det er så anstrengende

Anonym skriver:

lettere sagt end gjort. Jeg værdsætter ham slet ikke og jeg er bange og nervøs hver gang han skal komme og når han er her!  Det er svært når jeg skal bruge så mange kræfter på at beskytte de mindste mod hans udbrud og voldelige adfærd! 

Jeg tænker at præcis det du skriver her er en kæmpe del af problemet. Du værdsætter ham slet ikke?? DET kan han 100% mærke. Du skriver, at I har prøvet forskellige modeller de sidste seks år - det vil sige siden han var bare tre år!!! Lille pus... Som 3-årig skulle han have haft at vide, hvor han skulle være og hvornår. Der skal en lille 3-årig slet slet ikke spekulere over. I er nødt til at sadle fuldstændig om. DU har valgt en mand MED en søn. Dvs. I har nu tre børn - snart fire. I må få jeres store søn til st føle sig elsket og værdsat og som En vigtig del af jeres familie. Jeg forstår godt at det er hårdt som det er pt. Men det er jeres - de voksnes ansvar at få hele jeres familie til at fungere og det gær den ikke nu. Jeres familie består af fem medlemmer ikke fire! 

Anonym skriver:

Jeg har tænkt det samme og min mand sagde sidst at det var så træls at mor x lod det være op til bonus at bestemme om han ville overnatte, sidste gang skulle han have overnattet men så ville han pludselig hjem og det havde han lige aftalt med mor x over sin ipad air at han bare kunne komme hjem og sove! Det synes hverken manden eller jeg jo er iorden! Det er okay at der ikke som sådan er et mønster i hvornår han er her, da det er svært at passe ind med vores jobs, skole, fritidsinteresser osv. Og det er bare automatisk blevet mindre at han er her efter de mindste er blevet størrer og der er begyndt at opstå de anstrengende og yderst farlige situationer når han er her, jeg kan simpelthen ikke holde til det i ret lang tid Af gangen! 

Jeg kan ikke rigtig forstår at han ikke kan være der mere, da i har fritidsinteresser, er der ikke noget han kan være med til? Han skal jo føle at han er en del af familien, og det gør han ikke. Han føler sig udenfor og derfor den adfærd han har, når han er hjemme hos jer. 

Det jeg heller ikke kan forstår er, at i ikke tag den snak med hans mor og aftaler at drengen skal komme hjem til jer hver anden uge, fredag-søndag. Han skal ikke have det valg at tag hjem om aften for at sove, for på den måde kommer han også til at føle sig en del af familien. Som han brude være.  I ligger alt for stor ansvar på en ni årige, det kan han slet ikke forholde sig til. Det er virkelig synd at i alle har en dårlig oplevelse når han er der, men den kan ændres ved at involvere ham i jeres hverdag, hvor i møder ham og ser ham. 

Anonym skriver:

lettere sagt end gjort. Jeg værdsætter ham slet ikke og jeg er bange og nervøs hver gang han skal komme og når han er her!  Det er svært når jeg skal bruge så mange kræfter på at beskytte de mindste mod hans udbrud og voldelige adfærd! 

Ja så giver det hele mening..... 

Jeg ville også som barn opføre mig sådan hvis jeg ikke følte mig velkommen 

Anonym skriver:

En dag uden overnatning er for det meste rigeligt!! Har prøvet alle mulige ordninger de sidste 6 år. Jeg skal have nervepiller hvis han skal være her meget mere  jeg kan godt se hvad du siger, og det kan også godt være min og min mands rummelighed det kniber med, men det er bare ikke til at holde ud at være i eget hjem ligesåsnart han kommer, fordi det hele bliver så anstrengt og vildt!

Hold da op en udmelding, så fremt nervepiller. Kan da godt forstår din bonus søn føler sig udenfor!

SØS skriver:

Jeg tænker at præcis det du skriver her er en kæmpe del af problemet. Du værdsætter ham slet ikke?? DET kan han 100% mærke. Du skriver, at I har prøvet forskellige modeller de sidste seks år - det vil sige siden han var bare tre år!!! Lille pus... Som 3-årig skulle han have haft at vide, hvor han skulle være og hvornår. Der skal en lille 3-årig slet slet ikke spekulere over. I er nødt til at sadle fuldstændig om. DU har valgt en mand MED en søn. Dvs. I har nu tre børn - snart fire. I må få jeres store søn til st føle sig elsket og værdsat og som En vigtig del af jeres familie. Jeg forstår godt at det er hårdt som det er pt. Men det er jeres - de voksnes ansvar at få hele jeres familie til at fungere og det gær den ikke nu. Jeres familie består af fem medlemmer ikke fire! 

Det var rigtig skønt da vi ikke havde fælles børn. Nu er det rigtig forfærdeligt! Han bestemte heller ikke selv over samværd dengang, men efter han brækkede benet på en af de mindste så fik jeg måske slået lidt hårdt i bordet og sagt at nu var det nok!! Nu er vi så på vej op igen og forsøger med noget samværd men det er så frygteligt st gå og være bange for barn på 9 år i sit eget hjem!!! Han er ikke en del af vores familie, det burde han være ja!! Men jeg kan ikke lukke ham ind når han er så hård og konfliktsøgende! Jeg oplever at hans adfærd smitter utroligt meget af på de to andre! Jeg ved godt det er hårdt at høre sandheden men jeg har det simpelthen frygteligt og jeg kommer jo ingen vejne ved at lukke mig selv inde med mine tanker og følelser, det gør mig da mega ked af det at jeg ikke bare kan elske den dreng og være helt rolig omkring ham, men i mit hovede er han udelukkende en trussel mod MINE børn!

