Er jeg uretfærdig?

Kildebakken skriver:

Jeg ville nok vælge at følge mine egne principper, istedet for at overtage din mands som du selv finder sårende. Hvad med at komme til festen nogle få timer og så gå igen. Så viser du din gode vilje, men overanstrenger ikke dig selv helt vildt? Som du beskriver det virker din mand meget dominerende på den dårlige måde, skal der 'retfærdighed' eller lighed ind i forholdet, må du lytte til dig selv og stå ved det du mener er god og kærlig opførsel. Kh 

Synes bare ikk jeg kan være bekendt at komme en time eller to og gå igen når man ikke kender dem rigtig. Synes det er uhøfligt. Så vil jeg hellere besøge den når overskuddet er større. 

Vil ikk kalde han dominerende. For han kan på ingen måde fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal. Men han er ekstremt egoistisk. Det der ingen tvivl om 

Patriark skriver:

Ja det er du. Og din kæreste er en egoistisk klaphat, der burde tage sig sammen.

Selvfølgelig tager man afsted til familieaammenkomster, selvom man egentlig ikke har lyst. Altså med mindre man er syg.

Det jeg læser er, at du ikke vil hans familie fordi han ikke gider din. Og så er træthed jo en meget belejlig undskyldning.

Sådan tolker jeg det du skriver.

Livet handler om at give og at tage, det tror jeg I, og i særdeleshed din kæreste, skal lære.

Der er noget du misforstår så. For jeg vil gerne hans familie. Jeg har ærlig talt bare ikke overskud til det. Jeg magter dårlig nok min egen familie pga udmattelse. 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Jeg vil være pisse ligeglad over hvor sur han var blevet. 

1 . det ikke ham der skal sidde og amme over halvdelen af tiden.

2 . så kan han se hvordan det er når ens halv del ikke vil deltage. og man gerne vil vise ens lille familie frem.

3 . han måtte gå og være muggen, og så kan det være han tager med dig næste gang også 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Nu skriver du ikke hvor gammelt jeres barn er, men gætter på ikke særlig gammel, da du ammer.

Jeg syntes det er fair at du ikke har overskud til at tage med. Så længe din begrundelse ikke er for at tage gengæld i forhold til hans opførsel, men udelukkende bunder i manglende overskud og at det ikke er optimalt for dig og jeres barn. 

Hvis det er så vigtigt for hans familie at se den lille så kan de vel komme og besøge jer?? det ville ihvertfald være min holdning.

Qnuz

Må sige jeg heller ikke var taget med min amning var ekstrem hård og jeg var jo nærmest en levende sombi meget længe efter. 

Og så skulle side en hel dag pisse træt med en sur baby og folk jeg ikke kendte ellers tak !!! 

Og så ville jeg sige til ham at du ikke er tvunget til at give mere ind han selv gør han har selv valgt den standart. 

Kæmpe til dig 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Jeg forsøger i mit liv at leve så jeg lever efter princippet om smil til verden og den smiler til dig.

Hvis jeg synes det er vigtigt at deltage som familie til diverse familie tam tammer så gør jeg det uafhængigt af om min partner ikke gør. Hvorfor skulle jeg dog synke ned på hans niveau?

Ja at være træt, at amningen er svær osv er en god undskyldning, men den var åbenbart ikke relevant da I i september skulle til farmors fødselsdag - derfor ville jeg nok umiddelbart komme til at tolke det som; så kan du se hvordan det er! Det behøver det ikke at være og du kan være totalt zombi og og og, men det kan let tolkes sådan. 

Personligt - jeg var taget med, jeg havde varskoet om vi tog tidligt hjem hvis lille fisen var uterlig. Og i stedet for tanken; så kan du se hvor meget det sårer, så havde jeg levet efter princippet: så kan du se hvor skønt det er når vi vil hinandens familier endda når livet ikke er rosenrødt

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3 år ca. Igennem de 3 år har han aldrig været med til familie fødselsdage hos min familie fordi han ikke gider. Han mødte derfor først min familie til min 30 års fødselsdag i foråret.

