Fungerede amningen for jer?

Fra flere sundhedsplejersker forlyder at, at mange kvinder har svært ved at få amningen til at fungere - et stigende antal nyfødte må endda indlægges for at få nok næring i den første tid. Fungerede amningen for jer eller var det svært i den første tid - eller droppede I det måske helt?

Det er desværre aldrig lykkes mig at få det til at fungere med nogle af mine 3 børn. 1. barn: Ammede 4 mdr med skrig og skrål. Han ville bare ikke tage brystet. Tog en lille tår og slap så får at skrige helt vildt. Kæmpede og kæmpede for ville have det til at lykkes. Var jo blevet indprintet, at alle kunne amme så det måtte jo være mig, der ikke gjorde det godt nok. I starten steg hans vægt en lille smule så sp støttede mig i at blive ved med at forsøge. Så stoppede vægtøgningen og da han så pludselig begyndte at tabe sig påtrods af, at jeg ammede og ammede så sagde sp stop og beordrede flaske. Fik et nyt barn samme dag og opgav helt amningen. 2.Barn: Lagde fint ud med amningen. Så længe mælken løb til og nærmest sprøjtede ud var der ingen problem. Hun havde en stor startvægt så der var rimelig optimisme påtrods af at hun efter 2 uger havde taget meget lidt på. Så begyndte samme show som første gang. Hun spiste lidt og kastede sig skrigende tilbage efter en lille tår. Havde samme sp der kom hyppigt og vejede pga forhistorien med den første. 5 uger gammel havde hun stort set ikke taget på og flasken blev igen taget frem. Forsøgte at kompinere amning og flaske, men det fungerede ikke. 3. Barn Super start. Han spiste fint den første 1½ uge og jeg var optimist. Så havde jeg sikkert bare ikke gjort det godt nok de andre gange. Så gik det galt igen. Han skreg når han forsøgte at sutte og begyndte at blive sløv. Da han var 3 uger gammel og han en hel dag havde ligget nærmest apatisk hen og viste tegn på dehydrering fik han en flaske som han sugede i sig. Opgav helt derefter. Så nej det har aldrig fungeret for mig. Læger og sp´ers bud er at mine mælkebaner er så smalle at børnene har skulle bruge alt for mange kræfter på at få mælken ud. Jeg har været så ked af at måtte opgive, men det har været på egen vegne. Mine børn havde bedst af flasken, ingen tvivl om det.

Nope - det var et helvede. I starten syntes jeg at det gik godt. Hun tog fint fat, og på barselsgangen sagde de også at det så fint ud. Samme aften som vi kom hjem løb min mælk til. Den første uge var der meget gråd, men vi troede at det bare var sådan at have et spædbarn. Indtil sp kom på besøg og sagde at hun havde tabt sig. Så var der strenge ordrer om amning hver 3. time - også hvis hun sov - 10 min på hvert bryst og så supplerende mme. Sp mente at det ville øge mælkeproduktionen og at hun med tiden ville tage mindre af flasken. Men efter 1 måned hvor hun spiste mere og mere mme og blev hidsig og slap brystet hver gang jeg forsøgte at amme hende gav jeg op. Jeg prøvede også i en periode med en sonde med mme langs brystet, for at hun skulle øge mælkeproduktionen og få mme uden at blive glad for flasken, men det fungerede desværre heller ikke. Jeg synes faktisk, at jeg fik god vejledning, og min sp syntes at det var godt at hun endte med at få flaske, men jeg producerede bare ikke mælk nok pga. smerter. Sært nok, så syntes jeg at der var mange løftede pegefingre før hun kom til verden - blev tudet ørerne fulde om hvor godt amning var, og blev spurgt ved første jordemoderbesøg om jeg havde tænkt mig at amme. Da først hun var kommet var alle søde og forstående og der var ingen løftede pegefingre. Men der var skaden allerede sket. Jeg følte at jeg svigtede spunken fordi jeg ikke kunne slappe af, spise nok og dermed producere nok mælk til hende. Og følte mig røvrendt at min krop, når mælken så alligevel løb når hun græd. Jeg er faktisk ikke sikker på, om jeg har lyst til at forsøge at amme hvis jeg får én til på et tidspunkt.

