det er så anstrengende

Anonym skriver:

Hold op hvor har jeg ondt i maven over hvordan han bliver behandlet af jer. Han kan da i den grad mærke at han ikke er velkommen og at i allerhelst så han måske slet ikke kom. 

Jeg ved om nogen hvad det vil sige at leve med et barn der ikke fungere i utydelige rammer, som er uadreagerende og meget voldsom i sprog. Jeg er blevet slået, sparket, og bidt med store psykiske ar til følge på MIN sjæl. Men jeg har 3 børn som jeg uanset hvad elsker lige højt. 2 søskende som står tilbage og ser til når der famles efter køkkenskuffen med køkkenknive med henblik på at straffe enten sig selv eller os forældre. Søskende som også bliver skubbet, sparket og bidt - får dødstrusler osv 

Det er MIN/VORES opgave at få hverdagen til at fungere. Vi er rummelige, anerkendende og nærværende. Det har krævet blod, sved og tårer at få vendt skuden - for ja gu var vi også kørt helt i sænk og var pisse frustrede og det kunne vores barn da mærke i sådan grad at optøjerne bare blev værre og værre. 

Giv ham et kram, gør ham betydningsfuld for dig/jer, se de positive side og skal han lege med sine to mindre søskende så sæt dig på gulvet sammen med dem og VIS ham hvordan man leger hos jer. Anerkend ham for pokker og jeg lover dig at langt det meste til aftage. 

I skal træde i karakter og få sat nogle faste rammer for samvær så han ved hvornår og hvor han skal forholde sig til hvad. 

Pøj pøj med der hele. Det er benhårdt arbejde men vil man det så kan det lykkedes!

Jeg tror ikke helt du forstår det!! Vi behandler ham ikke anderledes end de andre! Det er min indre frustration og stress jeg gerne vil arbejde med når han er her for jeg kan ikke komme væk fra tankerne om at han er en trussel! Jeg mangler værktøjer til at håndtere den voldelige adfærd og jeg sidder ofte på gulvet og leger med alle tre og jeg deltager meget når han er her for netop at vise ham hvordan man leger uden at der opstår de voldelige episoder hvor en ender med blodnæse osv. Og jeg deltager selvfølgelig også for at beskytte mine børn. Jeg sætter ord på hvad jeg ser ham gøre eller hvad jeg tænker han føler når jeg ser han er ved at bevæge sig ud på et sidespor, og jeg anerkender de følelser han har ved at sætte ord på det og sige at jeg godt kan forstå det når han ikke plejer fx sådan og sådan og at jeg kan godt se der er svært for dig at lade være med at drille lige nu, men det er du nødt til at stoppe med ellers må du gå ind til far i stuen indtil du har ro på igen!! Vi har haft besøg af en hjemme hos pædagog, som har været hjemme hos moderen, fordi moderen har nogle problemer i forhold til at være konsekvent og håndtere ham, men det kommer sig til dels nok også af at hun fik en diagnose med noget personlighedsforstyrrelse der gjorde at hun havde brug for støtten!? Hjemmehos pæd. Mener at det er de få gode timer vi skal gå efter og så snart han slår over i vold og vildskab så skal far og søn forlade huset, hun sagde det ville give ham udelukkende positive oplevelser her og ikke et døgn hvor det var irettesættelse på irettesættelse!

Puha, jeg bliver ked af det i maven over at høre om en lille dreng, der i den grad lyder til at være blevet tabt på gulvet.

At vokse op som en fremmed og uvelkommen hos sin egen far, må være virkelig svært. At være helt udenfor og have en stedmor som ikke magter en, sætter selvfølgelig spor. At være så uadreagerende og samtidig ikke have nogen faste rammer for samværd, må være ligeså svært. Jeg forstår godt at det tager hårdt på jer alle. Hvor er far henne i denne problematik? Og bio-mor?

Jeg tænker at I er nødt til at bede om noget hjælp - om det er institution, hos kommune eller andetsteds. Men skuden skal vendes hvis ikke den lille stakkel skal vokse på med nogle seriøse ar på sjælen.

Alt mulig held og lykke. 

