Far eller mor, kunne du finde på...?

NEJ!! Her hjemme er det bestemt ikke ok at kalde et barn for noget grimt !! 

I min verden er det mangel på respekt overfor barnet. 

Men Ja,, vi kan sagtens hæve stemmen overfor vores børn (4 og 10 år) men aldrig så langt ude at man gløder af raseri ! 

Derfor er det vigtigt at man midt i det hele tæller til 10 og overvejer situtationen og gør/siger noget andet. 

Her hjemme bruger vi pt de 2 min på værelset for den lille  

Anonym skriver:

Har ikke selv børn endnu, men en af mine vigtigste målsætninger når det kommer så langt er ikke at gøre sådan nogle ting (selvfølgelig kan det smutte nogle gange). Er klar på at fejle på alle andre måder, men det sidder stadig dybt i mig, at min mor har råbt så meget af mig som barn, så det skal ikke ske her. Hun har båret nag i mange dage, kaldt mig ting som "egoistiske røvhul" osv. Har fået the silent treatment og alt i den dur. Hun har været en tikkende bombe selvom hun også har været kærlig. 

Den dag i dag har jeg det stadig helt vildt presset med vrede. Jeg går fysisk i panik, når min kæreste (eller andre) er sure på mig. 

Mine søskende og jeg har været overdrevet velopdragne som børn og folk roser stadig min mor den dag i dag for hendes "evner" inden for børneopdragelse, fordi vi var så søde som børn. Og min mor er stolt over, at vi aldrig har været dem, som fik hysteriske flip i netto. Men for mig er det på ingen måde prisen værd. Så hellere have lidt for uopdragne børn i en periode - for jeg bilder mig ind, at det går over. 

Hvordan fik det dig til at føle? Mit barn har tit ondt i maven og har tænkt på om det kan hænge sammen.

Jeg har kaldt min søn en møgunge mange gange... jeg har råbt af ham flere gange.... Det er ikk noget jeg normalt gør, men ja jeg kommer til det engang imellem.... 

I de situationer snakker jeg med ham bagefter og forklare ham situationen... Jeg synes ikk det er okay at råbe af dem, men vi kan jo sagtens ryge derud, vi er jo kun mennesker, men det er bare vigtigt at vi selv ved hvor vores grænser er.... 

Jeg kan ikk svare på alle dine spørgsmål, da jeg ikk kender jeres situation og ikk helt kan forstå hvor tit mm....

Kig mit svar ovenfor, måske hjælper det. (Over dit)

Bshizzle skriver:

NEJ!! Her hjemme er det bestemt ikke ok at kalde et barn for noget grimt !! 

I min verden er det mangel på respekt overfor barnet. 

Men Ja,, vi kan sagtens hæve stemmen overfor vores børn (4 og 10 år) men aldrig så langt ude at man gløder af raseri ! 

Derfor er det vigtigt at man midt i det hele tæller til 10 og overvejer situtationen og gør/siger noget andet. 

Her hjemme bruger vi pt de 2 min på værelset for den lille  

Har forsøgt den med værelset, men i de minutter han skal være der står han og hiver i døren skriger græder og bliver rigtig tosset. Synes det optrapper situationen og han forstår ikke pointen. Han bliver så ophidset at man sket ikke kan nå ind til ham bagefter og snakke om hvorfor han skulle være på værelset.

Hvis ikke man står ved døren løber han ud og griner og tager det som en leg.

Jeg er kommet til at råbe af mit barn. Hvis hun virkelig ikke høre efter og bare laver ballade. De (få) gange det er sket, har jeg efterfølgende sagt undskyld og forklaret hende hvorfor jeg blev så sur. Jeg ville aldrig kalde hende en idiot eller andre navne. 

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Hvad skulle det hjælpe at kalde et barn for lorteavl... Og nej selv nær jeg er sur kunne jeg da aldrig før det!

det får barnet til at udvikle mindre selvværd og føle sig forkert og ikke elsket. Især når der ikke bagefter samles op og bliver undskyldt for at man som voksen mistede besindelsen.

jeg vil råde jer til at tage fat i en psykolog så I kan få forventningsafstemt omkring jeres opdragelse - og på en god måde får sat grænser. Det lyder som om jeres søn allerede er påvirket af din mands væremåde. Det er ikke ok at give udtryk for at barnet ikke er elsket... Lorteavl ����??? Får helt ond i maven. 

Her sker det ind imellem at der bliver talt højt. Vil ikke kalde det at råbe, men at hæve stemmen ret meget  

Det sker måske 1 gang hver 14 dag. 

hvis jeg er presset og træt, min den store på 6 måske har har spurgt 100 gange om den samme ting, eller gør noget rigtig dumt, bevidst. 

Men kunne aldrig drømme om at kalde hende øgenavne. 

manden har nogle enkelte gange fået sagt, ej nu er du jo dum. Eller jeg har sagt at der var tarveligt det hun gjorde.

Så bliver hun rigtig ked af det.

At kalde barnet øgenavne er en mangel på kontrol. Din mand må lære at tøjle sit temperament og være mere opmærksom på at få jere barn til at føle sig ok og elsket på trods af at der afprøves grænser.

Anonym skriver:

Hvordan fik det dig til at føle? Mit barn har tit ondt i maven og har tænkt på om det kan hænge sammen.

Var en blanding af panik og håbløshed. Tænkte seriøst at jeg aldrig ville blive glad igen. Når man er barn er ens forældre jo hele ens verden, så det er jo ikke så underligt. Fysisk er det nok ligesom et sug i maven og trykken for brystet.

men ja. Det kan sagtens hænge sammen. Er psykolog i dag så har lidt erfaring på området. Og generelt er det jo ikke godt for børn at blive behandlet på den måde. Og det kan sagtens manifestere sig med somatiske symptomer som f.eks. ondt i maven. Min søster fik angst i midt-skole-alderen og jeg mistænker også lidt vores hjemmemiljø for at have været en væsentlig faktor...

Ærligt ja jeg kan få gange blive presset helt der ud hvor jeg ser rødt og får råbt og sagt ting jeg ikke skulle sige. Det handler ikke om dem men om mig og det må jeg så meget skamfuldt forklare dem bagefter. Det sker heldigvis meget sjældent men det sker og jeg er meget "flov" over det, men har anerkendt jeg blot er et menneske og det menneske kan nogle gange være så presset af tusind ting, så hun ikke kan være i total kontrol. 

Det lyder dog som din mand mener det er den rigtige opdragelsesmetode og der tænker jeg det er vigtigt I rækker hånden ud og får lidt hjælp til at finde en fælles opdragelse og han får at vide det ikke er den rigtige.