Far eller mor, kunne du finde på...?

Anonym skriver:

Min søn er også bange for alt muligt. Da vi skulle til juleaften hos farmor som han ikke ser så tit fik han også ondt i maven. 

Da vi var på legepladsen og blæsten væltede nogle cykler var han hunderæd for at nogle ville skælde ud så han ville hjem igen (der var ingen andre end mig og ham, så altså ingen der evt ville blive sure) der virkede han også som om han gik helt i panik.

han er bange for at være på sit værelse og bange for at gå på toilet alene.

han er begyndt at bruge sin fars vendinger som eks "det er utroligt jeg skal blive sur oå dig!" Og diverse bandeord og skældsord. Det er mig han råber dem til.

hvis hans far skælder mig ud for noget som han evt har gjort siger han til sin far "det var mig der gjorde det" det virker som om han vil afværge.

men mærkeligt nok fortrækker han ofte sin far (undtagen når han er ked, så kommer han altid til mig) men tror det er hans måde at forsøge at holde sig gode venner med farmand.

Eller måske foretrækker din søn sin far, fordi faren er tydeligere i sin grænsesætning? 

Jeg tror nu endnu mere, at I har brug for hjælp. Det er meget nemt at tilskrive dit barns problemer farens hårde tone (og det lyder til, at I skal vejledes på dette område), men din dreng kan også blive utryg, fordi de voksne er så uenige. Eller måske endda fordi, I ikke er klare, tydelige og konsekvente. 

Et grænsesøgende barn skal have tydeligere grænser ikke trøst. 

Abracadabra skriver:

Eller måske foretrækker din søn sin far, fordi faren er tydeligere i sin grænsesætning? 

Jeg tror nu endnu mere, at I har brug for hjælp. Det er meget nemt at tilskrive dit barns problemer farens hårde tone (og det lyder til, at I skal vejledes på dette område), men din dreng kan også blive utryg, fordi de voksne er så uenige. Eller måske endda fordi, I ikke er klare, tydelige og konsekvente. 

Et grænsesøgende barn skal have tydeligere grænser ikke trøst. 

Jeg tror du lægger lidt for meget i ordet grænsesøgende, jeg ser ham som en normal 4årig som ikke ved hvir han har far. Det ene øjeblik irettesætter far ikke, det andet går han over gevin. Det ene øjeblik (hver dag) råber far og taler grimt, det andet siger han at barnet ikke må råbe. Det ene øjeblik lære han barnet banditstreger (far synes det sjovt) det andet øjeblik for han skældud over det.

lige nu kan jeg høre han sidder i stuen og siger til ham "hvad skal vi gøre ved at far råber af dig og kalder dig idiot? Mor bliver jo sur på far. Du skal jo gøre hvad jeg siger så jeg ikke er nød til at råbe. Hvorfor gør du det, det jo synd for far armod bliver sur" 

det synes jeg f eks er fars problem ikke den lille fyrs. 

Anonym skriver:

Jeg tror du lægger lidt for meget i ordet grænsesøgende, jeg ser ham som en normal 4årig som ikke ved hvir han har far. Det ene øjeblik irettesætter far ikke, det andet går han over gevin. Det ene øjeblik (hver dag) råber far og taler grimt, det andet siger han at barnet ikke må råbe. Det ene øjeblik lære han barnet banditstreger (far synes det sjovt) det andet øjeblik for han skældud over det.

lige nu kan jeg høre han sidder i stuen og siger til ham "hvad skal vi gøre ved at far råber af dig og kalder dig idiot? Mor bliver jo sur på far. Du skal jo gøre hvad jeg siger så jeg ikke er nød til at råbe. Hvorfor gør du det, det jo synd for far armod bliver sur" 

det synes jeg f eks er fars problem ikke den lille fyrs. 

Men I skal vel have noget hjælp? Primært et møde med børnehaven, dernæst måske noget PPR.. 

Hvis du synes, at far er en dårlig far og du går på grund af dette, skal I jo STADIG samarbejde omkring jeres barn! Livslangt. 

Derfor: Få hjælp. 

Anonym skriver:

Jeg tror du lægger lidt for meget i ordet grænsesøgende, jeg ser ham som en normal 4årig som ikke ved hvir han har far. Det ene øjeblik irettesætter far ikke, det andet går han over gevin. Det ene øjeblik (hver dag) råber far og taler grimt, det andet siger han at barnet ikke må råbe. Det ene øjeblik lære han barnet banditstreger (far synes det sjovt) det andet øjeblik for han skældud over det.

lige nu kan jeg høre han sidder i stuen og siger til ham "hvad skal vi gøre ved at far råber af dig og kalder dig idiot? Mor bliver jo sur på far. Du skal jo gøre hvad jeg siger så jeg ikke er nød til at råbe. Hvorfor gør du det, det jo synd for far armod bliver sur" 

det synes jeg f eks er fars problem ikke den lille fyrs. 

Det er helt skævt at han giver barnet skylden for sin egen dårlige opførsel. Det er nærmest værre end øgenavnene - i hvert fald lige så slemt. Den følelses af "det er min skyld" sætter sig dybt i drengen.

