Presset til en abort

Anonym skriver:

Nu tænker jeg jo ikke kun på min egen beslutning for så ville jeg slet ikke være i tvivl om at sgu beholde barnet eller få en abort. 

Jeg forstår godt at min kæreste er frustreret og ikke ønsker barnet, men det eneste korrekte svar til grundlag vil jeg mene er hans alder og måske fordi han er bange for at ende som sine forældre med det svigt han havde i hans barndom fra både mor og fars side af.. 

Det der gør mig ked af det er at han netop ikke kan sætte sig ned og forstå min frustration over hvor svært jeg har det pt. og istedet for bare bliver sur og lader vær med at tale med mig og ignorere mig fuldstændigt. Vi som sagt sammen og alligevel befinder han sig i soveværelset mens jeg er i stuen. Når jeg endelig prøver at tage kontakt ved at putte mig ind til ham får jeg nul respons tilbage, ergo jeg er lidt opgivende.  

Ja det da sikkert ikke fedt at være far i en alder af 20erne, men det er da heller ikke fedt af som kvinde få af vide at jeg sagtens kan blive gravid men at jeg nemt har markant øget chance for den vil sætte sig udenfor livmoderen. 

De bevarede både æggestok og æggeledere dengang, så derfor er min chance for at det sgu sætte sig i æggelederen pga arvævet fremhævet. 

Jeg har spurgt både min egen gynækolog og den læge der undersøgte mig på sygehuset og de har begge sagt det samme ang fremtidig graviditet.. Der vil altid være en minimal risiko for sterilisering, eller anden form for provokation i underlivet som vil gøre det besværligt for at få et ønske barn en anden gang. 

Hvis jeg kunne blive garanteret en 100% normal og naturlig graviditet om f.eks 1 års tid, så ville jeg ærligtalt have fået en abort uden tvivl.. 

Men tanken om jeg rent faktisk vil få det psykisk dårligt pga en abort fordi han ikke ønsker at tage ansvar nu samt risikere det ku være det eneste jeg ku få, presser virkelig i hjertet på mig. Jeg syntes det forkert at man som mand der netop ved at hans dame ønsker et barn i den nære fremtid, kan hoppe fra når heldet er ude.. 

Jeg ser ingen grund til hvorfor han ikke sgu føle sig klar, igen netop fordi han ikke er som andre 20 årige der fare rundt i hver weekend, han elsker små børn, og til scanningen bragte han selv emnet på banen ved at spørger om jeg ikke var platin blond som lille, for det var han, så ku vi risikere et barn der var blondt, hvor han sagde efl. nej glem det, lad os snakke om noget andet.

Han giver mig ligesom nogle stik til at han gerne vil tale om netop dette og så skynder han sig væk fra emnet hvis det kommer for tæt på 

Du kan også forsøge at lade ham sunde sig lidt og se om graviditeten forløber som den skal imens. Når du er så tidligt i graviditeten, så har I vel også et par dage at løbe på. Det lyder til at du gerne vil ha' både ham og barnet, så det krydser jeg for at du får! Det er noget helt andet når man selv står og skal ha' et barn også selvom man er glad og god til andres børn :-). Her fanger bordet både økonomisk og tidsmæssigt (man kan ikke bare aflevere dem igen :-p), men det man får er jo også større end det man giver afkald på.. Det ved han jo bare ikke endnu. Jeg synes stadig at du skal tænke mest på dig selv i det her.. Det er dig der skal igennem det både hvis det ender med en abort, eller du bliver solo mor eller ej. Det er dit hjerte og din psyke. Måske finder du ud af du tør vente og få en abort denne gang, måske finder du ud af at du ikke synes der er andet der giver mere mening end at beholde det. Det er ok uanset hvad- det er dit valg, dit liv, din krop og derfor skal du gøre det der gør dig glad :-). 

selvfølgelig skal i ha en lang snak om det og se om i kan blive enige, min Eks pressede også mig og til sidst fik jeg en abort, aldrig om jeg har fortrudt noget så meget i mit liv og hadede ham for det så da jeg vågede fra min abort igen afskyede jeg ham min følelser var væk gav det en chance men nogle måneder efter var de ikke kommet igen så slog op med ham, og min den yngstes far var 19 da vi opdagede jeg var gravid selvom han ikke følte sig helt klar valgte vi i fællesskab og få ham nu er han 22 og en super far så fordi de er unge kan de sagtens være en god far osv plus de kan nå og blive klar mens du venter dig, vil sig du skal lytte til dit hjerte og ligemeget om han vil må i tá en lang snak du er velkommen til og skrive privat hvis du får brug for det! 

