Far eller mor, kunne du finde på...?

Anonym skriver:

Er fuldstændig enig med dig. Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg får far til at forstå. Han kan godt forstå når jeg forklare han det ikke er ok, lige indtil næste gang, så sker noget lignede igen. Og han mener det hele er min skyld fordi jeg gør dit og dat forkert. Det er ligesom Om han slet ikke kan sætte sig ind i hvordan 4 åriges hjerner fungere og forstår. Og som om han ikke bruger sin erfaring fra konflikterne og vores snakke. Som om han ikke fatter det eller bare glemmer det. Aner ikke hvordan jeg skal få lidt fornuft banke ind i hovedet på ham.

Ikke for at gentage mig selv, men: Professionel rådgivning!! 

Jeg må indrømme, at især imens jeg havde stress havde jeg en tendens til at råbe ad alle. Især også af ungerne. 

Jeg kaldte dem dog ikke øgenavne men var meget vred.

Nogle gange råber jeg. Ikke med vilje og jeg får altid vildt dårlig samvittighed bagefter og siger undskyld. 

Anonym skriver:

Har forsøgt den med værelset, men i de minutter han skal være der står han og hiver i døren skriger græder og bliver rigtig tosset. Synes det optrapper situationen og han forstår ikke pointen. Han bliver så ophidset at man sket ikke kan nå ind til ham bagefter og snakke om hvorfor han skulle være på værelset.

Hvis ikke man står ved døren løber han ud og griner og tager det som en leg.

Det samme gør min dreng... Altså råber, skriger, kaster med ting, græder og griner mig op i hovedet samt bag døren når han får hans anfald 

Jeg har opgivet at holde fat i døren, så jeg har simpelhen sat nøgle i og låst den... Imens jeg står bagved og venter på han kort tid efter forstår pointen at døren er låst og det er alvor! 

Nogle gange når han får hans anfald, så spør jeg ham inde på værelset om han slapper af nu og om vi kan snakke om hvad der er galt eller hvad der gik galt. 

Anonym skriver:

Jeg taler med store bogstaver, men råber ikke, helt ærligt, hvad er man for et menneske hvis man har behov for at stå og råbe af sit lille barn? Hvordan ville det føles for en selv at have en 3m høj vred mand bøjet over en der råber og kalder en for grimme ting?? Endda holder en fast så man kan høre hvor forfærdelig man er? Fin måde at demonstrere sin magt, eller noget 

Som skrevet, jeg kan tale med store bogstaver, kalder ikke grimme ord, og jeg forklarer altid når vi begge er faldet ned, hvorfor jeg blev vred. 

Jeg sagde engang, i vrede, at noget var dumt gjort, han fik den vendt til at jeg havde sagt han var dum, og dén hang fast ved ham længe, at jeg havde sagt han var dum

Vil dog sige, da han var 2-2,5 og virkelig havde nogle hidsige anfald, har jeg siddet med ham på gulvet og holdt ham fast, og råbt at nu sku han stoppe!! men øv det føles ikke rart!! 

Hvad man er for et menneske ? Synes det er lidt groft at pege fingre af andre på den måde. Ingen er perfekte og næppe de færreste som har "et behov" for at agere som man nogle gange gør i frustration og afmagt, og hvir grænsen går eller hvordan man reagerer når man bliver presset nok, er meget forskelligt. 

Hvor ofte sker det så du råber? Hver dag, en gang om ugen eller sjældnere? Råber du kun hvis det er virkelig slemt, eller også ved uheld som f eks spildt mælk, som måske var lidt med vilje?

Små børn gør ALDRIG noget MED OND MENING! Så håber virkelig ikke barnet bliver råbt ad eller får skæld ud før at spilde mælk med vilje! 

Hvis barnet virkelig gør det med vilje så må det være pga mangel på positiv opmærksomhed fra forældrene.

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Aldrig i livet om jeg ville kalde mit barn sådan nogle grimme ting. Råbe/tale bestemt ja det ville jeg nok hvis det gentagne gange ikk hørte efter. Men aldrig bruge øgenavne! 

Opdagede jeg min kæreste gøre det så røg han ud med det samme. Det ville jeg aldrig stå model til. 

Anonym skriver:

Små børn gør ALDRIG noget MED OND MENING! Så håber virkelig ikke barnet bliver råbt ad eller får skæld ud før at spilde mælk med vilje! 

Hvis barnet virkelig gør det med vilje så må det være pga mangel på positiv opmærksomhed fra forældrene.

Jeg tror nu de fleste 3/4 årige har spildt mælk med vilje, tænk på at de er spændt på hvordan det ser ud, spændene at få lov at tørre op og finde ud af hvad de voksne siger til det. Men ja han havde da nok ikke mine øjne på sig hvert sekund under måltidet, men opmærksomhed det får han altså.

