Er det bare mig?

Jeg tror, grunden til, at vi er flere, der stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget du må løfte, er, at du er ked af situationen omkring vasketøj og opvask. Du er formentlig ikke blevet opereret i begge hænder, medmindre din kæreste altså deltager i debatten hér på dine vegne? 

Og så kommer dine klager til at virke lidt krukkede og som prinsessenykker, hvilket i hvert fald JEG ville blive irriteret over. Så måske kan der ligge en forklaring på din partners modvilje dér. 

Abracadabra skriver:

Jeg tror, grunden til, at vi er flere, der stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget du må løfte, er, at du er ked af situationen omkring vasketøj og opvask. Du er formentlig ikke blevet opereret i begge hænder, medmindre din kæreste altså deltager i debatten hér på dine vegne? 

Og så kommer dine klager til at virke lidt krukkede og som prinsessenykker, hvilket i hvert fald JEG ville blive irriteret over. Så måske kan der ligge en forklaring på din partners modvilje dér. 

Måske er jeg blevet opereret i benet, og kan ikke rejse mig, eller komme rundt med både krykker og noget i hænderne?? Hvilken forskel gør det?

Det er da fuldkommen irrelevant, om jeg er blevet opereret i benet, håndledet eller i halsen. Jeg må ikke løfte. 

Hvorfor er det at man ikke bare kan forholde sig til det der bliver spurgt om og ikke til om hvor meget hun må løfte???

Jeg håber ikke, at det er noget alvorligt, så jeg bidrager lidt med min erfaring med 'sygdom' og min mand.

Jeg hader at være syg! Ikke kun grundet sygdom, men grundet den måde min mand tager det på. Han er verdens værste sygeplejerske og har nul overskud, når det står på. Omsorg er ikke hans stærkeste side, og han vil helst have, at jeg bliver på værelset, mens han og børnene er i stue/køkken osv.

Han har monster svært ved det og har svært ved at sætte ord på det. Det eneste, jeg mærker, er, at han sukker højlydt og ignorerer mig, mens det står på.  Han er ikke ond eller noget, men bare totalt fraværende for mig og fokuseret.

Vi har været sammen i ti år, så jeg kender ham jo godt og ved, at det er et udtryk for underskud og overlevelse. Han magter ikke at tage sig af mig også, når han pludselig står med alt andet også.

Måske mobilen bare er en flugtvej?

hekran skriver:

Jeg håber ikke, at det er noget alvorligt, så jeg bidrager lidt med min erfaring med 'sygdom' og min mand.

Jeg hader at være syg! Ikke kun grundet sygdom, men grundet den måde min mand tager det på. Han er verdens værste sygeplejerske og har nul overskud, når det står på. Omsorg er ikke hans stærkeste side, og han vil helst have, at jeg bliver på værelset, mens han og børnene er i stue/køkken osv.

Han har monster svært ved det og har svært ved at sætte ord på det. Det eneste, jeg mærker, er, at han sukker højlydt og ignorerer mig, mens det står på.  Han er ikke ond eller noget, men bare totalt fraværende for mig og fokuseret.

Vi har været sammen i ti år, så jeg kender ham jo godt og ved, at det er et udtryk for underskud og overlevelse. Han magter ikke at tage sig af mig også, når han pludselig står med alt andet også.

Måske mobilen bare er en flugtvej?

Tak for dit meget brugbare svar. 

Jeg tror det bunder i nogenlunde det samme for min kæreste.. Men det ligner ham bare slet ikke. 

Han er normalt slet ikke sådan, men derimod ret betænksom. det virker som om, at det er kommet helt helt bag på ham, hvor meget struktur der er over vores hverdag, for at det fungerer for alle. 

Han kan ikke overskue, at han både skal få handlet, hente, bringe, rydde legetøj op, give nattøj på, børste tænder, læse bog, sætte en vask over.. Han føler vist at pligterne aldrig slutter. Men altså.. Welcome to my life. 

