Ikke længere det samme ?

Du siger at du ikke vil dømmes på alder da du er ih og åååh så meget mere moden end en på 20 (din alder ) men alligevel har du taget et umodent valg om at blive gravid med en du faktisk ikke kan holde ud så var det ikke bare det bedste for alle parter at du tager det hårde valg ikke at skulle være mor i denne omgang får sluttet dit forhold får tid til at finde dig selv og den helt rigtigt mand før du tager det spring 

undskyld den hårde udmelding men det du har gang i er virkelig ikke iorden den mand du får barn med skal du altså kunne holde ud resten af dit liv om i bliver sammen eller splitter da i skal have et godt samarbejde op at køre omkring barnet da barnet altså skal komme i første række 

Vil også lige tilføje at det godt kan være at homoner har noget at sige langt inde i graviditeten om hvem man ikke kan døje at være sammen med men personligt kan jeg ikke følge at det skulle gå udover faren til ens barn har godt nok oplevet det med andre end min kæreste men hvis der er en person jeg vågner op og morgnen og tænker ej hvor bliver det dejligt at være i dit selvskab idag så er det da netop faren til mit barn hver morgen vi skal afsted siger jeg til ham gid vi kunne blive hjemme sammen eller at dagen må gå hurtigt så det handler bestemt nok om at finde den helt rigtige person selvom man ikke er på den lyserøde sky efter 7 års forhold som vores  så glæder jeg mig til at bruge min aften sammen med ham 

Anonym skriver:

Godaften, alle sammen. 

Jeg er gravid i uge 4. og efter alt det her med graviditet, er jeg blevet så træt af min forlovede! jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det. men hader når han er her :/ Har det bedste den tid han er på arbejde  
weekenderne virker så laaaange, bare de timer vi sammen om dage tænker jeg kun på at han gudskelov skal afsted imorgen  

Han er en fantastisk mand, og gør simpelhen alt for at jeg skal have det godt. men jeg tror bare han elsker mig mere end jeg elsker ham. 

Den sidste tid, har jeg skubbet ham meget væk, vores kærligheds liv er faktisk helt dødt ? Og det udelukkende min skyld, for han prøver virkelig. 

men min energi bliver brugt på mine 3 katte, og på at holde hjemmet rent  

Er det virkelig retfærdigt overfor ham at blive ved med det her forhold ? 

 

Knus, en bekymret kommende mor 

Jeg synes at der ligger forskellige aspekter i det.

du skal mærke efter om du elsker ham og det har bare er en fase eller om du slet ikke kan forestille dig en fremtid med ham.

jeg er selv i et forhold, som har varet 10,5 år. I nogle perioder overvejer man at kaste håndklædet i ringen og tænker at livet må være grønnere på den anden side, men samtidig er jeg helt ude af stand til at træffe den endelig beslutning - jeg kunne slet ikke forestille mig en mand, der kunne fylde mit liv ud på den måde han gør - og derfor er vi stadig sammen på trods af de meget svære perioder.

jeg tror at man skal forsøge at holde fast i de følelser man havde, da man fandt sammen - prøve at genskabe dem og se hvor det fører han!

også tror jeg også at kommunikation er kernen til et sundt forhold - fortæl ham om dine følelser og tanker! Det hjælper at få åbnet op.

du er nødt til også at tænke på, at en graviditet er stort i et forhold og det kan lægge ret meget pres på det hele! Måske du bare skal vænne dig til det nye og give forholdet en chance. Man skal passe på med at opgive forholdet for let - husk på kærligheden og forelskelsen!

når det så er sagt, så kender jeg jo ikke din/jeres eksakte situation og igen er det jo kun dig der kan mærke hvordan det hele føles!

Træk vejret dybt. Jeg tror det er hormonerne der spiller dig et pus. 

Når jeg er premenstruel er jeg ved at gå fra min mand x flere Tsk! Tsk!

Godaften, alle sammen. 

Jeg er gravid i uge 4. og efter alt det her med graviditet, er jeg blevet så træt af min forlovede! jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det. men hader når han er her :/ Har det bedste den tid han er på arbejde  
weekenderne virker så laaaange, bare de timer vi sammen om dage tænker jeg kun på at han gudskelov skal afsted imorgen  

Han er en fantastisk mand, og gør simpelhen alt for at jeg skal have det godt. men jeg tror bare han elsker mig mere end jeg elsker ham. 