Tak for alle jeres besvarelser, det er jeg glad for.

farmand sagde lige igår at hvis vi går fra hinanden ønsker han ikke børnene på samværd. Han vil dog gerne besøge os en gang eller to om ugen. Jeg forstår ham ikke, men selvfølgelig dejligt at siger fra når han ved han ikke magter det.

han synes fortsat ikke selv han er for hård og som jeg synes grænseoverskridende. Han mener derimod det er min skyld fordi jeg ikke irettesætter (gør jeg dog, sønnike kalder mig endda skrap somme tider) jeg er bare ikke som en højtråbende ildspruttende drage når jeg skælder ud. Derudover mener han også det er hans manglende overskud der gør det, fordi han hjælper til med huslige pligter. 

Hans løsning på vores problem siger han er at jeg udelukkende skal stå for opdragelse, og han ikke skal deltage. Hans opgaver mener han kun skal være at lege og læse godnathistorie, resten er mit område fordi det er mine børn (han ER biofar) han kan også godt fylde et badekar i nu og næ, siger han.

jeg ved ikke helt hvad jeg synes. Vil helst heller ikke gøre mine børn til skilsmisse børn, men ja. Synes bare han har fået (og føler det hele tiden bliver værre) dårlig moral, indlevningsevne, siger upassende ting osv. Igår sagde han til sønnen, skal vi ikke bare skære mor op og lave hende til hakkebøffer, fordi jeg sagde at jeg ikke vil have vore barn ser nyhederne, som de sad og så sammen mens de tog nattøj på. Barnet sidder med store øjne og spørg hvorfor gør de det far, hvad er det osv.

imorges da gjorde klar til børner siger barnet til mig "det er utroligt jeg skal kalde dig en idiot hver dag mor!" "Mor er en idiot hver dag ikke far" hvor far sætter i et højrystet grin stopper dog sig selv og siger "nej det er hun nok ikke" men det jo tydelig for mig hvorfor barnet siger sådan.

nå men jeg har besluttet mig for at give mig til en date Line på en uge til at finde ud af hvad jeg vil. Alt det her vægelsind er for hårdt i længden. Håber jeg får taget den beslutning som skader vores børn mindst. De er det vigtigeste i vores liv. 

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Det er i min optik sådan set ALDRIG ok at råbe af sit barn eller kalde det øgenavne.  

men det betyder så desværre ikke at jeg ikke har gjort det, jeg har kaldt min datter for en møgunge, jeg har råbt af hende et par gange og jeg har en enkelt gang bedt hende "fucke op på sit værelse". 

Det er jo ikke ligefrem den gængse opdragelses metode herhjemme, vi er generelt enormt bevidste omkring børneopdragelse, min mand er pædagog og jeg er igang med en terapeutisk uddannelse, men vi er også kun mennesker, med udfordringer og fejl som alle andre og i et par virkeligt pressede situationer er det altså sådan jeg enkelte gange har reageret. Og.. I min optik handler det jo ikke om at være perfekt, de fleste oplever at miste temperamentet eller lignende. Det handler for mig mere om at kunne italesætte det med barnet efterfølgende . De gange det er sket har jeg altid sagt undskyld for at jeg råbte eller sagde det grimme ord, at det skulle jeg ikke have gjort. Børn lære en masse om empati og basis menneskelig forståelse ved at se deres forældre fejle og se dem indrømme det og prøve at gøre det bedre. 

så.. Hvis det bruges som en generel opdragelsesmetode er det virkelig forkert. Men som mennesker kan det kun forventes at vi ind imellem fejler og reagere uhensigtsmæssigt. Det har børn godt af at lære fra starten.

Anonym skriver:

barnets alder: 4 år

barnets sårbarhed: fintfølende og sensitiv

barnets egen adfærd: meget grænsesøgende, opmærksomhedssøgende, vedholdende og stædig. Men også kærlig og dygtig, sød, omsorgsfuld og tænksom.

hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde: dagligt.

samler den voksne barnet op bagefter og undskylder: som oftest ikke.

er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor: ja.

gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Ja. Støtter i at høre efter, men forsøger også meget at afværger fordi jeg ved hvad det kan resultere i.

Da barnet gør noget han/hun ikke må og generelt er grænsesøgende samt opmærksomhedssøgende vil jeg sige det er simpelt:

Dit barn gør noget forkert for at få opmærksomhed. Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen eller for lidt (efter barnets mening). 

Løsning:

Når barnet gør noget forkert er det bedre at sige nej, tage det væk og så ignorere barnet. Giv overdreven opmærksomhed når barnet gør noget rigtigt for at vise hvad du gerne vil have.

Lær dit barn hvad der er rigtigt og forkert ved at belønne med opmærksomhed. Men husk at for små børn er et minut mere end rigelig tid da de har en anden fornemmelse for tid.

At råbe og give øgenavne forstærker kun opmærksomheden på en rigtig dårlig måde.