Er jeg uretfærdig?

lineog4 skriver:

Jeg forsøger i mit liv at leve så jeg lever efter princippet om smil til verden og den smiler til dig.

Hvis jeg synes det er vigtigt at deltage som familie til diverse familie tam tammer så gør jeg det uafhængigt af om min partner ikke gør. Hvorfor skulle jeg dog synke ned på hans niveau?

Ja at være træt, at amningen er svær osv er en god undskyldning, men den var åbenbart ikke relevant da I i september skulle til farmors fødselsdag - derfor ville jeg nok umiddelbart komme til at tolke det som; så kan du se hvordan det er! Det behøver det ikke at være og du kan være totalt zombi og og og, men det kan let tolkes sådan. 

Personligt - jeg var taget med, jeg havde varskoet om vi tog tidligt hjem hvis lille fisen var uterlig. Og i stedet for tanken; så kan du se hvor meget det sårer, så havde jeg levet efter princippet: så kan du se hvor skønt det er når vi vil hinandens familier endda når livet ikke er rosenrødt

Det handler heller ikk om gengældelse på nogen måde. Jeg tog med til hans mors fødselsdag i sommers selvom han aldrig tager med til noget. 

Min farmors fødselsdag tog jeg med til da jeg ikk ved hvor længe jeg har hende endnu. Og ved min egen familie kan jeg tillade mig at gå tidligt efter en time eller to. Hos folk jeg ikk kender kan jeg ikk bare gå og med et barn der skriger og ikk sover så godt og en amning der gør ondt og er svær så er en masse nye mennesker på en gang ikke lige sagen. 

Har tilbudt vi kan tage hjem og besøge de forskellige lidt af gangen så det ikke er så stressende 

SØS skriver:

Naturligvis skal du ikke tage med, når du har det, som du har det. At være træt og udkørt på grund af at man drager omsorg for et spædbarn på 8 uger er i den grad en legal grund - som din kæreste BURDE have den dybeste forståelse for.

Det har han desværre bare ikke. 

Det er naivt at tænke kan jeg godt se nu. Men havde håbet og troet det blev anderledes når jeg havde født. Men jeg tog fejl. Om han så er den rigtige at få barn med. Det kan jeg ikk rigtig dvæle i nu. Kan jo ikk rigtig lave en return to sender 

Anonym skriver:

Det handler heller ikk om gengældelse på nogen måde. Jeg tog med til hans mors fødselsdag i sommers selvom han aldrig tager med til noget. 

Min farmors fødselsdag tog jeg med til da jeg ikk ved hvor længe jeg har hende endnu. Og ved min egen familie kan jeg tillade mig at gå tidligt efter en time eller to. Hos folk jeg ikk kender kan jeg ikk bare gå og med et barn der skriger og ikk sover så godt og en amning der gør ondt og er svær så er en masse nye mennesker på en gang ikke lige sagen. 

Har tilbudt vi kan tage hjem og besøge de forskellige lidt af gangen så det ikke er så stressende 

Tror gerne på det ikke er gengældelse, men ked af at sige det hurtigt kan tolkes sådan især hvis du ikke er med på at finde et kompromis. For selvsagt kan I gå efter et par timer, kan godt være du ikke kender dem godt, men det gør din kæreste og derfor gælder samme regler som hjemme hos din familie - der kunne I jo gå efter et par timer selvom din kæreste ikke kender dem godt. 

Vi ved jo selvsagt ikke hvordan det er hjemme hos jer, om du har skåret alt socialt væk fordi det er tæt på umuligt at tage ud med den lille mand. Måske er han utrolig påvirkelig af lyd, måske er du der hvor bare det at få tøj på føles som at bestige Mount Everest - er det sådan så skal og bør farmand forstå for så ser han det hver dag. Men er der stadig socialt liv i jeres liv, kan du overkomme mødregruppe, cafe og hvad ved jeg - så er det måske svært for farmand at forstå at du ikke kan overskue et par timer hos hans familie, hvor han med kæmpe stolthed vil vise jeres søn frem - ej jeg får simpelthen et smil fra øre til øre bare ved at skrive det, og ville selv tage med bare for at opleve min kærestes stolthed - men der er jeg også håbløs romantisk 

lineog4 skriver:

Tror gerne på det ikke er gengældelse, men ked af at sige det hurtigt kan tolkes sådan især hvis du ikke er med på at finde et kompromis. For selvsagt kan I gå efter et par timer, kan godt være du ikke kender dem godt, men det gør din kæreste og derfor gælder samme regler som hjemme hos din familie - der kunne I jo gå efter et par timer selvom din kæreste ikke kender dem godt. 

