Far eller mor, kunne du finde på...?

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Tror det lykkedes mig at lave "anonyme svar tilladt" 

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Jeg kunne ALDRIG finde på i vrede at kalde mit barn øgenavne men jeg kan ikke sige mig fri for nogle gange at råbe (hun er 6 år) men øgenavne er en grænser jeg aldrig overskrider derfor har jeg svaret nej. Øge navne er aldrig ok altså pånær de gode som skat, prinsesse putte osv. 

ESV skriver:

Jeg kunne ALDRIG finde på i vrede at kalde mit barn øgenavne men jeg kan ikke sige mig fri for nogle gange at råbe (hun er 6 år) men øgenavne er en grænser jeg aldrig overskrider derfor har jeg svaret nej. Øge navne er aldrig ok altså pånær de gode som skat, prinsesse putte osv. 

Hvor ofte sker det så du råber? Hver dag, en gang om ugen eller sjældnere? Råber du kun hvis det er virkelig slemt, eller også ved uheld som f eks spildt mælk, som måske var lidt med vilje?

Nej, jeg har aldrig kaldt mine børn for skældsord og kunne aldrig finde på det. Tror langt de fleste kender til at være i en presset situation, hvor det kan være svært at være konstruktiv. Men her mener jeg, at man som det voksne individ burde vide bedre, end at tiltale sine børn på den måde, som du giver eksempler på. 

Jeg kan godt markere mig og kan i meget sjældne tilfælde hæve stemmen overfor mine børn, men jeg taler pænt, ligesåvel som jeg gerne vil have de taler pænt til mig. Fx vil jeg ikke have at de råber "dumme mor," selvom de kan føle at jeg er urimelig. Men hos os har vi meget dialog og vi bruger tid på at trække vejret og tælle til 10, fremfor at bølgerne går højt. 

Men jeg ville virkelig få talt med min partner om det, hvis han tiltalte børnene på den måde, for det ville jeg ikke bryde mig om. Om det vil kræve skilsmisse kan jeg ikke svare dig på, da jeg ikke ved hvor slemt det står til. Men jeg ville virkelig finde et fælles leje hvor alle følte sig tilpas. 

Anonym skriver:

Hvor ofte sker det så du råber? Hver dag, en gang om ugen eller sjældnere? Råber du kun hvis det er virkelig slemt, eller også ved uheld som f eks spildt mælk, som måske var lidt med vilje?

Jeg råber lidt for ofte men har ikke tal på det, men hvis jeg fx bliver bange hvis hun er ved bare at gå over vejen uden at se sig for eller hun gør noget med vilje hun ved hun ikke må. Vores datter er meget grænse søgende og gør ofte ting hun ved hun ikke må, fx holder hunden fast mod hans vilje og der hæver jeg altså stemmen og bliver hun ved kan det godt blive råben i stedet for

Jeg synes, det er for komplekst et emne til en afstemning, og jeg ved ikke, hvad du mener med "råbe ok at komme til". 

Det er IKKE i orden at råbe ad sit barn eller kalde det idiot. Kunne jeg eller min mand komme til at gøre det i en ophedet diskussion med en bevidst provokerende teenager? Ja, det tror jeg desværre godt. 

Der er så mange nuancer i sådan en problemstilling - barnets alder, barnets sårbarhed, barnets egen adfærd - og hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde, samler den voksne barnet op bagefter og undskylder, er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor, gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Derfor kan jeg på ingen måde afgøre, om der er grundlag for at splitte familien, eller om det er muligt at ændre på tingene. 

Samtidig ved jeg af bitter erfaring, at det kan være ødelæggende for et barns selvværd og trivsel, hvis den står på konstant skældud og latterliggørelse i hjemmet. I mit tilfælde var det min stedfar, og jeg ville ikke have været ked af en skilsmisse, men havde det været en højt elsket far, der en sjælden gang gik over grænsen, ved jeg af gode grunde ikke, om jeg ville have oplevet det lige så voldsomt. 

Jeg har et spørgsmål, som jeg inderligt ønske i vil svare helt ærligt på. Det gælder at splitte en familie eller holde sammen på den, så 100% ærlighed er utrolig vigtigt.

når bølgerne går højt, og barnet ikke hører efter og du kommer i en presset situation hvad gør du så? 

