Psykologerne...

Mami skriver:

Min søn er særlig sensitiv og han reagere altså præcis på den måde, går i stå i udviklingen, vil ikke sove, sover pludseligt pø "underlige" tidspunker osv. 

Så for mig lyder det som om jeres barn hdr brug for støtte (som min har)  men ikke det store kavaleri 

Tak for dit svar

og ja vi håber jo også på at de finder ud af at det altså ikke er os der mishandler ham men at han bare har det samme karaktertræk som hans far, farfar og oldefar har/havde...

nemlig at han er sensitiv og har det svært med støj og mange mennesker....

esiuol22 skriver:

Hej vil lige gøre opmærksom på at nogle lidelser er arvelige, pædagoger og socialrådgivere er ikke kompetente til at se hvad der er en diagnose og hvad der er miljø.

Hilsen en der fulgte egen overbevisning og gik til egen læge for at få henvisning til udredning.

hmmm...

Måske vi skulle prøve lægen igen...

Vi har bare prøvet at presse sundhedsplejerskerne, og lægen tidligere til at få sat gang i en udredning for om vores søn er det...

Men lægen mener jo vores søn bare er helt normal som andre børn i den alder han kender når vi fortæller om det hele...

og sundhedsplejerskerne kan ikke rigtig gøre mere end de allerede har...

Rockertand skriver:

Forfærdelig situation, du får lige 

Mange tak

det er rart at vide at der er andre der læser med uanset om der bliver skrevet lange beskeder eller blot et kram

Det betyder vanvittigt meget at føle at man bliver hørt uanset om andre så har kommentarer til det man skriver eller ej

Anonym skriver:

Mange tak

det er rart at vide at der er andre der læser med uanset om der bliver skrevet lange beskeder eller blot et kram

 

Det betyder vanvittigt meget at føle at man bliver hørt uanset om andre så har kommentarer til det man skriver eller ej

 Håber alt ordner sig på den bedst tænkelige måde for alle involverede  

Anonym skriver:

hmmm...

Måske vi skulle prøve lægen igen...

Vi har bare prøvet at presse sundhedsplejerskerne, og lægen tidligere til at få sat gang i en udredning for om vores søn er det...

 

Men lægen mener jo vores søn bare er helt normal som andre børn i den alder han kender når vi fortæller om det hele...

 

og sundhedsplejerskerne kan ikke rigtig gøre mere end de allerede har...

Våres læge mente også min dreng var helt normal, men jeg holdt fast i at der var noget, viste godt han var lidt anderledes, men troede selv det var små hjerneskader efter sygdom meningitis, men psykologer fandt at han havde asperger, spekter inde for autisme.

Han har det også svært med mange mennesker. lukker af hvis det bliver for meget. har interesse der overskygger alt, i starten var det vaskemaskiner støvsuger sener telefoner og så videre, og inde for hans interesser har han meget stort kendskab. viste i en tidelig alder mere ind telefonsælgere om telefoner. Han holde holder ikke øjenkontakt med andre ind mig (lægen mente under indlæggelse han var blind, da han lukkede af for ham, blev afvist da han holdt fin øjenkontakt med mig)  

Kender ikke jeres situation, men ved man kan blive beskyldt for meget uden at være skyldig, uden at kunne modbevise det, hvilket er en frygtelig situation at stå i.

Har sener fundet ud af at de ting vi er blevet beskyldt for åbenbart er noget mange går igennem, hvis de har børn med asperger. ved ikke så meget om andre lidelser men tænker at det er vigtigt at finde ud af om der ligger andet til grund. for ja man kan ikke fuldstendig normalisere en der har en kronisk lidelse. 

Anonym skriver:

hmmm...

Måske vi skulle prøve lægen igen...

Vi har bare prøvet at presse sundhedsplejerskerne, og lægen tidligere til at få sat gang i en udredning for om vores søn er det...

 

Men lægen mener jo vores søn bare er helt normal som andre børn i den alder han kender når vi fortæller om det hele...

 

og sundhedsplejerskerne kan ikke rigtig gøre mere end de allerede har...

Har du prøvet at sige til sagsbehandleren at I mistænker jeres barn for at være særlig sensitiv og godt vil have ham udredt - jeg mener også godt de kan sætte det i gang hvis lægen ikke vil. 

esiuol22 skriver:

Våres læge mente også min dreng var helt normal, men jeg holdt fast i at der var noget, viste godt han var lidt anderledes, men troede selv det var små hjerneskader efter sygdom meningitis, men psykologer fandt at han havde asperger, spekter inde for autisme.

