Uplanlagt gravid - er i total chok hjæææælp!

modesty skriver:

Hvordan kan du sige at hun skal beholde det hvis hun er i tvivl? Hun har aldrig ønsket at få børn, hun har afskrevet muligheden, og den eneste grund til at hun overhovedet overvejer det, er fordi hun er blevet gravid ved et uheld.

Selvfølgelig er hun i tvivl. Alle hjørner og kroge af det samfund vi lever i, fortæller hende jo det som du også fortæller hende: At hun er unormal fordi hun ikke ønsker at blive mor. Jeg kan godt forstå at man ikke kan lade være med at blive påvirket af sådan en indstilling.

To hunde??? Altså, hvis man aldrig har ønsket at blive mor, og ikke aner hvad det indebærer, så skal man nok ikke vælge det til som man i forvejen har valgt fra, fordi man kan finde ud af at passe sine to hunde.

Jeg synes ikke at det handler om at eliminere enhver tvivl, men om at finde ud af om man  mest ønsker sig et barn - eller  mest ønsker sig at være barnløs.

EDIT: Tonen virker måske lidt hård i mit indlæg - det er egentlig ikke ment sådan. Jeg prøver bare at tydeliggøre min holdning, som er meget modsat din.

Det er ikke ment som at fordi man kan passe en hund, så kan man også passe et barn. Men det viser mig dog at hun har og rummer omsorg mv. og at der kan ligge andre ting til grund for hendes tvivl.

Jeg læser hende på en anden måde end dig, men det er helt fint du giver din mening tilkende.

Hvis man er itvivl om man vil beholde det og får en abort kan de psykiske eftervirkninger være enormt kraftige. Jeg er ikke imod abort, men jeg er har selv stået og skulle træffe et valg om abort og det var det råd jeg selv fik og har valgt at følge.

Go weekend

Anonym skriver:

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

Først du er ikke et dårligt menneske bare fordi du ikke jubler over at blive gravid. Du er blot et menneske med drømme om fremtiden som ikke inkluderede børn og nu er du i vildrede, kan de fremtidsdrømme inkludere et barn eller kan de ikke?

Ingen andre end du og din kæreste kan svare på det spørgsmål, der er ingen nemme løsninger. Og med de tanker du allerede har nu er jeg ikke er sekund i tvivl om det er et sindsygt svært valg og mit eneste råd er, at når I har truffet valget så beslut jer for det er det helt rigtige og leg ikke med hvis'erne....

Der er intet forkert i at fravælge fostret hvis I ikke kan se jer selv som forældre, men det er heller ikke noget forkert i at stole på du kan vokse med opgaven hvis i vælger barnet.

Pøj pøj med valget

Hvor ønsker du inderst inde selv?

Missy_B skriver:

Jeg personligt tror ikke på at man, hvis man ellers er ressourcestærk, stabil økonomi , stabilt parforhold mv. fortryder at man har fået barn. Bevares - det er da tidspunkter hvor man tænker at alt kunne være lidt nemmere uden at ha børn - men jeg vælger (for børnenes skyld!)at tro på, at når folk så kigger deres børn i øjnene, så ser de kærlighed, og ikke en belastning.

Jeg ved godt at der findes nogle socialt udsatte mv. som falder under en anden kategori, men sådan tolker jeg ikke TS ud fra hvad hun beskriver.

Der er folk der fortryder, bare fordi de fortryder. Nogen der bare ikke er skabt til at være forældre. Ikke alle har det i blodet, der er nogen der siger; Børn, aldrig!! 

Hvis man virkelig ikke ønsker børn, så kan der være en stor mulighed for at man fortryder det. 

Nej Ts vil ikke have børn. 

Anonym skriver:

Jeg har faktisk et ikke-eksisterende kontakt til min mor (min far er død). Du har helt ret i, at det nok har en del af skylden for min manglende interesse i reproduktion.

Min barndom har heller ikke været et glansbillede, men jeg har altid været en mønsterbryder og kommet mig rigtig godt ovenpå.

Spørgsmålet er så bare, om jeg kan finde ud af, at være en god mor, når jeg måske ikke selv havde en....det er i bund og grund måske der den ligger :-S

Jeg har levet det meste af mit liv uden en mor, kun med en far, og jeg arbejder med børn og folk siger at jeg vil blive en god mor en dag, fordi de ser hvordan jeg er med børn. 

Hvad jeg vil sige er, at ens forhold til ens mor, behøver ikke at have betydning om man bliver en god mor. 

