Uplanlagt gravid - er i total chok hjæææælp!

MysteriousAngel skriver:

Nej jeg kan godt se din pointe. Men jeg synes på en måde ikke det kan sammenlignes. Der bliver pointeret at man ikke kan vælge et barn fra hvis man har god økonomi osv. Det synes jeg er forkert. For selvfølgelig kan man det. For man skal have hjertet med. Det kan godt være at ungerne var uplanlagt men du havde da tænkt at du ville have dem, måske ikke lige nu men på sigt? Det har ts ikke. Faktisk det modsatte... 

Du skriver at der bliver pointeret at man ikke kan vælge et barn fra hvis man har en sund økonomi. Det er en klar mistolkning af mit indlæg, da jeg skriver, at jeg aldrig selv har oplevet folk med en stabil hverdag FORTRYDE det barn de har fået. En verden til forskel.

Er slet ikke uenig med dig - et barn skal være ønsket af hjertet, selvfølgelig kan folk da fortryde, jeg kender ikke hele Danmarks befolkning, og ved derfor ærlig at talt ikke en skid på det område UDOVER hvad der foregår i min egen  omgangskreds. Er faktisk ret ked af at folk tager en del af mit indlæg og vender det 180 grader i deres forståelse.

Sorry herfra, må virkelig ha formuleret mig skidt siden jeg bliver hakket sådan på.

Til TS: jeg forlader tråden nu, og undskyld for de mange sidespringet mine indlæg åbenbart har givet. Mit råd til dig er: lyt til dit hjerte 

Din situation er SÅ svær at stå i, da det på den ene side kan være svært at pludselig skulle forestille sig hvordan det er at skulle blive mor når man på den anden side aldrig havde forestillet sig det skulle ske. En abort er ALDRIG sjov - men ej heller et barn, hvis man kommer til at fortryde og ikke kan elske sit barn. Håber i får snakket og finder den rigtige løsning for jer 

Hvad besluttede i?

Det handler om hvad du har lyst til. Ikke økonomi, arv, miljø eller andres erfaringer og meninger om hvad mennesker/kvinder er i stand til eller ej.

Har du lyst til at bruge al din tid på at passe på et andet menneske?

Hvis ikke, så lad være.

Det kræver ikke a man har haft en mor for at blive mor - det kræver at der er blevet udvist omsorg for dig i dine første leveår, så du evner at drage den for andre og så kræver det empati og lyst for at du ikke skader dit barn.

Anonym skriver:

Åh altså hvor skal jeg starte...

kort introduktion; Jeg er 30 år, har været sammen med min mand i 10 år, vi har to hunde, faste jobs og et helt vidunderligt børnefrit liv.

Jeg har de sidste to uger gået med ømme bryster, hovedpine, vanvittig træthed og uudholdelig kvalme, hvilket fik mig - bare for sjov - til, at købe en graviditetstest som jeg så tog her i mandags.

Den har vist, at jeg er gravid....fuck!.....hvordan skete det lige? Vi/jeg har aldrig ønsket børn. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har det i mig. Jeg roder, jeg er en natteravn, jeg kan knap nok passe på mig selv...så det der med, at passe på et barn har bare aldrig rigtig interesseret mig. 

Jeg er gået i total chok og har sygemeldt mig fra arbejdet fordi jeg ikke kan andet end tude...jeg er SÅ skræmt og jeg HADER, at jeg skal være så pisse syg samtidig med, at jeg skal træffe et valg omkring det her.

Vi var ved lægen igår og han siger, at jeg er 5-7 uger henne (jeg holder overhovedet ikke styr på datoer for sidste, første eller midterste dag af min mens!) og vi har aftalt, at vi på mandag skal fortælle lægen om vi ønsker abort eller om vi ønsker, at beholde det.