Ja, det fungerede. Det var svært og smertefuld i begyndelsen især med det første barn men jeg gav ikke op og det gik fint. Jeg har ammet alle mine børn så langt som jeg ville (de ville længere) - næsten 6 måneder det ældste og næsten 9 måneder tvillingerne. Faktisk et støre problem (for babyerne) var at droppe amningen. Jeg lærte også min søster at amme. Hun kunne ikke med det første baby men med det andet havde jeg allerede erfaring og lærte hende. Ellers ammede hun også det første barn i 7 måneder men det var ved at pumpe selv mælken først fordi barnet ville ikke sutte.

Nej jeg har aldrig været specielt god til det der!! Erindrer ulidlige smerter, revnede og blodige brystvorter og koldsveden springende når de først fik fat om vorten - for satan det gjorde ondt. Jeg sad også og sagde 1,2,3,4... før jeg lagde til, for ligesom at udskyde smerterne lidt og tage mig sammen, og så måtte jeg sidde og bide i en sutteklud pga smerter de første minutter. Så jeg droppede det rimelig hurtigt og gik over til modermælkserstatningen til MEGA fryd for mig, brysterne og barnet! Og hvor VAR det fedt at kunne aflevere ungen hos Farmand sammen med flasken.... og liiige få sig en velfortjent time på øjet! :laugh: Og hvor ER det fedt at tænke på, at det er slut med alt det der......hihihihihihi. Mor er mættet TOTALT på alle fronter!

Det fungerede fint med at amme Isabell ja... :) I starten gjorde det selvfølgelig lidt ondt, spændte osv og hun var lidt utålmodig hvis mælken ikke lige kom med det samme, men så malkede jeg bare lidt ud i en kop inden og vupti så var der serveret... :uhm: Så jeg gav altså ikke op, ligesom så mange gør og det gav bonus....der var så ikke mere mælk tilbage da hun var de der 3 måneder og jeg savnede og savner faktisk stadig at amme hende...synes det var smadre hyggeligt... :lol:

Det fungerede ikke med min ældste. Han tog ikke nok på, så vi supplerede med lidt erstatning. Han valgte dog selv flasken fra da han var 7-8 måneder, men blev ammet indtil han var 10 måneder (hans valg) :) Nr 2 nægtede at spise andet end brystmælk indtil han var 8 måneder og blev ammet indtil han var 13 måneder. Nr 3 blev ammet indtil han var 16 måneder og nr 4 var lidt over 2 år, da amningen stoppede. Alle fire gange har det været barnets valg hvornår vi skulle droppe amningen :) Min yngste nægtede at bruge sut og jeg tror det var derfor han gerne ville ammes så længe :) Jeg syntes det var vildt svært og enormt frustrerende at amme første gang, men de andre tre gange har det bare fungeret :)

Tøsen startede jo med sonde, så hun startede på mme og så begyndte jeg udmlakning og så fik hun det i sonden da der var nok, ellers blev der suppleret. vi gik i gang med amningen med suttebrikker, men hun havde den ondeste sutteteknik, og trods suttebrikker så fik hun suttet kirtlerne af mine brystvorter....øv som for en i djævlen. Så jeg gik over til at malke ud derhjemme med maskine og så fik hun det, men da man ikke kan øge mælkeproduktionen med en maskine, blev det så suppleret med mme. Jeg malkede ud i 4 måneder og så blev det ren mme. Hvis min datter havde været sund og rask da hun blev født og amningen ikke fungerede ville jeg nok aldrig være gået i gang med udpumpning, men da jeg fik ørene tudet fulde af hvor vigtigt det var for hende imunforsvar så gjorde jeg det.

Og hvorfor var det, at børnene måtte indlægges? Nåh ja, fordi de ensporede sundhedplejersker kun kan se amning som det bedste og ikke, som mange gange, som det værste. Flaskebørn - man dør ikke af MME, man dør ikke af amningen ikke fungerer. Så få dog lidt fornuft ind i hovederne på sundhedsplejerskerne i stedet for at lade dem ponke nye mødre for at de SKAL amme. *argh* den der debat om amning kan bringe mit pis i kog, altså.

Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, at det er så svært for så mange :huh: Selv har jeg ikke haft problemer, men synes bare at det gjorde djævelsk ondt i starten - faktisk syntes jeg at det var langt værre end fødslen ;) Nå, men måske hører man bare mere om ammeproblemer nu, fordi man tidligere uden tøven gav MME.