Men jeg kan godt forstå at når dit eget liv ikke har været særligt godt, at du har frygtet; Hvad nu hvis jeg ødelægger det her barn? Gør noget forkert? 

Men du er nød til at sætte dig ned og virkelig føle efter.. Lytte til dit hjerte. 
Det er jo ikke sikkert at du ikke vil have børn en dag, det kan jo ske, men at lige nu bare ikke er det øjeblik og så skal et barn ikke sættes i verden. 
Selvfølgelig skal du også snakke med din kæreste, men husk at det er din krop der sker ting med. 

Lyt til jeres hjerter og hinanden. 

Yurie skriver:

Der er folk der fortryder, bare fordi de fortryder. Nogen der bare ikke er skabt til at være forældre. Ikke alle har det i blodet, der er nogen der siger; Børn, aldrig!! 

Hvis man virkelig ikke ønsker børn, så kan der være en stor mulighed for at man fortryder det. 

Nej Ts vil ikke have børn. 

 

 

 

Muligvis, jeg har bare aldrig selv set, hørt eller oplevet det.

Jo men så vil jeg mene vi snakker om en helt anden samfundskategori end en 30 årig, fast forhold mange år, sund økonomi, og 2 hunde.

Er da enig i at folk kan "ærgre" sig til tider, men at en velfungerende person med stabilitet i livet ville kunne kigge på sit barn og ønske at barnet var blevet en klat på lagnet, håber jeg bare ikke sker! Jeg har altså heller aldrig påstået at det aldrig sker - men kun at JEG personligt aldrig vil håbe det sker.

Har aldrig sagt at alle burde være forældre mv - det burde alle absolut ikke - men jeg forsøger at svare ud fra TS holdning (som også er at hun er bange for at hun ikke kan finde ud af at være en god mor)

Og så vil jeg lige pointere at jeg absolut IKKE er imod abort - folks helt eget valg. 

og at jeg skrev at man kun fortryder de børn man ikke har fået - nej det kan jeg da ikke vide 100%, det har i da ret i - og jeg burde nok ha skrevet JEG i stedet for man. Det var nemlig ikke for at generalisere, men den følelse som jeg tror mange sidder med (og nok især dem som har prøvet aborter)

Hov lang smøre - synes bare jeg blev misforstået og det er jeg da lidt ked af...

Missy_B skriver:

Jeg personligt tror ikke på at man, hvis man ellers er ressourcestærk, stabil økonomi , stabilt parforhold mv. fortryder at man har fået barn. Bevares - det er da tidspunkter hvor man tænker at alt kunne være lidt nemmere uden at ha børn - men jeg vælger (for børnenes skyld!)at tro på, at når folk så kigger deres børn i øjnene, så ser de kærlighed, og ikke en belastning.

Jeg ved godt at der findes nogle socialt udsatte mv. som falder under en anden kategori, men sådan tolker jeg ikke TS ud fra hvad hun beskriver.

Du kan da for alvor ikke mene at det er kriterierne for, at gerne ville have børn? 

Man skal da ønske dem, af hjertet. Ikke fordi man har en god økonomi. 

MysteriousAngel skriver:

Du kan da for alvor ikke mene at det er kriterierne for, at gerne ville have børn? 

Man skal da ønske dem, af hjertet. Ikke fordi man har en god økonomi. 

Bliver lige nød til at blande selvom jeg egentlig ikke ville... Men jeg blev også uplanlagt gravid - ja er faktisk blevet det to gange, så to af mine 4 er absolut kommet som overraskelser.

Med den første af de uplanlagte som også var mit første barn - var jeg slet ikke der hvor jeg vidste om jeg ønskede barn, jo en gang ude i fremtiden, men ellers... Kunne slet ikke forholde mig til hvad der var i min mave - ikke ment på den negative måde, men bare det var så sindsygt uvirkeligt og jeg ønskede ikke barn af hjertet som du skriver, men nu var jeg gravid og så var det sådan. 

Var jo som andre gravid i 9 mnd, syntes det var sjovt at se min mave vokse, det var sjovt at mærke liv, se maven ændre form osv. Men jeg kunne da på ingen måde forholde mig til hvad det betød (og jeg var 28 på vej til veluddannet så var ikke på den måde imbecil og retarderet ). Kan huske vi tog på udsalg i januar (havde termin i april) og kunne ikke en gang købe tøj til baby for hvad havde sådanne nogle på. Jeg kunne finde ud af at søge på test om barnevogne, finde den brugt og min kære husbond havde en kollega der gav os en brugt tremmeseng, jeg havde læst man skulle have et psulebord, så det fik lavet af det vi ellers havde hjemme og så var det det... Havde ikke købt ind efter lister, havde intet tøj, havde ingen drømme om det at være mor osv osv osv. Jeg ønskede ikke et barn af hjertet. Og alligevel da jeg fik min datter i armene var jeg mor med et trylleslag af hele hjertet.

