det er så anstrengende

Anonym skriver:

Hvordan hjælper det på barnets adfærd? Han vil jo stadig være den samme? Jeg taler meget med min mand om det og han kan godt forstå jeg bliver urolig når han skal være her, der gør han også selv, fordi det er så intenst og hårdt. Jeg taler også med min mor om det osv. Men synes bare ikke noget hjælper, min tilgang til ham ændre heller ikke noget, prøver alverdens ting, og ligegyldigt hvad så kører han stadig i højeste gear når han er her! Vil bare så gerne kunne lade ungerne lege uden opsyn og være tryg med det!

Det er vaner der skal ændres! Du vil gerne i kan sidde med en fælles skål slik om aftenen i stuen - det kan i så ikke. Og ikke førend du acceptere at sådan er det bare ja så ændre forholdene sig ikke. 

Det er ikke en adfærd der bare ændres fra hans side - for han kan ikke. Han skal hjælpes, guides og ikke mindst skal han accepteres af omgivelserne han befinder sig i samt de skal ændre sig efter ham!

Anonym skriver:

Jo jeg forstår fuldt ud! Men der er så mange aspekter i det. Et er du siger noget til ham - men mener du det? Altså giver din stemme udtryk for glæde når du siger du er glad for at han evt hjælper dig med at tage af bordet, når i går en tur i skoven eller hvad det kan være? Vi har selv været igennem et længere familieforløb på BUC i Risskov for at få vendt skuden. De unger fornemmer meget mere end vi regner med og hvis vores kropssprog ikke viser det vi siger så betyder det ikke en dyt - for så mener vi det ikke helhjertet. 

Jeg går selv sygemeldt af 2.omgang pga omgivelserne herhjemme. Stres! Søg professionel hjælp - mor har en diagnose så må hun høre under handicap i kommunen og den vej kan i ved fælles hjælp søge hjælp til sønnike også. 

vi skal helt sikkert have fundet ud af noget hjælp for det er bare for svært. Og de to mindste er jo også bange for ham når han er som han er overfor dem, det er hårdt at være i det! 

Anonym skriver:

Jeg tror ikke helt du forstår det!! Vi behandler ham ikke anderledes end de andre! Det er min indre frustration og stress jeg gerne vil arbejde med når han er her for jeg kan ikke komme væk fra tankerne om at han er en trussel! Jeg mangler værktøjer til at håndtere den voldelige adfærd og jeg sidder ofte på gulvet og leger med alle tre og jeg deltager meget når han er her for netop at vise ham hvordan man leger uden at der opstår de voldelige episoder hvor en ender med blodnæse osv. Og jeg deltager selvfølgelig også for at beskytte mine børn. Jeg sætter ord på hvad jeg ser ham gøre eller hvad jeg tænker han føler når jeg ser han er ved at bevæge sig ud på et sidespor, og jeg anerkender de følelser han har ved at sætte ord på det og sige at jeg godt kan forstå det når han ikke plejer fx sådan og sådan og at jeg kan godt se der er svært for dig at lade være med at drille lige nu, men det er du nødt til at stoppe med ellers må du gå ind til far i stuen indtil du har ro på igen!! Vi har haft besøg af en hjemme hos pædagog, som har været hjemme hos moderen, fordi moderen har nogle problemer i forhold til at være konsekvent og håndtere ham, men det kommer sig til dels nok også af at hun fik en diagnose med noget personlighedsforstyrrelse der gjorde at hun havde brug for støtten!? Hjemmehos pæd. Mener at det er de få gode timer vi skal gå efter og så snart han slår over i vold og vildskab så skal far og søn forlade huset, hun sagde det ville give ham udelukkende positive oplevelser her og ikke et døgn hvor det var irettesættelse på irettesættelse!

Skrev du ikke det gik godt hjemme hos mor og i skolen, bliver lidt forvirret nu. 

Hvis mor ikke kan håndtere morrollen er det så ikke netop mere tid hos jer der burde arbejdes for?

Som andre skriver handler det her meget om jer selv..

Jeg ser nogle modsætninger som jeg måske kan give et råd på. ( har slev stået i en lign situation og er selv bonus mor) 

Du tror ikke på at børn skal have alt på samme tid. Dvs at hvis et barn får noget så får de andre på andre tidspunkter. Og Han bliver behandlet som de andre børn i huset.

