Psykologerne...

Anonym skriver:

Okay har lige brug for at være anonym for en gangs skyld da jeg virkelig ikke ønsker dette skal kunne søges frem senere...

Dem der ved hvem jeg er vær venlig at være shhh...

Vi har mødt psykologerne der skal lave forældrekompetenceundersøgelsen...

og når vi så søger den ene frem kan vi se han er "kendt" for sager der er fyldt med fejl og mangler og som har resulteret i at børnene blev fjernet på forkerte grundlag...

Nu er vi virkelig bange...

jeg sidder og ryster og sveder... jeg er lige ved at bryde hulkende sammen...

jeg kan ikke mere...

jeg har allermest lyst til at gå under jorden... forsvinde med familien og så bare være væk for altid...

jeg kan slet ikke overskue at det er så tæt på at vi risikerer at miste vores søn...

 

Jeg ved godt at jeg ikke er nogen supermor, og jo jeg ved at jeg har lavet fejl undervejs...

Men for helvede der var vitterlig INGEN der hørte på os, når vi prøvede at fortælle om hvordan vores søn var...

vores SP var opsat på at vi ikke var egnede som forældre fordi det var standard udfra vores opvækst...

Hun pressede os og stressede os så amningen gik i vasken og flasken ville han ikke og grøden kunne han ikke holde i sig...

Så hun lavede en underretning om at vi ikke kunne finde ud af at læse hans signaler og at det var os der ikke gav ham mad...

og det er så den der stadig kører nu 2 ½ år senere...

dog nu med ny "ild" efter at vuggestuen blev fornærmede over vi klagede efter han blev overfaldet dernede så de lavede en ny underretning med påstanden overfor os om at det var den eneste måde de kunne få ekstra timer til at støtte vores søn så han igen kunne føle sig tryg i vuggestuen...

og så sidder vi bare her og kan vitterlig intet gøre andet end bare at prøve at samarbejde og vise at vi godt kan de ting de siger vi ikke kan...

 

men allerede afgørelsen fra sagsbehandleren om at starte denne undersøgelse viste at hun mere eller mindre har besluttet sig for at vi er dårlige forældre... så tror ikke at det her med psykologerne er andet end blot for at dække hendes r** for at hun har gjort det hun skulle så der ikke kan drages tvivl om hendes endelige afgørelse...

 

Da vi skulle mødes med psykologerne så kom de nogenlunde samtidigt med os, henvendte sig ved skranken efter os og satte sig så i stolene udenfor lokalet vi skulle være i. Da sagsbehandleren kom ind sagde hun så at de ikke var kommet endnu, men hun havde gået lige forbi der hvor de sad og de havde kigget på hende. Så kom de hen og sagde at de lige var kommet med toget, og at det jo ikke tog særlig lang tid og var så nemt at komme med det offentlige til og fra deres kontor i København.

Da vi så skulle aftale møde så ville de at vi skulle tage toget til København for at være der til samtaler. Inden vi når at svare så siger sagsbehandleren at det nok bliver svært, for hun kender jo lidt til min kæreste, og det ville han nok ikke kunne...

Hun har set os af 3 gange i ca. 40 min pr. gang, gider hun godt lige klappe kaje med at kende noget som helst til ham og hvordan han har det...

men ja vi siger så at med toget duer ikke, men hvis der er parkering i nærheden så kan vi godt tage bilen derind...

 

og når man så tænker det hele igennem så virker det bare så opsat det med at de skulle være lige kommet fra toget som det allerførste der blev nævnt og så skulle de lige nedgøre at min kæreste har socialfobi og derfor ikke kan tage toget rundt... Så er vi stemplet jeps tak for det bevis...

 

Ved godt at vi sikkert bare er paranoide fordi vi føler at vi står overfor at miste vores dejlige dreng men ja lige nu spinder hjernen bare derud af...

 

Det blev et langt skriv det her men havde brug for at sætte ord på for at få det ud så jeg bedre kan bearbejde det her og finde løsninger og muligheder for at komme videre...

Jeg forstår til fulde, I er frustrerede og modløse. Det er en grim situation at stå i. Dog tror jeg også, at du - som du selv er inde på - ikke ser helt klart. Paranoid vil jeg dog ikke kalde det, men: Din kæreste har socialfobi, og sagsbehandleren forventer og udtrykker derfor, at han ikke kan tage toget. Det er vel ikke anderledes, end at han med en anden lidelse ville være forhindret i at gøre noget andet - og du skriver jo selv, at det er korrekt, at toget ikke duer, så hendes vurdering er jo rigtig. Det er vel hverken nedgørelse eller et stempel - blot et faktum.