For at svare på dit spørgsmål: Jeg hæver stemmen overfor min dreng, ikke dagligt, men nok ugentligt. Jeg kan godt blive sur på ham, men samler ham altid op med et kram bagefter og bliver god igen meget hurtigt. Jeg synes ikke at der er noget i vejen med at barnet ser forælderen blive sur, men det skal være i kort tid. 

Jeg kunne aldrig drømme om at kalde mit barn idiot el. lign. Jeg har en håndfuld kaldt ham irriterende - og hver gang har jeg undskyldt bagefter. Jeg synes at det er meget vigtigt at man skelner mellem mennesket og handlingen. En handling kan godt være irriterende, men barnet er aldrig irriterende.

Metoden med at sende barnet på værelset eller bruge time-out metoder byder mig totalt imod, så det har vi aldrig gjort herhjemme. I få tilfælde har jeg brugt konsekvens-metoden, hvor det klart bliver forklaret for barnet at "hvis du gør sådan og sådan, er der ikke mere TV resten af dagen". På den måde kan man hele tiden være sammen med barnet, forklare konsekvensen, give en krammer, tage sig af eventuelle frustrationer som barnet måtte have. At fjerne et i forvejen oprørt barn fra fællesskabet og nærkontakt ved at sende på værelset er efter min mening en helt misforstået form for opdragelse.

Jeg har kaldt mit barn en møgunge engang og der undskyldte jeg. Jeg var SÅ vred. Jeg har også råbt og det går jeg til tider når NOK er nok. Generelt går vi op i at tale pænt til hinanden. Og hvis jeg ikke kan overskue det så går jeg væk og "puster ud". 

Men jeg kan godt finde på at sige MEGET højt "NU er det nok" "Stop så" - Det ser jeg altså intet galt i. Vigtigheden ligger i hvordan og hvor tit man gør det. 

Anonym skriver:

Hvordan fik det dig til at føle? Mit barn har tit ondt i maven og har tænkt på om det kan hænge sammen.

Jeg får det da skidt... Han har det fint 

Anonym skriver:

Kig mit svar ovenfor, måske hjælper det. (Over dit)

Hov, svarede lige på et forkert spørgsmål....

Hvad mener du med hvad det kan ende ud i?

Jeg har aldrig og kunne ikke finde på at bruge de nævnte ord i forhold til skæld ud eller i den retning. Men har da brugt feks ordet møgunge under kilde leg, " er du en lille møgunge" agtigt noget... Og ser det ikke som et problem heller ikke hvis min mand gør det. Men i forkert toneleje og i form af afstraffelse er det ikke acceptabelt.

ja vi haver stemmen i vores opdragelse, når det er nødvendigt, men ikke uden at komme godt ud af det med vores børn igen så konflikten stoppes.

Ja jeg tåber nogle gange, aldrig under skæld ud enlig, det er mere når jeg bliver frustreret over noget børnene ved bare skal gøres, som når de feks for 5 dag i træk skal trække tiden ud inden vi skal ud af døren.

mine piger er 4 og 1,5 år.

Anonym skriver:

Jeg tror du lægger lidt for meget i ordet grænsesøgende, jeg ser ham som en normal 4årig som ikke ved hvir han har far. Det ene øjeblik irettesætter far ikke, det andet går han over gevin. Det ene øjeblik (hver dag) råber far og taler grimt, det andet siger han at barnet ikke må råbe. Det ene øjeblik lære han barnet banditstreger (far synes det sjovt) det andet øjeblik for han skældud over det.

lige nu kan jeg høre han sidder i stuen og siger til ham "hvad skal vi gøre ved at far råber af dig og kalder dig idiot? Mor bliver jo sur på far. Du skal jo gøre hvad jeg siger så jeg ikke er nød til at råbe. Hvorfor gør du det, det jo synd for far armod bliver sur" 

det synes jeg f eks er fars problem ikke den lille fyrs. 

Dét, din mand siger til din søn i den situation, du beskriver, er værre end hans råben efter min mening! Han fylder ham med skyld og skam, spiller jer ud mod hinanden og lader en lille gut være ansvarlig for, at Mor (og Far) har det godt. Det er alvorligt. Og helt uacceptabelt. 

Mor og meget mere skriver:

Dét, din mand siger til din søn i den situation, du beskriver, er værre end hans råben efter min mening! Han fylder ham med skyld og skam, spiller jer ud mod hinanden og lader en lille gut være ansvarlig for, at Mor (og Far) har det godt. Det er alvorligt. Og helt uacceptabelt. 

Er fuldstændig enig med dig. Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg får far til at forstå. Han kan godt forstå når jeg forklare han det ikke er ok, lige indtil næste gang, så sker noget lignede igen. Og han mener det hele er min skyld fordi jeg gør dit og dat forkert. Det er ligesom Om han slet ikke kan sætte sig ind i hvordan 4 åriges hjerner fungere og forstår. Og som om han ikke bruger sin erfaring fra konflikterne og vores snakke. Som om han ikke fatter det eller bare glemmer det. Aner ikke hvordan jeg skal få lidt fornuft banke ind i hovedet på ham.