Uplanlagt gravid - er i total chok hjæææælp!

Tak for alle jeres svar!

Det her er virkelig svært....især fordi jeg samtidig er så hammer syg (dødtræt, kvalme, hovedpine) som gør mig lidt bias i beslutningen fordi jeg bare vil have det til, at gå væk

Vi har et rigtig godt fundament for, at få et barn og jeg føler mig som et vild utaknemmelig menneske, at jeg/vi er i tvivl.

Jeg er bare helt panisk for graviditet og fødsel og det, at være mor. Idag har jeg brugt det meste af dagen på, at søge på diverse graviditets-relaterede sites og jeg får næsten sådan en "ud-af-kroppen-oplevelse" efterfuldt af mere kvalme og panik fordi jeg aldrig nogen sinde har forestillet mig selv i det.....det er svært, at forklare...der er så mange tanker i spil men fællesnævneren for dem alle er ANGSTEN for det her....angsten for, at kvalmen og trætheden skal fortsætte, angsten for, hvad det her vil gøre ved vores forhold, angsten for, om jeg kan overskue ansvaret og angsten for, om man overhovedet kan NÅ, at ændre sig selv og ens liv radikalt på relativ få måneder.

Vi har nogle venner og familie som har børn men fordi det aldrig rigtig har haft interesse, har jeg ikke rigtig hørt efter eller spurgt til det. Jeg sys heller ikke, at jeg har lyst til, at fortælle det her til særlig mange før vi har fundet ud af hvad vi skal gøre...jeg er fortsat i det stadie hvor jeg ikke tør, at sige "jeg er gravid" højt  

SandraXOXO skriver:

Er jeg den eneste der kun kan se overskrift og så en afstemning om hvad race Joey er? Virker underligt i en tråd om graviditet? :-)

Mon ikke det er en fejl?

Hvad siger din mand til graviditeten? 

I må sætte jer sammen og tage en snak om, hvad der er rigtigt for jer.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar!

Det her er virkelig svært....især fordi jeg samtidig er så hammer syg (dødtræt, kvalme, hovedpine) som gør mig lidt bias i beslutningen fordi jeg bare vil have det til, at gå væk

Vi har et rigtig godt fundament for, at få et barn og jeg føler mig som et vild utaknemmelig menneske, at jeg/vi er i tvivl.

Jeg er bare helt panisk for graviditet og fødsel og det, at være mor. Idag har jeg brugt det meste af dagen på, at søge på diverse graviditets-relaterede sites og jeg får næsten sådan en "ud-af-kroppen-oplevelse" efterfuldt af mere kvalme og panik fordi jeg aldrig nogen sinde har forestillet mig selv i det.....det er svært, at forklare...der er så mange tanker i spil men fællesnævneren for dem alle er ANGSTEN for det her....angsten for, at kvalmen og trætheden skal fortsætte, angsten for, hvad det her vil gøre ved vores forhold, angsten for, om jeg kan overskue ansvaret og angsten for, om man overhovedet kan NÅ, at ændre sig selv og ens liv radikalt på relativ få måneder.

Vi har nogle venner og familie som har børn men fordi det aldrig rigtig har haft interesse, har jeg ikke rigtig hørt efter eller spurgt til det. Jeg sys heller ikke, at jeg har lyst til, at fortælle det her til særlig mange før vi har fundet ud af hvad vi skal gøre...jeg er fortsat i det stadie hvor jeg ikke tør, at sige "jeg er gravid" højt  

 

 

Du skal heller ikke ændre dig de næste 9 måneder ( hvis I vælger barnet) du skal bare være gravid og ikke andet, og det gør din krop for dig. De forandringer du tænker på kommer helt af selv.

da jeg var gravid med den første tænkte jeg, at vi bliver ALDRIG sådan nogle der spiser kl 18.00 og ved du hvad, det blev vi heller ikke da baby var lille, for baby er ligeglad! Men da baby blev til et lille barn, så var det bare så skide smart at spise kl 18 at at vi ikke kunne lade være, Men det var ikke nogen fornuftbeslutning, at nu vil vi spise tidligt, det bliver bare sådan, fordi det er på den måde ens liv fungere på, lige som vores liv fungerede bedst med at spise mellem 20.00-23.00 før vi fik børn.