Tænk, hvis de i stedet havde sagt, at det da ikke kunne være rigtigt, at han ikke kunne tage toget - forsøgt at presse ham til noget, han ikke kan. I mine øjne respekterer hun og anerkender hans sygdom og de begrænsninger, den medfører. Eller har jeg misforstået det? 

Jeg ved, at det er hamrende dyrt både på kort og langt sigt at fjerne et barn. Jeg tror ikke, man vælger den løsning blot for at ramme nogen - og jeg håber og tror, at man vil gå langt for at finde en anden løsning. 

Har du overvejet at søge hjælp til at komme igennem denne belastende periode? - samtaler med læge eller psykolog? 

Lige en opdatering:

Efter snakken med FBU, og at have været til deres tema-aften om netop dette emne med den undersøgelse følte jeg mig mere klar til at mødes med psykologerne.

Vi havde vores første samtaler med dem, hvor damen mente det var nødvendigt med en IQ-test af mig (synes nu der var en del spørgsmål der mere var ovre i hvor veluddannet jeg var fremfor IQ) og min kæreste blev bedt om (for 1 Mill. gang) at fortælle om hans liv helt fra han blev født.

efterfølgende har vi så fået kontakt til nogle advokater der har speciale i sager omkring disse undersøgelser og anbringelser, og fik lidt af et chok da vi snakkede med ham.

Det viser sig at vores kommune faktisk er ret kendt indenfor faget for at have lavet personlige hetz mod diverse personer og når sagen så er blevet anket er den blevet omstødt fordi der har været så mange fejl og mangler undervejs og det har været tydeliggjort at det slet ikke er korrekt mange af informationerne.

det viser sig også at lige præcis denne psykolog er kendt af advokaten som en "man skal være varsom med" direkte citat fra advokaten...

Anede slet ikke man havde KRAV på gratis retshjælp til disse ting, eller at man kunne få en advokat med som bisidder igennem hele forløbet.

Det ved jeg nu 2 ½ år efter at det hele startede med en SP der blev sur over at vi ikke altid kunne bruge hendes løsninger til vores dreng...

Er både blevet lidt mere bange for at det hele er "aftalt spil" men er også lettet over at der er nogen der ved noget og vil hjælpe os med friske øjne og et overblik i al kaosset.

Hvis du selv skulle vurdere det - synes du så at I har brug for støtte og synes du din dreng udvikler sig som han skal eller føler du at det er helt malplaceret at kommunen er opmærksomme på jer og jerea barn? 

mor:) skriver:

Hvis du selv skulle vurdere det - synes du så at I har brug for støtte og synes du din dreng udvikler sig som han skal eller føler du at det er helt malplaceret at kommunen er opmærksomme på jer og jerea barn? 

Jeg føler ikke vi har brug for ekstra støtte andet end sundhedsplejerskerne

Det har betydet enormt meget pludselig at have nogen at sparre med omkring ens syn på diverse dagligdags situationer man bliver i tvivl om...

Vores søn er bagud i sin udvikling, men ikke mere end at hvis vi fik ro på herhjemme (uden at skulle konstant gå i frygt for de tager ham, eller smider en af os igang med projekt vi ikke kan magte) så ville han komme efter det med støtte fra sundhedsplejerskerne til at finde lige de ting der kan tricke hans lyst til at lære igen...

hans udvikling har haft 3 gange hvor den gik helt i stå og faktisk lidt baglæns... De første 2 gange i forbindelse med udskiftning af voksne i hans vuggestue og den sidste gang var i forbindelse med da han blev overfaldet af et andet barn...

Alle 3 gange prøvede vi at få vuggestue i tale om det men blev slået hen med at det gjorde ikke noget det skulle han nok komme efter bare han fik lidt ro på igen...

Den første gang det skete havde vi endda en sundhedsplejerske der bare indirekte mente at vi var hysteriske og overbeskyttende da han gik fra at være begyndt med sine første ord, til ingen lyde og bare grynt og undgik øjenkontakt med os...

det her blev et lidt længere skriv end jeg regnede med... men når jeg først tænker på det hele der er sket så er det svært at slukke og stoppe... der er mange ting der har betydning for at vi er der hvor vi er idag... hvis jeg skulle skrive om alt det der er sket så ville det tage mig flere dage at få det sat sammen i noget andre ville kunne læse og forstå...