Vi ved jo selvsagt ikke hvordan det er hjemme hos jer, om du har skåret alt socialt væk fordi det er tæt på umuligt at tage ud med den lille mand. Måske er han utrolig påvirkelig af lyd, måske er du der hvor bare det at få tøj på føles som at bestige Mount Everest - er det sådan så skal og bør farmand forstå for så ser han det hver dag. Men er der stadig socialt liv i jeres liv, kan du overkomme mødregruppe, cafe og hvad ved jeg - så er det måske svært for farmand at forstå at du ikke kan overskue et par timer hos hans familie, hvor han med kæmpe stolthed vil vise jeres søn frem - ej jeg får simpelthen et smil fra øre til øre bare ved at skrive det, og ville selv tage med bare for at opleve min kærestes stolthed - men der er jeg også håbløs romantisk 

Jeg har jo netop kommet med et kompromis til ham. Vil utrolig gerne tage hjem og besøge dem hver især hvor der er mere ro på tilværelsen og der ikk er så mange mennesker omkring mig. For selvfølgelig skal han vises frem. Men det vil han ikke. 

Det er netop der jeg er. Han er en dreng der sover meget lidt af gangen og spiser eller græder i næsten alle vågne timer. Når han endelig er faldet i søvn og jeg lægger mig for at få sovet lidt så vågner han i løbet af lort tid så jeg får ikke sovet. Jeg aflyste mødregruppe sidste gang (første gang vi skulle mødes) fordi jeg slet ikke kunne overskue det. Tog så afsted igår på kærestens opfordring. Der er ingen cafe besøg og lignende fordi jeg ikk orker det. Jeg går ikke engang ned og handler selvom fakta ligger 5 min fra mig. 

Vi bor ikke sammen af personlige årsager jeg ikke vil ind på og jeg er derfor alene med ham meget af tiden. Han er her selvfølgelig så tit som muligt men når han er her så er det stadig mig der har ham alene om natten fordi han ikk mener han behøver stå op "for han kan jo ikke amme". 

Men han forstår ikk udmattelsen. Har overvejet om han skulle have "lov" (skal ikk forstås negativt) til at tage vores søn med til fødselsdag og jeg så bare pumper en masse mælk ud han kan give ham i en flaske. Så får jeg nogle timer for mig selv til at koble af i. Men så igen. Så det smadder svært at give slip på ham så tidligt. 

Anonym skriver:

Jeg har jo netop kommet med et kompromis til ham. Vil utrolig gerne tage hjem og besøge dem hver især hvor der er mere ro på tilværelsen og der ikk er så mange mennesker omkring mig. For selvfølgelig skal han vises frem. Men det vil han ikke. 

Det er netop der jeg er. Han er en dreng der sover meget lidt af gangen og spiser eller græder i næsten alle vågne timer. Når han endelig er faldet i søvn og jeg lægger mig for at få sovet lidt så vågner han i løbet af lort tid så jeg får ikke sovet. Jeg aflyste mødregruppe sidste gang (første gang vi skulle mødes) fordi jeg slet ikke kunne overskue det. Tog så afsted igår på kærestens opfordring. Der er ingen cafe besøg og lignende fordi jeg ikk orker det. Jeg går ikke engang ned og handler selvom fakta ligger 5 min fra mig. 

Vi bor ikke sammen af personlige årsager jeg ikke vil ind på og jeg er derfor alene med ham meget af tiden. Han er her selvfølgelig så tit som muligt men når han er her så er det stadig mig der har ham alene om natten fordi han ikk mener han behøver stå op "for han kan jo ikke amme". 

Men han forstår ikk udmattelsen. Har overvejet om han skulle have "lov" (skal ikk forstås negativt) til at tage vores søn med til fødselsdag og jeg så bare pumper en masse mælk ud han kan give ham i en flaske. Så får jeg nogle timer for mig selv til at koble af i. Men så igen. Så det smadder svært at give slip på ham så tidligt. 

