Fungerede amningen for jer?

ja det er faktisk underligt hvordan noget der skulle være en del af vores biologi pludselig kan være så svært?!?

Er det FOR provokerende, hvis jeg spørger, om man mon skulle prøve at vende nye mødre - de fleste unge af sind - til at gide lave noget og arbejde for sagen? Lige præcis amning kommer ikke ind med mælken, så at sige.

Jamen, det kan da godt være, at der hos mange er en forventning om, at det bare bør køre af sig selv, og hvis ikke så er sutteflasken fin... Men det kan jo også være, at man bare hører mere om det nu om stunder, mens man måske tidligere ikke talte så højt om det, hvis amningen ikke fungerede 100 procent... :huh:

Med min den store kom amningen aldrig igang...jeg måtte på operationsbordet lige efter fødslen og der gik næsten 2 dage før jeg så ham første gang og i mellem tiden havde sygeplejerske selvfølgelig givet ham flaske for mad skulle han jo have......Så han var flaskebarn fra starten. Med den lille forsøgte jeg at amme, men det lykkedes ikke. Han lagde fint til i starten men begyndte så at ville spise hver time og det endte med små vable, brændsår og revner på brystvorterne og mælkeproduktionen kunne ikke følge med så jeg måtte give op til sidst. Jeg forsøgte at malke ud men det kunne jeg heller ikke. Så efter godt 24 timer blev han også flaskebarn.

Jeg undrer mig lidt over udtalelser som ' jeg gav ikke op' eller ' at noget der er en del af vores biologi pludselig kan være så svært'. Jeg er jo en af dem der måtte give op, ganske simpelt fordi mine børn ikke trives og deres trivsel må være den vigtigste. Får lidt en fornemmelse af en holdning om, at det bare er et spørgsmål om at blive ved med at prøve eller, at det er pga de smerter der er forbundet med ammestart der er den virkelige årsag til at nogle af os vælger at stoppe. Jeg havde da også de vildeste smerter i brysterne, men vil meget gerne understrege at det ikke var derfor jeg stoppede. Jeg går nok noget i forsvarsposition i denne debat og det kan sagtens være mig der overfortolker det nogle af jer har skrevet, men det er hovedsageligt nok fordi jeg altid har følt at jeg har måtte forsvare og forklare i en uendelighed hvorfor jeg ikke ammede. Der var ikke noget jeg hellere ville, men det var ganske enkelt ikke muligt i mit tilfælde da mine børn ikke trives.

nu var det mig der skrev det med biologien, men jeg var jo også en af dem der ikke kunne. Jeg mener at der er hver sin sag hvad man gør og hvorfor man gør det. men mener stadig at utrolig mange siger at børn ikke trives, ikke får mælk nok, gør ondt osv. Men seriøst hvad er der så sket med vores biologi hvis det er sådan? hvordan gjorde man i gamle dage, man høre da ikke så meget om børn dengang døde af dehydrering eller under ernæring mens de fik modermælk. Ellers var det måske bare naturlig udrydning af arten. Jeg ved det ikke. men syntes det er under at SÅ mange har et problem med det. Men i dag er vi jo så heldige at have et valg, og valget tror jeg for nogle kan gøre at man 'giver hurtigere op' og bare hurtigere vælger fra. Og nej selvfølgelig behøver man ikke døje med børn der skriger på mad og ømme ødelagt bryster, bår nu der er et valg.

Min den første amning gik også hurtigt i vasken - og det var jeg helt knust over. Det startede bare super, hun satte endda rekord på barselsgangen i vægtøgning. Efter et stykke tid hjemme tog hun mindre og mindre på, og til sidst tabte hun sig - og så var det direkte på flaske. Jeg havde brystbetændelse 2 gange, og det var simpelthen så smertefuldt at amme, at mælken ikke løb særligt meget, så hun brugte for meget energi på at spise. Jeg var mega ked af det, for jeg havde en sær fornemmelse af, at jeg nærmest havde været ved at amme hende ihjel - og var overrasket over, at det ikke bare var noget der kørte pr. instinkt. Anden gang gik/går meget bedre. Selvom der også har været startvanskeligheder. Han suttede med det samme, men jeg var så stor, at han kun kunne få fat om det ene bryst. Jeg kom hjem dagen efter jeg havde født, men et par dage efter var jeg ved en særlig sp på sygehuset (efter eget valg), bl.a. for at snakke om amning. Hun lærte mig at amme liggende, hvilket var super, for jeg har slidgigt i lænden. Da han var et par måneder, kunne jeg ikke følge med sidst på dagen, så jeg supplerede med MME. Samtidig med at jeg masserede, malkede ud osv. Det gik fint, og jeg fik hurtigt produktionen sat op :laugh: og selvom jeg frygtede, at han kun ville have flaske derefter, var han heldigvis med på at fortsætte amningen. Han blev ammet fuldt ud til han var omkring 6 mdr. og han får stadig en gonatamning og nogle gange en hyggetår i løbet af dagen, nu hvor han er 17 mdr. ...og jeg fik aldrig gang i det andet bryst, så han er kun ammet med et bryst :laugh: Han er vild med det, og jeg har faktisk heller ikke lyst til at stoppe - selvom man kan sige, at jeg har gjort min 'borgerpligt'. Tror det hænger sammen med, at den første amning gik dårligt. Bølgerne går hurtigt højt, når snakken falder på amning, for det er noget meget personligt. Nogle har lettere ved det end andre, nogle har lærenemme børn, andre igen har ikke den nødvendige opbakning. ...om man vælger amning eller flaske - hvis man altså har et valg - er en privat sag.