Anonym skriver:

Jeg tror ikke helt du forstår det!! Vi behandler ham ikke anderledes end de andre! Det er min indre frustration og stress jeg gerne vil arbejde med når han er her for jeg kan ikke komme væk fra tankerne om at han er en trussel! Jeg mangler værktøjer til at håndtere den voldelige adfærd og jeg sidder ofte på gulvet og leger med alle tre og jeg deltager meget når han er her for netop at vise ham hvordan man leger uden at der opstår de voldelige episoder hvor en ender med blodnæse osv. Og jeg deltager selvfølgelig også for at beskytte mine børn. Jeg sætter ord på hvad jeg ser ham gøre eller hvad jeg tænker han føler når jeg ser han er ved at bevæge sig ud på et sidespor, og jeg anerkender de følelser han har ved at sætte ord på det og sige at jeg godt kan forstå det når han ikke plejer fx sådan og sådan og at jeg kan godt se der er svært for dig at lade være med at drille lige nu, men det er du nødt til at stoppe med ellers må du gå ind til far i stuen indtil du har ro på igen!! Vi har haft besøg af en hjemme hos pædagog, som har været hjemme hos moderen, fordi moderen har nogle problemer i forhold til at være konsekvent og håndtere ham, men det kommer sig til dels nok også af at hun fik en diagnose med noget personlighedsforstyrrelse der gjorde at hun havde brug for støtten!? Hjemmehos pæd. Mener at det er de få gode timer vi skal gå efter og så snart han slår over i vold og vildskab så skal far og søn forlade huset, hun sagde det ville give ham udelukkende positive oplevelser her og ikke et døgn hvor det var irettesættelse på irettesættelse!

Så søg hjælp. Helt alvorligt. 

Søg hjælp, for både din egen skyld, men især også for din families skyld. Og ja, det indebærer også jeres store dreng. 

Det er ikke nok at få luft på en debat side. I skal have noget professionel hjælp.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Puha, jeg bliver ked af det i maven over at høre om en lille dreng, der i den grad lyder til at være blevet tabt på gulvet.

At vokse op som en fremmed og uvelkommen hos sin egen far, må være virkelig svært. At være helt udenfor og have en stedmor som ikke magter en, sætter selvfølgelig spor. At være så uadreagerende og samtidig ikke have nogen faste rammer for samværd, må være ligeså svært. Jeg forstår godt at det tager hårdt på jer alle. Hvor er far henne i denne problematik? Og bio-mor?

Jeg tænker at I er nødt til at bede om noget hjælp - om det er institution, hos kommune eller andetsteds. Men skuden skal vendes hvis ikke den lille stakkel skal vokse på med nogle seriøse ar på sjælen.

Alt mulig held og lykke. 

Jamen sådan er det slet ikke!! Jeg ved ik hvorfor han er som han er men jeg har fået afvide af min svigerinde at han angiveligt altid også før jeg kom ind i billedet, har været et meget destruktivt barn der ikke fik sat grænser osv! Hun siger at han helt sikkert har problemer med at vise empati da han altid slog og rykkede i fx min svigerindes hund osv. Jeg kan godt se det hun siger med manglende empati, da han aldrig angre hvis han har gjort nogen ondt. Han griner bare af det eller afviser at det var ham.

EBK skriver:

Så søg hjælp. Helt alvorligt. 

Søg hjælp, for både din egen skyld, men især også for din families skyld. Og ja, det indebærer også jeres store dreng. 

 

Det er ikke nok at få luft på en debat side. I skal have noget professionel hjælp.

hvor og hvordan får man hjælp??

Anonym skriver:

hvor og hvordan får man hjælp??

Gå til din egen læge og få en henvisning til en psykolog, ring til kommunen og sig at du drukner i det her, Google dig til noget hjælp. 

I skal alle sammen have hjælp til at sætte nogle rammer for hvordan jeres familie skal fungere. Det skal I bare.

EBK skriver:

Gå til din egen læge og få en henvisning til en psykolog, ring til kommunen og sig at du drukner i det her, Google dig til noget hjælp. 

I skal alle sammen have hjælp til at sætte nogle rammer for hvordan jeres familie skal fungere. Det skal I bare.

