Far eller mor, kunne du finde på...?

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Jeg har svaret ja, men har ikke selv kaldt barnet øgenavne, men har indimellem råbt, når nu var nok virkelig nok. Især de 2 store er inde i en periode lige nu hvor deres grænser afprøves og hvor de slår og er mere end alm umulige. Samtidig kan især den store finde på at stå og grine hvilket er meget provokerende. Dette har været efter vi har haft meget med farmor og farfar at gøre i en periode og hvor de har overrulet mig, og samtidig går manden hjemme lige pt, hvilket og har skabt ubalance og han har indimellem talt ned til børnene, føler jeg ihvertfald. Han er en god far men der er bare vigtige ting han flyver mere let over, hvor jeg så ender med at betale prisen lidt, så det har skabt ekstra konflikter. Jeg tror det normale sprogbrug har meget at sige, i min mands familie taler de mere hårdt end jeg og derfor virker det ikke så slemt når de bruger visse ord og vendinger, men siger jeg dem er det anderledes da jeg ikke plejer at bruge dem. For lidt tid siden fik jeg nok omkring vores barn på 5, og endte med at sige et bsndeord, tror jeg fik sagt: det vil jeg fandme ikke finde mig i (han sparkede og slog mig) og var frustreret efter 1.5 times kamp. Der var pludselig stille og meget overrasket kom det: mor........... Du bandede........ Men det må man ikke!. Min mand bander dagligt og bruger også bandeord i alm tale, så når han bander reagerer de nærmest ikke. Tror tonefaldet og hele konflikten i sig selv skal kigges på, frem for alene det om man har råbt nogle bestemte ord til barnet 

tror også de færreste forældre kan sige sig fri for en eller anden form for konflikter 

Anonym skriver:

barnets alder: 4 år

barnets sårbarhed: fintfølende og sensitiv

barnets egen adfærd: meget grænsesøgende, opmærksomhedssøgende, vedholdende og stædig. Men også kærlig og dygtig, sød, omsorgsfuld og tænksom.

hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde: dagligt.

samler den voksne barnet op bagefter og undskylder: som oftest ikke.

er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor: ja.

gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Ja. Støtter i at høre efter, men forsøger også meget at afværger fordi jeg ved hvad det kan resultere i.

Som du beskriver ham, kunne jeg også godt blive irriteret - især når du fortæller, at han ser timeout som en leg, man griner af. 

Han skal kende grænserne, I skal være tydelige voksne. 

Hvis du bliver skilt over jeres uenigheder omkring børneopdragelse, skal du huske på, at det ikke skærmer dit barn for skældud, så skal I bare hver især være alene med jeres søn. 

Jeg bruger ikke ordet idiot eller lorteyngel, men jeg kan sagtens skælde højlydt ud, hvis det er påkrævet i situationen. 

I er meget uenige, og I skal søge noget hjælp til jeres børneopdragelse. Din mand lyder til at være hård i munden, og jeg læser mellem linjerne, at du er meget blød og forstående - ingen af tingene er gode. 

Hvad siger pædagogerne i børnehaven? Hvordan fungerer han i det store fællesskab? Kan han efterkomme opfordringer? Kan han indordne sig dér? 

Helt uden at kende jer, kunne jeg forestille mig, at I forstærker hinandens uhensigtsmæssigheder: Jo mere hård og kontant, din mand bliver, jo mere blød bliver du - og omvendt. 

Et meget grænsesøgende barn skal have meget tydelige voksne, og dét giver I ham ikke nu. I forvirrer ham nærmere ved jeres uenighed. Så I skal  hjælpes med opdragelsen, selv hvis I bliver skilt, skal I hjælpes! 

Jeg taler med store bogstaver, men råber ikke, helt ærligt, hvad er man for et menneske hvis man har behov for at stå og råbe af sit lille barn? Hvordan ville det føles for en selv at have en 3m høj vred mand bøjet over en der råber og kalder en for grimme ting?? Endda holder en fast så man kan høre hvor forfærdelig man er? Fin måde at demonstrere sin magt, eller noget 

Som skrevet, jeg kan tale med store bogstaver, kalder ikke grimme ord, og jeg forklarer altid når vi begge er faldet ned, hvorfor jeg blev vred. 