Jeg har ammet to børn - den første i 14 måneder, den anden i 2 år; begge gange var det mig, der sagde stop. Første gang var det en pine og plage i 2-3 måneder at få amningen til at fungere. Efterfølgende gætter jeg, at drengen ikke havde sug nok på, så han ikke tømte brystet ordentligt - og det førte til mælkeknuder, som jeg kæmpede med dagligt / ugentligt. Samtidigt fik han lov til at sutte for længe - og det gav svamp i brystvorterne. Hold da helt op hvor har jeg haft tårer i øjnene af smerter, og hvor har jeg kæmpet for at få amningen til at fungere. Men det lykkedes: Vi kom ud på den anden side, og jeg ammede fuld af glæde i et år. Jeg er én af dem, der ved, at det kan nytte at kæmpe. Jeg ved, at amningen kan mislykkes af mange årsager, som man ikke er herre over - men jeg kender altså også en hel del, der har måttet opgive amning, fordi de ikke har magtet at kæmpe den kamp, som jeg gjorde. Ikke har haft en kæreste, der kunne stå op om natten for at varme fryseelementer til at varme de hårde bryster på, ikke har haft en, der sørgede for hjemmet, mens de selv blev i sengen et par dage for at give babyen, kroppen og amningen al energi. Jeg har også igen og igen søgt råd hos min svigerinde-sundhedsplejerske for at få hold på mine problemer. Når flere nybagte mødre ikke kan finde ud af at amme lige nu, så undrer det mig ikke. Det at (lære at) blive mor har kvinder altid haft hjælp til - mødre, nabokoner, søstre... og hospitalsansatte... nu bliver de smidt hjem fra hospitalet, så snart ungen er ude. Og så kan de bruge al energi hjemme på at undre sig over første afføring, den underlige navlestreng, den grædende unge... og hvordan man mon lægger barnet til brystet og mærker, om det går rigtigt for sig. Amning er arbejde - i perioder nærmest fuldtidsarbejde... og det er mange ikke forberedt på. Jeg går helt ind for at hjælpe og støtte mødre, der ønsker at amme. Og at hjælpe med at gå over til modermælkserstatning, når amning ikke går...

Enig med dig Johannamor - det er hårdt arbejde at amme. I starten (2. gang) brugte jeg også al min energi på at amme - jeg var nemlig alene. Jeg blev nødt til at slukke alle telefoner for at få ro, for folk kimede mig ned i timevis. ..og alle nullermænd fik frit lejde :woohoo: Der var faktisk mange, der syntes det var uforskammet af mig - men de kunne jo bare være kommet forbi, og lavet mad til os, eller gået en tur med støvsugeren :laugh: Kan huske, at jeg syntes det var mega-pinligt, første gang sp skulle komme - har den samme til min store datter på skolen). Jeg startede med at undskylde alt mit rod (og her snakker vi altså MEGA-ROD), for når lillebror endelig sov, gik tiden med min datter. Min sp grinede bare, og sagde, at det var en fornøjelse, at komme i et hjem, hvor hun kunne se, at tiden blev brugt på børnene :laugh: Det var en dejlig bemærkning at få med på vejen.

jo amningen fungerede da herhjemme. Mens jeg fuldtidsammede gjorde det så ondt! Mest når Tjalfe lige fik fat og mælken skulle løbe til... *AV!* Men de første par dage efter fødslen var det en kamp at få gang i amningen fordi Tjalfe var så træt ovenpå fødslen at han sov fra alt. Så farens første job var at holde ham vågen så længe som muligt så han kunne få lidt mad. Ikke sjovt. Vi har indlagt 5dage så gik det med ammebrikker. Men jeg fandt hurtigt ud af at amning selv når det går godt skal gøre lidt ondt. Efter grød og mos blev introduceret så var det som om han sugede mindre hårdt og det gjorde ikke længere så ondt at amme, derefter nød jeg det i store drag indtil han ikke gad mere ved en 17mdr :) De sidste måneder fik han kun en morgentår ;) Så hyggeligt! De få hårde måneder opvejede fuldt ud resten af tiden hvor det var nemt og dejligt liige at kunne lægge ham til fx. juleaftensdag så han på trods af alt kunne få en lur :) Og jeg håber at kunne få lov til at amme igen :)