MEN han er ikke som de andre i huset. Han er jo nærmest gæst i huset. Så måske var det på tide at behandle ham som en søskende I ikke ser hele tiden.

Vi ( min mand og jeg) har også fælles børn, men når bonus kommer ja så får bonus altså lige lidt ekstra opmærksomhed for fælles børn har os hele tiden bonus datter har os ganske lidt. Så det er ok at hun bliver taget lidt mere hensyn til. Ikke fordi hun bestemmer eller noget. Hun får også afvide når hun træder over grænsen, men der er sat tid af til hygge. 

Det lyder ærlig talt som om du ikke kan tilgive dit bonus barn at han brækkede dit barn ben. Men her må du virkelig arbejde med dig selv. Han er 9 år. 

Hvis det er meningen at han skal sove hos jer så tag dog den ipad fra ham og gør det med den grund at I skal hygge sammen og ikke spille ipad. Så skal han selv aktivt bede jer om at komme hjem og ikke blot aftale det med mor.

Hvordan er forholdet til mor? Kunne I mon få hende med på at aftaler overholdes eller at ipad ikke kommer med eller ligne?

Hvis ikke må I jo arbejde med det i har og det er eks. at tage den fra ham og sige at I skal hygge men at han får den igen. Ja dte vil skabe konflikt. MEN I får ikke løst dette uden at atge tyren ved hornene for han har været van til at kunne bestemme og føle sin egen vej og nu kommer I så og bestemmer hvilken vej han skal gå. Så self. vil han steje ( det SKAL  han jo som 9 år) men det er til fremtidens bedste. 

I stedet for at du gemmer dig bag et vindue og ser hvordan han leger uhensigtsmæssigt, så skulle dig og far måske DELTAGE i legen. På den måde er I der til at guide bonus igennem de svære situationer og både jeres fælles børn og bonus vil da nyde at I giver dem den tid. 

Du har et bonus barn med nogle særlige udfordringer. Disse bliver du nød til at acceptere og så arbejde med dem i stedet for at hele tiden holde fast i gamle regler og rutiner som han tydeligvis ikke trives I. Og det er sgu jeres ansvar at han trives. Hvis dit eget barn ikke kunne trives med en rutine vil jeg vædde med at du ville finde en løsning og lette lidt på reglen og det er du altså også nød til at gøre for bonus for han er dit mands barn og INGEN børn bør være mindre værd end de andre.

Du er den voksne. Det er dit ansvar at gøre noget for jeres forhold og det bliver aldrig barnets skyld eller ansvar. Du er nød til at slippe den indebrændte vrede og så få en positiv stemning op. 

Du ved jo godt hvilke situationer der skaber konflikter ( de leger alene osv. ) disse må du så forsøge at finde en løsning på. Hvis bonus æder alt slikket så giv dem enten 3 skåle ( og drop den med at det er synd I ikke kan gøre som I plejer. For plejer involverer 2 børn NU er der 3) Ellers må I jo til at være tydelige omkring jeres regler. Man tager 1 af gangen. Tager bonus så mere end det, må I jo holde fast i reglen og fjerne skålen fra bonus rækkevide indtil bonus har spist sit slik og imens give de små. MEN jeg vil gerne understreje jeg mener det bedste ville være at give dem hver sin og så at du dropper dine sure miner om at det ikke er som I plejer. Du bliver sgu nød til at være mere fleksibel og så indse at når bonus er der, er der en anden virkelighed og det er helt ok. 

Jeg er af den overbevisning at hvis et barn opfører sig uhensigtsmæssigt så er det fordi de voksne tillader det.  Min storebror har en søn som er rigtig slem. Han gør ikke havd der bliver sagt og hans mor stopper farens forsøg på opdragelse. MEN er moren der ikke ved barnet godt at nu kan han ikke opfører sig sådan.

Børn kan godt navigerer mellem forskellige regelsæt, hvis bare de voksne er tydelige om fastholdende i regelerne. Men for jer lyder det som om I har givet op ( fordi det jo ikke er jeres men morens eller barnets skyld) NEJ det er jer der ubevidst tillader at barnet i JERES hus gør som barnet vil. Det er jeres ansvar og JER der må ændre jeres syn på den stakkels dreng.

og nu til det sure opstød. 

