Er jeg uretfærdig?

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Jeg ville slet ikkw kunne leve med en der konsekvent ikke gad min familie. Det lyder helt vildt mærkeligt i mine øre at din familie først har mødt ham da du var gravid og i havde været sammen i flere år  

jeg synes bestemt ikke han kan forvente mere af dig end hvad han selv giver. Men jeg synes faktisk det er barnligt af jer begge. På den der  facon afskærer i jeres barn fra alle familierelationer, det er da drøn ærgeligt. 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Så kan han mærke sin egen medicin og hvor ondt det egentlig gør!! 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Egentlig bryder jeg mig ikke om noget-for-noget-principper blandt voksne, der må formodes at kunne tale sammen og finde løsninger på uenigheder, men ærligt talt: Jeg så for mig, da jeg læste dit indlæg, en 85-årig farmor, der blev vraget af sit barnebarns kæreste og sit oldebarns far på sin halvrunde dag - og en hel familie, der må undre sig over og måske bekymre sig for, hvad det er for en type, du er sammen med og har barn med, når han ikke GIDER gøre dig den glæde at være ved din side og lære dem, du holder af, at kende. 

Hvis du HAR forsøgt at fortælle ham, hvad det betyder for dig, og hvilke sårende signaler, han sender din familie - så synes jeg i den grad, du skal blive væk, ikke bare denne gang, men indtil budskabet er sevet ind hos ham. 

Det er virklig dårlig stil af din kærste at han ik vil din familie!

Jeg ka sagtens sætte mig ind i at man er så træt at man nærmest ik ka hænge sammen, og ik orker amning et fremmede sted, med masser af mennesker man ik rigtig kender.

Jeg ville dog nok vælge at tage med til festen alligevel, med mindre det havde været en helt håbløs nat, med ingen søvn og en umulig baby.

Jeg ville samtidig tage en alvorlig snak med ham omkring at han må tage sig sammen og tage jeres familie mere seriøs og self tage med til ting i din familie også! Vh stine

Han beder ærligtalt selv om det.

Jeg havde gjort nøjagtigt det samme hvis det havde været min mand. Måske er det barnligt, men helt ærligt i har været sammen i 3 år og har en baby, så det da for mærkeligt din familie kun har mødt ham en gang. Hvorfor skulle du så tage til hans familiefester? 

Jeg synes du har gjort det rigtige. 

Hvor tit/mange gange har du mødt hans forældre/familie? Været med til deres fødselsdage/fester? 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Hvis det var min kæreste så ville jeg sku give af samme skuffe !

Men igen få da snakket ordenligt ud om det så i kan deltage i hinandens familier !

det har jeg godt nok alligevel aldrig hørt om! Vælger man en partner, følger der også en familie med - om Man kan lide dem eller ej, er sådan set irrelevant... I min bog deltager man fælles i hinandens families arrangementer... bom!

kotumen kan jeg  forstå er blevet, at det gør man ikke hjemme hos jer... derfor tænker jeg, at du som ham frit kan vælge, om du vil med - vil familien se den lille, må de jo komme på besøg...

Jeg synes,at i begge er helt vildt uretfærdige - hvordan kan i være i et forhold,som ikke inddrager jeres familier?

Mor og meget mere skriver:

Egentlig bryder jeg mig ikke om noget-for-noget-principper blandt voksne, der må formodes at kunne tale sammen og finde løsninger på uenigheder, men ærligt talt: Jeg så for mig, da jeg læste dit indlæg, en 85-årig farmor, der blev vraget af sit barnebarns kæreste og sit oldebarns far på sin halvrunde dag - og en hel familie, der må undre sig over og måske bekymre sig for, hvad det er for en type, du er sammen med og har barn med, når han ikke GIDER gøre dig den glæde at være ved din side og lære dem, du holder af, at kende. 

Hvis du HAR forsøgt at fortælle ham, hvad det betyder for dig, og hvilke sårende signaler, han sender din familie - så synes jeg i den grad, du skal blive væk, ikke bare denne gang, men indtil budskabet er sevet ind hos ham. 

Jeg har forklaret og fortalt ham utallige gange hvor ked af det jeg bliver over han ikk tager med og hvor kede af det min familie bliver fordi de gerne vil lærer ham at kende. 

Men det hjælper intet. Var egentlig begyndt at være ligeglad for gider ikk tvinge ham til noget han ikke vil. Men efter vi har fået barn så synes jeg det er latterligt at han ikke vil være en del af en fælles familie.