Jeg tror der skal laves lidt om på rollefordelingen herhjemme, så han ikke går helt ned med flaget, hvis jeg nu en dag skal på ferie med en veninde  

Jeg prøver virkelig, VIRKELIG, at give plads til at han gør tingene på sin måde nu.. 

Anonym skriver:

Jeg er blevet opereret i sidste uge, og i den forbindelse er min kæreste nødt til at tage sig af alle løft m.v. Af vores søn på 1,5 år.

Det var en helt klar aftale, at han skulle være på, så jeg lige kan komme mig, for jeg må ikke løfte i 4 uger.

Det var intet problem, for han har taget ferie. 

Men han har simpelthen været så led og ubehagelig efter jeg kom hjem fra hospitalet  

Inden jeg blev opereret sad han med næsen begravet i sin Tlf. 

Det har han ellers aldrig gjort, men det startede for et par uger siden. Uanset hvad han foretager sig, så har han telefonen med. På badeværelset, i køkkenet osv., og den er på lydløs.

Da han kom for at besøge mig på hospitalet, så satte han sig i en stol og kiggede på sin telefon. Han spurgte ikke om noget, eller ville se resultatet af operationen.

det var så Mærkeligt.

 

Han snerrer ad mig og sønnen. Der er ingen tålmodighed, og han sukker højlydt og gør opmærksom på, at han er vildt utilfreds. 

Det er så synd for vores søn, men jeg prøver virkelig at lade ham gøre det på sin måde. Jeg blander mig ikke eller retter. Men det vender sig i min mave, for han er slet ikke sig selv.

Hele hans attitude er så ubehagelig. Faktisk så ubehageligt, at mine forældre valgte at gå i går, da de var her for at hjælpe med det praktiske, for her var ikke blevet ryddet op, sat i opvaskeren eller smidt vasketøj i kurven siden i onsdags!

Jeg har spurgt ham hvad der lige foregår, men der er ikke noget. Han vil ikke tale med mig, og nu går jeg på listetæer herhjemme. 

Hele formiddagen har han ikke talt til mig, og nu er han lige kørt, og jeg kan mærke at jeg er utrolig ked af det. For hvad foregår der? Og hvad gør jeg, når han ikke vil tale? 

Skal han have plads, skal jeg gå ham på klingen? Det er da for underligt 

Tænker om det ikke er ligegyldigt det sejler lidt - jeg har lige været syg med lungebetændelse og det hele sejlede for selvsagt kunne min bedre halvdel ikke både klare det han plejede plus alt det jeg plejer. 

Og havde jeg inviteret min mor opnfoebst ordne det, så havde han nok også snerret lidt - det er jo en skjult kritik. 

Så må man jo hjælpes ad med at prioriterer, her hjemme er fx vasketøj og mad 1. Prioritet, mens støvsugning, opvask, Ajax og hvad ved jeg godt kan nedprioriteres.

og så tænker jeg om han måske har været nervøs og ikke kan få der formidlet men istedet bliver sur - jeg er præcis lige sådan når jeg bliver nervøs for dem jeg holder af, så kan jeg også trække mig ind i mig selv og være meget sur som en Line 4 år

lineog4 skriver:

Tænker om det ikke er ligegyldigt det sejler lidt - jeg har lige været syg med lungebetændelse og det hele sejlede for selvsagt kunne min bedre halvdel ikke både klare det han plejede plus alt det jeg plejer. 

Og havde jeg inviteret min mor opnfoebst ordne det, så havde han nok også snerret lidt - det er jo en skjult kritik. 

