Psykologerne...

Anonym skriver:

Tak for dit svar og fortælling

 

har selv haft tæt på med en kammerat der først som 30-årig fandt ud af han havde asperger...

Det var hårdt men også en lettelse for ham... for indtil der så var han jo bare unormal og en nørd men nu kunne han finde sammen med ligesindede der forstod ham og der var professionelle der kunne guide ham til at få mere ro på inden i...

 

Har overvejet asperger netop pga min kammerat fra dengang, men der er ikke den der lukken af på samme måde fra vores søn...

har også overvejet ADHD, da min halvlillebror har det så det var faktisk min allerførste frygt at det lå inaktivt hos mig og jeg gav det videre... Men også der var der ligesom forskel på sønnens reaktioner og hvad jeg ellers kunne læse op om og huske fra min lillebror...

 

Det er superhårdt at stå overfor beskyldningerne når man hele vejen igennem har prøvet at udtrykke sin bekymring overfor alle man havde kontakt med der burde kunne give en et svar...

Hej igen, vil lige sige at det også er forskelle inde for den samme lidelse de er jo også forskellige, nogle fungere bedre ind andre, i starten så jeg heller ikke hans behov for at trække sig væk, men kan se i bakspejlet at han altid havde brug for lige at gå ind i et stoflegehus og være sig selv med leg efter vuggestue og børnehave, før han igen ville lege med mig. så virkede mere som om han lige havde brug for en pause. kan se en del passer sammen med men ikke alt. han har også noget med berøring, han kan ikke have at man kører en hånd på ryggen af ham.

Syntes helt klart i skal presse på med en udredning, for at vide om der er noget og hvis der er hvordan man bedst kan hjælpe ham. Kan godt følge at det er en sorg at der er noget/ nogle problemer for ens barn. Man ønsker jo aldrig at ens barn skal have det svært, så ja en sorg men også en lettelse at få svar. Og så må man heller ikke glemme at barnet jo stadigt er den samme som før, man har bare bedre forudsætning for at hjælpe og få hjælp, der kan hjælpe barnet til at have det bedre. Min søn er lige så fantastisk efter som før  

Anonym skriver:

Glemte lige at tilføje til mit andet indlæg:

Jeg beklager manglende smileys og at det måske lyder som bedrevidende eller at jeg irriteret lige nu...

det er IKKE tilfældet jeg er bare hamrende smadret i mit hoved idag....

Læse det ikke som negativt, og kan godt forstå trætheden

Anonym skriver:

Vi har sagt det til lægen, sundhedsplejersken vi startede med at have, sundhedsplejerskerne vi har nu, sagsbehandler for hver af os, sagt det til psykiatrien hvor min kæreste går, sagt det til både første -anden og nu tredje sagsbehandler på underretningerne, og til begge vuggestuer...

 

den første vuggestue havde vi dog ingen anelse om hvad vi skulle "kalde det" men vi fortalte om hvordan han var, hvad vi havde observeret af hans reaktioner på diverse ting og der blev taget hensyn ekstra til ham i starten... men så kom omrokering og fyringsrunder og så manglede der konstant hænder og så blev han bare efterladt for sig selv for der var ikke længere nogen der havde tiden til at få ham med...

 

Jeg beklager manglende smileys og at det måske lyder som bedrevidende eller at jeg irriteret lige nu...

det er IKKE tilfældet jeg er bare hamrende smadret i mit hoved idag....

Synes ikke dit indlæg er negativt. 

Håber der snart kommer noget afklaring til jer

Anonym skriver:

hmmm...

Måske vi skulle prøve lægen igen...

Vi har bare prøvet at presse sundhedsplejerskerne, og lægen tidligere til at få sat gang i en udredning for om vores søn er det...

 

Men lægen mener jo vores søn bare er helt normal som andre børn i den alder han kender når vi fortæller om det hele...

 

og sundhedsplejerskerne kan ikke rigtig gøre mere end de allerede har...

Må lige sige en "sag" i kommunen jo netop også kan ende i en udredning af din dreng - det er jo alene med tvangsfjernelse for øjet man starter en proces, det er for trivsel. Og du er selv inde på din søn ikke trives men qua særlig sensitiv og dette kræver en støtte - det havde selvsagt for jer været en roligere proces om det var ppr (nu inklusionscenteret) der var inde over sagen frem for socialrådgiver, men jeg har nu kendt en del familier hvor det er gået den vej.

