Komunikationen

Yurie skriver:

Ja, det skal du.

For han vil jo ikke kunne ændre sig 100%, så hvis bare de ting irritere dig nu.. Så skal der ikke meget til.

Det nok bare mig der er noget galt med .. 

Anonym skriver:

Det nok bare mig der er noget galt med .. 

 

Om der er noget galt med dig, ved jeg ikke. Men jeg tror bare ikke du er vant til den måde din kæreste og søster er, og har svært ved at acceptere det, fordi det måske er mærkeligt for dig, at hun bruger så meget tid hos og med sin bror, især når du også er der. Og det er altid svært for andre at forstå hvorfor folk er sådan.

Og det med tiderne, hvis man selv er god til at holde tider, så kan man hurtigt blive irriteret over at folk ikke kan komme til tiden, fordi så står man og venter længe. Jeg synes stadigvæk det er pisse irriterende, men jeg gider ikke bruger kræfter på det.

Men du kan sætte dig ned og snakke med din kæreste og sige at du forstår at han gerne vil hjælpe sin søster, være der for hende, men du føler at du bliver skubbet væk og det gør dig ked af det.
At hun selvfølgelig er velkommen, men at du nogen gange også bare har brug for at det er jer, ikke jer og hende, fordi du en gang imellem har brug for lidt alene tid med ham.
Sådan uden at anklage ham, for han gør det jo ikke i ond mening, men fordi han er en god bror.

Det med tiderne, har det altid været sådan eller det kun her efter søsterens brud.

Anonym skriver:

 

- jeg er bare så ked af det.

mit par forhold er ikke jordens bedste, på trods af vi kun har været sammen i snart 8mdr..

igen er det hele gået over gevind og nærmest gået fra hinanden .. Det startet med at min mand den 29nov. Tog i byen påtrods af vi havde en aftale om at han vil være hjemme 23-24.. (Hans ide)

men han tosset aftalen fordi vi var små uvenner da han tog afsted og det endte med at vi os "slog op"..  

Nu vi blevet uvenner igen som er gået over gevind. Det startet med at jeg blev en smugle irriteret over at jeg ikk ku lave så simpel aftale med ham klokken, som han ku overholde og det tager overhånd fordi han tror det handler om kl hvor jeg flere gange sigeR det r IKKE om den skide kl det princippet i at vi havde en AFTALE, som du igen ikk holdte (blev så ked  over han ikk ka forstå det) 

han snakker rigtig grimt til mig og sviner mig til personligt .. Og siger han Intet har at snakke med mig om.. IGEN har hans søster ( som er en stor mundfuld) logget ham i byen.. Hun vil gerne have ham for sig selv, og de er konstant sammen fordi hun er blevet single og ikke kender nogen i vores byen som hun er flyttet til .. 

Så Derfor følels det tit at vi er barnepiger og hun kommer og går i hans hjem som det passer hende og når jeg så tager snakken med ham at det er for meget , bliver han tosset og siger at jeg altid er sur og brokker mig .. Altså når jeg synes der er noget der går mig på, bliver jeg tilsidst muggen og så tager jeg snakken men isted for han få respons på det jeg siger, "kaster" han tilbage med noget han så er utilfreds med ;"(

nu hans søster så logget ham i byen hele weekenden og jeg så sent som igår (lørdage) skrev at jeg ikk brød mig om det når vi skændes så vildt.. Alligevel gjorde han det..

synes set her er så latterligt og umodent at to der er tæt på de 30 :"(

er så ked af det hele og vil bare ha ham ved min side og få ham til at se alvoren i det hele .. 

Har ikke snakket med ham soden igår 14.45 

 - hva ska jeg gør? 

 

.. 

Åååh jeg har selv været i sådan et forhold, og det eneste jeg kan råde dig til er at slutte det nu, mens du ikke sidder fast med børn og mens du stadig har lidt selvtillid at redde. 

Nok så meget som det første år af ens forhold kan være det hårdeste, fordi man skal lære hinanden at kende som kærester, så bør det stadig også være det bedste man hidtil har oplevet. 

Jeg havde en selv en kæreste der lyder præcis som din. Jeg var SÅ ulykkelig over at han INTET gad at gøre for mig. Han tog aldrig mit parti og hver eneste gang vi havde en aftale og der så var nogen der spurgte om han ikke ville med til et eller andet andet, ja så droppede han mig på stedet, og gerne foran de andre! 