Diana2013 skriver:

Ærligt så synes jeg hub skal kun lytte til sig selv. Hvis kæreste vælger ikke at have noget med barnet at gøre så er det sådan det er. Men hvis hub vælger at få en abort fordi han ikke vil. Så er det hendes liv og resten af hendes liv det går ud over. Hun skriver jo hun gerne vil have babyen, men hvis hun vælger baby fra fordi faren ikke vil, så vil det være rigtig svært psykisk at komme over indgrebet, efterfølgende liv uden baby, og senere i ny (muligvis) graviditet. Det er jo hendes krop der skal bruges, manden vil have meget nemmere ved at komme over  det

Vil manden have meget nemmere ved at komme over det, hvis hun får barnet mod hans vilje???

Jeg tror ikke du ved hvad du snakker om. So sorry, men det er simpelthen for langt ude IMO

Diana2013 skriver:

Ærligt så synes jeg hub skal kun lytte til sig selv. Hvis kæreste vælger ikke at have noget med barnet at gøre så er det sådan det er. Men hvis hub vælger at få en abort fordi han ikke vil. Så er det hendes liv og resten af hendes liv det går ud over. Hun skriver jo hun gerne vil have babyen, men hvis hun vælger baby fra fordi faren ikke vil, så vil det være rigtig svært psykisk at komme over indgrebet, efterfølgende liv uden baby, og senere i ny (muligvis) graviditet. Det er jo hendes krop der skal bruges, manden vil have meget nemmere ved at komme over  det

Jamen så skal han vel heller ikke betale til et kommende barn? Hvis han, efter din logik, nemmere skal komme sig over at blive far, så er det vel nemmest for ham hvis han aldrig skal have noget med det kommende barn at gøre og derved aldrig skal betale?

sne190810 skriver:

Vil manden have meget nemmere ved at komme over det, hvis hun får barnet mod hans vilje???

Jeg tror ikke du ved hvad du snakker om. So sorry, men det er simpelthen for langt ude IMO

 

Få lige en ordentlig tone. Det er ikke særlig konstruktivt det der! 

Det er ikke sikkert at han vil ha' nemmere ved at komme over det nej, men han har da været med til at sørge for at en graviditet blev mulig, så må han vel også være indstillet på at konsekvensen kan hedde at hun vil beholde barnet selvom han ikke vil?

PippiLangstrømpe skriver:

Du kan også forsøge at lade ham sunde sig lidt og se om graviditeten forløber som den skal imens. Når du er så tidligt i graviditeten, så har I vel også et par dage at løbe på. Det lyder til at du gerne vil ha' både ham og barnet, så det krydser jeg for at du får! Det er noget helt andet når man selv står og skal ha' et barn også selvom man er glad og god til andres børn :-). Her fanger bordet både økonomisk og tidsmæssigt (man kan ikke bare aflevere dem igen :-p), men det man får er jo også større end det man giver afkald på.. Det ved han jo bare ikke endnu. Jeg synes stadig at du skal tænke mest på dig selv i det her.. Det er dig der skal igennem det både hvis det ender med en abort, eller du bliver solo mor eller ej. Det er dit hjerte og din psyke. Måske finder du ud af du tør vente og få en abort denne gang, måske finder du ud af at du ikke synes der er andet der giver mere mening end at beholde det. Det er ok uanset hvad- det er dit valg, dit liv, din krop og derfor skal du gøre det der gør dig glad :-). 

Jeg ønsker både ham og barnet virkelig. Jeg har sat mig for at det netop er ham jeg gerne vil stifte familie med og det har han også sagt til mig, men bare ikke at det skal ske nu... 

Han siger også at han ønsker barn med mig men at det ikke skal komme på talefod nu da han mener at hans familie absolut ikke vil syntes om det! Men hans egen mor er selv imod abort så i bund og grund når de en gang får det fortalt på den ene eller anden måde, må hun ku forstå hvor hårdt det er for mig at tage denne beslutning.

Jeg ønsker netop ikke at stå alene fordi han bare skrider fra ansvaret og føle mig svigtet og fået smidt falske forhåbninger i ansigtet fra ham af fordi han har sagt som han har sagt ang barn og fremtid osv..

Min egen familie forstår udmærket godt hvis jeg vælger at beholder barnet pga det jeg har været igennem en gang før, hvor det endte med at jeg kørte psykisk ned og fik en kæmpe depression og gik fra min kæreste dengang selvom vi godt vidste der ikke var meget at gøre pga den sad udenfor livmoderen..

