Er jeg uretfærdig?

StineW79 skriver:

Det er virklig dårlig stil af din kærste at han ik vil din familie!

Jeg ka sagtens sætte mig ind i at man er så træt at man nærmest ik ka hænge sammen, og ik orker amning et fremmede sted, med masser af mennesker man ik rigtig kender.

Jeg ville dog nok vælge at tage med til festen alligevel, med mindre det havde været en helt håbløs nat, med ingen søvn og en umulig baby.

Jeg ville samtidig tage en alvorlig snak med ham omkring at han må tage sig sammen og tage jeres familie mere seriøs og self tage med til ting i din familie også! Vh stine

Nu har jeg generelt en baby der er meget pyldret hele dagen og er længe om at sove om aftenen. Så jeg er helt udkørt. Min amning er i forvejen påvirket af for lidt søvn så jeg magter på ingen måde at sidde med et skrigende barn der har svært ved at amme pga træthed blandt mennesker jeg kun har mødt en enkelt og få gange.

har flere gange taget en alvorlig snak om emnet med ham. Men hver gang ender det på samme måde. "Han gider ikke" 

Anonym skriver:

Han beder ærligtalt selv om det.

Jeg havde gjort nøjagtigt det samme hvis det havde været min mand. Måske er det barnligt, men helt ærligt i har været sammen i 3 år og har en baby, så det da for mærkeligt din familie kun har mødt ham en gang. Hvorfor skulle du så tage til hans familiefester? 

Jeg synes du har gjort det rigtige. 

Hvor tit/mange gange har du mødt hans forældre/familie? Været med til deres fødselsdage/fester? 

Jeg har mødt hans mor mange gange, bror og svigerinde en del gange og resten af familien en gang. men ikke fordi jeg ikke har villet se dem. De gange de har holdt noget har jeg enten skulle noget med egen familie eller også har kæresten ikke selv taget med. Han har ikke haft kontakt med meget af sin familie udover hans mor, bror og svigerinde igennem nogle år. Det er først efter jeg blev gravid han har genoptaget kontakten med dem. 

Rsa skriver:

det har jeg godt nok alligevel aldrig hørt om! Vælger man en partner, følger der også en familie med - om Man kan lide dem eller ej, er sådan set irrelevant... I min bog deltager man fælles i hinandens families arrangementer... bom!

kotumen kan jeg  forstå er blevet, at det gør man ikke hjemme hos jer... derfor tænker jeg, at du som ham frit kan vælge, om du vil med - vil familien se den lille, må de jo komme på besøg...

Kotumem er ikke sådan for os nej. Det er ham der ikke gider ikke mig. 

Som jeg skriver længere oppe så handler det for mig om at jeg ikk orker at tage med. Orker dårligt nok min egen familie for tiden fordi jeg er træt og udkørt og det påvirker min amning. Ikke fordi jeg ikke gider. 

Lisbeth1985 skriver:

Jeg synes,at i begge er helt vildt uretfærdige - hvordan kan i være i et forhold,som ikke inddrager jeres familier?

Tro mig jeg har også mange gange overvejet at gå fordi jeg er træt af det 

Anonym skriver:

Kotumem er ikke sådan for os nej. Det er ham der ikke gider ikke mig. 

Som jeg skriver længere oppe så handler det for mig om at jeg ikk orker at tage med. Orker dårligt nok min egen familie for tiden fordi jeg er træt og udkørt og det påvirker min amning. Ikke fordi jeg ikke gider. 

så synes jeg at du skal blive hjemme, som jeg skrev 

Mor11 skriver:

Jeg ville slet ikkw kunne leve med en der konsekvent ikke gad min familie. Det lyder helt vildt mærkeligt i mine øre at din familie først har mødt ham da du var gravid og i havde været sammen i flere år  

jeg synes bestemt ikke han kan forvente mere af dig end hvad han selv giver. Men jeg synes faktisk det er barnligt af jer begge. På den der  facon afskærer i jeres barn fra alle familierelationer, det er da drøn ærgeligt. 

Jeg ville nok vælge at følge mine egne principper, istedet for at overtage din mands som du selv finder sårende. Hvad med at komme til festen nogle få timer og så gå igen. Så viser du din gode vilje, men overanstrenger ikke dig selv helt vildt? Som du beskriver det virker din mand meget dominerende på den dårlige måde, skal der 'retfærdighed' eller lighed ind i forholdet, må du lytte til dig selv og stå ved det du mener er god og kærlig opførsel. Kh 

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Ja det er du. Og din kæreste er en egoistisk klaphat, der burde tage sig sammen.

Selvfølgelig tager man afsted til familieaammenkomster, selvom man egentlig ikke har lyst. Altså med mindre man er syg.

Det jeg læser er, at du ikke vil hans familie fordi han ikke gider din. Og så er træthed jo en meget belejlig undskyldning.

Sådan tolker jeg det du skriver.

Livet handler om at give og at tage, det tror jeg I, og i særdeleshed din kæreste, skal lære.

Os&lilledig skriver:

Så kan han mærke sin egen medicin og hvor ondt det egentlig gør!! 

Det er bare ikke særligt progressivt. Jeg vil nærmere kalde det barnligt og utilstedelig adfærd af en "voksen".

Lisbeth1985 skriver:

Jeg synes,at i begge er helt vildt uretfærdige - hvordan kan i være i et forhold,som ikke inddrager jeres familier?

Spot on!

Anonym skriver:

Jeg har forklaret og fortalt ham utallige gange hvor ked af det jeg bliver over han ikk tager med og hvor kede af det min familie bliver fordi de gerne vil lærer ham at kende. 

Men det hjælper intet. Var egentlig begyndt at være ligeglad for gider ikk tvinge ham til noget han ikke vil. Men efter vi har fået barn så synes jeg det er latterligt at han ikke vil være en del af en fælles familie. 

Når han ikke har villet besøge din familie i 3 år, hvorfor troede du så at han ville, fordi i fik et barn?

Hvis familibesøg betyder meget for dig, så kunne du have prioriteret det hos en partner, men nu har i fået et barn og det forpligter. Det er lidt den omvendte rækkefølge. 3 år er lang tid, havde han aldrig mødt dine forældre, før i fik et barn? Det lyder underligt.

Jeg kunne forstå, hvis han hverken gad din familie eller hans egen, men du skriver, at han gerne besøger egen familie. I må jo finde ud af, hvad det handler om, føler han sig ikke velkommen? Er din familie meget larmende og han rolig? Kritiserer de ham direkte/indirekte? I må finde grunden.

Derefter må i finde et kompromis: Hvis du eks har brug for at se din familie hver uge, kunne han eks komme med 1 gang om måneden.

ja, som jeg startede med at skrive, så forstår jeg ikke hvorfor i har stiftet familie sammen, med sådan et spøgelse imellem jer. Men i må jo finde en løsning. 

Hvor ofte ville du have lyst til at besøge hans familie, hvis han ikke havde et issue med at besøge din familie? For, for mig er det svaret på hvor ofte du skal besøge hans familie uanset hvad.

Det blev lidt rodet, men jeg kan ikke lige få formuleret det jeg gerne vil.