En aften da jeg havde forberedt en skøn romantisk middag kom han vildt meget for sent - og småfuld!!! hjem til mig, fordi han lige skulle have et par øl med drengene. Havde han skrevet til mig og informeret mig? næææ... faktisk besvarede han ikke engang mine beskeder og opkald 

Åååh det var hårdt, og det der med at overholde aftaler var bare det mindste! Jeg følte mig bare som lort, fordi jeg altid gjorde alt for ham, og hangjorde intet for mig. Han ville ikke engang lytte til mig! Ikke før at jeg til sidst blev så frustreret over ikke at blive hørt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Så kunne han lige pludselig godt lytte, men var bare ét stort forsvar; det og det og det, gjorde jeg jo for fanden også galt - selvom det intet havde med sagen at gøre!! Men han kom til sidst til fornuft og gav mig ret. Troede jeg, for det var altid tomme ord, og jeg endte faktisk med at være virkelig ulykkelig!

Min mor sagde at hun havde lagt mærke til at jeg havde ændret mig allerede et halvt år inden vi til sidst slog op. Jeg følte mig SÅ ligegyldig, værdiløs og taget for givet. I dag har jeg stadig ikke tilgivet, det han gjorde ved mit selvværd. 

Og det handlede altså ikke om manglende kommunikation, men om at han var et sadistisk, egocentreret røvhul. 

Da jeg så mødte min nuværende kæreste, var det simpelthen så uvant for mig, at jeg kunne betyde noget og at andre også kunne gøre noget for at gøre mig glad. Noget så simpelt som at han ved vores anden date lige skrev og bekræftede at vi havde en aftale en time forinden - fordi det havde han lagt mærke til at jeg godt kunne lide  Og da det ikke gjorde nogen forskel for ham, ja hvorfor så ikke bare gøre mig glad 

Så tænk over hvor meget du ofre på ham, og hvor meget du egentlig får igen, og om det er det værd. Vil du give dine børn en far der ikke værdsætter deres mor til forbillede, og en mor der finder sig i det? 

Anonym skriver:

Troede fra sidst hvor han et par dage efter var SÅ ked og vi fik snakket set igennem at han havde lært noget men det havde han åbenbart ikke..

det total latterligt 

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det når han ikke ændrer sig, især når han selv bliver ked af det og når i har haft en rigtig god snak om det

Jeg tror at det du kan gøre, er at bestemme dig for om du vil være i et forhold hvor du gang på gang skal blive ked af det. 

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det når han ikke ændrer sig, især når han selv bliver ked af det og når i har haft en rigtig god snak om det

Jeg tror at det du kan gøre, er at bestemme dig for om du vil være i et forhold hvor du gang på gang skal blive ked af det. 

Ja, det tror jeg os er vejen frem . Feks nu ringer han for at snakke om at min tandbørst er hos ham og om hans Tyskland tur igår ..

ja bliver rigtig ked af det og håbede at hans fejl mine fejl til sammen kunne finde en vej vi begge ka leve med

Risse skriver:

Åååh jeg har selv været i sådan et forhold, og det eneste jeg kan råde dig til er at slutte det nu, mens du ikke sidder fast med børn og mens du stadig har lidt selvtillid at redde. 

Nok så meget som det første år af ens forhold kan være det hårdeste, fordi man skal lære hinanden at kende som kærester, så bør det stadig også være det bedste man hidtil har oplevet. 

Jeg havde en selv en kæreste der lyder præcis som din. Jeg var SÅ ulykkelig over at han INTET gad at gøre for mig. Han tog aldrig mit parti og hver eneste gang vi havde en aftale og der så var nogen der spurgte om han ikke ville med til et eller andet andet, ja så droppede han mig på stedet, og gerne foran de andre! 

En aften da jeg havde forberedt en skøn romantisk middag kom han vildt meget for sent - og småfuld!!! hjem til mig, fordi han lige skulle have et par øl med drengene. Havde han skrevet til mig og informeret mig? næææ... faktisk besvarede han ikke engang mine beskeder og opkald 

Åååh det var hårdt, og det der med at overholde aftaler var bare det mindste! Jeg følte mig bare som lort, fordi jeg altid gjorde alt for ham, og hangjorde intet for mig. Han ville ikke engang lytte til mig! Ikke før at jeg til sidst blev så frustreret over ikke at blive hørt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Så kunne han lige pludselig godt lytte, men var bare ét stort forsvar; det og det og det, gjorde jeg jo for fanden også galt - selvom det intet havde med sagen at gøre!! Men han kom til sidst til fornuft og gav mig ret. Troede jeg, for det var altid tomme ord, og jeg endte faktisk med at være virkelig ulykkelig!

Min mor sagde at hun havde lagt mærke til at jeg havde ændret mig allerede et halvt år inden vi til sidst slog op. Jeg følte mig SÅ ligegyldig, værdiløs og taget for givet. I dag har jeg stadig ikke tilgivet, det han gjorde ved mit selvværd. 