Råber du, skælder ud eller formår du at få fortalt dit barn hvad det gør galt på en konstruktiv måde. Er din reaktion tilpasset omfanget af skarnsstregen, eller kommer du også til at reagere voldsom fordi du ikke gider mere.

kunne du finde på at kalde dit barn ting som idiot, møgunge, lorteavl osv.

er meget spændt på svar.

forsøger forgæves her at nå ind til kernen og stoppe de, i mine øjne vilde reaktioner, men min partner synes jeg gør et for stort nummer ud af det og ikke opdrager barnet og derfor driver ham ud i at være nød til at være sur og hård.

kan godt se vi skal have firventningsafstemt, men det er ikke så nemt når den anden ikke kan se problemet, synes jeg er for blødsøden osv og måske har han ret.

kunne i finde på at kalde barnet de ting, kunne jeres partner. Hvis ikke, ville i så, som mig finde det nødvendigt at flytte fra hinanden på baggrund af at behandlingen af barnet var således.?

Har ikke selv børn endnu, men en af mine vigtigste målsætninger når det kommer så langt er ikke at gøre sådan nogle ting (selvfølgelig kan det smutte nogle gange). Er klar på at fejle på alle andre måder, men det sidder stadig dybt i mig, at min mor har råbt så meget af mig som barn, så det skal ikke ske her. Hun har båret nag i mange dage, kaldt mig ting som "egoistiske røvhul" osv. Har fået the silent treatment og alt i den dur. Hun har været en tikkende bombe selvom hun også har været kærlig. 

Den dag i dag har jeg det stadig helt vildt presset med vrede. Jeg går fysisk i panik, når min kæreste (eller andre) er sure på mig. 

Mine søskende og jeg har været overdrevet velopdragne som børn og folk roser stadig min mor den dag i dag for hendes "evner" inden for børneopdragelse, fordi vi var så søde som børn. Og min mor er stolt over, at vi aldrig har været dem, som fik hysteriske flip i netto. Men for mig er det på ingen måde prisen værd. Så hellere have lidt for uopdragne børn i en periode - for jeg bilder mig ind, at det går over. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det er for komplekst et emne til en afstemning, og jeg ved ikke, hvad du mener med "råbe ok at komme til". 

Det er IKKE i orden at råbe ad sit barn eller kalde det idiot. Kunne jeg eller min mand komme til at gøre det i en ophedet diskussion med en bevidst provokerende teenager? Ja, det tror jeg desværre godt. 

Der er så mange nuancer i sådan en problemstilling - barnets alder, barnets sårbarhed, barnets egen adfærd - og hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde, samler den voksne barnet op bagefter og undskylder, er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor, gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Derfor kan jeg på ingen måde afgøre, om der er grundlag for at splitte familien, eller om det er muligt at ændre på tingene. 

Samtidig ved jeg af bitter erfaring, at det kan være ødelæggende for et barns selvværd og trivsel, hvis den står på konstant skældud og latterliggørelse i hjemmet. I mit tilfælde var det min stedfar, og jeg ville ikke have været ked af en skilsmisse, men havde det været en højt elsket far, der en sjælden gang gik over grænsen, ved jeg af gode grunde ikke, om jeg ville have oplevet det lige så voldsomt. 

barnets alder: 4 år

barnets sårbarhed: fintfølende og sensitiv

barnets egen adfærd: meget grænsesøgende, opmærksomhedssøgende, vedholdende og stædig. Men også kærlig og dygtig, sød, omsorgsfuld og tænksom.

hyppigheden - sker det ofte eller er det sjældne tilfælde: dagligt.

samler den voksne barnet op bagefter og undskylder: som oftest ikke.

er det iøvrigt en kærlig og nærværende far eller mor: ja.

gør den anden forælder noget for at hjælpe sin partner og barnet til ikke at nå helt derud? Ja. Støtter i at høre efter, men forsøger også meget at afværger fordi jeg ved hvad det kan resultere i.

Jeg har kaldt min søn en møgunge mange gange... jeg har råbt af ham flere gange.... Det er ikk noget jeg normalt gør, men ja jeg kommer til det engang imellem.... 

I de situationer snakker jeg med ham bagefter og forklare ham situationen... Jeg synes ikk det er okay at råbe af dem, men vi kan jo sagtens ryge derud, vi er jo kun mennesker, men det er bare vigtigt at vi selv ved hvor vores grænser er.... 

Jeg kan ikk svare på alle dine spørgsmål, da jeg ikk kender jeres situation og ikk helt kan forstå hvor tit mm....