Nu har jeg ikke selv stået med en lille en endnu, men er lidt fan af din så tager han afsted med den lille selv ide. Han får vist baby frem, og får måske lidt forståelse for hvor hårdt det er når han er utilfreds hele tiden, og du får et par timer at sove i. Selvfølgelig er det svært ikke at have ham ved dig, men mon ikke far nok skal passe på den lille?

januar16 skriver:

Nu har jeg ikke selv stået med en lille en endnu, men er lidt fan af din så tager han afsted med den lille selv ide. Han får vist baby frem, og får måske lidt forståelse for hvor hårdt det er når han er utilfreds hele tiden, og du får et par timer at sove i. Selvfølgelig er det svært ikke at have ham ved dig, men mon ikke far nok skal passe på den lille?

Jeg er slet ikke i tvivl om at han vil passe på ham på den bedste måde han kan. For det kan godt være han er en klovn i et parforhold. Men han er en meget hengiven far der vil sin søn det bedste. 

Ved bare ikk om jeg kan undvære ham endnu. Har været væk fra han 1,5 time en gang og jeg havde det så dårligt. Både fysisk og psykisk. 

Anonym skriver:

Jeg har jo netop kommet med et kompromis til ham. Vil utrolig gerne tage hjem og besøge dem hver især hvor der er mere ro på tilværelsen og der ikk er så mange mennesker omkring mig. For selvfølgelig skal han vises frem. Men det vil han ikke. 

Det er netop der jeg er. Han er en dreng der sover meget lidt af gangen og spiser eller græder i næsten alle vågne timer. Når han endelig er faldet i søvn og jeg lægger mig for at få sovet lidt så vågner han i løbet af lort tid så jeg får ikke sovet. Jeg aflyste mødregruppe sidste gang (første gang vi skulle mødes) fordi jeg slet ikke kunne overskue det. Tog så afsted igår på kærestens opfordring. Der er ingen cafe besøg og lignende fordi jeg ikk orker det. Jeg går ikke engang ned og handler selvom fakta ligger 5 min fra mig. 

Vi bor ikke sammen af personlige årsager jeg ikke vil ind på og jeg er derfor alene med ham meget af tiden. Han er her selvfølgelig så tit som muligt men når han er her så er det stadig mig der har ham alene om natten fordi han ikk mener han behøver stå op "for han kan jo ikke amme". 

Men han forstår ikk udmattelsen. Har overvejet om han skulle have "lov" (skal ikk forstås negativt) til at tage vores søn med til fødselsdag og jeg så bare pumper en masse mælk ud han kan give ham i en flaske. Så får jeg nogle timer for mig selv til at koble af i. Men så igen. Så det smadder svært at give slip på ham så tidligt. 

Jeg ved ikke om du har overset mit tidligere indlæg, eller du bare ikke ville svare på det. Det er også helt op til dig, der er jo ikke svarforpligtigelse. Det kan bare være lidt nemmere at komme med gode råd, jo mere man ved om en situation.

Jeg svarede også mest angående fremtiden, glemte helt at svare på den konkrete situation. Hvor længe er der til i skal til festen? For det afhænger mit svar lidt af.

Hvis der er noget tid til f.eks 14 dage, kan meget jo nå at ske, og det kan være du har overskud til at tage med.

Uanset hvornår det er, kan din kæreste natten inden være den der står op med barnet, så det "eneste" du skal er at amme, og han så skifter ble, trøster, bøvser baby af osv., så du kan få hvilet. Allerede nu kan i fortælle familien, at du gerne vil med, men at du ikke ved om du har overskud til det. Spørg dem om det vil være ok, hvis i evt kun kan magte et par timer.

Hvis du tager med, kan det jo igen være aftalen, at du kun ammer, og din kæreste klarer resten. Hans familie vil sikkert også gerne sidde lidt med baby, så du kan få lidt luft. Eller det kan være der er et par stykker, der gerne lige vil trille en tur med barnevognen, efter amning, så du og din kæreste kan snakke med de andre imens. Jeg synes der er mange muligheder for at det kan lykkes. Måske kan det ligefrem være en befrielse, at tage med, fordi du så kan blive aflastet lidt.

Hvis du på selve dagen, kan mærke, at det her magter du ikke. -Ja, så ringer du selvfølgelig bare og siger det. Så kan din kæreste evt tage alene afsted, eller hvis det er nødvendigt blive hjemme, og være sammen om barnet med dig.

