Anonym skriver:
Jeg er blevet opereret i sidste uge, og i den forbindelse er min kæreste nødt til at tage sig af alle løft m.v. Af vores søn på 1,5 år.
Det var en helt klar aftale, at han skulle være på, så jeg lige kan komme mig, for jeg må ikke løfte i 4 uger.
Det var intet problem, for han har taget ferie.
Men han har simpelthen været så led og ubehagelig efter jeg kom hjem fra hospitalet 
Inden jeg blev opereret sad han med næsen begravet i sin Tlf.
Det har han ellers aldrig gjort, men det startede for et par uger siden. Uanset hvad han foretager sig, så har han telefonen med. På badeværelset, i køkkenet osv., og den er på lydløs.
Da han kom for at besøge mig på hospitalet, så satte han sig i en stol og kiggede på sin telefon. Han spurgte ikke om noget, eller ville se resultatet af operationen.
det var så Mærkeligt.
Han snerrer ad mig og sønnen. Der er ingen tålmodighed, og han sukker højlydt og gør opmærksom på, at han er vildt utilfreds.
Det er så synd for vores søn, men jeg prøver virkelig at lade ham gøre det på sin måde. Jeg blander mig ikke eller retter. Men det vender sig i min mave, for han er slet ikke sig selv.
Hele hans attitude er så ubehagelig. Faktisk så ubehageligt, at mine forældre valgte at gå i går, da de var her for at hjælpe med det praktiske, for her var ikke blevet ryddet op, sat i opvaskeren eller smidt vasketøj i kurven siden i onsdags!
Jeg har spurgt ham hvad der lige foregår, men der er ikke noget. Han vil ikke tale med mig, og nu går jeg på listetæer herhjemme.
Hele formiddagen har han ikke talt til mig, og nu er han lige kørt, og jeg kan mærke at jeg er utrolig ked af det. For hvad foregår der? Og hvad gør jeg, når han ikke vil tale?
Skal han have plads, skal jeg gå ham på klingen? Det er da for underligt 
Jeg må indrømme at jeg får ondt i maven og tårer i øjenene af det du skriver der.
sådan blev mit kæreste også meget pludseligt for et års tid siden.. Jeg troede det var fordi han var presset over eksamen osv, men det ændrede sig ikke, tværtimod så blev det kun værre. Jeg gik på liste tær konstant og var faktisk bange for ham fordi han havde ændret sig og jeg følte ikke jeg kendte ham og kunne heller aldrig regne ud hvordan han ville reagere på det ene og det andet. Han var totalt uforudsigelig. Jeg synes han var så mega uretfærdig overfor børnene og han sad og spillede computer konstant. Hvis de blev sultne, kede ad det, skulle have skiftet ble osv blev han skide sur. Derfor blev jeg også ekstra sød overfor børnene og endte faktisk med at børnene og jeg var "ude af huset" næsten hele dagen i weekenden fordi han var så ubehagelig. Til sidst blev han mere og mere agressiv og jeg vidste egentlig godt at det kun gik den forkerte vej, men blev mere og mere bange for ham og derfor også bange for at konformere ham. Da jeg endelig fik nok og forsøgte at snakke med ham, gik det helt helt galt og han har nu en dom for vold mod mig.
Jeg vil virkelig råde dig til at tage en snak med ham inden det kommer ligeså langt ud som mit forhold gjorde. Fortæl ham præcis hvordan DU føler og hvordan DU egentlig har det. Det er så vigtigt at snakke om det og selvfølgelig gøre det uden at angribe ham.