Hvordan hjælper det på barnets adfærd? Han vil jo stadig være den samme? Jeg taler meget med min mand om det og han kan godt forstå jeg bliver urolig når han skal være her, der gør han også selv, fordi det er så intenst og hårdt. Jeg taler også med min mor om det osv. Men synes bare ikke noget hjælper, min tilgang til ham ændre heller ikke noget, prøver alverdens ting, og ligegyldigt hvad så kører han stadig i højeste gear når han er her! Vil bare så gerne kunne lade ungerne lege uden opsyn og være tryg med det!

Anonym skriver:

Jeg tror ikke helt du forstår det!! Vi behandler ham ikke anderledes end de andre! Det er min indre frustration og stress jeg gerne vil arbejde med når han er her for jeg kan ikke komme væk fra tankerne om at han er en trussel! Jeg mangler værktøjer til at håndtere den voldelige adfærd og jeg sidder ofte på gulvet og leger med alle tre og jeg deltager meget når han er her for netop at vise ham hvordan man leger uden at der opstår de voldelige episoder hvor en ender med blodnæse osv. Og jeg deltager selvfølgelig også for at beskytte mine børn. Jeg sætter ord på hvad jeg ser ham gøre eller hvad jeg tænker han føler når jeg ser han er ved at bevæge sig ud på et sidespor, og jeg anerkender de følelser han har ved at sætte ord på det og sige at jeg godt kan forstå det når han ikke plejer fx sådan og sådan og at jeg kan godt se der er svært for dig at lade være med at drille lige nu, men det er du nødt til at stoppe med ellers må du gå ind til far i stuen indtil du har ro på igen!! Vi har haft besøg af en hjemme hos pædagog, som har været hjemme hos moderen, fordi moderen har nogle problemer i forhold til at være konsekvent og håndtere ham, men det kommer sig til dels nok også af at hun fik en diagnose med noget personlighedsforstyrrelse der gjorde at hun havde brug for støtten!? Hjemmehos pæd. Mener at det er de få gode timer vi skal gå efter og så snart han slår over i vold og vildskab så skal far og søn forlade huset, hun sagde det ville give ham udelukkende positive oplevelser her og ikke et døgn hvor det var irettesættelse på irettesættelse!

Jo jeg forstår fuldt ud! Men der er så mange aspekter i det. Et er du siger noget til ham - men mener du det? Altså giver din stemme udtryk for glæde når du siger du er glad for at han evt hjælper dig med at tage af bordet, når i går en tur i skoven eller hvad det kan være? Vi har selv været igennem et længere familieforløb på BUC i Risskov for at få vendt skuden. De unger fornemmer meget mere end vi regner med og hvis vores kropssprog ikke viser det vi siger så betyder det ikke en dyt - for så mener vi det ikke helhjertet. 

Jeg går selv sygemeldt af 2.omgang pga omgivelserne herhjemme. Stres! Søg professionel hjælp - mor har en diagnose så må hun høre under handicap i kommunen og den vej kan i ved fælles hjælp søge hjælp til sønnike også. 

Anonym skriver:

Hvordan hjælper det på barnets adfærd? Han vil jo stadig være den samme? Jeg taler meget med min mand om det og han kan godt forstå jeg bliver urolig når han skal være her, der gør han også selv, fordi det er så intenst og hårdt. Jeg taler også med min mor om det osv. Men synes bare ikke noget hjælper, min tilgang til ham ændre heller ikke noget, prøver alverdens ting, og ligegyldigt hvad så kører han stadig i højeste gear når han er her! Vil bare så gerne kunne lade ungerne lege uden opsyn og være tryg med det!

Du er jo nødt til at få styr på dine egne tanker og din egen adfærd, før I kan hjælpe barnet.

ligesom med iltmasken i flyvet.. På med din egen, før du hjælper andre.

Anonym skriver:

Jeg prøver at være ærlig omkring det, ja det er barsk og jeg har grædt utrolig mange tåre over det her! Jeg ville da ønske jeg bare kunne elske barnet men jeg ser ham udelukkende som en trussel mod de små!  Ja jeg får seriøst dårlige nerver når han er her! Det foregår rent faktisk så voldsomt alting! 

Tror at det er vigtigt at du ændre din Holding, når det gælder ham. Han ændre sig ikke før i gør noget ved situation. Han skal føles sig elsket.