Det jeg prøver at sige, er, at man jo ikke på forhånd kan vide, hvordan man har det på dagen for festen, men du kan forberede værterne og dig/din kæreste allerede nu. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil mangle den forståelse.

loop skriver:

Jeg ved ikke om du har overset mit tidligere indlæg, eller du bare ikke ville svare på det. Det er også helt op til dig, der er jo ikke svarforpligtigelse. Det kan bare være lidt nemmere at komme med gode råd, jo mere man ved om en situation.

Jeg svarede også mest angående fremtiden, glemte helt at svare på den konkrete situation. Hvor længe er der til i skal til festen? For det afhænger mit svar lidt af.

Hvis der er noget tid til f.eks 14 dage, kan meget jo nå at ske, og det kan være du har overskud til at tage med.

Uanset hvornår det er, kan din kæreste natten inden være den der står op med barnet, så det "eneste" du skal er at amme, og han så skifter ble, trøster, bøvser baby af osv., så du kan få hvilet. Allerede nu kan i fortælle familien, at du gerne vil med, men at du ikke ved om du har overskud til det. Spørg dem om det vil være ok, hvis i evt kun kan magte et par timer.

Hvis du tager med, kan det jo igen være aftalen, at du kun ammer, og din kæreste klarer resten. Hans familie vil sikkert også gerne sidde lidt med baby, så du kan få lidt luft. Eller det kan være der er et par stykker, der gerne lige vil trille en tur med barnevognen, efter amning, så du og din kæreste kan snakke med de andre imens. Jeg synes der er mange muligheder for at det kan lykkes. Måske kan det ligefrem være en befrielse, at tage med, fordi du så kan blive aflastet lidt.

Hvis du på selve dagen, kan mærke, at det her magter du ikke. -Ja, så ringer du selvfølgelig bare og siger det. Så kan din kæreste evt tage alene afsted, eller hvis det er nødvendigt blive hjemme, og være sammen om barnet med dig.

Det jeg prøver at sige, er, at man jo ikke på forhånd kan vide, hvordan man har det på dagen for festen, men du kan forberede værterne og dig/din kæreste allerede nu. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil mangle den forståelse.

Jeg havde ikke det dit indlæg. Så nu svarer jeg på begge her 

1. Indlæg
Tja det er også en naiv tro jeg havde. Det kan jeg godt se nu. Men havde nok troet når vi fik vores egen familie at han ville engegerer sig i familien generelt.

Jo han havde mødt min mor, far, stedmor, bror og svigerinde og deres to børn. Men ikke familien derudover.

Det er først i juli han er begyndt at se sin egen familie udover forældre og bror. Resten har han ikke set i flere år fordi han ikke gad. Men efter jeg blev gravid så genoptog han kontakten til dem.

Hans direkte grund er ekstremt egoistisk. Da jeg spurgte om han ville med til min farmors sagde han direkte ordrer "nej det gider jeg ikke. Det har jo ikke noget med mig at gøre"
Da han endelig mødte min familie var de som forventet. Åbenhjertede og bød ham velkommen med det samme. De spørger altid efter ham fordi de smaddergodt kan lide ham selvom de kun har mødt ham en gang.

jeg har ingen problemer med at tage med til hans familie hvis ikke jeg var så udkørt og træt og havde en dreng der skriger meget og har svært ved at spise og sove.

2. Indlæg

fødselsdagen er på onsdag. Det er begrænset hvor meget der ændre sig da vores dreng har været sådan i 6 uger. Så tvivler på meget ændre sig på få dage. 

Han tager ham ikke om natten. Det har han aldrig gjort. For det mener han ikk han skal når han ikke kan amme så "hvorfor skal vi begge stå op" 

som jeg skriver til en anden så overvejer jeg om jeg skal malke ud så han kan tage ham med alene også give flaske. For det handler ligeså meget om at jeg er træt og ikk magter noget som helst.  Det er bare heller ikke nemt at løsrive sig når han ikk er større og ekstrem morglad. 

Anonym skriver:

Jeg er slet ikke i tvivl om at han vil passe på ham på den bedste måde han kan. For det kan godt være han er en klovn i et parforhold. Men han er en meget hengiven far der vil sin søn det bedste. 

Ved bare ikk om jeg kan undvære ham endnu. Har været væk fra han 1,5 time en gang og jeg havde det så dårligt. Både fysisk og psykisk. 

Kære dig

Jeg synes der er mange forskellige faktorer der spiller ind. 

