Uplanlagt gravid - er i total chok hjæææælp!

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

Jeg tør næsten love dig at du aldrig fortryder at beholde <3 

Jeg kan dog sagtens forstå din fortvivlelse. 

Kram 

Anonym skriver:

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

i må til at tale for og imod

imod:
dyrt
natteroderi
alt ændres
man skal lægge sig selv til sidst
man er altid på "arbejde"
bleskift
opkast

for:
den største oplevelse
man får super mange glæder Fx når de smiler første gang, siger mor første gang, går, laver på toilettet, synger osv
føle at der ikke kan være mere kærlighed inde i dig

Jeg mener alle har det i sig, det er bare med at finde det frem

Hvis det er nogen trøst havde jeg selv alle de tanker der du skriver og faktisk stadigvæk ind i mellem men nu er jeg glad og tænkte at det bare ER meningen. 

Eftersom vi så også ska have tvillinger er det en dejlig følelse nu men da jeg oveni i min tvivl i forvejen med graviditeten så fik af vide  der var to så ramlet det for mig endnu mere... Men som sagt nu er jeg ved at vende mig til det så småt og små glæde sig MrMen de følelser tager tid at bearbejde tror jeg. 

Og tror og på alle har det i sig.. God vind herfra 

Er jeg den eneste der kun kan se overskrift og så en afstemning om hvad race Joey er? Virker underligt i en tråd om graviditet? :-)

Anonym skriver:

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

Vil ikke råde dig til hverken det ene eller det andet - vil bare indskyde at man ALDRIG fortryder de børn man får, kun dem man ikke får.

Knuz fra en mor til snart 2 børn

I har et dejligt børnefrit liv og det er jo bare suprr skønt. Nogle gabge tænker jeg på hvordan det nu er uden barn. Min søn er kun 3 år. Et barn vil på en eller anden måde altid være en "pludselig" oplevelse. Et lille menneske der får sin egen personlighed, stille og roligt. Uanset om barnet er planlagt eller ej er det en kæmpestor omvæltning.

Men et barn er noget af det smukkeste at sætte i verden, synes jeg. Og det giver tusind flere glæder end sorger, synes jeg

Snak med din mand - i er 30 år, har faste jobs og været sammen i lang tid. Jeg synes det virker som et godt fundament har i nogen i familien som har børn? Du har ni måneder at vænne dig til tanken om at være mor. Du ved alligevel ikke hvordan det er før du selv står med baby i armene så det er ikke rigtig noget der kan vurderes..

meld gerne tilbage hvad i finder ud af

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

Der er helt bestemt mennesker som fortryder at de er blevet forældre. Og det er IKKE alle der har det i sig, at blive gode forældre. At påstå andet er en romantisk forestilling om en virkelighed der ikke eksisterer. Jeg har set hjerteskærende eksempler på forældre der enten ikke elsker deres børn nok, eller ikke har overskud nok til dem, og det påvirker børnene for livet.

Hvis ikke I kan kigge hinanden i øjnene og sige at I vil elske det her barn betingelsesløst, være der for det resten af jeres liv, sætte jer selv og jeres egne behov til side, holde sammen på trods af massivt søvnunderskud, manglende romantik, snerren og frustrationer. Så synes jeg at du skal få en abort.

Mærk efter. I sidste ende er det kun jer selv, der kan mærke hvad den rigtige ting for jer er at gøre. Der er ikke noget forkert eller ondt i ikke at ønske sig et barn. Mange par vælger ikke at få et. Og det vil kræve en enorm omlægning af jeres liv - som I skal være indstillede på! Ellers dur det ikke.

Igen - mærk efter. Og så vær glade for den beslutning I tager. Når den er taget, er der ingen grund til at fortryde, det nytter ikke noget alligevel. Og hvis I vælger at få barnet, så KAN I ikke fortryde. Det vil i hvert fald være meget synd for det lille nye væsen.

Held og lykke med jeres valg

Anonym skriver:

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

Jeg har været der, hvor du er nu, dog med noget mere struktur i mit liv og uden en uplanlagt graviditet. Jeg tog dog en aktiv beslutning om at prøve det der med børn, skeptisk og ikke særligt engageret, uden følelser og tilbageholdende, og det første stykke tid uden særlig tilknytning til barnet, men jeg skal da lige love for, at det vendte.

8 år senere har vi nu 3 børn, jeg er en hamrende god mor, men det har krævet mange ofre for mit egoistliv og til tider glemmer jeg fuldstændig, hvem jeg er, jeg er mor og kone og hvad der dertil hører, men lige nu giver jeg mig selv 110% uden spørgsmål eller krav, det er forbløffende kort tid i ens liv, man skal gøre det.

jeg vil ikke undvære den store oplevelse det er at blive mor, og hvis jeg stadig var ung, fik jeg 3 stk. mere