Vil også sige det er min erfaring der er laaaaaang vej til en placering af barnet, men ja det kan føles som en hetz med fx en sikkerhedsplan når man selv oplever problemet er et helt andet sted.

esiuol22 skriver:

Våres læge mente også min dreng var helt normal, men jeg holdt fast i at der var noget, viste godt han var lidt anderledes, men troede selv det var små hjerneskader efter sygdom meningitis, men psykologer fandt at han havde asperger, spekter inde for autisme.

Han har det også svært med mange mennesker. lukker af hvis det bliver for meget. har interesse der overskygger alt, i starten var det vaskemaskiner støvsuger sener telefoner og så videre, og inde for hans interesser har han meget stort kendskab. viste i en tidelig alder mere ind telefonsælgere om telefoner. Han holde holder ikke øjenkontakt med andre ind mig (lægen mente under indlæggelse han var blind, da han lukkede af for ham, blev afvist da han holdt fin øjenkontakt med mig)  

Kender ikke jeres situation, men ved man kan blive beskyldt for meget uden at være skyldig, uden at kunne modbevise det, hvilket er en frygtelig situation at stå i.

Har sener fundet ud af at de ting vi er blevet beskyldt for åbenbart er noget mange går igennem, hvis de har børn med asperger. ved ikke så meget om andre lidelser men tænker at det er vigtigt at finde ud af om der ligger andet til grund. for ja man kan ikke fuldstendig normalisere en der har en kronisk lidelse. 

Uha kender også de historier, hvor man kan blive beskyldt eller i hvert fald mistænkeliggjort for en del før udredningen. Og samtidig er man selv som forældre så sårbar for man forstår jo heller ikke, men ved bare ens barn har brug for støtte og ikke får det.

Laver lige et generelt svar til alle da det er lidt hurtigere og nemmere for mit hoved... (effekt fra igår stadigvæk og en nat med masser af dumme drømme)

Først så håber vi jo på at sundhedsplejerskerne nu bliver taget med i det hele og får lov at blive hørt da deres råd netop er udredning og støtte efterfølgende da de også ser tegnene på sensitivitet hos både vores dreng og kæresten.

Så m.h.t. udredning prøver vi at afvente selvom det er supersvært...

og ja det er supersvært at føle man bliver beskyldt for svigt af det man elsker allerhøjest, når man hele vejen igennem har bedt om ekstra støtte, og besøg og prøvet at gøre opmærksom på at der var noget "anderledes" ved ens barn...

Men vi blev bare kastet til side som førstegangsforældre uden forståelse for en babys sprog...

Så nu står vi her og føler os ret dumme over vi ikke pressede mere på dengang...

Men vi prøver at se fremad og håber jo på det bedste resultat

Vores advokat må ikke få tilsendt akterne da han ikke er part i sagen (hvordan kan man så anke den?) men vi har jo så bare bedt om aktindsigt og så sender vi det videre til ham når vi får det.. så må vi se om de lige skal lave en pointe ud af det og sender det pr. post fremfor e-boks... Hun lød ikke særlig positiv da hun ringede sagsbehandleren.... Virkede som om hun var lidt nervøs og sur...

lineog4 skriver:

Uha kender også de historier, hvor man kan blive beskyldt eller i hvert fald mistænkeliggjort for en del før udredningen. Og samtidig er man selv som forældre så sårbar for man forstår jo heller ikke, men ved bare ens barn har brug for støtte og ikke får det.

 

Min søn har ikke krævet ekstra støtte før de begynde at undres. først over at han legede mest med piger( en pædagog på skolen mente han var bøsse og det var hun åbenbart imod), lidt efter mente de ikke at han havde nogen at lege med hjemme, da jeg melde ham ud af sfo gik selv hjemme i den periode og har selv arbejdet i deres sfo på skolen over et år inden jeg valgte at studere, på daværende tidspunkt er huset altid fuldt af klassekammerater så deres udsagn om at han manglede det sociale når  han ikke gik der, og åbenbart alle andre gjorde, hang jo ikke sammen. sådan har det været helt skævt med anklager hele vejen igennem, og bliver jo bange når de bare holder fast på noget man ved ikke passer.

Jeg er for at man hjælper familier, men syntes der skal være stører åbenhed, og at man også som fagperson, erkender fejl og ikke begynder heksejagt, fordi man vil have redt i at der er noget. Min søn følte sig presset for at skulle fortælle noget skidt, men han havde jo ikke noget at komme med, og blev ked af at gå i skole for det var blevet ubehageligt, når de voksne pressede en.