Anonym skriver:

Jeg føler ikke vi har brug for ekstra støtte andet end sundhedsplejerskerne

 

Det har betydet enormt meget pludselig at have nogen at sparre med omkring ens syn på diverse dagligdags situationer man bliver i tvivl om...

 

Vores søn er bagud i sin udvikling, men ikke mere end at hvis vi fik ro på herhjemme (uden at skulle konstant gå i frygt for de tager ham, eller smider en af os igang med projekt vi ikke kan magte) så ville han komme efter det med støtte fra sundhedsplejerskerne til at finde lige de ting der kan tricke hans lyst til at lære igen...

 

hans udvikling har haft 3 gange hvor den gik helt i stå og faktisk lidt baglæns... De første 2 gange i forbindelse med udskiftning af voksne i hans vuggestue og den sidste gang var i forbindelse med da han blev overfaldet af et andet barn...

Alle 3 gange prøvede vi at få vuggestue i tale om det men blev slået hen med at det gjorde ikke noget det skulle han nok komme efter bare han fik lidt ro på igen...

Den første gang det skete havde vi endda en sundhedsplejerske der bare indirekte mente at vi var hysteriske og overbeskyttende da han gik fra at være begyndt med sine første ord, til ingen lyde og bare grynt og undgik øjenkontakt med os...

 

det her blev et lidt længere skriv end jeg regnede med... men når jeg først tænker på det hele der er sket så er det svært at slukke og stoppe... der er mange ting der har betydning for at vi er der hvor vi er idag... hvis jeg skulle skrive om alt det der er sket så ville det tage mig flere dage at få det sat sammen i noget andre ville kunne læse og forstå...

Men hvorfor reagerer jeres søn så voldsomt på sådan en ting som personaleskift, som de fleste børn godt kan klare uden at gå helt i stå i deres udvikling?

Du må endelig lade være med at svare hvis du synes jeg spørge for meget - men har fulgt lidt med i dine tråde omkring alt det her og der var nogle ting jeg har undres over og du er jo absolut ikke forpligtet til at tilfrfsstille min undren 

mor:) skriver:

Men hvorfor reagerer jeres søn så voldsomt på sådan en ting som personaleskift, som de fleste børn godt kan klare uden at gå helt i stå i deres udvikling?

 

Du må endelig lade være med at svare hvis du synes jeg spørge for meget - men har fulgt lidt med i dine tråde omkring alt det her og der var nogle ting jeg har undres over og du er jo absolut ikke forpligtet til at tilfrfsstille min undren 

 

Vores søn (tror vi) er særlig sensitiv, og har altid haft det svært med larm og mange mennesker...

Når så de få mennesker han får tillid til og kender pludselig er væk fra den ene dag til den anden, og dem der kommer ikke kender hans reaktioner og derfor overser ham så går det galt...

Den første gang endte vi til sidst med en dreng der var nærmest bange for at tage i vuggestue, han græd så meget at han faldt i søvn i bilen på vej derover selvom turen max tog 15 minutter...

vi vidste ikke bedre da sundhedsplejerske og vuggestue sagde at det var en normal reaktion på de mange forandringer så vi sendte ham afsted...

Anonym skriver:

Vores søn (tror vi) er særlig sensitiv, og har altid haft det svært med larm og mange mennesker...

Når så de få mennesker han får tillid til og kender pludselig er væk fra den ene dag til den anden, og dem der kommer ikke kender hans reaktioner og derfor overser ham så går det galt...

Den første gang endte vi til sidst med en dreng der var nærmest bange for at tage i vuggestue, han græd så meget at han faldt i søvn i bilen på vej derover selvom turen max tog 15 minutter...

vi vidste ikke bedre da sundhedsplejerske og vuggestue sagde at det var en normal reaktion på de mange forandringer så vi sendte ham afsted...

Min søn er særlig sensitiv og han reagere altså præcis på den måde, går i stå i udviklingen, vil ikke sove, sover pludseligt pø "underlige" tidspunker osv. 

Så for mig lyder det som om jeres barn hdr brug for støtte (som min har)  men ikke det store kavaleri 

Hej vil lige gøre opmærksom på at nogle lidelser er arvelige, pædagoger og socialrådgivere er ikke kompetente til at se hvad der er en diagnose og hvad der er miljø.

Hilsen en der fulgte egen overbevisning og gik til egen læge for at få henvisning til udredning.

mor:) skriver:

Men hvorfor reagerer jeres søn så voldsomt på sådan en ting som personaleskift, som de fleste børn godt kan klare uden at gå helt i stå i deres udvikling?

