Mor og meget mere skriver:
Nu hævder hun jo blandt andet, at folk burde kaste sig tidligere og, groft sagt, mere uovervejet ud i forældreskabet - have lidt kaos som udgangspunkt og ikke vente, til alt er strømlinet og i rammer, så barnets ankomst bliver første "kaos-erfaring".
Lige der synes jeg hun laver en konklusion som hun umiddelbart ikke har belæg for og en konklusion der både hænger sammen og ikke hænger sammen med grundene til forældrene bliver skilt.
Måske er det fordi jeg er kaos menneske uafhængigt af hvor mange år der går uden børn, eller også det fordi jeg ikke tror hun her har fat i den lange ende - det er ud fra min beskedne erfaring næsten det modsatte der er tilfældet, det var i de forhold hvor det gik forholdsvist stærkt, hvor det slog ned som et lyn at forelskelsen til partneren blev til kærlighed og ikke sommerfuglene i maven der primært tog over, at der kom dybeste skår og måske endte i skilsmisse. Mens det var os kedelige med tusind år på bagen før vi fik børn, der havde slækket på kravene til romantikken, der ikke mærkede den store forskel da der kom børn 
ja egentlig lige nu jeg skriver det her, bliver jeg lidt overrasker hvor få i vores omgangskreds der er blevet skilt når nu jeg ved der er så mange generelt.
Nå men tilbage, jeg tror det er sindsyg svært og også en smule dumt, at ville opstille opskriften for det perfekte forhold med børn. For nogle vil det være en fordel at få børn med det samme, for andre skal de helst have kendt hinanden i 10 år. For nogle vil det være paradis at få 4 børn i rap, for andre skal der helst være 5 år mellem de to de vil have.
Dog synes jeg det er skønt med flere og flere der opfordrer til at kæmpe for forholdet fordi ligegyldigt hvordan man vender og drejer det så vil børnene nødigt deles om det så wr 7/7, 9/5 eller hveranden weekend. Og at man skal skilles fordi manden ikke er romantisk nok, ikke tager sit slæb af opvasken puha.
og til sidst, jeg er så en af de egoistiske forældre hun beskriver, for hver evig eneste gang min kære mand driver mig derud hvor jeg tænker: livet ville bare være så meget nemmere uden ham, og så kunne jeg igen opleve den helt fantastiske nye forelskelse. Så tænker jeg: hveranden fødselsdag, hveranden jul, 3 ugers ferie uden børn og ja så plejer han pludselig at blive en meget bedre mand. Aldrig har hveranden fødselsdag, jul mm. Vejet mindre på vægten - jeg er nemlig dybt egoistisk og kan slet ikke klare tanken om jeg ikke er med i alt i mine børns liv 