopper så vil jeg sku hellere have han ikke kommer her nogensinde! Jeg er godt klar over at det er sjovt at drille og alle børn skal have ting afvide rigtig mange gange, det er heller ikke det det handler om, det er bare med til at forstærke elendigheden i at han har den adfærd!!

Jeg tror du bliver nød til at se i øjnene at drengen ikke ændrer sig uden I ændrer jer. Han er altså kun 9 år og der findes ikke en teylleformular, en pille eller andet der kan ændre det her. Ja måske har han udfordringer, måske en diagnose men tro mig det kræver meget af en familie og det ikke er sådan man siger: han har ADHD, godt så ved vi det og så går han op til en læge og i morgen er alt rosenrødt og I kan gøre som i plejer. Skulle han fx have ADHD så kræver det I skal omlægge en del når han er hos jer og fx en fælles slikskål er noget der skal læres at kontrollere.... 

Tror selvom det ikke er fedt, at du må se i øjnene at ligegyldigt grunden så vil din familie og din måde at se familie på skulle slibes til så dennpasser til dinBonus deeng

lineog4 skriver:

Delvist enig, men tænker sådan ser underretningen er møntet på dem selv og ikke på moren. Eller rettere på en dreng i mistrivsel hjemme hos far.

Lige præcis! En underretning er jo altid i forhold til barnets fortsatte udvikling og trivsel - og i dette tilfælde er begge dele jo truet. 

Spørgsmålet er, om barnet måske har noget underliggende, som vanskeliggør samværet. 

Anonym skriver:

Jeg tror jeg takker af her! Jeg har ikke rigtig brug for at vide at det er os andre omkring drengene der er noget i vejen med, for det er ikke sådan jeg og min mand ser det! Vi ser en dreng i store problemer, som har brug for hjælp ja, men det bliver ikke her han skal have den, det er vores familie ikke stærk nok til med de to mindste der er bange for hans voldelighed og nu endnu en baby på vej! Jeg søgte egentlig nok mest nogen svar på om han kan være psykisk syg eller hvad der er der gør han er så fysisk hård ved mine børn! Det må jeg så selv rode med. Jeg kan ikke håndtere hans adfærd og jeg tror at vi fremover kun har samvær mellem far og søn. Jeg vil simpelthen ikke gå og frygte for mine børns ve og vel hvergang han skal komme. Det er også et svært emne det her og det var nok ikke lige på baby.dk jeg skulle have spurgt til råds! Her læser man kun det man selv vil læse ud af indlæggende. 

Jeg håber så du alligevel lige vender nogle af tankerne og måske når til en lille snert af tanke om at uafhængigt af hvad der er med sin bonusdreng så vil det altid betyde man kigger på hele familien, at det I gør nu i  hvert fald ikke er den rigtige form/struktur for ham i og med han reagerer så uhensigtsmæssigt. 

Ja måske er I fantastiske forældre med en fantastisk familiestruktur, men den passer bare ikke til bonussøn og ligegyldigt om han har udfordringer (nægter altså at omtale en 9 årig som psykisk syg) eller ej så vil I skulle kigge ind af og lave forandringer så I kan få et godt samvær

Abracadabra skriver:

Lige præcis! En underretning er jo altid i forhold til barnets fortsatte udvikling og trivsel - og i dette tilfælde er begge dele jo truet. 

Spørgsmålet er, om barnet måske har noget underliggende, som vanskeliggør samværet. 

Men så skal man også være parat til at se på egen praksis og ændre egen praksis. 

Anonym skriver:

Jeg tror jeg takker af her! Jeg har ikke rigtig brug for at vide at det er os andre omkring drengene der er noget i vejen med, for det er ikke sådan jeg og min mand ser det! Vi ser en dreng i store problemer, som har brug for hjælp ja, men det bliver ikke her han skal have den, det er vores familie ikke stærk nok til med de to mindste der er bange for hans voldelighed og nu endnu en baby på vej! Jeg søgte egentlig nok mest nogen svar på om han kan være psykisk syg eller hvad der er der gør han er så fysisk hård ved mine børn! Det må jeg så selv rode med. Jeg kan ikke håndtere hans adfærd og jeg tror at vi fremover kun har samvær mellem far og søn. Jeg vil simpelthen ikke gå og frygte for mine børns ve og vel hvergang han skal komme. Det er også et svært emne det her og det var nok ikke lige på baby.dk jeg skulle have spurgt til råds! Her læser man kun det man selv vil læse ud af indlæggende. 