Love2 skriver:

Hold da op en udmelding, så fremt nervepiller. Kan da godt forstår din bonus søn føler sig udenfor!

Jeg prøver at være ærlig omkring det, ja det er barsk og jeg har grædt utrolig mange tåre over det her! Jeg ville da ønske jeg bare kunne elske barnet men jeg ser ham udelukkende som en trussel mod de små!  Ja jeg får seriøst dårlige nerver når han er her! Det foregår rent faktisk så voldsomt alting! 

Gittemor09 skriver:

Ja så giver det hele mening..... 

Jeg ville også som barn opføre mig sådan hvis jeg ikke følte mig velkommen 

Jeg ved bare ikke hvad jeg så skal gøre!? Jeg går jo ikke og viser eller gør forskel på dem! Men jeg er mange gange nødt til at bede ham stoppe med nogen ting fx. Kaste med LEGO efter de små, banke dem hårdt med bamser i hovedet når de er på vej op i øverste køje, så en falder baglæns ned, spænde ben, true med at ødelægge lego'en, sparke hårdt i maven og jeg kunne ærlig talt blive ved!! Hvordan forholder jeg mig til det? Er jeg virkelig så ond fordi jeg føler et kraftigt instinkt for at beskytte egne børn!? 

Nu har jeg læst hele tråden, og jeg får en fornemmelse af, at der er etableret en meget fastlåst situation, hvor det er ham og os, og der er ingen mulighed for, at han kan blive en af os. Jeg tror ikke, ting kommer til at løse sig, før han faktisk bliver en af jer, når han er hos jer. Det er helt tydeligt, at du absolut ikke ønsker det nu, men jeg tror, hans forældre er nødt til at gå sammen om at lave gode rammer for ham og finde ud af, hvorfor han er som han er, og så er du nødt til at ønske ham velkommen og finde de gode sider ved ham. Uanset om det så er et syndrom eller et følelseskaos eller hvad det nu måtte være, som ligger i bunden, så vil drengen også have gode sider, og I voksne må være dem, som hjælper ham ind i et andet spor, for på egenhånd klarer han det ikke.

Anonym skriver:

Jeg ved bare ikke hvad jeg så skal gøre!? Jeg går jo ikke og viser eller gør forskel på dem! Men jeg er mange gange nødt til at bede ham stoppe med nogen ting fx. Kaste med LEGO efter de små, banke dem hårdt med bamser i hovedet når de er på vej op i øverste køje, så en falder baglæns ned, spænde ben, true med at ødelægge lego'en, sparke hårdt i maven og jeg kunne ærlig talt blive ved!! Hvordan forholder jeg mig til det? Er jeg virkelig så ond fordi jeg føler et kraftigt instinkt for at beskytte egne børn!? 

Du er overhovedet ikke ond og jeg ville også ønske ar beskytte mine børn. Men og der er er men, hvis det kun er hjemme hos jer han reagerer sådan, dvs hvis de i skolen og fritidsordningen ikke oplever en dreng der har det reaktionsmønster så ender lorten altså hos jer - så er det jeres familie og hans del i den der udløser de reaktioner. I må så som de voksne forstå I skal gå aktivt ind i en forandring og det ikke er drengen der skal forandre sig men jeres forhold. 

Hvad kan du gøre? Jeg ville personligt kaste håndklædet i ringen og ansøge om familierådgivning evt marte meo hvor I bliver optaget og bag efter kan man tage en snak om, hvad sker der egentlig osv. Det kræver I er omstillingsparate, at I er parate til at se konstruktivt og også kritisk på jeres egen praksis. 

Gør I ikke det, så tænker jeg at I rent faktisk gør en lille dreng ondt, og han lige nu åbenbart har en meget uhensigtsmæssig måde at vise det på og istedet for at råbe jer voksne op i hovedet om hvor ondt det gør på ham, så lader han det gå udover de to uskyldige nemlig hans søskende

Hold op hvor har jeg ondt i maven over hvordan han bliver behandlet af jer. Han kan da i den grad mærke at han ikke er velkommen og at i allerhelst så han måske slet ikke kom. 

Jeg ved om nogen hvad det vil sige at leve med et barn der ikke fungere i utydelige rammer, som er uadreagerende og meget voldsom i sprog. Jeg er blevet slået, sparket, og bidt med store psykiske ar til følge på MIN sjæl. Men jeg har 3 børn som jeg uanset hvad elsker lige højt. 2 søskende som står tilbage og ser til når der famles efter køkkenskuffen med køkkenknive med henblik på at straffe enten sig selv eller os forældre. Søskende som også bliver skubbet, sparket og bidt - får dødstrusler osv 

Det er MIN/VORES opgave at få hverdagen til at fungere. Vi er rummelige, anerkendende og nærværende. Det har krævet blod, sved og tårer at få vendt skuden - for ja gu var vi også kørt helt i sænk og var pisse frustrede og det kunne vores barn da mærke i sådan grad at optøjerne bare blev værre og værre. 

Giv ham et kram, gør ham betydningsfuld for dig/jer, se de positive side og skal han lege med sine to mindre søskende så sæt dig på gulvet sammen med dem og VIS ham hvordan man leger hos jer. Anerkend ham for pokker og jeg lover dig at langt det meste til aftage. 

I skal træde i karakter og få sat nogle faste rammer for samvær så han ved hvornår og hvor han skal forholde sig til hvad. 

Pøj pøj med der hele. Det er benhårdt arbejde men vil man det så kan det lykkedes!