Den ene ting er, at jeg synes det er urimeligt at din kæreste ikke GIDER at deltage i familiesammenkomster. Dette vil jeg mene at I skal have talt sammen om og finde et kompromis. Find ud af hvad der kan virke for jer. 

Den anden ting er, at du skriver at han først har genoptaget kontakten til sin egen familie igen, efter flere års afskrivelse fra dem. Ved du hvordan hans relation til hans familie har været før han afskrev dem? Måske har han ikke kendt til det med at bruge sin familie som støtte, at have hyggelige stunder med sin familie og deltage aktivt til fødselsdage, højtider m.m. - Dette synes jeg nemlig også kan fortælle noget om, om han i virkeligheden slet ikke kender til de følelser der kan være omkring det, at have en god familie, som man bruger tid sammen med?

Du skriver at du har været væk fra din søn 1 gang, i forbindelse med at du var dårlig, både fysisk og psykisk. Jeg tænker lidt om du får noget hjælp? Altså nogle der kan hjælpe med at aflaste dig lidt, da det ud fra hvad du skriver, lyder til at dit overskud er = 0. Det lyder til at du synes det er en stor mundfuld og en hård start at blive mor og det er det hele sikkert også. Men du hænger dig meget i amningen, trætheden og overskuddet. Har du talt med din sundhedsplejerske om hvordan du har det? - Måske du er ved at udvikle en efterfødselsreaktion, hvilket rigtig mange får. Jeg har aldrig selv prøvet det, men har haft veninder og bekendte der har og de havde i første omgang svært ved at erkende at de var på dybt vand, men de fik lukket op for det og fik hjælp. Hjælp til at finde overskud og få hvilet noget mere. 

Hvad med din familie? - Kunne din mor ikke aflaste dig lidt, hvor hun måske kom et par timer en gang i mellem og gik en tur med den lille, så du kunne lægge dig og sove lidt, tage et bad i ro og fred, få en omgang massage, drikke en kop kaffe med en veninde eller noget i den dur, så du kommer lidt ud, får lidt alenetid, hvor du ikke skal tænke på baby, amning, bleskift m.m.?

Det sidste jeg vil sige er, at jeg synes at I skal få talt igennem, hvilke forventninger I har til hinanden, det at have en familie og hvordan jeres fælles fremtid skal se ud. 

Held og lykke

Anonym skriver:

Jeg havde ikke det dit indlæg. Så nu svarer jeg på begge her 

 

1. Indlæg
Tja det er også en naiv tro jeg havde. Det kan jeg godt se nu. Men havde nok troet når vi fik vores egen familie at han ville engegerer sig i familien generelt.

Jo han havde mødt min mor, far, stedmor, bror og svigerinde og deres to børn. Men ikke familien derudover.

Det er først i juli han er begyndt at se sin egen familie udover forældre og bror. Resten har han ikke set i flere år fordi han ikke gad. Men efter jeg blev gravid så genoptog han kontakten til dem.

Hans direkte grund er ekstremt egoistisk. Da jeg spurgte om han ville med til min farmors sagde han direkte ordrer "nej det gider jeg ikke. Det har jo ikke noget med mig at gøre"
Da han endelig mødte min familie var de som forventet. Åbenhjertede og bød ham velkommen med det samme. De spørger altid efter ham fordi de smaddergodt kan lide ham selvom de kun har mødt ham en gang.

jeg har ingen problemer med at tage med til hans familie hvis ikke jeg var så udkørt og træt og havde en dreng der skriger meget og har svært ved at spise og sove.

2. Indlæg

fødselsdagen er på onsdag. Det er begrænset hvor meget der ændre sig da vores dreng har været sådan i 6 uger. Så tvivler på meget ændre sig på få dage. 

Han tager ham ikke om natten. Det har han aldrig gjort. For det mener han ikk han skal når han ikke kan amme så "hvorfor skal vi begge stå op" 

som jeg skriver til en anden så overvejer jeg om jeg skal malke ud så han kan tage ham med alene også give flaske. For det handler ligeså meget om at jeg er træt og ikk magter noget som helst.  Det er bare heller ikke nemt at løsrive sig når han ikk er større og ekstrem morglad. 

Var der en speciel grund til han ikke så sin egen familie i en periode? Eller var det også bare ugidelighed?

Er det egentlig kun mht familie han ikke gider? Hvad med venner, både dine, hans og fælles, vil han gerne besøge dem, og være hjemme, når de er hos jer?