Far eller mor, kunne du finde på...?

Tatarata skriver:

Da barnet gør noget han/hun ikke må og generelt er grænsesøgende samt opmærksomhedssøgende vil jeg sige det er simpelt:

Dit barn gør noget forkert for at få opmærksomhed. Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen eller for lidt (efter barnets mening). 

Løsning:

Når barnet gør noget forkert er det bedre at sige nej, tage det væk og så ignorere barnet. Giv overdreven opmærksomhed når barnet gør noget rigtigt for at vise hvad du gerne vil have.

Lær dit barn hvad der er rigtigt og forkert ved at belønne med opmærksomhed. Men husk at for små børn er et minut mere end rigelig tid da de har en anden fornemmelse for tid.

At råbe og give øgenavne forstærker kun opmærksomheden på en rigtig dårlig måde.

Synes selv jeg har fuldstændig (selvfølgelig med menneskelige fejl) styr på børneopdragelse.

problemet er mere fars udbrød, og er bange for at barnet ender med at føle sig som en uduelig idiot når han bliver råbt af og kaldt øgenavne. Derfor er min problemstilling om hvorvidt han tager mere skade af skilsmisse eller at vokse op med far råber dagligt.

Ikke for at gentage mig selv, men: Professionel rådgivning!! 

Det får jeg ham aldrig til. Har prøvet, men han vil ikke.

Bshizzle skriver:

Det samme gør min dreng... Altså råber, skriger, kaster med ting, græder og griner mig op i hovedet samt bag døren når han får hans anfald 

Jeg har opgivet at holde fat i døren, så jeg har simpelhen sat nøgle i og låst den... Imens jeg står bagved og venter på han kort tid efter forstår pointen at døren er låst og det er alvor! 

Nogle gange når han får hans anfald, så spør jeg ham inde på værelset om han slapper af nu og om vi kan snakke om hvad der er galt eller hvad der gik galt. 

Men jeg føler det er et overgreb at spare ham inde. Også selvom det kun er få minutter, når han bliver så frustrerer.

Ja jeg hæver stemmen ja jeg kan også skælde ud men det er stadig med måde. Og øgenavne er totalt udelukker her hjemme. 

Lige som med manden hvis vi er uvenner kan vi godt hæve stemmen fordi vi er sure også får vi snakket ud. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det er for komplekst et emne til en afstemning, og jeg ved ikke, hvad du mener med "råbe ok at komme til". 

Det er IKKE i orden at råbe ad sit barn eller kalde det idiot. Kunne jeg eller min mand komme til at gøre det i en ophedet diskussion med en bevidst provokerende teenager? Ja, det tror jeg desværre godt. 

Der er så mange nuancer i sådan en problemstilling - barnets alder, barnets sårbarhed, barnets egen adfærd - og hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde, samler den voksne barnet op bagefter og undskylder, er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor, gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Derfor kan jeg på ingen måde afgøre, om der er grundlag for at splitte familien, eller om det er muligt at ændre på tingene. 

Samtidig ved jeg af bitter erfaring, at det kan være ødelæggende for et barns selvværd og trivsel, hvis den står på konstant skældud og latterliggørelse i hjemmet. I mit tilfælde var det min stedfar, og jeg ville ikke have været ked af en skilsmisse, men havde det været en højt elsket far, der en sjælden gang gik over grænsen, ved jeg af gode grunde ikke, om jeg ville have oplevet det lige så voldsomt. 

Hvor ofte skete det i din barndom med din stedfar, hele tiden, et par gange om dagen eller hvordan? Det er ikke hver dag han bruger øgenavne her, men flere gange om dagrn han råber højt og har meget kort lunde. Forstår godt man kommer til det somme tider, gør jeg også selv. Men det kan vel ikke være normalt at det er dagligt?

Anonym skriver:

Synes selv jeg har fuldstændig (selvfølgelig med menneskelige fejl) styr på børneopdragelse.

problemet er mere fars udbrød, og er bange for at barnet ender med at føle sig som en uduelig idiot når han bliver råbt af og kaldt øgenavne. Derfor er min problemstilling om hvorvidt han tager mere skade af skilsmisse eller at vokse op med far råber dagligt.

Det lyder som om du har styr på det, men tænker det er det faren er nødt til at forstå. Vi er enige om at han ødelægger drengen som det er nu.

Prøv at forklare det til faren sådan her, kan være han vil høre hvis han har noget konkret at gå efter. 

Mettefpigen skriver:

Hov, svarede lige på et forkert spørgsmål....

Hvad mener du med hvad det kan ende ud i?

Jeg mener at det ender ud i at han råber og i mine øjne overreagere.

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Jeg kan sagtens miste besindelsen når mine tvillingedrenge laver ballade af den ene eller anden slags, det er når jeg føler mig magtesløs og de bare er helt oppe at hænge i gardinerne og ikke vil høre efter, eller har svinet med et eller andet med vilje, og ikke sagt noget om det! Men jeg kunne aldrig finde på at kalde dem idioter eller andre ting, jeg kan godt komme til at bande og råbe "forhelvede gutter" eller "ej nu stopper i satme"  jeg er da super træt af at jeg ikke lige kunne styre mit temperament bagefter men på den anden side, så er det er reaktionsmønstre der ligger i mig og jeg tror ikke at mine børn tager skade af at se at mor bliver sur eller ked af det når bare jeg forklare dem hvad det er jeg bliver sur/ ked af det over.