Og stakkels far. Tænkt at opleve at ens nye kæreste/kone ikke kan accepterer og lige frem ikke kan holde ens barn ud. FUCK hvor må han føle sig delt i 2 og fuck hvor syntes jeg ikke du kan være det bekendt.  

Anonym skriver:

vi skal helt sikkert have fundet ud af noget hjælp for det er bare for svært. Og de to mindste er jo også bange for ham når han er som han er overfor dem, det er hårdt at være i det! 

Det ER hårdt at være i vores den ene har været til psykolog samt afventer at komme i søskende gruppe med søskende til børn med særlig behov. 

vores lille familie er så meget underlagt hvad vores barn kan rumme og ikke rumme. Vi har næsten ingen social omgang længere for det kan barnet ikke magte og ja det er pisse hårdt at komment til den erkendelse at det kan vi så bare heller ikke! 

Nu skal jeg ikke male fanden på væggen men hvis mor har en diagnose så kan det jo altså være arveligt. 

Jeg ville kontakte egen læge, PPR eller handicap i samråd med mor og få et møde. Fortæl ærligt hvordan det står til både med dig men også for sønnike. I skal alle have kræfter til at gennemgå en ændring i hvordan jeres familie ser ud pt og det kræver benhårdt arbejde. De er oftest lidt langsomme på kommunen men du skal være vedholdende - følge op hele tiden men med kamp får i hjælp og så er der lys for enden af tunnellen. Dog bliver i aldrig en almindelig familie - men i kan lære at leve med og under de rammer sønnike kræver for at kunne fungere optimalt. 

Prøv og læs hvad du selv skriver... 

Du har ikke sagt noget pænt eller rart om ham. Du beskriver ham som en fremmede i er tvunget til at have på besøg... 

Hvad med far selv laver nogle ting med ham. Kun far og søn... 

Er lige gået fra min kæreste. Blev helt angst ved tanken om vores søn skulle få det sådan hjemme hvis han far fik en ny familie... Av av

Prøv og læs hvad du selv skriver... 

Du har ikke sagt noget pænt eller rart om ham. Du beskriver ham som en fremmede i er tvunget til at have på besøg... 

Hvad med far selv laver nogle ting med ham. Kun far og søn... 

Er lige gået fra min kæreste. Blev helt angst ved tanken om vores søn skulle få det sådan hjemme hvis han far fik en ny familie... Av av

Kære TS

Hvor har jeg dog helt ufatteligt ondt i hjertet for dig! Det må være SÅ hårdt. Og så ulideligt ulykkeligt ikke at vide, hvad de to små tager med sig eller hvilke spor, det sætter. Et brækket ben må få alle alarmklokker til at ringe hos en mor! 

Det er først og fremmest fantastisk, at bio-mor får noget hjælp til at håndtere ham. Drengen kan jo være svært påvirket af hendes diagnose og alenelivet med en måske psykisk udfordret mor. Hjemme-hos-pæd, er det nyt og noget der bliver ved?

Hvad siger far? Jeg læser ikke rigtig hans holdning eller ageren... men I er måske meget fælles om de tanker og følelser, du beskriver?

Vigtigst er jo, at drengen får noget hjælp. Han skal lære at sætte ord på følelserne i stedet for at blive voldelig. Det skal rent faktisk indlæres som et alternativ. Når han med tiden - i det små - oplever at det betaler sig at sige, hvad der er galt i stedet for fx at slå, vil det være noget han tyr til oftere og oftere. Men for pokker - det kræver arbejde - og det tager tid. Og anerkendelse og hjælp fra de voksnes side.