Jeg er virkelig på bar bund, jeg elsker ham så højt og vores tid og alting sammen med ham..... og føler jeg slutter mit forhold hvis jeg tager imod livets gave eller at jeg måske vil hade ham efl. pga aborten og går fra ham tomhændet bagefter... 

Anonym skriver:

Nu tænker jeg jo ikke kun på min egen beslutning for så ville jeg slet ikke være i tvivl om at sgu beholde barnet eller få en abort. 

Jeg forstår godt at min kæreste er frustreret og ikke ønsker barnet, men det eneste korrekte svar til grundlag vil jeg mene er hans alder og måske fordi han er bange for at ende som sine forældre med det svigt han havde i hans barndom fra både mor og fars side af.. 

Det der gør mig ked af det er at han netop ikke kan sætte sig ned og forstå min frustration over hvor svært jeg har det pt. og istedet for bare bliver sur og lader vær med at tale med mig og ignorere mig fuldstændigt. Vi som sagt sammen og alligevel befinder han sig i soveværelset mens jeg er i stuen. Når jeg endelig prøver at tage kontakt ved at putte mig ind til ham får jeg nul respons tilbage, ergo jeg er lidt opgivende.  

Ja det da sikkert ikke fedt at være far i en alder af 20erne, men det er da heller ikke fedt af som kvinde få af vide at jeg sagtens kan blive gravid men at jeg nemt har markant øget chance for den vil sætte sig udenfor livmoderen. 

De bevarede både æggestok og æggeledere dengang, så derfor er min chance for at det sgu sætte sig i æggelederen pga arvævet fremhævet. 

Jeg har spurgt både min egen gynækolog og den læge der undersøgte mig på sygehuset og de har begge sagt det samme ang fremtidig graviditet.. Der vil altid være en minimal risiko for sterilisering, eller anden form for provokation i underlivet som vil gøre det besværligt for at få et ønske barn en anden gang. 

Hvis jeg kunne blive garanteret en 100% normal og naturlig graviditet om f.eks 1 års tid, så ville jeg ærligtalt have fået en abort uden tvivl.. 

Men tanken om jeg rent faktisk vil få det psykisk dårligt pga en abort fordi han ikke ønsker at tage ansvar nu samt risikere det ku være det eneste jeg ku få, presser virkelig i hjertet på mig. Jeg syntes det forkert at man som mand der netop ved at hans dame ønsker et barn i den nære fremtid, kan hoppe fra når heldet er ude.. 

Jeg ser ingen grund til hvorfor han ikke sgu føle sig klar, igen netop fordi han ikke er som andre 20 årige der fare rundt i hver weekend, han elsker små børn, og til scanningen bragte han selv emnet på banen ved at spørger om jeg ikke var platin blond som lille, for det var han, så ku vi risikere et barn der var blondt, hvor han sagde efl. nej glem det, lad os snakke om noget andet.

Han giver mig ligesom nogle stik til at han gerne vil tale om netop dette og så skynder han sig væk fra emnet hvis det kommer for tæt på 

Jeg kan godt forstå du er frustreret.... men.... jeg tror du har misforstået noget helt grundlæggende. Bare fordi man ikke går i byen, elsker børn og ofte er hjemme betyder IKKE at man er klar til at få børn. Jeg ser ofte den misforståelse. Det er et stort ansvar at få børn. Man giver ikke bare op at kunne gå i byen hver weekend. Det er faktisk det mindste del af det. Grundlæggende betyder det man altid skal kunne sidestille sine egne behov.

Selvfølgelig bliver i nødt til at tale om det, men husk på, at han også har følelser i klemmer. I skal begge tage hinandens bekymringer alvorligt. Du skal også sørge for du anerkender at han ikke ønsker barnet. Det kan være han bare er bange og skal vænne sig til tanken. Jeg synes du skal sætte dig ned og tag en snak med ham. Tag ham alvorligt, spørg ind til hvad der gør ham nervøs og hvad han ønsker. 

Ingen kan garantere dig en normal graviditet næste gang, men det gælder jo for alle kvinder. Selvom du var helt rask kunne der stadigvæk opstå komplikationer. 

Jeg bliver nødt til at skrive, ikke direkte ment til dig, men medmindre lægen har sagt man er fuldstændig steril så brug for guds skyld beskyttelse. Det andet er simpelthen for dumt  

sne190810 skriver:

Vil manden have meget nemmere ved at komme over det, hvis hun får barnet mod hans vilje???