Så må man jo hjælpes ad med at prioriterer, her hjemme er fx vasketøj og mad 1. Prioritet, mens støvsugning, opvask, Ajax og hvad ved jeg godt kan nedprioriteres.

og så tænker jeg om han måske har været nervøs og ikke kan få der formidlet men istedet bliver sur - jeg er præcis lige sådan når jeg bliver nervøs for dem jeg holder af, så kan jeg også trække mig ind i mig selv og være meget sur som en Line 4 år

Jeg havde ikke inviteret mine forældre. De kom for at se til mig, og kunne godt se, at hjemmet lignede et bombet lokum. Mildest talt.

Han var simpelthen så negativ og ubehagelig at være i nærheden af. Enormt fraværende og skabte dårlig stemning. Derfor kørte mine forældre.

Verden går jo ikke i stå af, at jeg sidder på bænken i nogle uger.. Synes sgu han burde kunne mande sig op, og få styr på helt basale ting. I bund og grund laver jeg nok for meget i hjemmet til dagligt, og det bider mig i røven nu.

men den der sure attitude han lægger for dagen, som om det er synd for ham. Det har jeg lidt svært ved at kaperere. Det stresser mig, at han er så kort for hovedet og snerrer ad os.

Anonym skriver:

Jeg havde ikke inviteret mine forældre. De kom for at se til mig, og kunne godt se, at hjemmet lignede et bombet lokum. Mildest talt.

Han var simpelthen så negativ og ubehagelig at være i nærheden af. Enormt fraværende og skabte dårlig stemning. Derfor kørte mine forældre.

Verden går jo ikke i stå af, at jeg sidder på bænken i nogle uger.. Synes sgu han burde kunne mande sig op, og få styr på helt basale ting. I bund og grund laver jeg nok for meget i hjemmet til dagligt, og det bider mig i røven nu.

men den der sure attitude han lægger for dagen, som om det er synd for ham. Det har jeg lidt svært ved at kaperere. Det stresser mig, at han er så kort for hovedet og snerrer ad os.

Jeg bliver også kort for hovedet og snerrende når min mand bliver syg fordi jeg 1. Er glad for jeg ikke valgte at blive sygeplejerske 2. Bliver nervøs og ikke kan få der fortalt. 

Ja selvfølgelig skal man lige yde lidt ekstra når den ene er syg, men den der er syg skal også accepterer det ligner et bombet lokum. Tro mig 2-3 uger med lungebetændelse og kone ovenpå igen betyder her er som et bombet lokum. Jeg var bare glad for at den uge hvor jeg kun kunne sidde i sofaen der sørgede manden for alt med hente og bringe, og at der var lidt rent tøj - jeg klarede så aftensmaden og det var så den energi den dag. Og rytmen blev brudt for det eneste mor kunne var at sidde i sofaen spille kort, godnathistorie kunne hun ikke, så det måtte man undvære. Og nu er jeg så i gang med at finde vores hjem igen, og min kære mand overarbejder for at nå det han ikke nåede da jeg var syg. 

Når en af os går ned, så falder hjemmet lidt fr hinanden og så samler vi det sammen igen når vi er ovenpå.

Kom til at tænke på om han måske ikke også føler han spilder sin ferie? Nu ved jeg ikke om han har taget alle 4 uger for så er det jo nærmest den eneste ferie han har haft i det her ferieår eller om han "kun" har taget en uge? 

Hvis han har ferie skulle han måske hellere netop holde ferie og holde fri med sønnen og tage i ZOO osv end at "kun" ordne hjem og føle det er win win. 

Måske han også keder sig, min mand keder sig så meget når han har ferie "bare" her hjemme med mindre det er jul. For ham er ferie noget med at rejse og det andet er lidt spild af tid og hvad skal jeg dog finde på. Bare en strøtanke....

Anonym skriver:

Måske er jeg blevet opereret i benet, og kan ikke rejse mig, eller komme rundt med både krykker og noget i hænderne?? Hvilken forskel gør det?

Det er da fuldkommen irrelevant, om jeg er blevet opereret i benet, håndledet eller i halsen. Jeg må ikke løfte. 

Hvordan får du så tøj på eller noget at drikke?