Jeg har desværre måtte stoppe amningen af min lille 3 uger gamle datter allerede da hun var 13 dage gammel. Jeg var fuldstændig knust!!!! Min mælk 'forsvandt' pga. knuder og brystbetændelse trods en hård kamp. Det var en følelse af fiasko jeg stod tilbage med men har heldigvis en sundhedsplejerske som ikke mener at amning er det eneste rigtige.
Jeg fik god hjælp af sygeplejerskerne på hospitalet og af sundhedsplejersken til at opstarte amningen og få det til at køre så jeg har ingen klager over dette!
Min sundhedsplejerske fortalte mig at man mener at det kan være arveligt at man ikke kan amme og da alle kvinder i min familie har måtte stoppe amning fordi de ikke havde nok til den lille kan dette være en forklaring på at vi måtte opgive. Ligeledes fortalte hun at visse psykiske vanskeligheder kan medføre at det psykisk bliver for hårdt at amme. Da jeg ligger i denne 'risikogruppe' fortalte hun at hun ville have frarådet mig i det hele taget at begynde at amme hvis hun havde vidst det, samt at jordmoderen formentligt ville have gjort det samme.
Jeg har da også kunne mærke hvor stor en lettelse det har været for mig at stoppe amningen og når jeg ser tilbage så havde jeg en del symptomer på en efterfødselsreaktion.
Der kan derfor være en del forskellige årsager til at amning ikke fungerer og jeg tror det er vigtigt at man husker dette. Jeg vil ikke afvise at nogle stopper fordi de havde en anden forestilling om amning men vi er en del som har kæmpet og har været ulykkelige over ikke at kunne amme. Hvis man leder på nette vil man finde mange forums hvor kvinder der har måtte opgive amning giver udtryk for stor sorg og skam over ikke at kunne amme deres børn og hvordan man føler at man ikke er en god nok eller rigtig mor når man ikke kan dette! Det provokerer mig en smule at der er indlæg der hentyder at man blot skal tage sig sammen og lade være med at være forkælet. Jeg håber at det jeg har skrevet vil give dem med denne holdning et mere nuanceret syn på emnet.
Anmeld
