Jeg synes der er to ting vi skal skille ad her.
1. Hvorfor nogle ikke hjælper ved overfald og lign.
2. Hvorfor nogle ikke hjælper når man skal ind i en bus, falder osv.
Fordi jeg tænker der er forskellige grunde til hvorfor man ikke hjælper.
Den første må være frygt. Jeg nægter at tro på at det er fordi folk er ligeglade. Men frygt kan gøre en total handlingslammet. Eksempelvis kan man jo selv som offer blive så handlingslammet at man ikke formår at sige fra - fx en ung pige der bliver udsat for seksuelt overgreb - hvor man ikke tør sige fra pga frygten for hvad der så sker. Ligesom de kvinder der bliver ved voldelige mænd - det er jo frygten for hvad der så sker?
Men jeg er enig i at det er frygteligt - at man kan stå og se på uden der gøres noget i en eller anden form. Altså ringe til politiet, sørge for offeret bagefter - bare et eller andet.
Den anden ting - jeg ved ikke hvorfor. Jeg forstår det ganske talt ikke. Er det måske et eller andet med at man har nok i sig selv? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg styrtede engang på cykel i en rundkørsel fordi der var smadderglat og hamrede hagen ned i kantstenen - der cyklede så mange forbi og ikke en eneste spurgte om jeg var ok. Det er noget mærkeligt noget - jeg kunne ikke drømme om at lade som ingenting, hvis jeg så nogen der havde brug for hjælp.
Men det er ligesom det med at ingen rejser sig i bussen for en gammel dame eller en højgravid. Da jeg læste i Aalborg, oplevede jeg engang en bus fyldt med studerende og der kom en meget gammel dame ind, ingen rejste sig. Ingen. Jeg sad et godt stykke nede i bussen - højgravid og jeg gav hende så min plads. Og jeg selv er mange gange kommet ind højgravid og alle er ligeglade. Det rører mig ikke så meget, at ingen rejste sig for lige mig, da jeg ikke havde de store vanskeligheder, men det kan andre jo ikke se. Og jeg blev utrolig harm over at ingen rejste sig for en gammel dame, der tydeligvis ikke kunne stå op i bussen.
Anmeld