Han har det også svært med mange mennesker. lukker af hvis det bliver for meget. har interesse der overskygger alt, i starten var det vaskemaskiner støvsuger sener telefoner og så videre, og inde for hans interesser har han meget stort kendskab. viste i en tidelig alder mere ind telefonsælgere om telefoner. Han holde holder ikke øjenkontakt med andre ind mig (lægen mente under indlæggelse han var blind, da han lukkede af for ham, blev afvist da han holdt fin øjenkontakt med mig)  

Kender ikke jeres situation, men ved man kan blive beskyldt for meget uden at være skyldig, uden at kunne modbevise det, hvilket er en frygtelig situation at stå i.

Har sener fundet ud af at de ting vi er blevet beskyldt for åbenbart er noget mange går igennem, hvis de har børn med asperger. ved ikke så meget om andre lidelser men tænker at det er vigtigt at finde ud af om der ligger andet til grund. for ja man kan ikke fuldstendig normalisere en der har en kronisk lidelse. 

Tak for dit svar og fortælling

har selv haft tæt på med en kammerat der først som 30-årig fandt ud af han havde asperger...

Det var hårdt men også en lettelse for ham... for indtil der så var han jo bare unormal og en nørd men nu kunne han finde sammen med ligesindede der forstod ham og der var professionelle der kunne guide ham til at få mere ro på inden i...

Har overvejet asperger netop pga min kammerat fra dengang, men der er ikke den der lukken af på samme måde fra vores søn...

har også overvejet ADHD, da min halvlillebror har det så det var faktisk min allerførste frygt at det lå inaktivt hos mig og jeg gav det videre... Men også der var der ligesom forskel på sønnens reaktioner og hvad jeg ellers kunne læse op om og huske fra min lillebror...

Det er superhårdt at stå overfor beskyldningerne når man hele vejen igennem har prøvet at udtrykke sin bekymring overfor alle man havde kontakt med der burde kunne give en et svar...

mor:) skriver:

Har du prøvet at sige til sagsbehandleren at I mistænker jeres barn for at være særlig sensitiv og godt vil have ham udredt - jeg mener også godt de kan sætte det i gang hvis lægen ikke vil. 

Vi har sagt det til lægen, sundhedsplejersken vi startede med at have, sundhedsplejerskerne vi har nu, sagsbehandler for hver af os, sagt det til psykiatrien hvor min kæreste går, sagt det til både første -anden og nu tredje sagsbehandler på underretningerne, og til begge vuggestuer...

den første vuggestue havde vi dog ingen anelse om hvad vi skulle "kalde det" men vi fortalte om hvordan han var, hvad vi havde observeret af hans reaktioner på diverse ting og der blev taget hensyn ekstra til ham i starten... men så kom omrokering og fyringsrunder og så manglede der konstant hænder og så blev han bare efterladt for sig selv for der var ikke længere nogen der havde tiden til at få ham med...

Jeg beklager manglende smileys og at det måske lyder som bedrevidende eller at jeg irriteret lige nu...

det er IKKE tilfældet jeg er bare hamrende smadret i mit hoved idag....

esiuol22 skriver:

Våres læge mente også min dreng var helt normal, men jeg holdt fast i at der var noget, viste godt han var lidt anderledes, men troede selv det var små hjerneskader efter sygdom meningitis, men psykologer fandt at han havde asperger, spekter inde for autisme.

Han har det også svært med mange mennesker. lukker af hvis det bliver for meget. har interesse der overskygger alt, i starten var det vaskemaskiner støvsuger sener telefoner og så videre, og inde for hans interesser har han meget stort kendskab. viste i en tidelig alder mere ind telefonsælgere om telefoner. Han holde holder ikke øjenkontakt med andre ind mig (lægen mente under indlæggelse han var blind, da han lukkede af for ham, blev afvist da han holdt fin øjenkontakt med mig)  

Kender ikke jeres situation, men ved man kan blive beskyldt for meget uden at være skyldig, uden at kunne modbevise det, hvilket er en frygtelig situation at stå i.

Har sener fundet ud af at de ting vi er blevet beskyldt for åbenbart er noget mange går igennem, hvis de har børn med asperger. ved ikke så meget om andre lidelser men tænker at det er vigtigt at finde ud af om der ligger andet til grund. for ja man kan ikke fuldstendig normalisere en der har en kronisk lidelse. 

Glemte lige at tilføje til mit andet indlæg:

Jeg beklager manglende smileys og at det måske lyder som bedrevidende eller at jeg irriteret lige nu...

det er IKKE tilfældet jeg er bare hamrende smadret i mit hoved idag....

Natteravnen skriver:

 Håber alt ordner sig på den bedst tænkelige måde for alle involverede  

Mange tak

det håber vi også snart er det der sker