 

Du må endelig lade være med at svare hvis du synes jeg spørge for meget - men har fulgt lidt med i dine tråde omkring alt det her og der var nogle ting jeg har undres over og du er jo absolut ikke forpligtet til at tilfrfsstille min undren 

 

Hvis ts søn er sensitiv er det  helt normalt at det påvirker udviklingen .

Anonym skriver:

Okay har lige brug for at være anonym for en gangs skyld da jeg virkelig ikke ønsker dette skal kunne søges frem senere...

Dem der ved hvem jeg er vær venlig at være shhh...

Vi har mødt psykologerne der skal lave forældrekompetenceundersøgelsen...

og når vi så søger den ene frem kan vi se han er "kendt" for sager der er fyldt med fejl og mangler og som har resulteret i at børnene blev fjernet på forkerte grundlag...

Nu er vi virkelig bange...

jeg sidder og ryster og sveder... jeg er lige ved at bryde hulkende sammen...

jeg kan ikke mere...

jeg har allermest lyst til at gå under jorden... forsvinde med familien og så bare være væk for altid...

jeg kan slet ikke overskue at det er så tæt på at vi risikerer at miste vores søn...

 

Jeg ved godt at jeg ikke er nogen supermor, og jo jeg ved at jeg har lavet fejl undervejs...

Men for helvede der var vitterlig INGEN der hørte på os, når vi prøvede at fortælle om hvordan vores søn var...

vores SP var opsat på at vi ikke var egnede som forældre fordi det var standard udfra vores opvækst...

Hun pressede os og stressede os så amningen gik i vasken og flasken ville han ikke og grøden kunne han ikke holde i sig...

Så hun lavede en underretning om at vi ikke kunne finde ud af at læse hans signaler og at det var os der ikke gav ham mad...

og det er så den der stadig kører nu 2 ½ år senere...

dog nu med ny "ild" efter at vuggestuen blev fornærmede over vi klagede efter han blev overfaldet dernede så de lavede en ny underretning med påstanden overfor os om at det var den eneste måde de kunne få ekstra timer til at støtte vores søn så han igen kunne føle sig tryg i vuggestuen...

og så sidder vi bare her og kan vitterlig intet gøre andet end bare at prøve at samarbejde og vise at vi godt kan de ting de siger vi ikke kan...

 

men allerede afgørelsen fra sagsbehandleren om at starte denne undersøgelse viste at hun mere eller mindre har besluttet sig for at vi er dårlige forældre... så tror ikke at det her med psykologerne er andet end blot for at dække hendes r** for at hun har gjort det hun skulle så der ikke kan drages tvivl om hendes endelige afgørelse...

 

Da vi skulle mødes med psykologerne så kom de nogenlunde samtidigt med os, henvendte sig ved skranken efter os og satte sig så i stolene udenfor lokalet vi skulle være i. Da sagsbehandleren kom ind sagde hun så at de ikke var kommet endnu, men hun havde gået lige forbi der hvor de sad og de havde kigget på hende. Så kom de hen og sagde at de lige var kommet med toget, og at det jo ikke tog særlig lang tid og var så nemt at komme med det offentlige til og fra deres kontor i København.

Da vi så skulle aftale møde så ville de at vi skulle tage toget til København for at være der til samtaler. Inden vi når at svare så siger sagsbehandleren at det nok bliver svært, for hun kender jo lidt til min kæreste, og det ville han nok ikke kunne...

Hun har set os af 3 gange i ca. 40 min pr. gang, gider hun godt lige klappe kaje med at kende noget som helst til ham og hvordan han har det...

men ja vi siger så at med toget duer ikke, men hvis der er parkering i nærheden så kan vi godt tage bilen derind...

 

og når man så tænker det hele igennem så virker det bare så opsat det med at de skulle være lige kommet fra toget som det allerførste der blev nævnt og så skulle de lige nedgøre at min kæreste har socialfobi og derfor ikke kan tage toget rundt... Så er vi stemplet jeps tak for det bevis...

 

Ved godt at vi sikkert bare er paranoide fordi vi føler at vi står overfor at miste vores dejlige dreng men ja lige nu spinder hjernen bare derud af...

 

Det blev et langt skriv det her men havde brug for at sætte ord på for at få det ud så jeg bedre kan bearbejde det her og finde løsninger og muligheder for at komme videre...

Forfærdelig situation, du får lige