Anonym skriver:
Det kan jeg godt se nu, når du forklarer det på den måde..
Men det er ikke fordi at det er en rutine, det var bare noget nogle af børnene spurgte efter. Ellers efter frokost er vi altid ude, er det så doxa?
Ikke alle børnene gider at være udenfor og specielt ikke når det regner eller andet dårligt vejr. De spørger tit om at komme ind, hvor jeg så fortæller dem at vi er ude til en af kollegaerne komme tilbage fra pause.
Det er rigtig fint at pædagogerne imødekommer nogle af børnenes ønske om historiefortælling, men så kan du jo se på hvorfor drengene ikke lyttede og fjollede istedet. Var bogen for kedelig, blev den læst for kedeligt op - skulle læsningen have været mere levende, faldt den uden for deres interesseområde, skal de lige have et par gange for at komme ind i en rytme(hvis decer vant til at hyggesnakke mens de spiser), skal de inddrages mere før og under læsningen, skal en af dem vælge den næste bog? Skal læseren stille spørgsmål såsom "er der noglr af Jer som har oplevet det?"
Nu kender jeg ikke børnene og ved ikke hvor gamle de er, så det kan være der er andre faktorer.
Og så tænker jeg at ikke alt praksis kan forklares med teori.
Doxa i sig selv er hverken positiv eller negativ. Det er blot det man plejer gøre, det som falder institutionen naturligt, det som virker som en selvfølge - det bliver ikke italesat, da alle er enige om at det er sådan man gøre, men nytilkomne kan bryde de her selvfølgeligheder - f.eks. ved at undre sig
hvis du ikke kan se nogen grund til at alle skal være ude, så prøv at spørge dem hvorfor de skal ud efter frokost.
Men det lyder nu som et normeringsspørgsmål - pauserne skal jo holdes
derudover tror jeg også andre aspekter som læreplanen og sundhedsfremme også har en betydning for praksis.
har de nogle regler eller uskrevne regler på institutionen som du ikke kender årsagen bag? Er der noget i rutinerne du tænker kan gøres på en anden måde?