Den sidste tid, har jeg skubbet ham meget væk, vores kærligheds liv er faktisk helt dødt ? Og det udelukkende min skyld, for han prøver virkelig. 

men min energi bliver brugt på mine 3 katte, og på at holde hjemmet rent  

Er det virkelig retfærdigt overfor ham at blive ved med det her forhold ? 

 

Knus, en bekymret kommende mor 

Jeg bliver nødt til at sige at jeg fatter simpelthen ikke hvordan man kan ende i sådan en situation. Gravid med en mand man ikke elsker og som man sandsynligvis ender med at gå fra allerede inden barnet bliver født. 

Hvorfor i alverden er du blevet gravid med ham?? Hvad var tankerne bag det?? Hvor er grundlaget for den stabile familie som dit barn skal vokse op i?? Hvorfor har du valgt den her mand, som du ikke engang kan lide, som far til dit barn og ham du skal være knyttet til, uanset om du vil det eller ej, resten af dit liv??

Gentager du nogle uhensigtsmæssige familiemønstre fordi du ikke selv ved bedre? Det virker SÅ uovervejet og hovedkuls og helt uden perspektiv. 

Jeg ville råde dig til at få en abort, men det ved jeg godt at du sikkert ikke får. Så i stedet vil jeg råde dig til at gøre en stor indsats for at blive voksen så hurtigt som muligt (for det er du i hvert fald ikke nu) så dit barn i det mindste kan vokse op med to forældre som har et godt samarbejde og kan kommunikere ordentligt med hinanden. Tænk på dit barn, og på det liv han/hun kommer til at få, og hvordan du kan skabe de bedst mulige rammer. For du tænkte i hvert fald ikke på barnets tarv, da du valgte at blive gravid under de her vilkår.

Hold nu op jeg synes tonen overfor TS er skarp. Flere af jer giver hende en decideret sviner for de valg hun har truffet, til hvilken nytte? Hun står nu engang i denne situation og beder om hjælp og frabeder endda negative kommentarer (tænk, at det burde være nødvendigt). Hun har det sikkert pisse elendigt i forvejen og hvad nytter det så at vade i det? 

Godaften, alle sammen. 

Jeg er gravid i uge 4. og efter alt det her med graviditet, er jeg blevet så træt af min forlovede! jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det. men hader når han er her :/ Har det bedste den tid han er på arbejde  
weekenderne virker så laaaange, bare de timer vi sammen om dage tænker jeg kun på at han gudskelov skal afsted imorgen  

Han er en fantastisk mand, og gør simpelhen alt for at jeg skal have det godt. men jeg tror bare han elsker mig mere end jeg elsker ham. 

Den sidste tid, har jeg skubbet ham meget væk, vores kærligheds liv er faktisk helt dødt ? Og det udelukkende min skyld, for han prøver virkelig. 

men min energi bliver brugt på mine 3 katte, og på at holde hjemmet rent  

Er det virkelig retfærdigt overfor ham at blive ved med det her forhold ? 

 

Knus, en bekymret kommende mor 

Undskyld at jeg sidder og trækker på smilebåndet,men jeg kunne selv have skrevet dit indlæg,når jeg er gravid. 

Jeg synes simpelhent min kære mand,er verdens mest nederen menneske når jeg er gravid,men det går væk i det øjeblik jeg går i fødsel.

Så slap af og fortæl hvordan du har det,og at dette ikke er personligt,men hormoner. 

Det begynder at blive et meget hormonelt forum. Sket er sket og sådan er det. Hvad gør man så nu? 

Også undskyld til trådstarter, hvis mit indlæg var for hårdt. Jeg mente: giv det en ekstra chance 

MorDk skriver:

Træk vejret dybt. Jeg tror det er hormonerne der spiller dig et pus. 

Når jeg er premenstruel er jeg ved at gå fra min mand x flere Tsk! Tsk!

De har været sammen i 6 måneder. 3 af de måneder har hun ikke kunne holde ham ud og hun er 4 uger henne - tror nu ikke det har noget som helst med hormoner at gøre. 

Hold nu op jeg synes tonen overfor TS er skarp. Flere af jer giver hende en decideret sviner for de valg hun har truffet, til hvilken nytte? Hun står nu engang i denne situation og beder om hjælp og frabeder endda negative kommentarer (tænk, at det burde være nødvendigt). Hun har det sikkert pisse elendigt i forvejen og hvad nytter det så at vade i det? 

 

 

Man kan da håbe hun får tænkt sig om og træffer nogle bedre valg fremadrettet