Nu har vi fået barn sammen og derfor selv en familie. Da min farmor så fyldte 85 i september var vi alle 3 inviterede. Men endnu engang gad han ikk med.

nu holder hans onkel så fødselsdag her i oktober og vi er inviterede. Jeg har sagt nej til at komme med. For ærligt jeg orker det ikke. Orker dårlig min egen families fødselsdage pga søvnløse nætter og konstant amning. 

Det er han så nu blevet rigtig sur og skuffet over. For hans familie vil jo gerne se vores nye baby og han kan jo ikk bare tage ham med uden mig.

kan det virkelig have sin rigtighed at jeg skal føje ham bare fordi jeg ammer når han ikk engang gider tage med ved min familie?

er jeg uretfærdig?

Hvad pokker er der dog galt med din kæreste? Jeg har da aldrig hørt noget lignende?? GIDER ikke din familie - hallo ! jeg bliver sgi forarget....

Anonym skriver:

Jeg har forklaret og fortalt ham utallige gange hvor ked af det jeg bliver over han ikk tager med og hvor kede af det min familie bliver fordi de gerne vil lærer ham at kende. 

Men det hjælper intet. Var egentlig begyndt at være ligeglad for gider ikk tvinge ham til noget han ikke vil. Men efter vi har fået barn så synes jeg det er latterligt at han ikke vil være en del af en fælles familie. 

Dette kommer muligvis til at lyde hårdt, men altså, jeg forstår ærlig talt ikke, at man vælger at få barn med en mand for hvem begrebet/ institutionen "familie" åbenbart betyder så uendelig lidt. Han sender - på sigt - et signal til jeres fælles børn om, at familie ikke er vigtig - ikke er noget man skal ofre noget for. En mand med sådanne værdier skulle ikke være far til mine børn.

dpb skriver:

Nu skriver du ikke hvor gammelt jeres barn er, men gætter på ikke særlig gammel, da du ammer.

Jeg syntes det er fair at du ikke har overskud til at tage med. Så længe din begrundelse ikke er for at tage gengæld i forhold til hans opførsel, men udelukkende bunder i manglende overskud og at det ikke er optimalt for dig og jeres barn. 

Hvis det er så vigtigt for hans familie at se den lille så kan de vel komme og besøge jer?? det ville ihvertfald være min holdning.

Qnuz

 

Han er 8 uger gammel. 

Begrundelsen er på ingen måder gengældelse. Havde min amning kørt godt og havde han været nem og amme så var jeg taget med uden at tøve. For vil gerne lærer dem at kende og jeg vil gerne at vores søn får et forhold til dem også. Men kan slet ikk overskue det lige pt. 

Tog til min farmors 85 års fødselsdag fordi jeg ikke ved hvor længe jeg har hende endnu. Hun har ikke mange tilbage jo. 

Har tilbudt vi kan tage ud og besøge dem en dag men det er ikke godt nok for kæresten. 

Anonym skriver:

Han er 8 uger gammel. 

Begrundelsen er på ingen måder gengældelse. Havde min amning kørt godt og havde han været nem og amme så var jeg taget med uden at tøve. For vil gerne lærer dem at kende og jeg vil gerne at vores søn får et forhold til dem også. Men kan slet ikk overskue det lige pt. 

Tog til min farmors 85 års fødselsdag fordi jeg ikke ved hvor længe jeg har hende endnu. Hun har ikke mange tilbage jo. 

Har tilbudt vi kan tage ud og besøge dem en dag men det er ikke godt nok for kæresten. 

Naturligvis skal du ikke tage med, når du har det, som du har det. At være træt og udkørt på grund af at man drager omsorg for et spædbarn på 8 uger er i den grad en legal grund - som din kæreste BURDE have den dybeste forståelse for.