Jeg er i tvivl om hvad du spørger til råds om for du har fået så sindsyg mange gode svar til hvordan i kan komme det meste af problematikkerne til livs - dog kræver det professionel hjælp at ændre. 

Men du vil ikke se det som et "familie problem" og så kommer det aldrig til at ændre sig. 

Jeg synes det er synd at far ikke træder mere i karakter for at sønnike kan føle sig som en del af jer men at far også er med til at ekskludere ham fra jeres fællesskab. Som mor til et barn med særlige behov stritter alt i mig når jeg læser dine svar - MEN jeg har selv været der. Nu er jeg så bare kommet igen tårerne, vreden, frustrationen over ikke at blive kernefamilien med almindelig fungerende børn som stopper når man siger stop eller hvad der ellers kan være og accepteret at det er sådan her vores liv er. Vi er sammen fuldtid altid - vi lever i det dagligt og man er sgu nødt til at kæmpe for ikke bare smide håndklædet i ringen fordi man har et andet syn på hvad man skal kunne som familie. 

Jeg kan godt følge dig - men sønnike fortjener at blive kæmpet for på lige fod med hvis det var et af dine "egne" børn som faldt udenfor normen. 

lineog4 skriver:

Men så skal man også være parat til at se på egen praksis og ændre egen praksis. 

Men man starter jo med at udrede. Selvom TS jo tydeligvis herinde er diagnosticeret som elendig bonusmor, så skal der jo flere øjne på sagen. 

Familien skal jo netop udredes i PPR mhp. psykiatrisk lidelse vs. dårligt samspil i familien. IIndenda skal der jo ikke ske så meget. Primært udredning, sekundært adfærdsændringer. 

Jeg læser om en stor frustration hos en ulykkelig kvinde, og hun får stort set ingen forståelse og hjælp. 

Jeg har bare ikke fået nogen konkrete ideer tilmhvordan jeg kan få drengene til st slappe lidt af og ikke være så voldelig, hvilket var det jeg spurgte til! Der er mange flere tråde inder her end jeg har nævnt, bla. Blev han afvist af en børnehave (privat) da han gik der fordi han var for hård ved de andre børn, det går bedre nu med jævnaldrende, men med yngre børn går det ikke, han har en yngre fætter som han heller ikke kan være sammen med!! 

Jeg har da ikke lyst til at være sammen med et barn der tiltagende gennem årene er blevet mere og mere fysisk mod mine børn, vi kan snakke alt den opdragelse det skulle være i hele verden og måder at se på tingene men det hjælper bare ikke på at han er til tider direkte ond ved sine brødre, som han ser en gang om ugen og nogen gange mindre! Fordi han er her så lidt så har jeg nok heller ikke lige tænkt at vi skulle søge hjælp udefra, når nu også moderen allerede har en hjemme hos pædagog der hjælper hende på vej med at tackle ham. Der er moderen bare inden situation at der kun er ham at tage hensyn til, det er der jo ikke kun her og vi kan ikke lave om på det hele fordi det skal passe på ham, der er selvfølgelig nogen ting vi kan tage forbehold for inden han kommer. Fx gemmer jeg puderne i sofaen væk og de store bamser på drengenes værelse for at minimere det fysiske! Jeg er altid smilende og venlig og jeg roser ham for de gode ting han gør, men der hjælper ham ikke til at lade med at være så fysisk overfor de små! Og jeg vil bare ikke stå model til det!

Anonym skriver:

En dag uden overnatning er for det meste rigeligt!! Har prøvet alle mulige ordninger de sidste 6 år. Jeg skal have nervepiller hvis han skal være her meget mere  jeg kan godt se hvad du siger, og det kan også godt være min og min mands rummelighed det kniber med, men det er bare ikke til at holde ud at være i eget hjem ligesåsnart han kommer, fordi det hele bliver så anstrengt og vildt!

Godt at han er delebarn, så I kan slippe af med ham hurtigt igen.

Tænk hvis I selv havde fået et barn der var så "besværligt" - så skulle I trækkes med ham hele tiden.