Jeg sagde engang, i vrede, at noget var dumt gjort, han fik den vendt til at jeg havde sagt han var dum, og dén hang fast ved ham længe, at jeg havde sagt han var dum

Vil dog sige, da han var 2-2,5 og virkelig havde nogle hidsige anfald, har jeg siddet med ham på gulvet og holdt ham fast, og råbt at nu sku han stoppe!! men øv det føles ikke rart!! 

Jeg har også råbt af min datter. Når jeg er presset, bliver hun presset og bum så kan jeg godt finde på at råbe at nu skal hun stoppe. 

Så får jeg dårlig samvittighed og siger undskyld. Men oftere end jeg råber griner jeg af hende og beder hende tage en chillpill afhjælper meget.

Jeg kunne aldrig finde på at kalde hende øgenavne aldrig! I kærlighed kalder jeg hende skiderrik fordi det er hun men min skønne skiderrik. Hvis min mand kaldte vores barn for lorteyngel ville jeg gå med vores barn! 

Ville du selv trives med at blive kaldt idiot hvis du spildte mælk?

Synes det er voldsomt det du beskriver med  øgenavne lorteavl osv 

Og så tænk på hvordan et barn vil opfatte det..

Jeg er selv opvokset med forældre der kaldte mig horeunge,møgunge osv og min far gik ikke af vejen for at kalde mig luder også som lille pige på 5-6 år

Her ødelagde det mit selvværd og  det har også i mit voksenliv forfulgt mig. 

Jeg kalder aldrig mine børn for grimme ting,for ville aldrig selv acceptere at min mand fandt på det. Det er ikke ensbetydende med at jeg aldrig skælder ud - Men jeg er obs på at fordi jeg er overlegen i  og med at jeg er den voksne så er det ikke lig med at jeg kan skælde ud som det passer mig . 

Og var skæld ud der stod på så hyppigt at jeg ligefrem tænkte over det ville jeg søge proff hjælp til at komme ud af den spiral og lære at styre mit temperament.

Anonym skriver:

Jeg taler med store bogstaver, men råber ikke, helt ærligt, hvad er man for et menneske hvis man har behov for at stå og råbe af sit lille barn? Hvordan ville det føles for en selv at have en 3m høj vred mand bøjet over en der råber og kalder en for grimme ting?? Endda holder en fast så man kan høre hvor forfærdelig man er? Fin måde at demonstrere sin magt, eller noget 

Som skrevet, jeg kan tale med store bogstaver, kalder ikke grimme ord, og jeg forklarer altid når vi begge er faldet ned, hvorfor jeg blev vred. 

Jeg sagde engang, i vrede, at noget var dumt gjort, han fik den vendt til at jeg havde sagt han var dum, og dén hang fast ved ham længe, at jeg havde sagt han var dum

Vil dog sige, da han var 2-2,5 og virkelig havde nogle hidsige anfald, har jeg siddet med ham på gulvet og holdt ham fast, og råbt at nu sku han stoppe!! men øv det føles ikke rart!! 

Det handler jo ikke om at have behov. 

Men jeg er sådan et menneske jeg har i de 12 år som mor plus de 9 år som kæreste til en med barn fået råbt - ikke jeg er stolt af det, har heller ikke som sådan et behov, men jeg er endt i situationen, en situation jeg pludselig ikke kunne kontrollere. Jeg har også sagt ting jeg fortryder også over for børnene, igen ikke fordi jeg har behov for det, men fordi jeg var i en situation hvor jeg mistede kontrollen delvist (for har hverken slået, holet fast eller....!). 

Hvad er det for et menneske, ja vel et menneske på godt og ondt. I ts forbindelse måske også et menneske som selv er blevet opdraget sådan, jeg ved ikke med jer andre men jeg oplever pludselig jeg er et ekko af min mor eller far, uden jeg egentlig ville det. Den sætning jeg hadede mest som barn: nu dummer du dig Line, kommer ud af min mund - hvor fanden kom den fra? For ts er der jo direkte en uenighed om opdragelse, manden er ikke ude i at straffe barnet, men i at blød opdragelse ikke virker. Han er med garanti er godt menneske men bare med en lidt forvrænget opfattelse af opdragelse