Og det handlede altså ikke om manglende kommunikation, men om at han var et sadistisk, egocentreret røvhul. 

Da jeg så mødte min nuværende kæreste, var det simpelthen så uvant for mig, at jeg kunne betyde noget og at andre også kunne gøre noget for at gøre mig glad. Noget så simpelt som at han ved vores anden date lige skrev og bekræftede at vi havde en aftale en time forinden - fordi det havde han lagt mærke til at jeg godt kunne lide  Og da det ikke gjorde nogen forskel for ham, ja hvorfor så ikke bare gøre mig glad 

Så tænk over hvor meget du ofre på ham, og hvor meget du egentlig får igen, og om det er det værd. Vil du give dine børn en far der ikke værdsætter deres mor til forbillede, og en mor der finder sig i det? 

Tusinde tak for din historien den har sat nogen tanker igang hos mig som skal tænkes igennem .. 

Nu ringer han efter et døgn uden kontakt for at sige min tandbørste er hos ham og om hans Tysklands tur

Yurie skriver:

Om der er noget galt med dig, ved jeg ikke. Men jeg tror bare ikke du er vant til den måde din kæreste og søster er, og har svært ved at acceptere det, fordi det måske er mærkeligt for dig, at hun bruger så meget tid hos og med sin bror, især når du også er der. Og det er altid svært for andre at forstå hvorfor folk er sådan.

Og det med tiderne, hvis man selv er god til at holde tider, så kan man hurtigt blive irriteret over at folk ikke kan komme til tiden, fordi så står man og venter længe. Jeg synes stadigvæk det er pisse irriterende, men jeg gider ikke bruger kræfter på det.

Men du kan sætte dig ned og snakke med din kæreste og sige at du forstår at han gerne vil hjælpe sin søster, være der for hende, men du føler at du bliver skubbet væk og det gør dig ked af det.
At hun selvfølgelig er velkommen, men at du nogen gange også bare har brug for at det er jer, ikke jer og hende, fordi du en gang imellem har brug for lidt alene tid med ham.
Sådan uden at anklage ham, for han gør det jo ikke i ond mening, men fordi han er en god bror.

Det med tiderne, har det altid været sådan eller det kun her efter søsterens brud.

Det er kommet efter hun er kommet hertil, fordi hun altid skal hentes og bringes ..

Mom skriver:

Jeg tænker hvor meget af det her turbulens oplever dit barn?

Det lyder til, at I bare ikke kan få det til at fungere, og måske er det bare at indse det og så komme videre?

Mit barn oplever ikke noget af det, da jeg er meget OB's på at det ikke skal gå udover ham .. 

Anonym skriver:

Tusinde tak for din historien den har sat nogen tanker igang hos mig som skal tænkes igennem .. 

Nu ringer han efter et døgn uden kontakt for at sige min tandbørste er hos ham og om hans Tysklands tur

Jamen igen, jeg kan ikke understrege det nok, at i mit tilfælde var det IKKE manglende kommunikation, for han snakkede og snakkede, men nægtede at høre noget jeg havde at sige. Så kommunikationen var der, den var bare ikke gensidig.

Jeg skulle ikke gå og tillade mig at stille spørgsmålstegn ved ham. Det handlede altså om, at det var mig han ikke gad. Min person. Alt det jeg gav ville han jo gerne have. Lækre middage, sommerhusture, biografture, gaver, overraskelser, men også hensyn, opmuntring, støtte og beundring og ikke mindst sex og søde ord. Men det er fandme hårdt at give i længden, når personen der modtager ikke vil give igen uanset, hvor meget man tigger og beder om det. 

Jeg håber at du kan bruge min sørgelige historie til noget. Jeg er i hvert fald glad for at det sluttede, for i dag har jeg kæreste jeg ikke har skændes med en eneste gang. En kæreste, hvor der ikke er gået en eneste dag (siden vi sagde det første gang), uden at vi har sagt 'jeg elsker dig' til hinanden. En kæreste som elsker at gøre mig glad og som respekterer og værdsætter mine grænser, ønsker og ikke mindst min person. Jeg har været lykkelig i det her forhold hver eneste dag. Måske ikke hele dagen hver eneste dag, men HVER dag 

Der er fandme forskel på folk og på hvem man passer sammen med. Bare husk at holde fast i dig selv 

Anonym skriver:

Det er kommet efter hun er kommet hertil, fordi hun altid skal hentes og bringes ..

Så det er hende der skaber det hele.

Kunne det så ikke tænkes at du måske skulle gi det lidt tid, hvis du virkelig vil ham?

Nu så jeg også lige hvad han har gjort her.. Hmm.. Jeg vil sige at du skal tænke dig virkelig godt om. især fordi du har et barn.