Har du et okay forhold til dine egne forældre. Det er faktisk atypisk at en kvinde på din alder ikke ønsker børn, og det er ikke unaturligt det du føler, men det bekymre mig at du er nærmest angst. 

Det er jeg ked af, for det gør det jo svært at tænke klart. Men søde dig, måske er det her din chance for at prøve noget nyt. 

Det er dejligt at i har det godt nu, men der er ingen der siger I får det dårligt, I får det hårdt på nogle tidspunkter men I bliver jo stærkere af det. 

Du skriver at du tror du bliver en dårlig mor, hvorfor tror du det? Du har to hunde, dem er jeg sikker på du er omsorgsfuld overfor. Og med mindre du har en dårlig opvækst, så ligger det helt naturligt i mennesket at det kan tage vare på sit afkom, så det er jeg sikker på du kan. Men men men hvis man ikke har lyst så skal man ikke gøre det.

Men igen er du itvivl så skal du beholde det. 

At love at man aldrig fortryder børn man får, er der ingen der kan garantere dig eller love dig. 

Et familieliv med børn er bare ikke noget for alle, og det er ikke alle der kan tilsidesætte egne behov eller give slip på det liv man nu havde.

jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre - men jeg synes du og din kæreste skal tale om hvad det indebærer at blive forældre og om I har lyst til at slippe det liv i har nu. 

Har du et okay forhold til dine egne forældre. Det er faktisk atypisk at en kvinde på din alder ikke ønsker børn, og det er ikke unaturligt det du føler, men det bekymre mig at du er nærmest angst. 

Det er jeg ked af, for det gør det jo svært at tænke klart. Men søde dig, måske er det her din chance for at prøve noget nyt. 

Det er dejligt at i har det godt nu, men der er ingen der siger I får det dårligt, I får det hårdt på nogle tidspunkter men I bliver jo stærkere af det. 

Du skriver at du tror du bliver en dårlig mor, hvorfor tror du det? Du har to hunde, dem er jeg sikker på du er omsorgsfuld overfor. Og med mindre du har en dårlig opvækst, så ligger det helt naturligt i mennesket at det kan tage vare på sit afkom, så det er jeg sikker på du kan. Men men men hvis man ikke har lyst så skal man ikke gøre det.

Men igen er du itvivl så skal du beholde det. 

Hvordan kan du sige at hun skal beholde det hvis hun er i tvivl? Hun har aldrig ønsket at få børn, hun har afskrevet muligheden, og den eneste grund til at hun overhovedet overvejer det, er fordi hun er blevet gravid ved et uheld.

Selvfølgelig er hun i tvivl. Alle hjørner og kroge af det samfund vi lever i, fortæller hende jo det som du også fortæller hende: At hun er unormal fordi hun ikke ønsker at blive mor. Jeg kan godt forstå at man ikke kan lade være med at blive påvirket af sådan en indstilling.

To hunde??? Altså, hvis man aldrig har ønsket at blive mor, og ikke aner hvad det indebærer, så skal man nok ikke vælge det til som man i forvejen har valgt fra, fordi man kan finde ud af at passe sine to hunde.

Jeg synes ikke at det handler om at eliminere enhver tvivl, men om at finde ud af om man  mest ønsker sig et barn - eller  mest ønsker sig at være barnløs.

EDIT: Tonen virker måske lidt hård i mit indlæg - det er egentlig ikke ment sådan. Jeg prøver bare at tydeliggøre min holdning, som er meget modsat din.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar!

Det her er virkelig svært....især fordi jeg samtidig er så hammer syg (dødtræt, kvalme, hovedpine) som gør mig lidt bias i beslutningen fordi jeg bare vil have det til, at gå væk

Vi har et rigtig godt fundament for, at få et barn og jeg føler mig som et vild utaknemmelig menneske, at jeg/vi er i tvivl.

Jeg er bare helt panisk for graviditet og fødsel og det, at være mor. Idag har jeg brugt det meste af dagen på, at søge på diverse graviditets-relaterede sites og jeg får næsten sådan en "ud-af-kroppen-oplevelse" efterfuldt af mere kvalme og panik fordi jeg aldrig nogen sinde har forestillet mig selv i det.....det er svært, at forklare...der er så mange tanker i spil men fællesnævneren for dem alle er ANGSTEN for det her....angsten for, at kvalmen og trætheden skal fortsætte, angsten for, hvad det her vil gøre ved vores forhold, angsten for, om jeg kan overskue ansvaret og angsten for, om man overhovedet kan NÅ, at ændre sig selv og ens liv radikalt på relativ få måneder.