Desuden blev alle inviteret til sidste møde efter udredning, ingen af de personer der var kommet med anklager kom, nej de sendte to nye lærer han havde fået og melde selv fra

esiuol22 skriver:

Min søn har ikke krævet ekstra støtte før de begynde at undres. først over at han legede mest med piger( en pædagog på skolen mente han var bøsse og det var hun åbenbart imod), lidt efter mente de ikke at han havde nogen at lege med hjemme, da jeg melde ham ud af sfo gik selv hjemme i den periode og har selv arbejdet i deres sfo på skolen over et år inden jeg valgte at studere, på daværende tidspunkt er huset altid fuldt af klassekammerater så deres udsagn om at han manglede det sociale når  han ikke gik der, og åbenbart alle andre gjorde, hang jo ikke sammen. sådan har det været helt skævt med anklager hele vejen igennem, og bliver jo bange når de bare holder fast på noget man ved ikke passer.

Jeg er for at man hjælper familier, men syntes der skal være stører åbenhed, og at man også som fagperson, erkender fejl og ikke begynder heksejagt, fordi man vil have redt i at der er noget. Min søn følte sig presset for at skulle fortælle noget skidt, men han havde jo ikke noget at komme med, og blev ked af at gå i skole for det var blevet ubehageligt, når de voksne pressede en.

Desuden blev alle inviteret til sidste møde efter udredning, ingen af de personer der var kommet med anklager kom, nej de sendte to nye lærer han havde fået og melde selv fra

Vi føler som sagt også lidt det er en heksejagt på at det SKAL være os der er noget galt med...

det kan ikke accepteres at han bare er sensitiv og har behov for lidt ekstra støtte til det med mange børn og meget larm....

jeg er begyndt at bruge min mobil og optage mine samtaler med ham...

og også når han spontant kommer med lange sætninger med (synes jeg for hans alder) dybe forklaringer af hvad han snakker om...

Kan tydeligt høre at han er sikker på sit sprog men han prøver at fortælle det så hurtigt som muligt og nogen gange falder ordene over hinanden og bliver byttet lidt rundt i rækkefølgen...

men har man lige de der 2 minutter det tager og viser ham at man er 100% på at han gerne vil fortælle noget så går det helt uden problemer...

og lykken i hans ansigt når han siger det han gerne vil og man gentager og det er rigtigt er slet ikke til at tage fejl af

Anonym skriver:

Vi føler som sagt også lidt det er en heksejagt på at det SKAL være os der er noget galt med...

 

det kan ikke accepteres at han bare er sensitiv og har behov for lidt ekstra støtte til det med mange børn og meget larm....

 

jeg er begyndt at bruge min mobil og optage mine samtaler med ham...

 

og også når han spontant kommer med lange sætninger med (synes jeg for hans alder) dybe forklaringer af hvad han snakker om...

 

Kan tydeligt høre at han er sikker på sit sprog men han prøver at fortælle det så hurtigt som muligt og nogen gange falder ordene over hinanden og bliver byttet lidt rundt i rækkefølgen...

men har man lige de der 2 minutter det tager og viser ham at man er 100% på at han gerne vil fortælle noget så går det helt uden problemer...

 

og lykken i hans ansigt når han siger det han gerne vil og man gentager og det er rigtigt er slet ikke til at tage fejl af

Tror det er en god ide, overvejede også at tage billeder her hjemme fra så de kunne se hvor hele klassen var nu de åbenbart mente de havde alle børn hver dag, men undlod da det kun var mit barn 1 ud af de ca. 4 der var i gennemsnit her, viste godt han skulle støttes lidt i at finde på noget der var sjovt for både ham og venderne, så det det gjorde jeg.

Er først blevet svært her ved pubertet, heldagsskole og om rokering i klasserne.

Men ja syntes det er en god ide at optage ham, så de kan se hvad han kan hjemme, og i har beviser, kan være det giver lidt trykhed til jer. Og hvis i har papir på hvor i har bedt om hjælp så gem også det.

lineog4 skriver:

Må lige sige en "sag" i kommunen jo netop også kan ende i en udredning af din dreng - det er jo alene med tvangsfjernelse for øjet man starter en proces, det er for trivsel. Og du er selv inde på din søn ikke trives men qua særlig sensitiv og dette kræver en støtte - det havde selvsagt for jer været en roligere proces om det var ppr (nu inklusionscenteret) der var inde over sagen frem for socialrådgiver, men jeg har nu kendt en del familier hvor det er gået den vej.

Vil også sige det er min erfaring der er laaaaaang vej til en placering af barnet, men ja det kan føles som en hetz med fx en sikkerhedsplan når man selv oplever problemet er et helt andet sted.

"Det er jo alene med tvangsfjernelse for øjet" - mener du det? 

Det er da aldrig med tvangsfjernelse for øjet - det er sidste udvej