Jeg forstår godt, at du også efterlyser redskaber til at tackle hele situationen, men i mine ører lyder det som om du virkelig(!) prøver.
Og du er bare et menneske, så når du skriver, at du er bange for ham osv, så tror jeg bare også det er vigtigt (ikke mindst for ham) at du ikke faker en eller anden kærlighed og tryghed, men derimod får sagt: "Ej helt ærligt X, jeg bliver simpelthen så ked af det, hver gang du begynder at kaste klodserne i hovedet på lille-Y - du kan jo også se, at det gør ondt på ham! Kom lige med ud i køkkenet, så prøver vi at finde ud af, hvad det er du vil. Er du ked af, at du ikke fik lov at vælge pladser ved bordet/var med på stranden/måtte tage tusserne med hjem?"
Ikke at hans ønsker altid skal efterkommes, for selvfølgelig er der regler han skal leve under ligesom jer andre (og jeg er bestemt ikke fan af, at der ligger en TING, hver gang han kommer), men bare at han bliver hjulpet til at forklare, hvad vreden handler om. Selvfølgelig må man så supplere med fx ae i håret, et kram, et smil og "Det forstår jeg virkelig godt. Men skal vi ikke sige, at du vælger pladser i aften/at vi finder på en anden udflugt næste gang/at du må bruge tusserne så meget du vil, mens du er her?"

Hmmm... mange mange tanker! Jeg synes også faste rammer lyder vigtige for en lille udadreagerende fyr, som jo slet ikke har valgt sin tilværelse. Jeg mener ikke, at det betyder, at han skal sove hos jer, hvis han savner sin mor. En fast ramme kan sagtens være, at han først bliver kørt hjem efter kl.16/aftensmaden/eller noget andet.

Ok - so far so good, du kan både kontakte din egen læge, hvor det måske vil kræve noget selvbetaling at få en henvisning - men også kommunens familierådgivning, hvor man kunne argumentere for at I får et godt forløb, som ser på alle forhold og ikke kun moren eller drengen.

Jeg ved ikke helt, om jeg har psyke til at blive sablet ned, som nogle mennesker ynder at gøre i tråde som denne, så jeg følger den ikke videre herfra. Vi har jo alle vores ting at slås med og min kræver også et vanvittigt overskud 

Måtte bare ud med alle de tanker, der meldte sig, som jeg læste tråden.
Du er MEGET velkommen til at skrive til mig privat. Jeg vil gerne sparre med dig, hvis du kan bruge det til noget.

Held og lykke og masser af styrke i din retning 

Hov jeg ville ikke være anonym for dig, TS 

Anonym skriver:

Det er vaner der skal ændres! Du vil gerne i kan sidde med en fælles skål slik om aftenen i stuen - det kan i så ikke. Og ikke førend du acceptere at sådan er det bare ja så ændre forholdene sig ikke. 

Det er ikke en adfærd der bare ændres fra hans side - for han kan ikke. Han skal hjælpes, guides og ikke mindst skal han accepteres af omgivelserne han befinder sig i samt de skal ændre sig efter ham!

Jeg synes også vi guider og hjælper ham, men vi får ikke rigtig noget ud af det! Vi strukturere det hele når han skal komme og lægger planer for hvad der skal foregå og vi lader ikke børnene være uden opsyn for at forhindre at der skal ske noget træls! Det hjælper dog ikke og vi starter forfra hver gang. Jeg er ikke villig til at droppe alle regler fordi han skal komme og ikke kan overholde en simpel regel som fx. Ikke hoppe i sofaen eller vi sidder ved bordet og spiser og ikke flyver op og ned og ud på toilettet hvert minut eller ligger under bordet og driller de mindre! Hvad gør jeg i de situationer? Jeg eller far beder ham selvfølgelig blive siddende på stolen og vi prøver at snakke om noget eller spørge ind til noget der optager ham, men det virker slet ikke, han er for det meste mere optaget af at sidde og lave ansigter og lege med maden for at logge de to andre med på den! Det er da så frusterende og jeg tager da virkelig hatten af for dem der kan bevare en ro i disse situationer! Jeg kan bare ikke og jeg synes der er væsentligt at pointere at sådan gør man ikke i de situationer! Jeg er ikke en ond bonusmor, men en bonusmor der er bekymret og også pisse træt af at have pointeret de samme ting 100000000 gange over de sidste 3-4 år ihvertfald. Jeg bliver jo frustreret over HVORFOR han ikke forstår når jeg siger han skal stoppe med noget! Ligesåvel som jeg bliver frustreret når de to andre ikke vil stoppe med et eller andet! Der er lidt som at opfinde den dybe tallerken forfra hver gang han kommer!