Anonym skriver:
Jeg har en veninde som jeg virkelig er tæt med, så tæt at hun har spurgt om jeg vil være gudmor til hendes vidunderlige datter der er født den 9 marts <3 

men nu er jeg virkelig så ked af det på barnets vejne, jeg er selv gravid, og måske er det bare mit hoved/hormoner, men jeg kan virkelig ikke forstå det, og vil egentligt bare holde min bib, men alligevel åhh svært . .
Det er nemlig sådan, at baby jo kun er lige knap 1 ½ måned gammel, og allerede 14 dage efter fødsel vælger hun at starte sin skole op igen, syntes da det er sejt, men far væler at smide håndklædet i ringen en uge senere, og nu bliver baby afleveret hos mormor eller søster hver dag
oveni det, har de været i biffen for at se film allerede 3 gange!
i mit hoved gør man ikke det mod sin baby, jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan man bare kan aflevere og gå igen på den måde 
jeg har 2 børn i forvejen, og jeg kunne aldrig drømme om det mens de var så små. . er det bare mig?
åhh jeg har så ondt af hende når jeg høre de igen igen i aften skal i (byen) og spise og se film 
puha, ikke om jeg forstår valget bag det
Jeg ville ikke kunne træffe det valg.
At hun træffer det valg at hun gerne vil gøre sit studie færdig og derfor overlader baby til far, kan jeg til en vis grænse følge (men ville ikke selv kunne gøre det). At de så tilsyneladende, ud fra din beskrivelse, oveni hatten har en mentalitet der siger at deres liv ikke skal ændre sig bare fordi baby er kommet til, den kan jeg på ingen måde forstå
For jo ens liv kommer til at ændre sig det første stykke tid hvor barnet har behov for far/mor, og den der tilknytning.
Jeg ville ikke kunne lade være med at spørge meget ind til det, for jeg ville overveje meget seriøst om ikke det burde meldes til kommunen. Ja, det lyder hårdt, men det er et lille barn vi taler om, som ingen stemme selv har endnu. Jeg syntes det tendere til omsorgssvigt, sådan som du beskriver det.
og det knuser mit hjerte at høre om den slags
Qnuz