Jeg tror ikke du ved hvad du snakker om. So sorry, men det er simpelthen for langt ude IMO

 

Hov hov. Du kan da ikke konkludere om nogen  ved hvad de snakker om. Hvad er det da for noget at skrive.  Faktum er at det er hendes krop og psyke der går gennem det.  Ikke mandens. Det tror jeg alle der har prøvet abort kan skrive under på.

Anonym skriver:

Jeg ønsker både ham og barnet virkelig. Jeg har sat mig for at det netop er ham jeg gerne vil stifte familie med og det har han også sagt til mig, men bare ikke at det skal ske nu... 

Han siger også at han ønsker barn med mig men at det ikke skal komme på talefod nu da han mener at hans familie absolut ikke vil syntes om det! Men hans egen mor er selv imod abort så i bund og grund når de en gang får det fortalt på den ene eller anden måde, må hun ku forstå hvor hårdt det er for mig at tage denne beslutning.

Jeg ønsker netop ikke at stå alene fordi han bare skrider fra ansvaret og føle mig svigtet og fået smidt falske forhåbninger i ansigtet fra ham af fordi han har sagt som han har sagt ang barn og fremtid osv..

Min egen familie forstår udmærket godt hvis jeg vælger at beholder barnet pga det jeg har været igennem en gang før, hvor det endte med at jeg kørte psykisk ned og fik en kæmpe depression og gik fra min kæreste dengang selvom vi godt vidste der ikke var meget at gøre pga den sad udenfor livmoderen..

Jeg er virkelig på bar bund, jeg elsker ham så højt og vores tid og alting sammen med ham..... og føler jeg slutter mit forhold hvis jeg tager imod livets gave eller at jeg måske vil hade ham efl. pga aborten og går fra ham tomhændet bagefter... 

Lyt  til dem der har prøvet det. Når det er de følelser  du har må du for guds skyld ikke gøre det. Tror du han vil kunne sætte sig ind i det og give dig den støtte du har behov for hvis du vælger en abort?  Er i hvertfald  vigtigt 

Anonym skriver:

Jeg ønsker både ham og barnet virkelig. Jeg har sat mig for at det netop er ham jeg gerne vil stifte familie med og det har han også sagt til mig, men bare ikke at det skal ske nu... 

Han siger også at han ønsker barn med mig men at det ikke skal komme på talefod nu da han mener at hans familie absolut ikke vil syntes om det! Men hans egen mor er selv imod abort så i bund og grund når de en gang får det fortalt på den ene eller anden måde, må hun ku forstå hvor hårdt det er for mig at tage denne beslutning.

Jeg ønsker netop ikke at stå alene fordi han bare skrider fra ansvaret og føle mig svigtet og fået smidt falske forhåbninger i ansigtet fra ham af fordi han har sagt som han har sagt ang barn og fremtid osv..

Min egen familie forstår udmærket godt hvis jeg vælger at beholder barnet pga det jeg har været igennem en gang før, hvor det endte med at jeg kørte psykisk ned og fik en kæmpe depression og gik fra min kæreste dengang selvom vi godt vidste der ikke var meget at gøre pga den sad udenfor livmoderen..

Jeg er virkelig på bar bund, jeg elsker ham så højt og vores tid og alting sammen med ham..... og føler jeg slutter mit forhold hvis jeg tager imod livets gave eller at jeg måske vil hade ham efl. pga aborten og går fra ham tomhændet bagefter... 

Jeg kan godt forstå dine tanker. Jeg ville personligt satse på babyen, for livet slutter ikke når man er 22 år og hvis han ikke vil det du allerhelst vil så er jeg sikker på at der findes en god papfar derude et sted og at du måske en dag står med en mand der er moden nok til sit ansvar. Jeg ville ikke kunne tilgive ham der pressede mig til en abort og jeg ville tænke at han selv havde været med til at lave den baby, så han må jo ha' vidst der var en risiko og så ha' sørget for at mindsket den risiko. Det lyder til at du har en god familie der støtter dig. Rådfør dig med dem og sæt pris på det! Du elsker din kæreste, men elsker du ham også hvis han bliver den person der gør at du skal stoppe din graviditet frivilligt? Hvad angår hans familie... Du kan blive overrasket over hvor ufornuftige familier kan være i sidste ende og det er jo deres søn, så mon ikke de vælger at bakke ham op. Følg dit hjerte og brug din families opbakning. Held og lykke!