Mathias Villads skriver:
Ærlig så kan jeg ikke se, hvad hendes operation har noget med noget at gøre... Hun har ude af spillet i 4 uger, er det virkelig for meget, at forlange af sin bedre halvdel, at de må tage over i 4 uger?? Kan man ikke se ud over egen næsetip, når ens halvdel er nyopereret... Så er der dæleme noget galt...
hvorfor skal i vide, hvad hun kan og ikke kan... Er mænd så ringe, at de ikke kan tage sig ad husholdning og barn i 4 uger... Her i huset ville min mand kunne dette uden at kny... Han ville ikke sætte sig på halen og hyle op over for synd det er for ham... Og jeg ville dæleme forvente at sådan var det bare... Og omvendt ville jeg til en hver tid gøre det samme.... I min verden er det et forhold og et ægteskab... Man må tage det sure med det søde.. Og lige nu kan hun bare ikke noget og så må det kære mand komme på arbejde... Nu snakker man jo ikke om flere mdr eller år... Tænk hvis de blev skilt, så var han da først på skideren... Jesus krist...
For mig handler det om man før var 2 voksne og så enten pga operation, sygdom eller ændring af arbejdssituation er en, derfor er der selvsagt flere opgaver til den ene og så må man prioriterer - måske skinner håndvasken ikke men man fik spillet et spil med ungerne eller....?
Det bliver ofte noget med mænd, de kan ikke klare, vi står for hjemmet og og og... Har selv stået der og sagt alle de ting lige indtil den dag jeg stod med det hele alene og jeg opdagede hvor mange arbejdsopgaver jeg ikke havde haft som jeg nu pludselig havde, ting jeg ikke tænkte over hverdagen for de blev jo bare løst og ikke af mig. Ja havde jeg været enlig mor, så skulle jeg jo men så havde jeg også tilrettelagt vores familie anderledes så det passede til der kun var en voksen. En af tingene fx det er alle de ting ungerne går til, hvor jeg ikke tænker over, at ja jeg husker det, jeg sørger for svømmeposen men det er bare altid min bedre halvdel der henter og bringer og det tager tid, plus jeg hader det med at skulle ud af døren flere gange på en dag.
Så når jeg smider mig på langs en uge med lungebetændelse, så har min bedre halvdel alt det han plejer at lave plus alt det jeg plejer at lave, og så er det vel okay at slække på kravene, ja så blev alt mad ikke lavet fra bunden, ja så kom børnene ikke i bad lige den rigtige dag, ja så var der top på vaskebunken, ja støvsugeren stod og samlede støv og og og... Men mon ikke vi overlever så længe hverdagen fungerede for ungerne.
Men havde jeg nu siddet i sofaen og vist min utilfredshed med at bunkerne blev større, så havde jeg da nok også fået en sur mine. Eller rettere hvis jeg forestiller mig de 3 mnd hvor jeg var alene, at jeg havde klaret det så godt som muligt og min bedre halvdel havde giver udtryk for det ikke var godt nok, så havde jeg nok printet skilsmissepapirer og sagt: det er enten dem eller du støtter mig for lige nu laver to voksnes pligter i familien.
Synes slet ikke det handler om mænd og kvinder, men om at den der skal støtte og ordne ja selvsagt har lidt mere at se til da det før var det man var to om, og hvis så der ligner et bombet lokum, så gør der det. Så længe ingen sulter eller lider nød så er det vel okay.
At det så må være et helvede at sidde bundet til hjemmet med en sur mand er en anden historie og kan sagtens forstå ts er ved at gå ud at sit gode skind over det. Men der må ts og vi andre jo så overveje, hvorfor mon han er sur. Jeg kunne komme med et par bud alla nervøs for den han elsker, kedsomhed, småsur over at bruge ferie, ikke egnet som sygeplejerske osv.
Jeg kender mig selv godt nok til at jeg ikke skulle gå og passe min bedre halvdel der hjemme. Jeg havde fundet en løsning så jeg afleverede børnene, sørgede for mad og drikke og måske arbejdede deltid så jeg kunne komme hjem kl 14 og se om han manglede noget og så hen og hente. Jeg ville ikke kunne klare at gå hjemme og passe en syg/opereret uden at blive sindsyg, og bare tanken om det kunne gøre jeg blev sindsyg den første dag - derfor jeg absolut ikke skulle blive sygeplejerske 
får nærmest klaustrofobi bare ved tanken 