Vi har nogle venner og familie som har børn men fordi det aldrig rigtig har haft interesse, har jeg ikke rigtig hørt efter eller spurgt til det. Jeg sys heller ikke, at jeg har lyst til, at fortælle det her til særlig mange før vi har fundet ud af hvad vi skal gøre...jeg er fortsat i det stadie hvor jeg ikke tør, at sige "jeg er gravid" højt  

 

 

mit ærligste svar er at det altid vil være en omvæltning at få barn om det er planlagt eller ej...

at du aldrig har tænkt tanken at i skulle have børn er ikke et problem du skal nok lære det hele som tiden går... jeg havde fx aldrig skiftet en ble før jeg blev mor og aldrig været barnepige... hun var planlagt men vi havde ingen øvelse i det der med barn og baby ... det er gået helt fint alligevel ...

du er i chok lige nu - det er fuldt ud forståeligt ... tænk det grundigt igennem ... i har det godt med at være bare jer to og hundene nu ... hvad om 5 år ,10 år og 20 år

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar!

Det her er virkelig svært....især fordi jeg samtidig er så hammer syg (dødtræt, kvalme, hovedpine) som gør mig lidt bias i beslutningen fordi jeg bare vil have det til, at gå væk

Vi har et rigtig godt fundament for, at få et barn og jeg føler mig som et vild utaknemmelig menneske, at jeg/vi er i tvivl.

Jeg er bare helt panisk for graviditet og fødsel og det, at være mor. Idag har jeg brugt det meste af dagen på, at søge på diverse graviditets-relaterede sites og jeg får næsten sådan en "ud-af-kroppen-oplevelse" efterfuldt af mere kvalme og panik fordi jeg aldrig nogen sinde har forestillet mig selv i det.....det er svært, at forklare...der er så mange tanker i spil men fællesnævneren for dem alle er ANGSTEN for det her....angsten for, at kvalmen og trætheden skal fortsætte, angsten for, hvad det her vil gøre ved vores forhold, angsten for, om jeg kan overskue ansvaret og angsten for, om man overhovedet kan NÅ, at ændre sig selv og ens liv radikalt på relativ få måneder.

Vi har nogle venner og familie som har børn men fordi det aldrig rigtig har haft interesse, har jeg ikke rigtig hørt efter eller spurgt til det. Jeg sys heller ikke, at jeg har lyst til, at fortælle det her til særlig mange før vi har fundet ud af hvad vi skal gøre...jeg er fortsat i det stadie hvor jeg ikke tør, at sige "jeg er gravid" højt  

 

 

Ville bare lige sige at den angst sagtens kan være der selv om barnet er planlagt, man ønsker sig børn og man ser sig selv som potentielt god mor  Tror en del af det er hormoner og så er det jo også en stor ting. Men det bliver altså bedre i løbet af graviditeten, hvis det er det man vælger.

Vores nr. 3 er et ønskebarn - men et barn jeg havde regnet med at få NÅR jeg havde fået job, hus, bil osv. Men tror på det nok skal gå alligevel. Alle de ting har i jo og selv om det vigtigste nok er indstillingen og hvad man føler, så tror jeg helt sikkert på det nok skal vende hvis i vælger at få et barn.

Er meget for at man kan vælge abort, synes altid man skal have den mulighed. Men når du nu er så meget i tvivl så ved jeg ikke om jeg umiddelbart tror det er det rigtige for dig at få sådan en... Det er jo bare min opfattelse. Held og lykke!

Lilotte87 skriver:

Jeg tør næsten love dig at du aldrig fortryder at beholde <3 

Jeg kan dog sagtens forstå din fortvivlelse. 

Kram 

Jamen hun har jo aldrig ønsket at blive mor? Hun får decideret angst ved tanken. Det er da ikke et godt fundament? Selvfølgelig kan man da fortryde. Især når hele ens liv er bygget op omkring IKKE at få børn..