Okay har lige brug for at være anonym for en gangs skyld da jeg virkelig ikke ønsker dette skal kunne søges frem senere...
Dem der ved hvem jeg er vær venlig at være shhh...
Vi har mødt psykologerne der skal lave forældrekompetenceundersøgelsen...
og når vi så søger den ene frem kan vi se han er "kendt" for sager der er fyldt med fejl og mangler og som har resulteret i at børnene blev fjernet på forkerte grundlag...
Nu er vi virkelig bange...
jeg sidder og ryster og sveder... jeg er lige ved at bryde hulkende sammen...
jeg kan ikke mere...
jeg har allermest lyst til at gå under jorden... forsvinde med familien og så bare være væk for altid...
jeg kan slet ikke overskue at det er så tæt på at vi risikerer at miste vores søn...
Jeg ved godt at jeg ikke er nogen supermor, og jo jeg ved at jeg har lavet fejl undervejs...
Men for helvede der var vitterlig INGEN der hørte på os, når vi prøvede at fortælle om hvordan vores søn var...
vores SP var opsat på at vi ikke var egnede som forældre fordi det var standard udfra vores opvækst...
Hun pressede os og stressede os så amningen gik i vasken og flasken ville han ikke og grøden kunne han ikke holde i sig...
Så hun lavede en underretning om at vi ikke kunne finde ud af at læse hans signaler og at det var os der ikke gav ham mad...
og det er så den der stadig kører nu 2 ½ år senere...
dog nu med ny "ild" efter at vuggestuen blev fornærmede over vi klagede efter han blev overfaldet dernede så de lavede en ny underretning med påstanden overfor os om at det var den eneste måde de kunne få ekstra timer til at støtte vores søn så han igen kunne føle sig tryg i vuggestuen...
og så sidder vi bare her og kan vitterlig intet gøre andet end bare at prøve at samarbejde og vise at vi godt kan de ting de siger vi ikke kan...
men allerede afgørelsen fra sagsbehandleren om at starte denne undersøgelse viste at hun mere eller mindre har besluttet sig for at vi er dårlige forældre... så tror ikke at det her med psykologerne er andet end blot for at dække hendes r** for at hun har gjort det hun skulle så der ikke kan drages tvivl om hendes endelige afgørelse...
Da vi skulle mødes med psykologerne så kom de nogenlunde samtidigt med os, henvendte sig ved skranken efter os og satte sig så i stolene udenfor lokalet vi skulle være i. Da sagsbehandleren kom ind sagde hun så at de ikke var kommet endnu, men hun havde gået lige forbi der hvor de sad og de havde kigget på hende. Så kom de hen og sagde at de lige var kommet med toget, og at det jo ikke tog særlig lang tid og var så nemt at komme med det offentlige til og fra deres kontor i København.
Da vi så skulle aftale møde så ville de at vi skulle tage toget til København for at være der til samtaler. Inden vi når at svare så siger sagsbehandleren at det nok bliver svært, for hun kender jo lidt til min kæreste, og det ville han nok ikke kunne...
Hun har set os af 3 gange i ca. 40 min pr. gang, gider hun godt lige klappe kaje med at kende noget som helst til ham og hvordan han har det...
men ja vi siger så at med toget duer ikke, men hvis der er parkering i nærheden så kan vi godt tage bilen derind...
og når man så tænker det hele igennem så virker det bare så opsat det med at de skulle være lige kommet fra toget som det allerførste der blev nævnt og så skulle de lige nedgøre at min kæreste har socialfobi og derfor ikke kan tage toget rundt... Så er vi stemplet jeps tak for det bevis...
Ved godt at vi sikkert bare er paranoide fordi vi føler at vi står overfor at miste vores dejlige dreng men ja lige nu spinder hjernen bare derud af...
Det blev et langt skriv det her men havde brug for at sætte ord på for at få det ud så jeg bedre kan bearbejde det her og finde løsninger og muligheder for at komme videre...
