Organdonation

Jeg har holdningen de kam tage hvad de vil. Min kæreste derimod har meget svært ved tanken. Så han har fået afvide han må vænne sig til tanken pg når han har donere jeg gerne 

i forvejen er jeg blod og rygmarvsdonor

Jeg har sagt jaa til organdonation.

Jeg skal ikk bruge mine organer når jeg er døde, så de kan lige så godt bruge dem på noget godt. Da min mor var tæt på at dø fik hun en masse blod, og tænker at det lige så godt kunne have været et organ hun kunne have haft brug for... 

Jeg er fuld organdonor, min holdning er,at hvis man gerne vil ha, må man også gi. Min holdning er helt klar og det ved familien også. 

Men men men, vi har også haft snakken omkring vores kære børn ( hvis det forfærdelige skulle ske med dem), og der er mig og min mand ikke helt enige. Ja, det er en grim tanke at der skulle skæres i ens kære barn, men igen, du ville jo aldrig sige nej tak til det orgen dit kritisk syge barn behøvede, fordi at der så skulle skæres i et andet barn, så umiddelbart synes jeg også at mine børn skal være det( jeg har guskelov ikke stået i situationen, så måske er meningen en anden der). 

Efter min mening burde alle der blev 18 år og der med myndig, "tvinges" til at ta stilling, om det er ja eller nej- man kan jo altid lave sit svar om.

Har sagt ja af den simple grund at jeg gerne selv vil modtage hvis det skulle blive nødvendigt Og så er det mest logiske i mit univers at vil man nyde må man også selv yde.

Sprit25 skriver:

Jeg har holdningen de kam tage hvad de vil. Min kæreste derimod har meget svært ved tanken. Så han har fået afvide han må vænne sig til tanken pg når han har donere jeg gerne 

i forvejen er jeg blod og rygmarvsdonor

Har du prøvet at donere rygmarv endnu? Jeg blev også spurgt da jeg tilmeldte mig som organdonor, om jeg ville donere noget rygmarv. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg sagde nej, da tanken om smerten skræmte mig

Bloddoner har jeg været, men så kom jeg på adhdmedicin, og så må man ikke donere blod, desværre

Jeg har sagt ja, men kunne ikke lide tanken om hud  derudover skal de stadig spørge mine nærmeste pårørende - synes stadig min eftertid handler om dem og ikke om mig.

Hck skriver:

Jeg er fuld organdonor, min holdning er,at hvis man gerne vil ha, må man også gi. Min holdning er helt klar og det ved familien også. 

Men men men, vi har også haft snakken omkring vores kære børn ( hvis det forfærdelige skulle ske med dem), og der er mig og min mand ikke helt enige. Ja, det er en grim tanke at der skulle skæres i ens kære barn, men igen, du ville jo aldrig sige nej tak til det orgen dit kritisk syge barn behøvede, fordi at der så skulle skæres i et andet barn, så umiddelbart synes jeg også at mine børn skal være det( jeg har guskelov ikke stået i situationen, så måske er meningen en anden der). 

Efter min mening burde alle der blev 18 år og der med myndig, "tvinges" til at ta stilling, om det er ja eller nej- man kan jo altid lave sit svar om.

 

Den nat min datter døde, der vendte lægen sig om og sagde: I skal tage stilling til et meget svært valg. Og der skød det gennem mit hoved: nu spørger han om organdonation. Jeg ved jeg skal sige ja, men kan jeg det? 

Det var så ikke det han spurgte om, tror når de er så små så kan de slet ikke bruge organerne. Men jeg ved jeg VIL sige ja, det vil være det sværeste nogensinde at sige, og jeg håber jeg ALDRIG skal....

dorthemus skriver:

De må tage det hele uden at spørge familien først

jeg mener det netop er problemstillingen. jeg tror nemlig at din familie har vetoret, - udfra devisen om at det er dem der skal LEVE med tanken om at  du bliver spættet op og delt ud; Du er jo ligesom død så det vejer mindre i skålen hvad du mente.

lineog4 skriver:

Den nat min datter døde, der vendte lægen sig om og sagde: I skal tage stilling til et meget svært valg. Og der skød det gennem mit hoved: nu spørger han om organdonation. Jeg ved jeg skal sige ja, men kan jeg det? 

Det var så ikke det han spurgte om, tror når de er så små så kan de slet ikke bruge organerne. Men jeg ved jeg VIL sige ja, det vil være det sværeste nogensinde at sige, og jeg håber jeg ALDRIG skal....

Ja, det vil være super svært at svare ja på og som jeg skrev ved man aldrig helt svaret, før man er blevet spurgt om det i en forfærdelig situation

Jeg har som 18-årig sagt nej til at være organdonor. Jeg har det ufatteligt svært med, at lægerne skal tage noget fra mig. 

Nu er jeg 25 lige rundt om hjørnet, blevet mor og generelt fået lidt mere livserfaring.. Jeg kan mærke at de sidste dages fokus på emnet har rykket noget i mig. Måske i en kombination af, at jeg nu er blevet så voksen, at jeg kan se ud over egen næsetip, og så at jeg gerne selv vil tage imod et organ, hvis jeg en dag bliver syg.

Jeg går og tykker på, at sige ja til at være organdonor.. Og hvilke dele de så må tage i tilfælde af min død. 

Lige nu vil jeg fravælge hjerte og hornhinder, tror jeg. Men jeg skal lige bruge et par dages tænketid mere.