Var en blanding af panik og håbløshed. Tænkte seriøst at jeg aldrig ville blive glad igen. Når man er barn er ens forældre jo hele ens verden, så det er jo ikke så underligt. Fysisk er det nok ligesom et sug i maven og trykken for brystet.

men ja. Det kan sagtens hænge sammen. Er psykolog i dag så har lidt erfaring på området. Og generelt er det jo ikke godt for børn at blive behandlet på den måde. Og det kan sagtens manifestere sig med somatiske symptomer som f.eks. ondt i maven. Min søster fik angst i midt-skole-alderen og jeg mistænker også lidt vores hjemmemiljø for at have været en væsentlig faktor...

Min søn er også bange for alt muligt. Da vi skulle til juleaften hos farmor som han ikke ser så tit fik han også ondt i maven. 

Da vi var på legepladsen og blæsten væltede nogle cykler var han hunderæd for at nogle ville skælde ud så han ville hjem igen (der var ingen andre end mig og ham, så altså ingen der evt ville blive sure) der virkede han også som om han gik helt i panik.

han er bange for at være på sit værelse og bange for at gå på toilet alene.

han er begyndt at bruge sin fars vendinger som eks "det er utroligt jeg skal blive sur oå dig!" Og diverse bandeord og skældsord. Det er mig han råber dem til.

hvis hans far skælder mig ud for noget som han evt har gjort siger han til sin far "det var mig der gjorde det" det virker som om han vil afværge.

men mærkeligt nok fortrækker han ofte sin far (undtagen når han er ked, så kommer han altid til mig) men tror det er hans måde at forsøge at holde sig gode venner med farmand.

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Jeg har stemt nej, for jeg giver ikke mine børn øgenavne.

Jeg prøver at klare det stille og roligt uden skæld, men en gang i mellem må vi hæve stemmen - især den store på 8.

Jeg har dog i afmagt fået sagt "hold kæft" til min ældste efter konstant i næsten to timer at have hørt på "hjem, hjem, hjem" efter en weekend hvor h*n virkelig prøvede grænser. 

lineog4 skriver:

Det handler jo ikke om at have behov. 

Men jeg er sådan et menneske jeg har i de 12 år som mor plus de 9 år som kæreste til en med barn fået råbt - ikke jeg er stolt af det, har heller ikke som sådan et behov, men jeg er endt i situationen, en situation jeg pludselig ikke kunne kontrollere. Jeg har også sagt ting jeg fortryder også over for børnene, igen ikke fordi jeg har behov for det, men fordi jeg var i en situation hvor jeg mistede kontrollen delvist (for har hverken slået, holet fast eller....!). 

Hvad er det for et menneske, ja vel et menneske på godt og ondt. I ts forbindelse måske også et menneske som selv er blevet opdraget sådan, jeg ved ikke med jer andre men jeg oplever pludselig jeg er et ekko af min mor eller far, uden jeg egentlig ville det. Den sætning jeg hadede mest som barn: nu dummer du dig Line, kommer ud af min mund - hvor fanden kom den fra? For ts er der jo direkte en uenighed om opdragelse, manden er ikke ude i at straffe barnet, men i at blød opdragelse ikke virker. Han er med garanti er godt menneske men bare med en lidt forvrænget opfattelse af opdragelse

Jamen vi kan alle komme ud hvor vi ikke kan bunde, men det lyder som om du redder dig selv ind igen, forstået på den måde du jo ved fejlen, og undskylder og retter op igen, så børnene ved det faktisk er dig der lavede en fejl og ikke dem der er udueligt lorteavl... Og det lyder ikke som om TS's mand har den selvindsigt. Eller forståelse for hvad det gør ved små hoveder at blive kaldt skældsord og føle sig små og afmægtige når den elskede forælder står som et surt monster - og i 4 års alderen forstår de jo ikke altid hvad de rent faktisk har gjort galt, før det er forklaret og vendt og drejet for dem... 

Behov er nok heller ikke det rigtige ord...

Jeg har aldrig råbt af min søn eller kaldt ham øgenavne. Han er halvandet. Men jeg hæver stemmen overfor ham engang imellem. Fx når han bevidst slår mig i hovedet fordi han ikke vil ud på puslebordet.