Med den sidste uplanlagte og vores sidste barn, var vi faktisk der vi slet ikke ønskede os flere børn, da vi stod med en test faldt der mange tårer og det var ikke af glæde. Jeg eller min mand ønskede os på ingen måde dette barn, men vi kunne heller ikke vælge en abort. For mig gik det nok lidt hurtigere at ønske barnet, kom allerede inde i maven. For min mand tog det en del længere tid - men igen da baby kom i armene blev man mor og far med hjertet.

siger ikke det sker for alle, men blot at man kan altså godt ikke ønske et barn af hjertet (ja jeg ønskede så heller ikke mit 3. Barn men det er en anden historie) og blive forældre med hjeret når barnet så er der.

sjovt nok nu jeg skriver det, er der ikke et af mine 3 levende børn jeg ønskede af hjertet som du skriver og de er hele mit liv nu - jeg er mor med så stort M det ikke kunne skrives her, så jo nogen gange kan det blot være man skal have skubbet....

MysteriousAngel skriver:

Du kan da for alvor ikke mene at det er kriterierne for, at gerne ville have børn? 

Man skal da ønske dem, af hjertet. Ikke fordi man har en god økonomi. 

Endnu en der mistolker mit indlæg.

prøv at læs en gang til hvad jeg skriver

lineog4 skriver:

Bliver lige nød til at blande selvom jeg egentlig ikke ville... Men jeg blev også uplanlagt gravid - ja er faktisk blevet det to gange, så to af mine 4 er absolut kommet som overraskelser.

Med den første af de uplanlagte som også var mit første barn - var jeg slet ikke der hvor jeg vidste om jeg ønskede barn, jo en gang ude i fremtiden, men ellers... Kunne slet ikke forholde mig til hvad der var i min mave - ikke ment på den negative måde, men bare det var så sindsygt uvirkeligt og jeg ønskede ikke barn af hjertet som du skriver, men nu var jeg gravid og så var det sådan. 

Var jo som andre gravid i 9 mnd, syntes det var sjovt at se min mave vokse, det var sjovt at mærke liv, se maven ændre form osv. Men jeg kunne da på ingen måde forholde mig til hvad det betød (og jeg var 28 på vej til veluddannet så var ikke på den måde imbecil og retarderet ). Kan huske vi tog på udsalg i januar (havde termin i april) og kunne ikke en gang købe tøj til baby for hvad havde sådanne nogle på. Jeg kunne finde ud af at søge på test om barnevogne, finde den brugt og min kære husbond havde en kollega der gav os en brugt tremmeseng, jeg havde læst man skulle have et psulebord, så det fik lavet af det vi ellers havde hjemme og så var det det... Havde ikke købt ind efter lister, havde intet tøj, havde ingen drømme om det at være mor osv osv osv. Jeg ønskede ikke et barn af hjertet. Og alligevel da jeg fik min datter i armene var jeg mor med et trylleslag af hele hjertet.

Med den sidste uplanlagte og vores sidste barn, var vi faktisk der vi slet ikke ønskede os flere børn, da vi stod med en test faldt der mange tårer og det var ikke af glæde. Jeg eller min mand ønskede os på ingen måde dette barn, men vi kunne heller ikke vælge en abort. For mig gik det nok lidt hurtigere at ønske barnet, kom allerede inde i maven. For min mand tog det en del længere tid - men igen da baby kom i armene blev man mor og far med hjertet.

siger ikke det sker for alle, men blot at man kan altså godt ikke ønske et barn af hjertet (ja jeg ønskede så heller ikke mit 3. Barn men det er en anden historie) og blive forældre med hjeret når barnet så er der.

sjovt nok nu jeg skriver det, er der ikke et af mine 3 levende børn jeg ønskede af hjertet som du skriver og de er hele mit liv nu - jeg er mor med så stort M det ikke kunne skrives her, så jo nogen gange kan det blot være man skal have skubbet....

 

Men der er vel en verden til forskel på at tænke at man engang ude i fremtiden vil have børn, og så at have taget en aktiv beslutning at man ikke vil have børn?

Ikke at TS ikke kan ændre mening, men jeg ser det bare som to vidt forskellige situationer.