Det er bare SÅ svært når man ALDRIG i sine VILDESTE fantasier havde tænkt et barn ind i sit liv...jeg er så skide bange for, at beholde det...at det vil ødelægge vores liv...at jeg ville blive en enorm dårlig mor....jeg føler allerede som et vildt dårligt menneske fordi jeg har det som jeg har det for for de fleste mennesker, er det jo en gave og en glædelig ting....åh...jeg er ikke engang sikker på, hvad mit spørgsmål er.....jeg har vel bare behov for, at ventilere og komme af med den her overrumplende, altoverskyggende følelse af afmagt og fortvivlelse 

 

Det samme skete for mig i januar i år. Har også to hunde, der er som mine børn, dejlig kæreste og skønt liv uden forpligtelser. Jeg har aldrig brudt mig om børn og har aldrig ønsket selv at få børn overhovedet. Men så fandt jeg ud af jeg var gravid da jeg var 2-3 uger henne (min kæreste var virkelig glad selvom vi var enige om ikke at skulle have børn) Jeg havde hverken lyst til at skulle have barnet eller lyst til at få det fjernet, men jeg kunne mærke at det - trods ovenstående - føltes mere forkert at skulle have det fjernet. Så jeg stolede på min mavefornemmelse og beholdt barnet selvom jeg ikke var totalt i hopla over det (og slet ikke så meget i selvsving over det som ALLE andre). Men så langsomt vænnede jeg mig til tanken og begyndte at glæde mig mere og mere - især efter vi havde været til den første scanning. Og så i går oprandt dagen og der fødte jeg den sødeste og dejlie lille dreng og nu er jeg glad for at "uheldet" skete...

Ej jeg bliver så ked af det at høre at det ville ødelægge dit liv. Jeg har en datter på 7 mdr og det er virkelig det bedste der er sket. Hun er ikke planlagt og man kan da godt sige at hun kom på hel forkert tidspunkt i mit lv (22år og ikke engang gået igang med uddannelse). Pengene er ikke mange da jeg er ufaglært men samtidigt kom hun på det perfekte tidspunkt. Hun er det bedste der er sket, samtidigt som det er så skide hårt og så længe man er to så er det lidt nemmere. Jeg ville ikke vælge et barn fra, aldrig der kommer så sindsygt meget kærlighed ud af de små så det er alle de vågne nætter værd. Ta det roligt med roderiet, det kan kun blive værre ��, 

Missy_B skriver:

Jeg personligt tror ikke på at man, hvis man ellers er ressourcestærk, stabil økonomi , stabilt parforhold mv. fortryder at man har fået barn. Bevares - det er da tidspunkter hvor man tænker at alt kunne være lidt nemmere uden at ha børn - men jeg vælger (for børnenes skyld!)at tro på, at når folk så kigger deres børn i øjnene, så ser de kærlighed, og ikke en belastning.

Jeg ved godt at der findes nogle socialt udsatte mv. som falder under en anden kategori, men sådan tolker jeg ikke TS ud fra hvad hun beskriver.

Vil som Modesty skriver også sige, at du tager fejl i, at resourcestærke mennesker ikke fortryder deres børn. Min venindes mor forlod familien, da min veninde var omkring 11, da hun ikke følte, at familielivet var det rigtige for hende. Hun havde fået mand og børn uden at være klar til det og til sidst ville hun ikke mere. De var ellers en velfungerende familie med gode forhold til deres forælder, gode jobs og god økonomi.

Jeg kan fortælle dig fra min egen oplevelse... 

Efter at jeg gik rundt og troede på at jeg ikke kunne få børn, og i en sen alder af næsten 37 år fik en datter, at det har været mit livs bedste gave, oplevelse som jeg aldrig troede jeg ville få.

Det øjeblik dit barn bliver lagt på dit bryst for første gang... du vil aldrig nogen siden føle en kærlighed så stor og stærk til et menneske, som til dit barn. 

Som 45 årige og med problemer med at få børn, ærger det mig at jeg ikke kom i behandling for, jeg gerne ville have haft 3-5 børn.

Du skal nok se, du klarer opgaven som mor, med stort BRAVOUR.

Jeg er selv et natte menneske, orden i mit Rod, og alenemor og det lykkes stadig at få alt klaret i hverdagen. Så det skal du ikke være bange for... til gengæld, du får så meget tilbage fra dit barn, som bare ikke kan købes, eller lånes (hvis du låner en venindes barn) 

Men til sidst er Valget dit!